Producerer den vestlige individualistiske kultur menneskelige fiaskoer? Er de efterhånden flere hundrede psykiatriske diagnoser et tegn på, at det bliver sværere og sværere at være anderledes? Er det efterhånden sådan, at vi kun kan slippe for at leve op til de kulturelle idealer om uafhængighed, selvdisciplin og selvhævdelse ved at lægge os psykisk syge? Og er den udbredte brug af psykofarmaka et tegn på vores ukritiske accept af nogle kulturelle idealer, der i udbredt omfang er direkte livsskadelige. Hvis man lytter til teorien bag den narrative terapi, i australieren Michael Whites version, er svaret ja. Med afsæt i den franske tænker Michel Foucaults teori om den moderne magt, der er kulturelle normalitetsidealer udøvet gennem menneskers selvjustits, afspejler den narrative terapi et kulturkritisk potentiale, der ifølge Michael White har været fraværende i den hidtidige terapeutiske praksis. Inden for de seneste år har et paradigmeskifte således været under opsejling i psykologien. Det gamle, primært psykoanalytiske og humanistiske paradigme har vist flere og flere tegn på udbrændthed. En af de nyeste psykologiske teorier, der på mange måder imødegår det psykoanalytiske og humanistiske paradigme, er netop den narrative terapi. De grundlæggende antagelser i den narrative, fortællende, terapi er bl.a., at terapeuten er en nysgerrig deltager, ikke en ekspert, at problemer skal eksternaliseres, frem for internaliseres, at der ikke er én sandhed om problemet, at identitet er en fortolkning, og at man skal fokusere på det ressourcefyldte og værdifulde ved det pågældende menneske, frem for det traumatiske. Endelig antages det, at helbredelsen, foruden at være et individuelt problem, er et relationelt og kulturelt problem. Altså antagelser, som repræsenterer en nytænkning inden for psykologien i forhold til det gamle paradigme. På behændig vis undgår den narrative terapi de to største faldgruber i den terapeutiske verden. Den fjerner sig fra den psykoanalytiske betoning af problemer og traumer, men uden at gøre det direkte forbudt at tale om problemer, sådan som det ses i mere popsmarte 'tænk positivt'-terapier. For øvrigt en tankegang, der er stærkt manipulatorisk, og i sidste ende respektløs, over for de mennesker, der søger hjælp, da den ikke anerkender deres problemer. Den narrative terapi udspringer af erkendelsesteoretiske overvejelser, inspireret af bl.a. sprogfilosoffen Wittgenstein og socialkonstruktionismen. Normalt virker den filosofiske disciplin, erkendelsesteori, som en tør og abstrakt aktivitet, løsrevet fra almindelige menneskers liv og tanker. I dette eksempel bliver den dog af umiddelbar betydning for vores følelser, vores tanker, vores handlinger, ja for hele vores identitet. Men lad mig starte med et eksempel taget fra Michael White, inden jeg vender tilbage til de teoretiske byggestene for vores erkendelse. En mandlig socialrådgiver, Max, opsøger en terapeut. Max føler ikke, han slår til som privatmenneske og som socialrådgiver. Han føler sig utilstrækkelig, og hans kvindelige leder, som også er hans coach, mener, det må skyldes et lavt selvværd, hvilket vores socialrådgiver er enig i. Sammen er de blevet enige om, at han må få hjælp hos en terapeut, så han kan finde det potentiale, der ligger gemt i ham, men som ikke træder tydeligt frem. Terapeuten starter med at spørge Max om, hvad han føler sig utilstrækkelig over for. Max mener, problemet er hans manglende selvhævdelse og manglende selvtillid. Og her kunne der så starte en 'normal' terapeutisk dialog, med udspring i den psykoanalytiske eller humanistiske tradition, om den dårlige selvtillids udspring, en udfoldelse af traumers opståen eller et program til styrkelse af mandens selvhævdelse eller udfoldelse af hans iboende potentialer. Med andre ord: en undersøgelse af sandheden om problemet og en anstrengelse for at få Max 'på rette spor', det vil sige funktionsdygtig i sin rolle som socialrådgiver. En rolle, hvis forskrifter i øvrigt er bestemt af socialrådgivernes interne miljø og kultur. Men den helbredende historie tager en noget anden drejning i Michael Whites eksempel, hvilket jeg skal vende tilbage til. Først må vi ty til erkendelsesteorien. For hvad er princippet bag den før anførte 'normale' terapeutiske dialog? For det første ligger der en tro på, at man kan komme ind til Sandheden bag problemet. Som i den erkendelsesteoretiske position, den logiske