Der er regnvejr og regnvejr, og så er der de regnvejr, man aldrig glemmer. Vi var meget unge, det må have været næsten tres år siden, da vi besluttede at gå tværs over Råbjerg Mile fra Kandestederne med kurs mod kirken, der ligger helt ud til vejen mellem Bunken og Skiveren. Det var tidligt i juni, velsagtens i pinseferien, vejret endnu køligt, men med kraftige solstrejf og hvide skyer i drift. Indimellem fik skyerne mørke undersider og tårnede sig op, nærmede sig hinanden og blev mere kompakte. Vi gik det meste af vejen med hinanden i hånden, forelskede, men også for at stive hinanden af på turen op og ned og op og ned ad de sandede bakker. Den fortrolighed, vi oplevede indbyrdes, omfattede også landskabet. Det var umuligt at forestille sig, at der kunne ske noget slemt eller uheldigt på turen. Hvis én af os faldt eller vi gik om kuld hånd i hånd, ville vi falde blødt. Man kan ikke slå sig i en sandmile, så skal man i hvert fald være mere uheldig, end man på det tidspunkt af livet kan forestille sig. Død og brækkede arme og ben er relativt abstrakte begreber, når man er ung og forelsket. Var der en anelse af svimmelhed et sted i hovedet, kom den ikke af morbide spekulationer, men snarere fra duften af de hundredvis af primitive vækster, som groede i Milens udkant: pors, lav, blåbær, regnfang, padderok, revling. Det er en i væksten ydmyg vegetation, men desto mere sammensat i struktur og opfindsomhed, et levende potpourri, der sammen med den saltmættede luft er nok til at gøre én bardus. Det tog vel en time eller halvanden at nå frem til vejen. Ingen af os var trætte eller skænkede det en tanke, at vi jo skulle tilbage igen på et eller andet tidspunkt. Lidt efter fik vi også andet at tænke på, for nu kom regnen. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg i dag ved om meteorologi, havde det været nemt at forudse, hvordan det ville gå. Men hverken hun eller jeg havde forstand på den slags, hvad ved unge mennesker, der selv er vejr og vind og vekslende skydække og kold- og varmfronter og okklusioner og storm og stille om vind og vejr? Men regnen var ikke til at tage fejl af. Den kom som en fejende brusen hen over de krogede bjergfyr, den gik som et stort gråt klæde gennem landskabet, den sprængte lyset og erstattede det med en blinkende, springende, syngende mur af sølvfarvet gråhed, der omsluttede alt. Vi så på hinanden, og var selvfølgelig ikke et sekund i tvivl om, hvad der foregik. Men det var umuligt at lade være med at le, for skyllen var så kraftig, at det, der indtil for et øjeblik siden havde set ganske normalt og friseret ud, nu var forvandlet til en altgennemtrængende silen, som klistrede håret til kinderne og sendte en hvirvlende strøm ned under skjortelinningen og videre ned over skjorten, mens alt det andet vand satte sig i klistrende sorte pletter på bukserne og sivede ind i skoene. Det gik så stærkt, at før vi kom i læ, var vi gennemblødte. Der var ikke et menneske at se, ja på hele turen havde vi ikke set en levende sjæl undtagen måger. Hvor vejen svingede lå en gård, der tilsyneladende også var forladt. Gårdspladsen var vejen selv, husene fordelte sig på begge sider. Vi fandt en port til den tomme lade og fik haspet en rusten klinke op og kom ind. Men der var ikke tale om et rigtigt læ, for regnen var så kraftig, at den slog ind gennem huller i stråtaget og spredte sig i tågede skyer, der langsomt opløstes og sank ned mod logulvet. Nu kunne man fristes til at tale om regnens sjæl eller det gennemblødtes metafysik, men jeg kan nære mig. Til gengæld var oplevelsen så tyk af nærvær, at det ville være dækkende at kalde den en åbenbaring. Vi fik varmen ved at holde om hinanden, og mens vi stod i den halvåbne port, så vi ud på regnen, som om vi aldrig havde set regn før. Det var svært at forestille sig, at der overhovedet kunne være så meget vand i