Er de da fuldstændig fra snøvsen i Jerusalem? Eller er det os andre, der ikke har forstået, hvad der er 'normalt'? Kan det være normalt at frygte sin nabo? Er det 'normalt' at leve med en besættelse i 38 år? For den besatte? For besætteren? Kan det blive 'normalt' at leve med en skarp etnisk og religiøs adskillelse i et hypermoderne samfund? Nede i Rivkin-gaden i Vestjerusalem og omme bag ved Nablus-gaden i Østjerusalem kan det ellers se ret normalt og ret dejligt ud. Det er den samme basrytme, der pulser ud fra de unges vandhuller. De ligner hinanden, de unge. Mændene er i stramme T-shirts og tætklippede, mange kronragede. Pigerne skubber deres bryster frem og op. Sort, pink og turkis er forårets farver. På cafeerne drikker de caffelatte. De er født, længe efter at det unormale blev normalt. Det er 80'er-generationen, der giver hormonerne frit løb. Det var deres forældre, som udkæmpede den Seksdageskrig, som i 1967 gjorde Israel til besættelsesmagt og satte palæstinenserne under besættelse. Aldrig har byen levet så stærkt op til traditionen, at 'Gud gav Jerusalem ni tiendedele af verdens skønhed'. Så smukt står den gamle bys mure i forårssolen, og så mange måneder - ingen grund til at tælle i år - har byen været fri for større vold, at man let glemmer tilføjelsen - 'men også ni tiendedele af verdens smerte'. De unge har aldrig prøvet andet end besættelsen. Når de unge i Danmark tager kørekort, ruster de unge i Jerusalem sig med et pænt ord til ballade, reelt til krig. I Rivkin-gaden promenerer de israelske unge deres uniform, når de er hjemme fra militærtjeneste. Palæstinenserne har ingen uniform, i Nablus-gaden kender de palæstinensiske unge hinanden på lige dele stolthed og en gensidig oplevelse af ydmygelse. De unge israelere har magten fysisk, de unge palæstinensere har magten psykologisk. Godt nok taler Israel stadig om, at det har 'forenet' Jerusalem ved at koble det jødiske Vestjerusalem og det besatte kristne og muslimske Østjerusalem fysisk sammen. Men kun forlorne turistguider vil hævde, at israelere og palæstinensere ikke er sig grueligt bevidst, hvor grænsen går. Derfor vil unge israelere ikke drømme om en date i Nablus-gaden - og ingen palæstinensere sætter hinanden i stævne i Rivkin-gaden. De ser ikke en ung landsmand i hinanden. De ser en potentiel selvmordsterrorist og en besætter. Hvor finder vi ellers en by, hvor de døde har stemmeret, som den israelske forfatter Amos Elon skrev? Skønt de unge ikke har lod og del i deres forældres krig og slet ikke i deres bedsteforældres og tiptiptipoldeforældres konflikter, stemmer de unge efter de gamles tradition. Ingen gade er neutral. Man stemmer efter fortiden. Nutidens grænser er tegnet efter Israels besættelse, alle ved, hvilke gader der er 'forenet' ved magt siden 1967. Fortidens grænser ligger bare et spadestik nede, over hele byen. Man bygger ikke et nyt hus, uden at gravkoen rager ind i vidnesbyrd om Jerusalems tidligere indbyggere. Hvad en spindoktor skaber i Danmark, ordner en arkæolog i Jerusalem. Find et potteskår, der beviser, at din slægt, din religion eller din nation kom før din nabo. Og fremtidens grænser? Med total foragt for historiens sikre tradition for regelmæssige regimeskift i Jerusalem er grænserne knap nok til debat. De religiøse med deres sorte hatte, skæg og tørklæder har bemægtiget sig byen. På israelsk og palæstinensisk side. De tror, Gud er på deres hold, hver især. De er enige om, at Abraham i dette bibelske land var klar til at vise sin troskab over for Gud ved at efterkomme hans opfordring til at ofre en søn. Desværre er de også enige om, at det skete på en af Jerusalems bjergtoppe. Og endnu værre: De er enige om at udpege præcis samme bjerg som helligt. Hvis de i virkeligheden dyrker samme Gud, har han godt nok spillet dem et puds. Her har vi tusindvis af bjerge, høje og lave, snedækkede og soltørrede ud over verden. Og så vælger jøder, muslimer og kristne at fare i flint over samme gustne lille knold i Jerusalem. Men der er ingen vej udenom. Dér fik Abraham sit påbud om at ofre sin søn - Isak i jødisk/kristen udlægning, Ismail i muslimsk - og dér stod de jødiske templer med Pagtens Ark. Netop dér valgte profeten Muhamed også at gøre holdt på sin himmelfærd. Og hvis nogen i dag vil påstå, at denne bjergknold ikke er hellig for jødedommen eller ikke hellig for muslimer, så risikerer de ballade. Men hvis nogen gør enekrav på magten over byen, beder