0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kulturen på briksen

Psykoanalysen lider af udbrændthed. Det gør den traditionelle terapi også. Måske er turen kommet til den ny 'narrative terapi', som her introduceres af Morten Kruse, ph.d. i psykologi og lærer på Krogerup Højskole.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Producerer den vestlige individualistiske kultur menneskelige fiaskoer? Er de efterhånden flere hundrede psykiatriske diagnoser et tegn på, at det bliver sværere og sværere at være anderledes? Er det efterhånden sådan, at vi kun kan slippe for at leve op til de kulturelle idealer om uafhængighed, selvdisciplin og selvhævdelse ved at lægge os psykisk syge? Og er den udbredte brug af psykofarmaka et tegn på vores ukritiske accept af nogle kulturelle idealer, der i udbredt omfang er direkte livsskadelige. Hvis man lytter til teorien bag den narrative terapi, i australieren Michael Whites version, er svaret ja.

Med afsæt i den franske tænker Michel Foucaults teori om den moderne magt, der er kulturelle normalitetsidealer udøvet gennem menneskers selvjustits, afspejler den narrative terapi et kulturkritisk potentiale, der ifølge Michael White har været fraværende i den hidtidige terapeutiske praksis.

Inden for de seneste år har et paradigmeskifte således været under opsejling i psykologien. Det gamle, primært psykoanalytiske og humanistiske paradigme har vist flere og flere tegn på udbrændthed.

En af de nyeste psykologiske teorier, der på mange måder imødegår det psykoanalytiske og humanistiske paradigme, er netop den narrative terapi.

De grundlæggende antagelser i den narrative, fortællende, terapi er bl.a., at terapeuten er en nysgerrig deltager, ikke en ekspert, at problemer skal eksternaliseres, frem for internaliseres, at der ikke er én sandhed om problemet, at identitet er en fortolkning, og at man skal fokusere på det ressourcefyldte og værdifulde ved det pågældende menneske, frem for det traumatiske. Endelig antages det, at helbredelsen, foruden at være et individuelt problem, er et relationelt og kulturelt problem. Altså antagelser, som repræsenterer en nytænkning inden for psykologien i forhold til det gamle paradigme.

På behændig vis undgår den narrative terapi de to største faldgruber i den terapeutiske verden.

Den fjerner sig fra den psykoanalytiske betoning af problemer og traumer, men uden at gøre det direkte forbudt at tale om problemer, sådan som det ses i mere popsmarte 'tænk positivt'-terapier. For øvrigt en tankegang, der er stærkt manipulatorisk, og i sidste ende respektløs, over for de mennesker, der søger hjælp, da den ikke anerkender deres problemer.

Den narrative terapi udspringer af erkendelsesteoretiske overvejelser, inspireret af bl.a. sprogfilosoffen Wittgenstein og socialkonstruktionismen. Normalt virker den filosofiske disciplin, erkendelsesteori, som en tør og abstrakt aktivitet, løsrevet fra almindelige menneskers liv og tanker.

I dette eksempel bliver den dog af umiddelbar betydning for vores følelser, vores tanker, vores handlinger, ja for hele vores identitet. Men lad mig starte med et eksempel taget fra Michael White, inden jeg vender tilbage til de teoretiske byggestene for vores erkendelse.

En mandlig socialrådgiver, Max, opsøger en terapeut. Max føler ikke, han slår til som privatmenneske og som socialrådgiver. Han føler sig utilstrækkelig, og hans kvindelige leder, som også er hans coach, mener, det må skyldes et lavt selvværd, hvilket vores socialrådgiver er enig i.

Sammen er de blevet enige om, at han må få hjælp hos en terapeut, så han kan finde det potentiale, der ligger gemt i ham, men som ikke træder tydeligt frem.

Terapeuten starter med at spørge Max om, hvad han føler sig utilstrækkelig over for.

Max mener, problemet er hans manglende selvhævdelse og manglende selvtillid.

Og her kunne der så starte en 'normal' terapeutisk dialog, med udspring i den psykoanalytiske eller humanistiske tradition, om den dårlige selvtillids udspring, en udfoldelse af traumers opståen eller et program til styrkelse af mandens selvhævdelse eller udfoldelse af hans iboende potentialer. Med andre ord: en undersøgelse af sandheden om problemet og en anstrengelse for at få Max 'på rette spor', det vil sige funktionsdygtig i sin rolle som socialrådgiver.

En rolle, hvis forskrifter i øvrigt er bestemt af socialrådgivernes interne miljø og kultur.

Men den helbredende historie tager en noget anden drejning i Michael Whites eksempel, hvilket jeg skal vende tilbage til. Først må vi ty til erkendelsesteorien. For hvad er princippet bag den før anførte 'normale' terapeutiske dialog?

For det første ligger der en tro på, at man kan komme ind til Sandheden bag problemet. Som i den erkendelsesteoretiske position, den logiske positivisme, regner man med et en til en-forhold mellem sproget og virkeligheden.

Leder man længe nok, finder man til sidst 'virkeligheden' bag beskrivelsen, og gennem denne oplevelse eller forståelse af virkeligheden frigøres man fra dens traumatiske effekt. Det er i den psykoanalytiske jargon blevet kaldt for katarsis. Men har vi adgang til en sådan en til en-relation med virkeligheden?

Michael White er overbevist om det modsatte. For ham er erkendelsen, og dermed også erkendelsen af os selv - vores identitet - en proces, der foregår i tre arenaer.

Den personlige, den relationelle og den kulturelle. Lad mig give et eksempel på den personlige erkendelsesproces, der skal vise os, at vi ikke erkender virkeligheden, men selv er aktive i den erkendelsesmæssige udvælgelsesproces. Tag et barn på tre. Han er træt, sur og trodsig.

Hvis noget godt kommer 'i vejen', en portion is f.eks., vil han straks bemærke, at det er den forkerte ske, der er lagt ved, eller at isen er for kold, eller at han også vil have karamelsauce over. Med andre ord sætter drengens sindsstemning sig igennem i erkendelsen. Det er alle manglerne, der erkendes, isen som glædesobjekt er fraværende.

Med andre ord sætter vores interesser, motiver, sindsstemning, drømme, mål sig igennem i vores erkendelse. Vi erkender det af 'verden', som passer ind i vores allerede etablerede struktur og forståelse.

Med den narrative terapis sprogbrug er det vores selvforståelse gennem selv-historier, vores forståelsesramme, der giver os mulighed for at give mening til vores oplevelser.

Og som 'udvælger' nogle oplevelser frem for andre. Kun de oplevelser, der bliver tolket af os, indgår i vores umiddelbare hukommelse. Således er vores selv-historie samtidig vores identitet. Vi er, hvad vi fortæller, og vi forandrer os først, hvis vi kan fortælle andre historier om os selv.

Men vores selv-historie er ikke udelukkende en selv-konstruktion, det er også en relationel konstruktion. Vi fortæller os selv i samspil med andres reaktioner, mod- og medspil. Forleden prøvede jeg at trodse denne kendsgerning, da jeg købte et par skrigende lilla cykelbukser, som naturligt nok kun kostede en tredjedel af alle de andre bukser.

Jeg var overbevist om, at det ikke ville