I sommeren 1945 sad sekretær i Socialministeriet Finn Nielsen og svedte over to regnskaber. Den hårdt prøvede embedsmand havde for kort tid siden haft hænderne fulde med ministeriets hjælp til danske og norske kz-fanger, senest den turbulente rømning af Neuengamme-lejren. Nu var han sat til at finde ud af, hvordan 43,5 millioner kroner skulle posteres, og hvor mange transporter De Hvide Busser havde deltaget i. Det første regnestykke var lettere sagt end gjort. Pengene var hovedsagelig gået til illegalt arbejde, og kvitteringerne for de mange kroner var ofte små nussede sedler med en aldeles ulæselig underskrift. Forhistorien går tilbage til 29. august 1943, hvor en landsdækkende strejkebølge førte til militær undtagelsestilstand. Efter denne dato ophørte regeringen med at fungere. Hele statsadministrationen overgik til departementscheferne - og næsten alt fungerede videre som hidtil. Men også kun næsten. For inden undtagelsestilstanden blev ophævet 6. oktober, havde Danmark oplevet sin del af det tyske jødeudryddelsesprogram. 481 nåede ikke til Sverige og blev sammen med 150 kommunister sendt sydpå til henholdsvis 'ældreghettoen' Theresienstadt og til kz-arbejdslejren Stutthof. Mens Udenrigsministeriets chef, Nils Svenningsen, rendte den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, på dørene for at få fangerne sendt retur, påtog Socialministeriets departementschef, H.H. Koch, sig det økonomiske og fysiske hjælpearbejde, i smukt parløb med Finansministeriets chef, Einar Dige. Frem til april 1945, hvor de sidste blev sendt i kz-lejr, havnede omkring 6.000 danskere i fængsler, tugthuse og lejre, og hjælpearbejdet udviklede sig enormt. En lille konto på finansloven 1943-1944, 5.000 kroner til rejseudgifter og småfornødenheder for de efterladte til mændene i bl.a. Vestre Fængsel og Horserød, svulmede i de følgende to år op til at blive den største illegale finansieringskilde. Det var de 43,5 millioner kroner, Finn Nielsen nu havde sit hyr med. Hvad gik de mange penge så til? Indhold og forsendelse af titusindvis af Røde Kors-pakker, indkøb og drift af køretøjer til hjemtransporten af danske fanger, alle udgifter til den danske del af De Hvide Busser og til mange private hjælpefonde med helt neutrale navne. Desuden en storstilet, privat fødevarehjælp til Norge. Hjælpefondene var noget særligt. Blot et par eksempler: På Islands Brygge på Amager administrerede sognepræst Fritz Lerche 'Fondet af 1944 til sociale og humanitære Formål', der stod for pakkerne til de danske jøder i Theresienstadt. 'Hvide' finanslovspenge blev via en sindrig transaktion mellem Finans- og Socialministerierne, Privatbanken og Dansk Arbejdsgiverforening ført over i 'Hjælpefonden af 17. februar 1943'. Her blev pengene nu grå eller sorte og blev anvendt til betaling for flugten over Øresund, modstandsbevægelsens våbenindkøb og driften af illegale blade. I besættelsens sidste fase udbetaltes bestikkelse til tyske embedsmænd for at skåne dødsdømte fanger og landingsbanerne i Kastrup. Ofte skiftede de tusindvis af kroner i brugte 10-krone-sedler ejermand ved et 'tilfældigt' møde på gaden. Det var fra denne rige kilde, redaktør Hakon Stephensen fra Politikens 'Hus og Have' fik sine mange penge. Fra sit kontor organiserede han en omfattende og meget varieret hjælp til de hustruer, der sad tilbage uden penge, fordi manden var fængslet eller gået under jorden. I det sidste tilfælde forværredes situationen ved, at manden officielt ikke eksisterede. En stab af anonyme hjælpere kom på besøg, afleverede kontanter - »fru Ingo Wagner plus 200-300 kroner til konfirmationsudstyr hurtigst muligt«, kunne der stå på Stephensens huskeliste - og sørgede for så forskelligartede ting som cigaretter til den fængslede, et ur til konfirmanden, en violin til det lille nye håb, lagkage til en børnefødselsdag, ny bolig til en enke og sommerophold til modløse efterladte. Det hele foregik i tæt samarbejde med Socialministeriet, Københavns Kommune og private sponsorer. Finn Nielsens andet regnskab, fortegnelsen over transporter, De Hvide Busser havde deltaget i, var lettere at gå til. De var ikke foregået mere eller mindre gedulgt. Tværtimod hørte de allerede fra starten i december 1944 til stjernestunderne i den nationale besættelsestidshistorie. Og finansieringen kunne lettere posteres på de ægte modtagere: Seruminstituttet, Dansk Røde Kors, DSB og Statens Civile Luftværn blandt mange andre. Der blev lagt en bombe under den tyske 'fredsbesættelse' af Danmark, da næsten 2.000 politifolk 19. september 1944 blev arresteret og umiddelbart efter ført til