Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

København 1807 New York 2001

Englændernes bombardement af København i september 1807 har en foruroligende lighed med angrebet på World Trade Center i september 2001. Kronikøren studerer historie ved Københavns Universitet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ordet 'terror' er et af de mest brugte i det nye årtusindes debat, men begrebet er aldeles ikke nogen ny opfindelse.

Om få år er der 200-års 'jubilæum' for englændernes bombardement af København i 1807. Det runde år vil blive markeret ved bogudgivelser og sikkert meget andet, for der er blevet afsat et antal millioner til at støtte sådanne arrangementer. Bombardementet af København siges at være det første terrorangreb i historien. Det er noget sludder, men bombardementet er muligvis den første gang i historien, at en bys civile befolkning er blevet angrebet som pression for at opnå noget helt andet.

Det ligger lige for at sammenligne, hvad der skete i septemberdagene 1807, med det terrorangreb, vi alle nok endnu har mest præsent, nemlig det på New York og Washington 11. september 2001.

Ser man efter, er der påfaldende mange ligheder. Men også et par væsentlige forskelle.

De fleste husker nok bedre baggrunden for 11. september-angrebet end begivenhederne 1807, så jeg må starte med et kort referat: Baggrunden for angrebet var, at England og Frankrig lå i krig. Hele Europa var efterhånden blevet inddraget. Danmark forsøgte at bibeholde en skrøbelig neutralitet, men presset fra stormagterne blev større og større. I august 1807 forlangte England den danske flåde udleveret som pant, for at sikre sig at Danmark ikke gik ind i krigen på fransk side. Danmark nægtede at udlevere flåden, der var kongerigets stolthed og desuden en af Europas allerstørste.

Derfor belejrede engelske tropper København og gentog deres krav. 2. september indledte de et bombardement mod den indelukkede bys 100.000 indbyggere. Det var en helt ny og ukendt krigsform. Det fortsatte i tre døgn, og 7. september overgav København sig. Udslagsgivende var det, at englænderne havde ramt Vor Frue Kirke og sat den i brand. En brand, der bredte sig og bl.a. ødelagde hele 'latinerkvarteret'.

Kort tid efter sejlede englænderne af sted, med cirka 1.600 civiles liv på samvittigheden og hele den danske flåde.

Hvis man ser på de to angreb, er den første af de mange ligheder overraskelsesmomentet. New yorkerne var nogenlunde klar over hvem deres 'fjende' var, men simpelt hen ikke forberedt på den måde at blive angrebet på. De havde forestillet sig stort set alt andet, især inden for mere gængs krigsførelse, men ikke at nogen kunne finde på at kapre civile fly og bruge dem som skyts.

Ligeledes havde københavnerne garderet sig mod en traditionel belejring. De troede, at englænderne ville kappe København af fra omverdenen - hvad de også gjorde - men de havde forberedt sig på en langvarig belejring, og havde samlet vand og brød og korn til tre måneder. Da ildkuglerne og raketterne og bomberne begyndte at sejle ind over København, var der ingen, der havde forestillet sig et angreb som dette.

Begge steder var der altså tale om en ny slags angreb.

Det civile mål er naturligvis også en klar lighed. Det påstås som sagt, at bombardementet i 1807 var det første terrorangreb mod et civilt mål i verdenshistorien. Det var der af den grund ikke nogen, der havde forberedt sig på. De vidste jo, at det englænderne kom efter, var flåden, så hvorfor skulle de almindelige byboere føle sig truede?

Forsvaret var begge steder, set i bakspejlet, blåøjet. København følte sig uindtagelig bag sine volde, og det samme gjorde USA bag sine militærbudgetter. Fra voldene forsvarede de sig - også under selve bombardementerne - med tilfældigt skyderi og fra USA's grænser med fantasifulde forsvarsidéer (missilskjolde osv.) og mange-milliarders-budgetter. Til ingen verdens nytte.

Begge angreb var en ny form for 'krig' og det var så at sige 'unfair', da det foregik uden en traditionel krigserklæring.

Døden kom fra luften. Man kan også godt tillade sig at sammenligne vartegnets værdi og symbolik. Vor Frue Kirke var omtrent for Københavnerne hvad World Trade Center var for amerikanerne: Synlige og stolte bygningsværker, beundret af udenlandske gæster, i hjertet af landets vigtigste by. Den lutheranske domkirke var måske udvalgt af englænderne på grund af deres anglikanske tro, ligesom det formentlig heller ikke er forkert, at terroristerne valgte World Trade Center som mål, fordi den repræsenterer en slags kapitalismens domkirke.