de ligefrem om balladen. På den jødiske side har de ultraortodokse med deres sorte hatte og de nationalreligiøse med deres hæklede kalotter sat sig på byen. På den palæstinensiske side viger den kristne befolkning for den muslimske. Flere skæg, flere tørklæder. De sorte hatte kaster med sten, hvis andre jøder bryder sabbatten. De palæstinensiske nationalreligiøse kaster med sten, hvis jøder krænker deres enemærker. Begge parter fordyber sig i bøn ved Bjergets klippe. De israelske jøder står neden for den gamle tempelplads, ved Grædemuren. De palæstinensiske muslimer kaster sig på knæ lige ovenfor, under al-Aqsa-moskeens forsølvede kuppel. Samme knold, samme sten. Clinton foreslog, at man skulle tegne alle andre grænser op, men overlade suveræniteten over Bjerget til Gud. Status quo. Det var lige stærkt nok for både jøder og palæstinensere. Så meget tror de måske ikke - i hvert fald ikke på hinanden. Den med status quo har de kristne prøvet inde i Gravkirken på Golgata, et stenkast fra Bjerget. Hver menighed kontrollerer sit rum, sit alter, sine fliser. Vil israelere og palæstinensere tilsvarende deles om Tempelpladsen eller overlade herligheden til Gud? Hidtil: Ikke tale om. Ellers plejer tilrejsende at foreslå, at de skal lære hinanden at kende, israelerne og palæstinenserne. Sludder og vrøvl, siger Ehud Yaari, en af Israels skarpeste politiske analytikere. De kender ikke hinanden for lidt. De kender tværtimod hinanden alt for godt. Om de så drak spandevis af kaffe sammen, ville de ikke få fred af den grund, skrev hans forfatterkollega Amos Oz. Konflikten er ikke tilfældig, ikke misforstået, den er velbegrundet. To folk og tre religioner vil have den samme by. Sværere er det ikke. Men det er ikke nyt. Jerusalem har kendt flere end en snes kulturer ved magten. En ny krig om byen vil historisk set kun være triviel. Nyt er det kun, hvis det lykkes israelere og palæstinensere at deles. De unge ved, præcis hvad der foregår. Ikke blot fordi unge i Jerusalem er bevæbnet med mobiltelefoner og bippere og radioer og internet, som er hurtigere med nyhederne end politiet. Men fordi de ikke behøver se tv eller læse bøger for at se mellemøstkonflikten i øjnene. De kan bare se sig i spejlet. Derfor kender de alt for godt alternativerne, som Oz og Yaari har skåret ud i pap. Israel og Palæstina kan fortsætte med at slås. Eller de kan gennemleve en særegen skilsmisse, hvor begge parter trygt kan blive boende. Sammen. For israelere og palæstinensere kan ikke flygte, de kan højst flytte sengene lidt fra hinanden og sætte en kaktus ind imellem. Men de er dømt til at leve sammen, også i Jerusalem. Men er de også nødt til at leve som besætter og besat? Det har ingen tidligere generationer i Jerusalems omtumlede historie villet acceptere. Hvorfor nu? I den gamle bys basar får de handlende lidt business ud af miseren. Palæstinensere sælger frimodigt T-shirts med 'Frit Palæstina', mens israelske soldater vader forbi med deres maskinpistoler. På andre T-shirts står 'Jeg blev stenet i Hebron, Betlehem, Nablus, Jerusalem', og så kan turisterne selv krydse af, efterhånden som ferien skrider frem. Palæstinensere sælger syvarmede lysestager og de små æsker, mezuzot, som jøder slår op på dørkarmen med bekræftelse af, at man her træder ind i en jødisk husholdning. Og i den jødiske bydel sælger jøder gerne palæstinensisk keramik, som om de aldrig havde bestilt andet. Det ser godt nok normalt ud. Så fredeligt og afslappet, som man kan håbe i en by, hvor turbulens rimer på tradition. Ligefrem opmuntrende. Overskrifter taler dagligt om sommerens israelske tilbagetrækning fra Gaza, en af de første gode nyheder i 38 år. Men tag ikke fejl, den tilbagetrækning tages allerede for givet. Nu står det tredje palæstinensiske oprør, den tredje intifada, på dagsordenen. Den første intifada fra 1987 til 1992 fik reelt Israels Rabin-regering til at anerkende PLO. Den anden fik Sharon-regeringen til at foretrække at forlade Gaza frem for at fortsætte besættelsen. Og den tredje? Den vil komme, hvis Sharon tror, at Israel vil få fred uden også at forlade Vestbredden og uden at give palæstinenserne medejendomsret til Jerusalem. Måske vil intifadaen komme alligevel. Men med fortsat besættelse gives garanti for en ny intifada. Det er ikke ønsketænkning, heller ikke en trussel. Det er bare en prognose. Palæstinenserne siger det ligeud. Ganske vist siger Sharon, at palæstinenserne tager fejl, hvis