kz-lejren Neuengamme, senere til Buchenwald og krigsfangelejren Mühlberg. Den tyske militære ledelse frygtede, at politiet under en eventuel allieret invasion ville vende våbnene imod dem. Departementscheferne overvejede at gå af og dermed give plads for et tysk civilt og militært styre, som man havde det bl.a. i Norge. Det kom ikke så vidt, for administrationscheferne ræsonnerede, at det danske demokrati kunne lide ubodelig skade, og de tyske myndigheder frygtede at miste den uhindrede adgang til danske leverancer, først og fremmest af fødevarer. Dette sidste var det trumfkort, der atter og atter blev spillet ud, når talen faldt på at få bragt kz-fangerne hjem. Og argumentet virkede. I første omgang gav Gestapo i Berlin grønt lys for hjemtransport af 200 syge betjente fra Buchenwald. Det skete 3. december 1944. Tirsdag 5. december tidligt om morgenen begav en armada af fire DSB-busser fra ruten København-Køge, tre store ambulancer fra Statens Civile Luftværn, en lastvogn og en personbil sig ud på 600 km rejse med kurs mod Weimar. Vogntoget var på Statens Serum Institut blevet udrustet med alt fra mad og brændstof til mælkejunger med drikkevand, sæbe, toiletpapir, brækposer, gryder, skeer, lommelygter og meget mere - og 400 flasker øl leveret af Carlsberg foruden snaps til bestikkelse. Det hele blev udført med organisatorisk talent af den stedlige forvalter. Sundhedsstyrelsen havde skaffet medicin og stillede med læger og sygeplejersker. Efter bedste evne var konvojen udstyret som en selvforsynende enhed til en uges togt, men faktisk havde man ringe viden om, hvad man gik ind til. Den første hjemførsel var derfor et kolossalt vigtigt lærestykke for alle involverede - inklusive det selvsikre Svensk Røde Kors under Bernadotte tre måneder senere. Transportleder blev løjtnant Reedtz Funder fra Dansk Røde Kors. Som den eneste var Funder ikke ukendt med at køre i et Tyskland, hvor allierede fly gjorde vejene til et helvede, og hvor brændende og udbombede byer krævede hurtige ruteændringer. Han havde deltaget i flere transporter med fødevare- og tøjpakker til lejrene. Og det hører med til den forbavsende historie om fangehjælpen, at Dansk Røde Kors faktisk havde meget lidt med disse 'Røde Kors-pakker' at gøre. Det havde tre årsager. For det første anerkendte Internationalt Røde Kors kun krigsfanger. Mennesker, som på grund af race, tro eller politisk ståsted var sendt i kz-lejr, lå uden for arbejdsfeltet. Hvis man begav sig ind i denne form for humanitær hjælp, blev krigsfangehjælpen måske undergravet af Gestapo. Den anden årsag var, at Dansk Røde Kors slet ikke havde kapacitet til at håndtere de tusindvis af pakker, der uge efter uge blev sendt af sted. Socialministeriet entrerede med et stort københavnsk speditionsfirma, betalte alle omkostninger, sørgede for Dansk Røde Kors-mærkater og lod organisationen transportere pakkerne sydpå. Den tredje årsag var mistillid til krigsfangekontorets chef, Helmer Rosting. Han blev anset for at være for tæt på besættelsesmagten og var ikke i kridthuset hos H.H. Koch og hans nære medarbejdere. Retfærdigvis skal det tilføjes, at i situationen skulle der ikke meget til, før man blev dømt ude. Turen til Buchenwald forløb over forventning. På tilbagevejen fortalte betjentene om livet - hvis man tør kalde det sådan - i Neuengamme og Buchenwald og bidrog dermed til den sum af erfaringer, der kunne trækkes på ved de efterfølgende transporter. For nu syntes der at være lukket op for hjemførsler af syge fanger. Finn Nielsens transportregnskab viser, at frem til, at greve Folke Bernadotte og hans svenske busser fra midten af marts 1945 accelererede processen, kørte danskerne hjem med 598 fanger. Foruden politifolk var det grænsegendarmer, enkelte modstandsfolk og en del fejet op ved gaderazziaer. Denne indsats blev med stort personligt mod, uhyre improvisationstalent og med hjælp fra firmaer - bl.a. stillede bryggerierne og NESA lastvogne til rådighed - udført af Det danske Hjælpekorps, en organisation, som nu helt urimeligt er gået i glemmebogen. Og indsatsen voksede med uformindsket kraft frem til befrielsen. I begyndelsen af februar accepterede det svenske udenrigsministerium, at lederen af Svensk Røde Kors og sønnesøn af kong Gustaf V, Folke Bernadotte, forberedte en hjælpeekspedition til Tyskland. Ideen hertil var oprindelig dansk-norsk, udtænkt i februar 1944 af flådeofficeren Carl Hammerich og præsenteret for den norske diplomat i Stockholm, Niels Chr. Ditleff, som Jyllandskorpset. Tanken var at lade danske eksportlastbiler hente de to landes fanger, cirka 11.000 i alt, så snart Nazityskland brød sammen. Ditleff takkede ja, men da hans bekendte, Bernadotte, kom ind i billedet, blev Jyllandskorpset lagt til side, i hvert fald som et fælles skandinavisk projekt. I Danmark reorganiserede Socialministeriet planen, nu under navn af Det danske Hjælpekorps. Det er en tankevækkende krølle på historien, at Bernadotte-aktionen aldrig officielt blev diskuteret i den svenske regering, og at udenrigsministeriet forventede en fiasko. Ved at lade en udenforstående, højt placeret person som Bernadotte stå i spidsen kunne man - når og hvis det gik galt - fralægge sig ansvaret. Ikke desto mindre krævede man, at det blev en rent svensk ekspedition. 