»Tab og vind med samme sind« - dér står flosklen og griner én i ansigtet. Men det er jo ikke så nemt. For nylig vandt præsident Bush det amerikanske valg og er indsat som øverstbefalende de næste fire år. Reaktionen fra den hjemlige sejrsside udeblev ikke et halvt minut. Næppe var stemmerne talt op og den republikanske sejr sikker, før højrefløjen rykkede talstærkt af hus, hamrede sig selv på brystet og brølede: »Der fik I den, I røde hundehoveder, skidesprællere og socialdemokrater. Nu kan I stå dér med skægget i postkassen og have det så godt, som I fortjener. Og det er ikke godt!«. De var der som søm, ja selv en præst trådte frem og konstaterede, at fordi præsident Bush var allieret med Gud måtte han apriori være en god mand. Var det ikke elegant, så var det i det mindste effektivt og let komisk, når man tænker på, at den fremførte hån må omfatte cirka halvdelen af det amerikanske vælgerkorps ud over den skare opinionsmagere i Danmark, som havde håbet på et kursskifte i USA's politik i retning af større solidaritet med gamle allierede i f.eks. Europa og de mange udstødte og hjælpeløse i det amerikanske samfund, som nok kunne trænge til en håndsrækning. Men sådan spiller harmonikaen ikke, for der er ikke noget at diskutere, selv om ønsket om netop diskussion og dialog hele tiden hales frem for på en eller anden måde at legitimere udgangspunktet for et slagsmål, hvis præmisser er givet i form af en holdning, der netop udelukker diskussion og dialog. Der er ikke noget at snakke om, enten er du med os eller også er du imod os, enten har du set lyset eller også er du en torsk henvist til mørket i bunden af Flinterenden. Tendensen er tydelig overalt og dukker i disse dage op med fornyet styrke, selv om forudsætningerne er lidt anderledes end i det ovenfor anførte. Nu drejer det sig om mordet på en hollandsk filmmand, der er faldet som offer for en fundamentalistisk galnings kugler. Så varmes der for alvor op under den moralske forargelses gryder også i denne avis. Hvor er de intellektuelle henne? Hvorfor er der ingen danske kunstnere, der tager ordet og protesterer mod dette flagrante overgreb mod ytringsfriheden? Hvorfor er man håndsky, når en diskussion om islamistisk terrorisme toner frem? Hvorfor vil de satans intellektuelle ikke bekende kulør? Eller går de i virkeligheden ind for, at krudt og kugler skal afløse samtalen, og nuancerne sprænges i luften med TNT? Eller er det bare alt sammen endnu en gang udtryk for, at den angst og usikkerhed, man ikke selv kan formulere, bør formuleres af andre, man må formode kan? Set i historisk perspektiv kan det meste af problematikken rulles ind under begrebet underholdning. Diskussionen har siden Grauballemandens tid handlet om kunstens og kunstnernes engagement i samfund og politik eller manglen på samme. I et gigantværk med breve til og fra forfatteren Martin A. Hansen kan diskussionen ses beskrevet i VistaVision. Vældige brokker af moralsk anfægtelse kartes her frem og tilbage mellem de deltagende, som alle inklusive hovedpersonen er tynget i knæ af ansvaret for kunsten, religionen, det politiske, Gud og mennesket med stort M. Da digteren Jørgen Gustava Brandt midt i det hele kommer med en poetisk bekendelse, der handler om, at Danmark under den tyske besættelse med særligt henblik på København også var et sted for drømmere i mørklægningens clairobscur og ikke kun en valplads, hvor nazihåndlangere og tyskere kæmpede mod heroiske danskere, fik han ikke alene de alvorligt rettroendes harme at føle, han blev ganske enkelt sat uden for det gode selskab som en slags potentiel landsforræder. Da krudtrøgen efter den batalje efterhånden lagde sig og afløstes af en mere letfodet omgang med både det æstetiske og det etiske, skiftede signalerne gradvist, for nu syntes man pludselig, at der var for meget politik blandet ind i det kunstneriske, for megen journalistisk polemik, for meget revy. Og det skulle vise sig at blive værre, for i løbet af tresserne og ikke mindst halvfjerdserne blev alt til politik og alle, der ikke syntes, at det måske var en 200 procent lykkelig løsning, skubbet ud i et mørke, der ikke kan sammenlignes med det i Flinterenden, der skal en Filippinergrav til. Nu har uret så taget et par omgange, og vi er i en ny situation, tør man antyde. En mægtig ideologisk damptromle er kørt hen over ikke blot samtiden, men sandelig også fortiden. Alt hvad der hedder '68 er under mistanke for stort set alt det onde, man kan forestille sig i denne verden. I en gigantisk blender har man slemmet Maoisme, Kommunisme, Stalinisme, Kulturradikalisme, Socialdemokratisme etc. etc. op, og ud af det er kommet en ækel vælling, som næsten alle kan være enige om at tage afstand fra. Erstatningen har så vist sig i form af en konformisme, der tilsyneladende gør alle grå katte endnu mere grå, undtagen de sabelkatte, der ikke kan blive trætte af at understrege, at alt, hvad der lugter af fremmedhed (og det omfatter ikke kun de fremmede), ikke kun skal nøfles, men fjernes eller - og det er det morsomme - melde sig under de ideologiske faner og bekende kulør. Særlig kunstnerne og særlig lige nu. Hvad er det så, der er sket, som de intellektuelle skal tage stilling til og reagere imod? Ja, det drejer sig altså om den hollandske instruktør, som er dræbt af en islamisk galning og nu også om Pim Fortuyn, en anden hollænder, der