Bertel Haarder har markeret sin tilbagevenden til Undervisningsministeriet fra Integrationsministeriet ved med brask og bram at proklamere, at folkeskolens religionsfag, 'kristendomskundskab', skal bruges som det fornemmeste redskab til integration af 'de andre', som sædvanlig især muslimerne. Alle skal have bibelhistorie, for Bibelen er den danske kulturs grundfortælling og udtryk for evige sandheder. På sin vis kan det undre, at Haarders udsagn vækker opmærksomhed. Haarder var manden, der i 1980'erne var hovedansvarlig for, at ikke kun kristendomskundskab, men alle skolens fag skal gøre eleverne »fortrolige med dansk kultur og bekendte med andre kulturer«. Og skulle nogen være i tvivl om, hvad fædrene bag loven forstår ved 'dansk kultur', kan de af bemærkninger til loven se, at dansk kultur karakteriseres med henvisning til kristendommen. I øvrigt var formuleringerne, der nu gjaldt for alle fagene, taget direkte fra kristendomsfaget, hvor Haarder tidligere havde fået dem placeret! Selv om lovlydige borgere måtte undre sig, eftersom faget med folkeskoleloven af 1975 officielt blev ikkeforkyndende, er der derfor ikke noget nyt i, at Haarder vil bruge skolen og kristendomskundskab til at forkynde dansk kultur som kristen kultur. Det tog lidt tid at få de religiøse argumenter meldt klart ud igen, men nu sker det, mere end 100 år efter grundloven, der sikrede religionsfrihed - og også et godt stykke tid efter Grundtvig, der mente, at troen ikke var en skolesag. Nyt i Haarders seneste udspil er, at han nu vil gøre en ekstra indsats for, at bibelhistoriske sandheder bankes ind i hovederne på de uskyldige små. Kan han ikke få fritagelsesparagraffen fjernet, vil han gøre, hvad han kan, for at forældre, der får deres børn fritaget, lever op til deres forpligtelse og de facto også underviser dem i disse evige sandheder. Jeg er lodret uenig med Haarder, når han vil bruge faget og skolen til dette miskmask af kristendoms- og kulturforkyndelse. Men jeg er enig i, at folkeskolens religionsfag kan og bør fungere som et redskab i statens uddannelse af kommende borgere og på den måde naturligvis være både dannende og kulturskabende. Jeg mener af samme grund, at fritagelsesparagraffen skal fjernes helt. Ingen, muslim, kristen, ikkereligiøs, skal slippe for at lære om religioner og religionernes roller i samfundet og i menneskehedens historie. Fritagelsesparagraffens historie er lang, og der er mange grunde til, at den fortsat eksisterer. Før 1975 var den der ganske enkelt for at beskytte børn af forældre med en anden religiøs baggrund end den folkekirkelige mod forkyndelse af folkekirkens lære. Efter 1975 vil mange mene, at den er der som et levn, men det er ikke hele historien. Den er der også af hensyn til menneskerettighedskonventioner. I første del af Artikel 2 (Protokol no. 1) af The Convention for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms sikres alles (børns) ret til uddannelse. Men i anden del sikres forældre ret til, at børnene uddannes i overensstemmelse med deres (forældrenes) egne religiøse og filosofiske overbevisninger. Selv Haarder må tage et vist hensyn til dette, og fritagelsesparagraffen er der derfor også, fordi ministeriet vil sikre sig imod eventuelle sager rejst af forældre, der med henvisning til konventionen vil have deres børn fritaget fra et obligatorisk religionsfag. Domme i sager, som forældre har rejst desangående, viser imidlertid, at forældrenes rettigheder ifølge domstolen ikke kan siges at blive krænket, hvis religionsfaget formidler information og viden på neutral vis, hvis - som det hedder - faget er »objektivt, kritisk og pluralistisk«. Selv om faget efter 1975 på papiret nu er kundskabsmeddelende og ikkeforkyndende, har man altså til dato ikke følt sig sikker på at vinde sådanne sager, som derudover jo også er besværlige. Haarders udmelding har ikke gjort det lettere at argumentere for en fjernelse af fritagelsesparagraffen. Han har naturligvis ikke brugt ordet 'forkyndende', men det er de facto det, han siger og vil, at faget skal være. Samtidig har han udtrykt (Kristeligt Dagblad 26.2.), at han ikke vil risikere (sic!), at skolen bliver sekulær. Han frygter, at en fjernelse af fritagelsesparagraffen kunne være ensbetydende med det. At Haarder forveksler 'sekulær' med 'sekularistisk', vender jeg tilbage til, men det er herligt med en så klar udmelding fra en undervisnings- og kirkeminister. I klartekst siger Haarder, hvad heldigvis flere er begyndt at forstå, at Danmark ikke er en sekulær stat. Det skyldes bl.a. grundlovens § 6, der siger, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske nationalkirke, og at den som sådan skal støttes af staten. Haarder siger med sit udspil ganske klart, at han ønsker, det skal