19. februar mødtes Bernadotte med Reichsführer-SS, Heinrich Himmler. Med sig havde han en velvalgt gave, et 1600-tals værk om svenske runer. Samtalen førte til, at Bernadotte måtte samle de skandinaviske fanger i en til lejligheden oprettet afdeling af Neuengamme-lejren. På samme tid formeredes et svensk ekspeditionskorps af frivillige værnepligtige, officerer, læger og sygeplejersker i Røde Kors-uniformer, udstyret med tip-top moderne udstyr og med benzindrevne køretøjer, det hele stillet til rådighed af hæren. Ikke færre end 300 personer og 100 køretøjer, herunder 36 sygetransportbusser, indgik i ekspeditionen, foruden et skib med 350.000 liter brændstof. 10.-11. marts 1945 rullede den hvide armada ned gennem Danmark og nåede dagen efter sit hovedkvarter, slottet Friedrichsruh lidt sydøst for Hamburg og ikke langt fra Neuengamme. Herefter begyndte busserne at køre til Sachsenhausen og Ravensbrück nord for Berlin, Dachau ved München, Mauthausen ved Linz og Theresienstadt nord for Prag, for blot at nævne nogle af de største og fjerneste lejre med skandinaviske fanger. Denne forrygende og med rette berømte indsats kunne ikke være foretaget med nedslidt dansk materiel. Blandt andet kørte danskerne normalt på bøgebrænde i påmonterede 'kakkelovne', besværligt på lange ruter. Frem til begyndelsen af april hentede svenskerne næsten 5.000 fanger til skandinavienslejren i Neuengamme. Tilbage var et antal politifolk, danske og norske jøder samt flere tusind fængsels- og tugthusfanger. Samtidig opstod et ubehageligt problem. De svenske frivillige havde bundet sig til en måneds tjeneste, og nu tog mere end halvdelen hjem. Hermed blev der hårdt brug for Det danske Hjælpekorps, som havde opereret sideløbende, men indtil da var blevet afvist af svenskerne. 33 busser, 14 ambulancer, 7 lastbiler og 4 personbiler ankom med dags varsel 5. april til Friedrichsruh og indgik herefter i et samlet ekspeditionskorps, formelt under svensk ledelse, reelt med dansk initiativ, og i et forbilledligt, gensidigt samarbejde. Transporterne kunne altså fortsætte med uhindret styrke til de hundredvis af lejre, fængsler og tugthuse. Inklusive den lange tur til Theresienstadt efter 452 danske jøder 15. april 1945. Kontakten til Gestapo i Berlin udviklede sig imidlertid kaotisk, ordrer og modordrer passerede hinanden. Da Gauleiteren over Hamburg 18. april gav sin bekendte, den danske generalkonsul i byen, tilladelse til at føre alle skandinaviske fanger til Danmark, nedlagde Himmler dagen efter forbud. Fra Sverige fløj Bernadotte øjeblikkelig til Friedrichsruh og fik omstødt forbuddet. Men lejren skulle rømmes nu! I Neuengamme sad omkring 5.000 danske og norske fanger tilbage, adskillige af dem - især nordmændene - i meget ringe forfatning. Hvordan redde dem hjem med ultrakort varsel? Antallet af busser på stedet rakte slet ikke, og man overvejede at sende halvdelen nordpå til fods. Den svenske stab spurgte, om danskerne kunne hjælpe, og svaret var uden tøven ja. På et enkelt døgn samledes i Padborg omkring 150-200 rutebiler, kølebiler, lastvogne, ambulancer og så videre fra hele landet. Her fik de en overfladisk hvidtning, røde kors og dannebrog malet på sider og tag og kørte i pendulfart til Neuengamme. I Kruså blev mejeriet omdannet til et stort feltkøkken, varm mad kom i mælkejunger fra sygehuset i Sønderborg. Frivillige fra alle kanter stillede op, sygeplejeelever, lottekorpset Danske Kvinders Beredskab, læger, husmødre, spejdere, mekanikere, og fik de 5.000 affodret i dette døgn. Selv den ellers tilknappede Bernadotte var imponeret. Da Finn Nielsen gjorde sin transportudregning op, nåede han til, at siden december 1944 havde 17.300 fanger passeret de to karantænestationer ved grænsen, var blevet bespist, lægeundersøgt, behandlet og sendt med tog og bus ud i friheden i Danmark eller Sverige. Det var en fuldstændig mageløs indsats, der kulminerede på Hitlers fødselsdag.