faldt for en dyrebeskytters våben. Der er ikke så meget tale om, at de intellektuelle skal begræde de individuelle ofres tragiske skæbne, det handler angiveligt om ytringsfriheden. Hvis man ikke kan tillade sig at sige hvad som helst når som helst og oven i købet bliver slået ihjel, hvis man siger noget, er der tale om en trussel mod ytringsfriheden. Det er sandt, men det er ikke en sandhed af hverken i går eller i forgårs, der har altid været en risiko forbundet med at sige sin mening, selv om det ikke altid har betydet den visse død. Det sære i sammenhængen er blot, hvem det er, der i sagens sammenhæng råber højest. Det er (i Danmark) ikke de intellektuelle, det er først og fremmest pressen, som sjældent risikerer noget som helst for sit frisprog, men i reglen snor sig uden om ved at postulere et engagement, der har det med at stritte i alle retninger på én gang og er langt mere opportunistisk, end de fleste går og tror. Samtidig med at man skinhelligt løfter hænderne og anklager kunsten for dens manglende engagement i en given sag, sanktionerer man stor set og egentlig over et bredt politisk spektrum, at landet har en statsminister og en regering, der har gjort nationen krigsførende, og at den samme statsminister har en fortid som kreativ bogfører, en rolle, der kostede ham posten som skatteminister. Den slags snakker man ikke om, knurrer måske lidt i krogene hist og her, men ikke nær så højt som man nu råber op med anklager om åndelig og engagementsmæssig impotens hos en samfundsgruppe, der gennem historien altid er blevet anmodet om at gøre noget andet, end den gør, lave en anden slags kunst, end den føler sig kaldet til, med andre ord om at stå til tjeneste og være til rådighed for de til enhver tid siddende magthavere i pressen eller i parlamentet. Skal man bebrejde de intellektuelle noget, kunne man måske bebrejde dem deres egen logren for magten. Når der bliver kaldt fra oven, stiller de allerfleste op, uanset om de egentlig synes, at både statsministeren og kulturministeren er ret tvetydige figurer. Det sker i dialogens og forsonlighedens navn, og fordi magthaverne måske kan gøre kunstnernes levevilkår en smule bedre, hvis man lægger sig på maven og ser artig ud og viser, at man både kan spise med kniv og gaffel og tørre sig om munden med damaskservietten bagefter. Da Henrik Nordbrandt - som ikke var inviteret til middag på Marienborg med sine kollegaer - blev spurgt, hvad han ville sige til statsministeren, hvis der var kommet en invitation, sagde han: »Jeg ville have spurgt ham, hvad helvede Danmark har at gøre i den Irakkrig«. En anelse om, at det kunne blive konsekvensen, hvis man inviterede én af landets betydeligste digtere, forklarer måske den udeblevne invitation. Resultatet af et eventuelt kunstnerisk-politisk engagement kan have de muntreste konsekvenser, hvad jeg personligt har erfaret i flere sammenhænge bl.a. her i avisen, som ofte forlægger mine indlæg, eller som det var tilfældet, da jeg udgav en sarkastisk digtsamling sidste år med klart politisk motiv, ikke nøjedes med at rakke den ned af æstetiske grunde, men pustede nedrakningen op til en sensation, der bredte sig fra forsiden over det meste af kultursektionen og blev fulgt op i et senere bogtillæg, hvor den højtærede kritiker Niels Lyngsø bebrejdede mig, at jeg udgav så mange dårlige bøger - uden i øvrigt at nævne hvilke. Skønt Morten Sabroe gerne vil se Michael Moore hængt, har han dog hidtil overlevet, hvilket både af hensyn til ham selv og til ytringsfriheden er en lykke. Ligesom det er tilsvarende tragisk, at de to hollændere ikke er her mere og kan videreformulere deres ret unuancerede synspunkter. Det er en tragedie. Men det er måske en endnu større tragedie, at gale fundamentalisters værk - uanset om det handler om hundevenner eller islamhadere - skal indsnævre diskussionen til at dreje sig om denne eller hins engagement eller mangel på samme. Hvad der virkelig burde bringe alle - inklusive de intellektuelle og pressens kommentatorer op af stolene - er risikoen for, at to anarkistiske og gale ekstremisters handlinger skal udløse et kollektivt had til hele folkeslag eller religiøse grupperinger. Det er vel netop nu, man må famle sig frem til den resterende del af den vigende hårtop og sige: »Så, nu er det nok, nu må vi ruste os mod den kollektive galskab og sige fra. Nu må vi tage afstand fra brøleaberne og deres letkøbte triumfer og lægge afstand til hysteriet«. Hvis ikke humanismen, indfølingen og forståelsen får sin chance nu, og vi ikke fatter, at vi alle - som Jacob Holdt så smukt siger det - »bærer på den samme smerte«, så går det for alvor galt. Så har de kræfter vundet, hvis kardæsker i øjeblikket lander om ørerne på os, hele Hillingsø-Ellemann-Bertel Haarder-Fogh Rasmussen-syndromet med Gud, Konge og Fædreland og Danmarks Frihedskamp på forventet efterbevilling, Kjærsgaards fremmedhad og Ulla Dahlerups rådne blomstervand. Det er her og ikke andre steder, en regulær rædsel for ytringsfrihedens vilkår bør komme til udtryk, for hvis højrekræfterne får magt, som de har agt, kan de intellektuelle godt gå hjem og pakke sammen. Så er det nemlig lukketid, sådan som det var lukketid i de totalitære regimer, hvor det forgangne århundredes to største demagoger tog hinanden i hånden, Hitler og Stalin, med ét fælles formål: at komme de intellektuelle til livs.