himlen, og at de skyer, der først havde været hvide og lette, senere tunge og sorte, kunne forvandles til alt det, der nu rislede og raslede og styrtede ned omkring os og forvandledes til floder og gjorde sandet sort, eller slemmede det op i gule striber, der bugtede sig til højre og venstre, levende, som var der tale om slanger på flugt. Jeg har ingen anelse om, hvordan vi fandt tilbage eller hvornår regnen holdt op. Jeg kan udmærket forestille mig, hvor herligt det har været at blive tør igen. Men der er ingen erindring, ingen billeder, ingenting, til gengæld er det regnvejr graveret så håndgribeligt ind i hjernebarken, at jeg kan tage det frem af kraniet og stille det op og se på det fra alle sider. Og føle mig beriget, for så har jeg da oplevet noget. Under regnens gabende sluser. Det forlyder - jeg har aldrig set det selv - at digteren Per Højholt havde et billede af Johannes V. Jensen hængende på sin væg, så han ikke i vågen tilstand skulle risikere at glemme sit had og sin foragt for alt, hvad Jensen stod for i sit liv og sin kunst. For Højholt var et regnvejr ikke et regnvejr, men en påstand på et stykke papir, et ord. Naturen, som P.H. kaldte »det billige skidt«, skrev Højholt selv et vidunderligt antidigt om, som ved nærmere eftersyn viser sig at vær ren natur: En solsort kom flyvende Inde fra tågen Den sidder her nu Og synger i en våd bjergfyr Om lidt flyver den tilbage Til naturen Læg mærke til, at det har regnet i digtet, solsorten sidder »i en våd bjergfyr«, og bemærk også, at denne solsort i dansk poesi er ursymbolet på alt, hvad der har med natur at gøre, ja man kunne sige, at den er naturen selv! Lytter man til ironien i Højholts digt, kan man umuligt undgå at høre melankolien som en generalbas under det hele. Han er sgu forelsket i naturen, hvor meget han end stritter imod, og ligegyldig hvor meget han stritter imod, er digtet fuldt af Jensen: Nu breder Hylden De svale Hænder Mod Sommermånen Solsorten fløjter ... Og flyver tilbage til naturen, vist så, men den har været der, og den kommer igen, uanset hvor mange gange den bliver afvist eller henvist til teksten. Det er det sjove ved det, at den højholtske, ironiske puritanisme har sat sig seje spor i en hel afdeling af den aktuelle litteraturkritik og litteraturteori, der f.eks. nægter at acceptere det danske naturessay som gyldig kunst, selv om genren har omfattet regulære højdepunkter i så forskellige forfatterskaber som omtalte Johannes V. Jensens (myterne) Knud Sønderbys, Paludans, Frank Jægers og håndfulde andres. Ud med dem og ind med Storm P. og Aage Hermann, så skal vi nok komme videre! Sidstnævntes kvaliteter i øvrigt ufortalt. Hvis man selv på et tidspunkt har haft en beskeden andel i den danske litteraturs omkalfatring, er det sjovt at tænke på, hvor ydmygt oprøret egentlig var. Der var ikke som nu tale om en total udsmidning af hele nationens skriftlige kulturarv for at sætte noget nyt i stedet, og selv om det vakte en del opmærksomhed for ikke at sige postyr, at de digte der blev skrevet i tresserne, ikke helt lignede dem, man skrev i tierne og tyverne og trediverne og fyrrerne, så var de færreste i tvivl om, at det oprøret vendte sig imod, bestemt ikke var den danske litteratur som sådan, men en vis udvandet del af den, den del som tilsyneladende slet ikke havde blik for, hvad der formelt var sket i resten af verden fra det tyvende århundredes begyndelse og opefter. Hvad der kunne ligne et spring, var ved nærmere eftersyn en overgang; hvad der mindede om en revolution, blev i konsekvensen en evolution. Ligesom man ikke kan indføre demokrati per dekret, kan man heller ikke lave poesien om med verbale bomber. Ganske vist er der i tidens løb skrevet både surrealistiske og dadaistiske og situationistiske manifester, hvor man har talt med store bogstaver og megafon om alt det, der nu skal ske og være