I DAG INDVIES i Mostar - rekonstruktionen af den berømte bro Stari Most. Broen med den enestående bue, knejsende 21 meter over sommervandstand, opført for lokalt indsamlede penge i 1566. Med tilladelse fra sultan Suleiman den Store i Istanbul, som sendte sin bygmester Hajrudin. Broen tiltrak turister i hobetal før krigen 1991-1995 og fik verdens bevågenhed, da den blev styrtet i floden i november 1993. Efter halvandet års beskydning og et døgn med 68 direkte granatangreb gav den efter. Den ukuelige bro. Mostars vartegn og midtpunkt. Mostar pynter sig nu i festskrud. Instrumenter stemmes, børn øver sange, kobbersmede hamrer relieffer, malere maler, og politikere skriver taler. BBC producerer en film om byens landskendte orkester, der opstod under krigen, Mostar Sevdah Reunion. Orkestret, som har givet nyt liv til gamle kærlighedssange. En mangfoldighed af fremmede vil strømme til byen. Broindvielsen bliver dette årtusindes mediebegivenhed i Mostar. Novi Stari Most, Nye Gamle Bro, er blevet klædt i hvidt og har tusinder af små spejle hængende ned fra sig, som funkler i solen og reflekterer himlen foroven og den underskønne flod forneden. Blågrønne, livfuldt strømmende Neretva. Og nattens lys fra Stari Grad, Den Gamle By. EN BOSNIAKISK (muslimsk) kvinde beskrev den nye lyse bro som en sovende gigant. Man fører ideen videre, og giganten vågner chokeret efter sin lange søvn og konstaterer sig nøgen og alene. Alene, fordi de mange penge, broen har kostet, virker helt ude af proportion med, hvordan byen omkring den i øvrigt ser ud med de mange sønderskudte ruiner. Nøgen, fordi realiteten er, at mange er mistroiske over for broprojektet. Den ser ud af mere, end den er. Den er en kopi, en facade, et plaster på såret for bosniakkerne og en lindring af den bosnisk-kroatiske samvittighed. Nu står den der jo igen, lad os så glemme den krig. Intet bliver som før. Der vil igen blive afholdt udspringskonkurrencer hver sommer, og turister vil nyde at slentre over broen og mærke helsen for sjælen ved iagttagelsen af Neretva, men det varer længe, før den gamle bros endeligt vil være glemt. Den kridhvide nye bro kan således fremtræde som en stiv protese, hvor der før var en varm legemsdel med sjæl og historie. »Jeg kunne på en måde acceptere, at min mor og min mand blev dræbt i krigen. Mennesker dør, de forsvinder. Men ikke Den Gamle Bro. Den stod for evighed. Når man kan ødelægge det evige, hvad er mennesket da blevet?«, sagde en kvinde i Mostar. BOSNIEN-Hercegovina er en opmærksomhedstrængende europæisk genbo. De store fortællinger om religion, filosofi og politisk ideologi spillede fallit under krigen. Religionsfanatisme gik amok, og eksistensfilosofi tjente bedre som brænde end som åndelig næring. Mange unge tyr i dag til materialisme, overdreven indtagelse af alkohol, misbrug af stoffer, seksuel grænseoverskridelse og new age-ideer for at kunne leve krigens skygge. Mirza fra Sarajevo er et godt eksempel. Han mistede sin søster under krigen og har perifer kontakt med sine forældre. Mirza arbejder for SFOR (den internationale styrke, som afløste NATO's IFOR) og studerer, men går mest op i at se godt ud, møde kendte og excentriske mennesker, deltage i tekno raves, dyrke sex, rejse, og sprede glæde omkring sig ved at gøre alt, hvad folk ønsker af ham. Selvforglemmende. Mirzas livsstil var repræsenteret ved dette års Europæiske Melodi Grand Prix, hvor Dean, politikersønnen fra Sarajevo, var købt til at sælge Bosnien-Hercegovina med en dårlig, sexfikseret tynd kop te. For bosniske politikere var sangen sikkert lige i øjet som et eksempel på, at Bosnien-Hercegovina er moderne og med på noderne, klar til at blive optaget i EU. Serbien valgte omvendt at optræde med en smuk, traditionelt klingende sang, som næsten kunne have været bosnisk. Efter ti års sanktioner og udelukkelse fra Grand Prix demonstrerede Serbien sin Balkanidentitet. SARAJEVO ER som Bosniens regeringsby og forholdsvis etnisk ensartet ganske godt på vej. Mostar, to en halv times kørsel derfra, i en dal