positivisme, regner man med et en til en-forhold mellem sproget og virkeligheden. Leder man længe nok, finder man til sidst 'virkeligheden' bag beskrivelsen, og gennem denne oplevelse eller forståelse af virkeligheden frigøres man fra dens traumatiske effekt. Det er i den psykoanalytiske jargon blevet kaldt for katarsis. Men har vi adgang til en sådan en til en-relation med virkeligheden? Michael White er overbevist om det modsatte. For ham er erkendelsen, og dermed også erkendelsen af os selv - vores identitet - en proces, der foregår i tre arenaer. Den personlige, den relationelle og den kulturelle. Lad mig give et eksempel på den personlige erkendelsesproces, der skal vise os, at vi ikke erkender virkeligheden, men selv er aktive i den erkendelsesmæssige udvælgelsesproces. Tag et barn på tre. Han er træt, sur og trodsig. Hvis noget godt kommer 'i vejen', en portion is f.eks., vil han straks bemærke, at det er den forkerte ske, der er lagt ved, eller at isen er for kold, eller at han også vil have karamelsauce over. Med andre ord sætter drengens sindsstemning sig igennem i erkendelsen. Det er alle manglerne, der erkendes, isen som glædesobjekt er fraværende. Med andre ord sætter vores interesser, motiver, sindsstemning, drømme, mål sig igennem i vores erkendelse. Vi erkender det af 'verden', som passer ind i vores allerede etablerede struktur og forståelse. Med den narrative terapis sprogbrug er det vores selvforståelse gennem selv-historier, vores forståelsesramme, der giver os mulighed for at give mening til vores oplevelser. Og som 'udvælger' nogle oplevelser frem for andre. Kun de oplevelser, der bliver tolket af os, indgår i vores umiddelbare hukommelse. Således er vores selv-historie samtidig vores identitet. Vi er, hvad vi fortæller, og vi forandrer os først, hvis vi kan fortælle andre historier om os selv. Men vores selv-historie er ikke udelukkende en selv-konstruktion, det er også en relationel konstruktion. Vi fortæller os selv i samspil med andres reaktioner, mod- og medspil. Forleden prøvede jeg at trodse denne kendsgerning, da jeg købte et par skrigende lilla cykelbukser, som naturligt nok kun kostede en tredjedel af alle de andre bukser. Jeg var overbevist om, at det ikke ville påvirke mig at cykle rundt i lilla bukser, min identitet ville med andre ord være integreret. Men en tur rundt i et socialt boligbyggeri rykkede voldsomt ved min selv-historie. Da jeg, faret vild som jeg var, cyklede hen mod fire rå teenagere, iført mine lilla cykelbukser og med danskerblege tynde ben, skød angsten sig pludselig op i mig: Med deres blikke hvilende på mig var jeg reduceret til en ynkelig midaldrende mand på afveje. Mine lilla cykelbukser og relationen med fire, sikkert ganske godmodige, teenagere fik mig til at fortælle en ny selv-historie, og således er vores historier hele tiden i forhandling med andres blikke, forventninger og reaktioner. Endelig er vores identitet en kulturel konstruktion. Tag for eksempel den vestlige kulturelle fortælling om det at være et individ. Der ligger en udtalt fordring i denne om at være selvhævdende, selvdisciplineret, uafhængig og lystbetonet. Det slår igennem hele vejen rundt: i tv og film, i dame- og mandeblade, i reklamer og i det hele taget i vores umiddelbare selv-'setup'. Det ses også derved, at vi har så svært ved at forstå og respektere mennesker, der ikke lever op til disse idealer, eller som tilhører en anden kulturkreds. De kulturelle fortællinger får os til at blive kulturelt selektive i vores indsamling af oplevelser, som kan ligge til grund for vores selv-historie. Max, vor socialrådgiver, der ikke 'slog til', lå umiddelbart under for disse tre identitetskomponenter: den kulturelle (det selvhævdende individ), den relationelle (kollegers værdier og modspil) samt den individuelle (hans accept af, at han skulle leve op til disse værdier). Den narrative intervention må derfor imødegå den aktuelle problematiske identitetsbygning, eller selv-historie, på samtlige tre planer. Max fik derfor stillet følgende spørgsmål: Holder du nogensinde fri fra alle disse forventninger til, hvordan du skal være? Hvad har gjort, at du har holdt dig oppe? Er der nogen opmuntringer i dit arbejde? Det første spørgsmål er med til at eksternalisere problemet, så Max ikke identificerer sig med det. Det narrative slagord lyder, 'problemet er problemet', dermed sigende, at personen ikke er problemet. Herved