forblive på den måde, og at han som minister mener, at det implicerer, at også den statslige folkeskole skal understøtte kirken. Skolen er og skal ikke være sekulær, og ansvarlige politikere, der har lovet at være tro mod grundloven, skal derfor ikke være neutrale, når det gælder religion og religionsundervisning. Kirken skal støttes også skolepolitisk. Haarder har imidlertid gjort mere for, at kristendomskundskab ikke kan leve op til menneskerettighedsdomstolens krav til et obligatorisk religionsfag. Det gjorde han, dengang han, i øvrigt med en nuværende biskop som chef for et ministerielt udpeget udvalg, fik det nuværende fag skruet sammen. Efter min bedste overbevisning kan dette nemlig ikke karakteriseres som »objektivt, kritisk og pluralistisk«. Det kan derfor heller ikke gøres obligatorisk og spille den rolle, det burde, i skolen og samfundet. Allerede på det overordnede niveau er kristendomskundskab ikke et fag på lige fod med de andre fag. Som det eneste figurerer det, ligesom før 1975, i folkeskolelovens generelle bestemmelser (§ 6), hvor det hedder, at folkekirkens luthersk-evangeliske kristendom er det centrale kundskabsområde. At der, i modsætning til før 1975, står »kundskabsområde« og ikke, at undervisningen skal forkynde folkekirkens lære, er desværre ikke helt nok, og særstillingen er og bliver uheldig for fagets integration i den normale fagrække. Endvidere tilskrives faget et specielt potentiale, når det gælder om at bidrage til den del af skolens overordnede formål, der drejer sig om (§ 1, stk. 3) at »gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer ...«. I bemærkningerne til loven defineres dansk kultur som sagt med reference til den kristne religion, og i folkeskoleloven af 1989 var de samme formål forbeholdt netop kristendomsfaget. Hvordan alle fag tænkes at leve op til formålet, står hen i det uvisse, og mig bekendt undervises der ikke i hverken kristendom eller andre religioner i alle fag. Heldigvis! Faget er også tillagt en særlig rolle, når det gælder det såkaldt holdningsdannende, hele det 'igen-værdi-sættelses-projekt', som også Haarders radikale efterfølger på ministerposten gjorde et stort nummer ud af. Faget tillægges f.eks. en særlig evne til at udvikle færdigheder i at samtale om, »hvad det vil sige at være til«; faget skal »være oplysning om det fælles liv, vi har med hinanden på godt og ondt«. Skulle nogen være så lidet fortrolige med dansk kultur, at de ikke lugter den grundtvigianske højskolefims, der oser fra disse fraser, så kan de ikke misse den eksistensteologiske patos, der er forbundet med fagets religionsbegreb, den såkaldte »religiøse dimension«. Flere udsagn i vejledningen og i artikler skrevet af bestemmelsernes kristne fædre og mødre afslører, at »den religiøse dimension« er udtryk for en god kristen, det være sig skabelses-, eksistensteologisk og/eller grundtvigiansk religions- og livsopfattelse. Når det i stk. 1 hedder, at formålet med undervisningen er, »at eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre«, og andre steder, at religion er »tilværelsens dybdedimension« og »holdningsdimensionen«, så bliver faget flerdobbelt opdragende, moraliserende og forkyndende. Det forkynder dansk kultur som kristen kultur og religion som et grundlæggende gode, og det forkynder en kristeligt forstået religion, den såkaldte »religiøse dimension«, som en gudgiven størrelse. Samtidig skal undervisningen i den »religiøse dimension« virke opdragende i særlig grad. Det postuleres nemlig, at de sande værdier, herunder de til en god moral og et godt liv særligt motiverende værdier, er uløseligt koblet sammen med erfaringen og erkendelsen af »den religiøse dimension«. Et godt, sandt og fælles liv gives kun, hvis børnene sammen med religionslæreren dykker ned i den religiøse dimension og lader sig opdrage af dens iboende kraft! Et fag med en sådan agenda, en sådan religions-, moral-, menneske- og samfundsopfattelse er hverken objektivt, kritisk eller pluralistisk! For ikke at blive beskyldt for kun at være negativt kritisk skal jeg komme med et par kontante bud på, hvad der skal til, for at faget kan blive objektivt, kritisk og pluralistisk - og dermed gøres obligatorisk. Så f.eks. muslimer og andet godtfolk, herunder elever, for hvem religion er ligegyldig, ikke kan fritages for at lære noget om religion, inklusive den kristne religion og dens betydning for dansk kultur. Faget skal baseres på et helt anderledes neutralt og overordnet religionsbegreb end det, der ligger i »den religiøse dimension«. Uanset grundloven kan det ikke være rigtigt, at man i den offentlige skole skal undervise i kristendom eller andre religioner ud fra et snævert kristent religionsbegreb. Det kan ikke være rigtigt, at man i, hvad