de hævder, at det er intifadaen, som får Israel til at bakke ud af Gaza. Men palæstinensere ved, hvordan desperation ser ud. I Gaza har de for længst set desperationen i israelske øjne. De ved, begge parter, at vold er grimt. Men de ved også, at vold virker. Israel ved, at den arabiske verden aldrig havde belavet sig på at acceptere Israel, hvis det ikke havde vundet krigene så massivt, at ingen arabisk regering ønsker krig på ny. Men palæstinenserne ved også, at Israel ikke havde anerkendt palæstinensernes ret til en stat uden deres intifada. Argumentet og våbnene er samme sted: i Jerusalems sten, som både historien og intifadaen er gjort af. Okay, sagde den israelske forfatter og journalist Danni Rubinstein - hvis de kaster med dem, så må vi vel fjerne stenene? Ikke i Jerusalem. Dér skifter man magthavere eller indbyggere ud. Ikke stenene. Byen bygger på sin historie og trives, som om den aldrig skal dø - skønt den lever på mindet om andre imperiers håbløse nederlag. Javel, vi lever alle på lånt tid. Men Jerusalem kan ikke løbe fra regningen. Her betaler de unge for de gamles forbrydelser. Musikken spiller, og internetcafeerne er fyldte. Men musikken spiller aldrig i samme takt på de to sider af byens usynlige, indre grænser, som begge parter kan udpege med bind for øjnene. Jamen, forenet er byen da? Ja, hvis man tror, at asfalt ikke blot kan skjule kriges ar, men også lindre smerten, er byen forenet. Hvis man tror, at palæstinensere ikke bemærker, at kun israelske embedsmænd uddeler parkeringsbøder, at kun israelske arkitekter og ingeniører skaber de nye jødiske kvarterer omkring de gamle palæstinensiske forstæder, eller at det nok er palæstinensere, der bygger den høje sikkerhedsmur i forstaden Abu Dis, men at det kun er israelsk militær, som har bestemt, hvor muren skal stå - ja, så er byen forenet. Frem for politiske løsninger får Jerusalem broer og tunneller. Når jøder og palæstinensere ikke kan mødes uden frygt, bliver deres trafik skilt ad. Det er allerede sket i det besatte Gaza og på Vestbredden, hvor israelske bosættere ikke tør færdes ad de samme veje som palæstinenserne. Derfor er nye enorme vejanlæg etableret for at skille parterne ad. Israelske veje. Og palæstinensiske veje. Og tunneller forbinder palæstinensiske landsbyer med deres jorder, ind under israelske forbindelsesveje. Uden palæstinensisk terror var der ikke blevet nogen mur og ikke nogen tunneller. Siger israelerne. Uden israelsk besættelse var der heller ikke blevet nogen vold. Siger palæstinenserne. Men de vil ikke acceptere fred med os. Siger israelerne. Og de vil ikke dele landet og byen med os. Siger palæstinenserne. Måske tager begge parter fejl. Der er også en anden mulighed - at begge har ret. Men kun galninge vil sætte deres opsparing på, at Jerusalems palæstinensere en dag vil holde af Israels overmagt. Kan religiøse forpeste en hellig by? De kan i hvert fald få de verdslige til at søge bort. Israel er for længst forvandlet fra et landbrugssamfund til dynamisk højteknologi - for så vidt også i Jerusalem, skønt tro i denne by har forrang for viden, og religiøs tradition kommer før historisk erfaring. Traditionen er forankret i religiøs tilknytning. Erfaring ville tilsige, at magt altid har vundet over ret. Især i Jerusalem. Vel at mærke skiftende magter. Lige nu søger de verdslige på jødisk side længere ned mod Tel Aviv og kystens byer. På palæstinensisk side er det de kristne, som forsvinder, mens nationalreligiøse muslimer tager over. I Israel spørger man sig, hvorfor muslimer ikke kan nøjes med de to andre hellige byer, Mekka og Medina, de beder alligevel i retning af Saudi-Arabien. I det palæstinensiske miljø sætter man modsat spørgsmålstegn ved den jødiske tilknytning til Jerusalem. Selv den palæstinensiske landsfader, Yassir Arafat, anfægtede, at det jødiske tempel nogen sinde har stået, hvor det stod. På Tempelpladsen. Derfor mistænker begge parter hinanden for at grave sig ind under Tempelpladsen for at dokumentere egen historie og destruere hinandens. De religiøse forpester os, siger en af byens møbelhandlere. »Det er min by, men de religiøse driver os til vanvid. De forsøger at sælge sig som et andet forsikringsselskab. Men har de religiøse nogen sinde kunnet sikre noget som helst eller nogen som helst? I Jerusalem?«. I Jerusalem er der ingen forsikring, ingen garanti, møbelhandleren er flyttet. Han kunne kun lide skønheden, ikke prognosen.