frigøres ressourcer til at kæmpe mod problemet. Det andet og tredje spørgsmål går videre i samme dur og vil have Max til at fortælle om 'unikke resultater', situationer, hvor han er i stand til at bekæmpe problemet og rent faktisk lykkes i jobbet. Disse spørgsmål giver Max anledning til at reflektere over, hvad han egentlig står for, hvilke værdier han udtrykker i sit arbejde, og hvornår han er tilfreds i sit arbejde. Eller med et andet slagord fra den narrative terapi: at reflektere over 'the absent but implicit', f.eks. håb, drømme, muligheder, ressourcer, som ikke indeholdes direkte i personens dominerende selv-historie, men som ligger implicit og som forudsætning for det pågældende menneskes problematiske historie. Det viser sig, at Max har sin arbejdsglæde i behold, når han arbejder direkte med sine klienter. Det viser sig, at han i dette arbejde udtrykker sin integritet og respekt for sine klienter. Det viser sig, at hans værdier stammer helt tilbage til barndommens oplevelser som ansvarlig storebror og med en mor, der var marginaliseret og undertrykt. Gennem mange flere siksakspørgsmål, dels til Max' handlinger, dels til de bevidsthedstilstande, bl.a. værdier og følelser, der opstår i ham, vokser der en alternativ selv-historie frem. Nu med Max i rollen som ansvarlig, integreret, respektfuld. Kort sagt som et menneske, der forsøger at være god. Max havde i sit arbejde halset efter den dominerende kulturelle fortælling om det succesfulde individ, som var blevet hans egen, mens hans fraværende, men implicitte historie byggende på værdier som integritet, respekt, medindflydelse mere eller mindre var gået i glemmebogen og dermed ude af syne for Max. Via nysgerrige terapeutiske spørgsmål fik Max mulighed for at fortælle en alternativ historie om sig selv, sine værdier, sine handlinger, sin identitet. En alternativ historie, der fik Max til at forholde sig til de tre identitetsarenaer. Han blev en kritisk stemme over for den herskende kulturs monomane prædiken om individuel selvhævdelse. Han blev en korrigerende stemme over for sine kolleger, med synspunkter om medindflydelse for klienterne. Han blev tilfreds med sig selv og sin indsats som socialrådgiver. Og han blev klar over, hvad det egentlig var, han stræbte efter: at blive et godt menneske. Max' chef, som i denne sammenhæng repræsenterer den dominerende kulturelle fortælling, havde ikke lige ventet denne udvikling på sagen 'Max'. Hendes mål var, at Max skulle udvikle sig til at kunne reproducere den herskende kultur blandt de andre socialrådgivere. På denne måde ville Max komme til at passe ind i sammenhængen og følgelig styrke sit selvværd. Ikke desto mindre kom hun til at værdsætte Max' nye form for selvsikkerhed, selv om den gav personalemøderne et noget mere turbulent forløb end før. Som Max' chef var over for Max, sådan er den terapeutiske verden som oftest over for sine klienter: De ser problemet i klienten og løsningen i kulturen. At klienten med andre ord skal tilpasse sig den herskende kultur, så klienten bliver funktionsduelig, velfungerende, og hvad man ellers kan finde på af mekaniske ord. Michael White anklager den terapeutiske kultur for at være med til at reproducere en kultur, der notorisk producerer personlige fiaskoer. Det er ifølge Michael White kulturen, med dens ensidige vægtning af individets hævdelse, uafhængighed, succes og selv-disciplin, der får snart sagt alle til, i større eller mindre grad, at føle sig som en fiasko. For vi kan jo ikke leve op til disse krav, i det mindste ikke hele tiden. Og kulturkravenes ubønhørlige kalden gør det som udgangspunkt svært for os at stille op med andre og måske mere levedygtige historier om, hvem jeg er, og hvad der er vigtigt i livet. Historier, som ikke skal være 'de nye sandheder', men som skal levere et alternativ, som det er muligt at leve i og igennem. For det er i historien om os selv, vi lever, handler og erkender. Og som Max, således os. Giver vi ikke kulturen aktivt modspil, er vi godt på vej til at lade os definere af den, med dertilhørende masseidentitet og fiaskofølelse. Når alt kommer til alt, er det egentlig sjældent os, der har brug for terapi. Det er kulturen, der har brug for terapeutisk korrektion, gennem vores stadige ny-fortælling af os selv og dertilhørende praksis. Kun derved kan vi blive medskabende af en kultur, der er til at leve i, også for dem, der ikke er helt som de fleste.