jeg indtil Haarders udmelding faktisk troede var en sekulær statsskole, overhovedet underviser ud fra noget som helst religiøst begreb om religion. Sådanne skal man kun undervise om. De til dato bedste forsøg på at udvikle et ikkereligiøst, neutralt begreb om religion findes i den sammenlignende religionsforskning og dens tradition for at arbejde med religioner ud fra en såkaldt 'metodisk agnosticisme'. En sådan søger, både når det gælder forskning og undervisning, bevidst at tilsidesætte spørgsmålet om religionernes sandhedsprætentioner og opøve forskeren og underviseren, de studerende og eleverne til tilstræbt objektivitet, neutralitet og saglighed. Læg mærke til det lille 'tilstræbt': Der er ikke tale om betonpositivisme eller en naiv (u)moralsk relativisme, men om en metodisk og pædagogisk tilgang, der bl.a. søger at sikre, at alle religioner behandles metodisk ens og dermed også metodisk fair. Nu vil nogle måske indvende, at et sådant fag harmonerer dårligt med, at skolen som helhed og også kristendomskundskab skal være almen- og holdningsdannende. Og hvad med det store »igen-værdi-sættelses-projekt«? Den tilgang, jeg anbefaler, passer imidlertid fint til disse mål. Den dannelse, der er brug for i dag, er nemlig ikke mindst den, der kommer af solide kundskaber og af analytisk-kritiske færdigheder. Den 'holdning' til religion, som skolen skal formidle, er en analytisk-kritisk holdning. Skolen skal undervise om og ikke i religion. Det sidste kan og skal den overlade til forældre og de religiøse samfund. Skolen skal heller ikke først og fremmest sikre 'fortrolighed' med, men reflekteret distance til religion. Religionsundervisningen skal, via brug af tekster fra de forskellige religioner, via anvendelsen af et overordnet begrebsapparat og en analytisk-kritisk tilgang, 'fremmedgøre' eleverne over for samfundets og verdens religioner, over for deres egen, forældres og andres religion. Også selv om læreren også skal søge at formidle de religiøse selvopfattelser. Eleverne skal øves i at se sagerne, religionerne og de religiøse forestillinger, både indefra og udefra. En sådan undervisning er ikke hverken holdningsløs eller uengageret. Den er baseret på faste overbevisninger om værdien af oplysning og solide kundskaber, på det værdifulde i at kunne forholde sig analytisk kritisk til mennesker og samfund og derfor også til det, vi kalder religion. Den forholder sig analytisk kritisk, men ikke fjendtligt, til religion. Den er sekulær, men ikke sekularistisk, og den passer perfekt til regeringens deklamationer om at kvalificere Danmark som et videnssamfund. Eleverne, de religiøse og ikkereligiøse, skal lære at forholde sig til det faktum, at der er andre synsvinkler på religion end deres egne og deres forældres. Kommende generationer af borgere må lære at forholde sig reflekteret og distanceret også til deres egen religion og deres egne begreber om religion. Eleverne skal lære at forholde sig sagligt, kritisk og nuanceret til f.eks. spørgsmål om, hvorvidt man kan tale om, at en religion er mere 'rigtig' og 'sand' end en anden? De skal lære at føre en saglig og kritisk diskussion om dagens populistiske diskurser om dansk kultur og kristendom, om islam, om 'os' og om 'dem' - og om den postulerede 'religiøse dimension' som et gudgivent faktum og absolut gode. De skal lære at diskutere, hvad 'værdier' egentlig er for noget, og om religiøse værdier adskiller sig fra og er bedre end ikkereligiøse værdier. Det er et sådant religionsfag, undervisningsministeren burde gå i brechen for. At den kristne religion og dens kanoniske skrifter tildeles mere plads end andre religioner, gør ikke noget, så længe denne religion behandles på samme vis som alle de andre. Tværtimod er der gode religionsfaglige og pædagogiske grunde til, at den står centralt. Den er verdens og Danmarks største religion og den religion, der har sat sig de største spor i dansk kultur. Det er ikke mindst kristendommen, i den luthersk-evangeliske variant, hvis begreber og forestillinger om 'tro', 'religion' med meget mere der dominerer den offentlige diskurs om religion, og hvis man skal kunne forholde sig oplyst og kritisk til den, inklusive Haarders og andres politikeres retorik, må man have et solidt kendskab til den. Glem spørgsmålet om, hvordan man kan sikre, at forældre, der får børn fritaget fra kristendomsfaget, selv får banket bibelhistorie og kristen dansk kultur ind i hovedet på børnene. Brug krudtet på at sikre et objektivt, kritisk og pluralistisk religionsfag, der overflødiggør fritagelsesparagraffen og gør det umuligt for forældre at fritage deres børn fra et fag, der ikke ser tilbage, men frem og sikrer kommende generationer af danskere og verdensborgere solide kundskaber om religion.