mellem bosniakiske Sarajevo og den kroatiske dalmatinske kyst, er dybt splittet og værdigt omsorgstrængende. Færre midler er nået hertil. I Mostar omtales de to krige ikke som 'borgerkrig', men som 'aggressionerne'. Sådan oplevedes det, da gamle venner begik overgreb mod hinanden. Der var ikke tale om klart afgrænsede befolkningsgrupper i krig. Den første krig i 1992 var bosniske serberes angreb på byen (nogle vil hævde, at de bosniske serbere allerede var blevet angrebet), hvor bosniakker og bosniske kroater led side om side og fik drevet serberne ud. I den anden krig i 1993 kæmpede bosniakker og bosniske kroater mod hinanden i grusom frontal konfrontation. Først omkring år 2000 blev bombeattentater, skyderi og likvideringer bragt til ophør. Mostar, der før var en multietnisk by med rekordantal af blandede ægteskaber, kan i dag betegnes som tilnærmelsesvis 'etnisk ren' i hver af de to bydele. Bosniske kroater er i flertal, hvad bosniakkerne var før krigen. Kun få serbere og 'andre' er tilbage i Mostar, som havde både katolske og ortodokse kirker under det osmanniske herredømme. Før da var byen romersk og illyrisk og havde sin helt egen bogumilske kirke, der hverken var katolsk eller ortodoks. Senere kom den under Østrig- Ungarn, så blev den styret fra Serbien og siden af Titos partisaner. Den nationale identitet har alle dage været fleksibel i området. Måske netop af den grund fremstår Mostar stadig mirakuløst som én by. UD OVER DET demografiske skift af flertalsbefolkning i Mostar skete der også et land-by-skift under krigen på grund af flygtninge til og fra byen, som gav Mostar landsbymentalitet. Med øgede tendenser til fundamentalisme og nationalisme til følge. Nogle katolikker har rejst et stort kors på Humbjerget, hvorfra broen Stari Most blev skudt i floden. Det er tragisk, men bosniakkerne bemærker sort, at folk i Mostar blot spiser suppe med sugerør nu, så de undgår at kigge op. Og, i øvrigt, »kan katolikkerne bygge så højt de vil, stjernerne vil altid være øverst«. Måske en reference til Titoæraen. Katolikkerne hævder, at korset er rejst som et tegn på forsoning efter grusomhederne begået fra dette bjerg. Det unikke partisanmonument i Mostar ligger endnu på bjergskråningen. Før hen var det en fredfyldt mindepark med fontæner og røde nelliker på gravstene formet som stiliserede liljer. Partisanernes liljesymbol blev genbrugt i bosniakkernes flag under krigen. Nu ligger monumentet misligholdt hen, overmalet af graffiti, hærget af tidens tand, med knuste gravstene og glasskår fra de unge og arbejdsløse, som holder til der. Monumentet ligger i den overvejende bosnisk-kroatiske bydel, hvor man ikke hylder partisanerne. Tværtimod forsøgte man her at gøre Mostar til hovedstad i en selvstændig kroatisk stat, Herceg-Bosna. TANKEN ER, at den nye bro skal symbolisere forsoning mellem de to bydele i Mostar. Den vestlige, som har store shoppingcentre og får støtte fra 'moderlandet' Kroatien. Og den østlige, som er fattig og interimistisk fungerende som selvstændig enhed. Det er svært at forestille sig, at folk efter ti års adskillelse skulle begynde at krydse over for at møde hinanden igen og se angst og traumatiske erindringer i øjnene. Man må håbe. Reelt forenes bosniakker på den ene side med bosniakker på den anden side af floden. På Bulevar, vejen, som udgjorde frontlinjen mellem bosniakker og bosniske kroater i 1993, kan man stadig ikke enes om at bruge det smukke gymnasium i maurisk stil fra 1898. Her ser vi det virkelige symbol på byens delte tilstand. Der har længe været dobbelt sygehusvæsen, postvæsen, elektricitetsforsyning, brandvæsen og skoler, samt urimelig mange politikere, fordi Mostar med sine 90.000 indbyggere er delt i seks kommuner. Netop nu gøres der omsider en kraftig indsats fra den internationale repræsentation i Bosnien (OHR) for at ændre på dette spild af ressourcer. Der er politik i alt fra svømmehaller til koncerter, musikskole, fodbold, biografer. Skulle den prisværdige danske filmfestival i Bosnien i denne måned have