Man kan ikke nægte, at begge angreb - der foregik på klare, smukke septemberdage - havde en eller anden form for voldsom æstetik over sig. Vi er dybt fascinerede over billederne af flyene, der brager ind i World Trade Center, og har set dem gentaget på tv hundredvis af gange. Københavnerne lagde ikke skjul på, at de moderne raketter, der fløj ind over byen, var 'mageløse' og 'smukke'.

Begge to var 'mediekatastrofer', selvfølgelig af hver sin kaliber. Fjernsynsklippene er berømte, og det er kobberstikkene også. C.W. Eckersbergs berømte maleri fra Landemærket, hvor Vor Frue Kirkes brændende tårn lyser det ellers natsorte København op, kender alle. I forgrunden kryber en vægter sammen af frygt, med bange øjne mod himlen. Det er Danmarks Guernica.

Billederne er også gribende, og de minder om hinanden: Københavnerne, der puffer sig over de to smalle broer, Knippelsbro og Langebro, for at komme ud på det åbne Amager. Scenerne herfra er ikke ulig beskrivelserne af folk, der vandrer, tavse og overraskende rolige, ned ad de smalle trapper i World Trade Center. I nødens stund opførte folk sig begge steder faktisk rimelig roligt og tålmodigt.

Forestillingerne om vel vidende at angribe et sted, der er hermetisk indelukket, fremkalder klaustrofobi. Hvordan har folk nogen chance for at komme ud af henholdsvis en indelukket fæstningsby eller to smalle skyskrabere?

Om aftenen 11. september kan jeg huske, at tv-aviserne (vistnok personificeret af New Yorks borgmester) gættede på 10, 15 og 20.000 dræbte. Det er store udsving, og det endelige antal dræbte endte da også på væsentligt mindre, nemlig 2.630. (Inkl. de 189, der mistede livet i Pentagon.) Det svarer til omtrent 0,03 procent af byens 8.008.000 indbyggere.

Når jeg læser de københavnske aviser efter bombardementet 1807, undrer det mig, at ingen bekymrer sig om antallet af dræbte. Der er simpelt hen ikke nogen, der gætter. En avis nævner, at der er »mange qvæstede«, og opregner nøje, hvilke gader der er brændt ned, og halvanden side om en bestemt kaptajns død. Ikke et eneste sted er der gættet på antallet af dødsofre. Det kom først langt senere.

Når vi hører om en ulykke et sted i verden i dag, nævnes altid som det første - som regel endda før både lokalitet og tidsangivelse - antallet af dræbte og sårede. Forskellen på det punkt skyldes en forskellig opfattelse af liv og død. Døden var mindre sensationel og nærmere i det daglige i 1807, end den var i 2001.

I historiebøgerne står der i dag, at der døde »cirka 1.600« og blev såret »cirka 1.000« ved bombardementet. Det svarer til over 1,5 procent af Københavns daværende befolkning. Det er ikke lykkedes mig at finde frem til, hvor dette tal stammer fra, skønt nutidens kilder er forbavsende enslydende. Nogle steder står der endda, at der ud over de »cirka 1.600« civile også blev dræbt 188 og såret 346 af militærets mænd. Så er vi oppe på over 3.100 dræbte og sårede, eller godt 3 procent af byens indbyggere.

Begge steder var der altså stor forvirring om antallet af dræbte, og reelt er der nok ingen, der kender det eksakte antal, hverken i New York eller København.

Antallet af dræbte blev begge steder så højt på grund af en vis grad af beregnende ondskabsfuldhed: Flyene ramte World Trade Center netop som kaprerne mente, at alle folk var mødt på arbejde. (Reelt mødte mange af forretningsfolkene dog først lidt senere.) Englænderne skød efter Frue Kirke og de steder, hvor ilden var brudt ud. Derved forhindrede de slukningsarbejdet, dræbte brandfolkene og gav derved ilden arbejdsro. Der var slet ingen forsøg på at hindre ødelæggelserne fra fjendens side.

Skaderne ved selve hovedangrebene var relativt begrænsede, mens det i begge tilfælde var den efterfølgende ildebrand, der udviklede sig katastrofalt. Begge steder blev brandmændene udråbt til de virkelige helte, endda meget tidligt i forløbet, og fik utrolig stor symbolværdi.

Det internationale samfund viste meget hurtigt afsky ved begge handlinger. Selv den engelske konge betegnede angiveligt angrebet på civilbefolkningen som »a very immoral act. So immoral that I won't ask who originated it... « Det er meget stærke ord, tidens opfattelse af moral og etik taget i betragtning. Også fra mange andre lande kom der sympatitilkendegivelser.