helt, helt anderledes og meget, meget bedre. Men det har for det meste efterladt en rungende tomhed, mens enkelte værker har raget op, fordi der bag dem opererede kunstnere, som var noget værd med og uden propaganda-krykker. Selvudråbte kanonkonger ser sig ofte agterudsejlet, fordi deres ageren hovedsagelig falder ind under det pudseløjerlige, eller de holder sig flydende en tid ved en overdreven kritisk idiosynkrasi, der måske var bedre tjent med at lagres i en sjat velovervejet langmodighed. Barnemord er generelt ucharmerende. Aksel Larsen talte i sin tid om »den forbandede moms«. Eller var det »oms«. Man kan i dag tale om »den forbandede kanon«, som med alle sine fjel og mangler ikke er til at komme uden om, og som sikkert er kommet for at blive. Af den enkle grund at den tilsyneladende overflødigt peger på nogle værker og nogle forfatterskaber, det ville være idiotisk at springe over. Der er - og det høres på rytmen - et vældigt vejr i dansk litteratur, og lad os bare erstatte 'vejr' med 'værd'. Når den er bedst, er der ingen snyd på vægten, uanset hvad fortegn, genre, tid og sted man vælger at sætte på. Al magt til meteorologerne, der kan fortælle os, hvordan det bli'r. Men vejret kan de hverken på- eller demontere, ligesom litteraterne, selv om de drømmer om at kunne, når det gælder litteraturen. Mægtige regnvejr er draget gennem litteraturen, kolossale skyller, og har det ikke regnet, så sner det som i Joyces 'De døde', eller sneen dækker det hele som på kaneturen i 'Gösta Berlings saga' eller under ulvejagten i 'Krig og fred'. For Hemingway var regnen dødens forrider, og Frederic Henry kæmper mod bygerne og den stive vind, mens han sejler sin elskede tværs over Lago Maggiore på flugt og med kurs mod fortabelsen. Farvel til våbnene! Der er kolossale uvejr hos Conrad, og hvem kan forestille sig, at det ikke skulle regne i en roman som Somerset Maughams, der ligefrem hedder 'Regn'? Det regner og regner og regner. Il pleure dans mon coeur Comme il pleut sur la ville! Ja, selv under krigen regnede det, og jeg husker tydeligt, hvordan det var at komme ud ad den store port til skolen i Helgolandsgade og mærke de første dråber, der varslede, at nu skulle man over Halmtorvet og op over Tietgensbroen og videre ad Hambrosgade og ned til Langebro, og når den var klaret, så kom den uendelige Amager Boulevard og Amager Fælledvej og Sundholmsvej og endelig Irlandsvej og man var hjemme, gennemblødt, sur, kold og med fornemmelsen af den forbandede, grimede, slidte, brunkulsosende by som en gennemfugtig, skurvet kløe i nakken. Det blev nemlig regnvejr, og man vidste det lige så sikkert som amen i kirken, for det var umuligt at vriste et sporvognskort ud af de gamle, det var nemlig så sundt at cykle (og billigere) og så var det altså lige meget, om det kostede fjorten dage i sengen eller en tur på Sundby Hospital med en gang mellemørebetændelse eller ditto pandehule. Man var dømt til dette evige, iskolde regnvejr, og for øvrigt var der altid modvind på cykelstien, for det var alt sammen længe før, Jacob Haugaard var så meget som et glimt i sin fars liderlige øje. Jeg har en meget stor svaghed for litterater, der gerne vil bestemme, hvordan litteraturen skal være og hvad forfattere skal skrive og ikke skrive for at være med på noderne og det nyeste nye. Deres bekymrede ord trommer som regn på et bliktag, men før de lærer, at det en gang imellem er bydende nødvendigt at flyve tilbage til naturen og måske af og til blive rigtig gennemblødte, vil de have meget ringe chancer for at forstå, hvad hele projektet går ud på. Litteratur er ikke kun tekst, men et ganske alvorligt, muntert hjerteanliggende for andre end æggehoveder og specialister, f.eks. for dem der ved og sætter pris på, at det regner, både når det regner ufint og når det regner fint. For et regnvejr er et regnvejr er et regnvejr.