besøgt Mostar, havde det været nødvendigt med dobbeltforestillinger i henholdsvis biografen i et universitetsauditorium på vestsiden og teatret på østsiden. Folk fyres nu fra deres arbejdspladser, fordi personalet skal sammensættes af forskellige 'etniske grupper'. Arbejdsløsheden er alarmerende høj. Den før så driftige by er stagneret, sat 30 år tilbage i tiden under krigen. De fleste er enige om, at international overvågning stadig er et nødvendigt onde for fred og stabilitet i byen. TIL TRODS FOR Mostars svækkede karakter formår byen og dens mennesker at betage. Letsindets selvforglemmelse som hos Mirza i pulserende Sarajevo er ikke fremtrædende i Mostar. Her er det tværtimod tungsind og passivitet, opgivelse og angst, der dominerer folkestemningen. Forståeligt nok er tilliden til ukendte mennesker såvel som til byens og landets politikere begrænset. Folk kan virke selvtilstrækkelige og ligeglade med verden omkring sig. Mange stemmer ikke. Hver enkelt kæmper for sin egen og egnes overlevelse. På den anden side har mange års krig ikke kunnet dræbe den lidenskabelighed, humor, gæstfrihed og musikalske livsglæde, som Balkan er kendt for. Der er store armbevægelser, råb og grove tiltaleformer, som virker voldsomme, men er hjertelige. Passionen holder liv i ... livet og tiltroen til hinanden. Gør, at man tilgiver. Kommer videre. Ikke bærer nag. Der er ikke megen målrettethed og effektivitet. Tværtimod altid tid til en sludder, en hilsen, et møde. Ingen mennesker ligger vandret i luften. Den dirrer snarere af kedsomhed og mangel på initiativ. I den tilsyneladende ligegyldighed er der dog også mulighed for kreativitet. Man lader tingene komme til sig. Udvikler intuition, sans for timing. Sans for at opsnappe rygter og være på rette sted til rette tid. Og så er der tid og rum til næstekærlighed blandt folk i Mostar, kroater såvel som serbere, 'andre' og bosniakker, muslimer. Der er en stående invitation overalt og hele tiden: Enhver, som har lyst til at være med, er altid velkommen. Hellere flere end færre. Heller mindre mad og mange mennesker. Det er da vist omvendt i Danmark. Det er alt for længe siden, at Gnags' sang om Danmark blev spillet jævnlig i radioen: »Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her ...«. Gid danske radiostudieværter kunne finde fire minutter hver fjortende dag til at spille denne sang og minde os om glæden ved at beværte, få gæster, dele af vores overflod. Eller dele hvad som helst. Et kig på roserne, en duft af persillen. Mennesker i Mostar kan paradoksalt nok se ud til at have mere selvtillid end ydmyge jantelovsdanskere. Fordi de har overlevet en krig! Når man har det, er man omtrent usårlig. Intet kan overgå den erfaring i voldsom styrke. I kunsten at leve med personlige tab og lidelse lidelse såvel som i overlevelsens faktum fremtoner en besynderlig værdighed. Samtidig med råheden og depressionen er der en ophøjethed. En næsten skræmmende sorgløshed. Disse mennesker har kendt det, der var værre end hverdagens små genvordigheder og uoverensstemmelser. De er noget særligt, disse overlevere. De deler noget helt ubegribeligt. Deler det at have været ofre for vanvid, deler erfaringen af at have udviklet et dyrisk overlevelsesinstinkt, en sjette sans, som gjorde dem i stand til at lugte og fornemme fare på lang afstand og finde mad, vand og varme, hvor der ingenting var. DET ER MIT håb, at mange i Danmark må kigge med i dag, når festklædningen løsnes fra Stari Most, og 'den sovende gigant' vågner. At varmesøgende danskere må få lyst til at betræde broens bløde sten, undre sig over krige og historie, undersøge byen i to dele, møde folk på begge sider og være med til at gøre broens symbolske forsoning virkelig. Ved at føre nysgerrighed, interesse og engagement til byen. Med det forbehold, naturligvis, at man skal passe på med at forelske sig i det varme blod dernede. For den slags kan ikke indføres til Danmark uden en anselig mængde 'cool cash'. Måske er det derfor, man møder så få danskere i Bosnien- Hercegovina?