Mit sidste eksempel på ligheder mellem de to angreb er efter min mening det mest interessante og sigende:

De vidste med det samme, at det, de havde været vidne til, var historisk. Berlingske Tidende udkom dagen efter blot med den majestætiske overskrift på forsiden »11. september 2001«. Sådan. Og da københavneravisen 'Dagen' udkom 1807, også 12. september, var det på trods af det begrænsede sideantal med et genoptryk af de vigtigste dokumenter, der vedrørte angrebet - kongens dokument om krigsudbruddet, englændernes bekendtgørelse ved landgangen, osv. (Den var i øvrigt dårligt oversat til et fornærmende skandinaviskdansk, ligesom det berømte flyveblad, Oprop!'et, fra Danmarks besættelse). Redaktøren skrev, at dokumenterne tryktes »for den historiske fuldstændigheds skyld«. Han vidste godt, at det, København havde oplevet de sidste dage, ville gå over i historien, og så kunne det lige så godt blive så korrekt belyst som muligt.

Efter denne række af sammenfald bør dog også følge de par åbenlyse forskelle, der også er på de to angreb:

Selv om der ikke forelå nogen konkret officiel krigserklæring i 1807, var der ikke nogen københavnere, der var i tvivl om, at englænderne var der, og at de var fjenden. Byen havde været belejret i ugevis, på det tidspunkt da bombardementet startede, og der havde endda været kampe. De var forberedte på at 'noget' skulle ske, skønt de ikke anede hvad. Manden på gaden i New York havde ingen anelse.

I 1807 var det to nationer, der var i krig. Det var det ikke i 2001. Ved angrebene 11. september var der ingen klar afsender, ingen klart formuleret trussel, intet tydeligt defineret mål. Der var, så vidt vi ved, ingen advarsler og umiddelbart intet, new yorkerne kunne have valgt at gøre for at undgå det.

Englænderne havde trods alt et klart formuleret mål, da de gik til angreb: Giv os jeres flåde i depositum, ellers garanterer vi ikke for følgerne. Vi havde fået flere advarsler inden, og var ikke i tvivl om, hvad vi skulle gøre for at undgå angrebet.

Hvad er formålet med at sammenligne to separate episoder i verdenshistorien? Er det ikke lige lovlig poppet at forsøge at sidestille to begivenheder, fra så forskellige perioder, lande, situationer, mentaliteter?

For hvilket ærinde er han ude i, dagens 'ukendte' kronikør? Er formålet nu at sige, at de rare og allierede englændere engang var lige så slemme som Osama bin Laden? At vi danskere engang har prøvet det samme som amerikanerne?

Eller prøver idioten virkelig at sige, at tiden læger alle sår? Og at om 200 år vil 11. september være lige så langt væk i vores erindring, som 1807-bombardementet er for os i dag?

Nej, jeg forsøger at antyde, at det mest oplagte at sammenligne i virkeligheden er den intense stemning efter de to angreb. I længden er det nok det, der er den vigtigste sammenligningsfaktor ved begge angreb.

Når vi i tid kommer lige så langt væk fra 2001, som vi i dag er fra 1807, vil vi formentlig se, at den patriotisme, der skød frem, og de reaktioner, den medførte, blev af stor vigtighed for verdenshistorien. Ligesom den danske og især københavnske 'stå-sammen-hed', der opstod efter bombardementet, formentlig var med til at medføre den stemning, vi i dag kender som Guldalderen. Riget samledes pludselig om den populære kronprins, den senere Frederik den Sjette.

På samme måde sikrede præsident George Walker Bush sin popularitet som nationens samlingspunkt efter 11. september. Fra 2001 husker vi patriotismen - eller nationalismen - komme til udtryk, da Bush besteg de rygende ruiner og stort set ingenting behøvede at sige, før folket omkring ham taktfast råbte: »U - S - A! U - S - A! U - S - A!«.

Mængden af ligheder har overrasket mig, mens jeg i det forløbne halve år har beskæftiget mig med bombardementet.

Det er svært eller umuligt at forstå, hvad der foregik i hovederne på de folk, der natten mellem 4. og 5. september 1807 så raketterne og bomberne komme sejlende ind over deres by og så deres naboer blive splittet ad og deres stuer brænde ned.

Igen og igen under læsningen er der dukket paralleller op i mit hoved til New York 11. september. Det har været en måde for mig at prøve at forstå stemningen i en katastroferamt by på. Hvis vi skal forstå den historie, vi færdes i og læser om, kræver det ud over læselyst også en del fantasi. Og så må man forsøge at bruge de referencerammer, man nu engang har til rådighed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

Forsiden