»No one here gets out alive«, sang Jim Morrison og hentydede vel nærmest til den almindelige antagelse, at vi alle skal dø. For mig har ordene spillet en mere dyster rolle. De var indtil den forgangne 1. juni et tilbagevendende refræn i mit hoved, når jeg om morgenen i min betonlejlighed, i grænselandet mellem drøm og virkelighed, mærkede den karakteristiske oblatkvælende tørhed i halsen og en fuldkommen forstoppelse af næsen. No one here gets out alive! Jeg tumlede da ud af sengen, hen til vinduet, hovedet ud. Ilt. Derfra ud til vandhanen, fyrtårnet i sådan en lejlighed, vand, vand, for at få oblaten til at glide ned. Jeg slap levende ud derfra. Efter ti måneder i det moderne betonbyggeri fik jeg slæbt mig ned på gaden med forstoppelse af næsen som eneste varige men. Jeg så mig straks om efter en æresprocession, men der var ingenting at se, ingen musik, ingen medalje. Jeg fik mig samlet lidt sammen, stod snart på Amagerbrogade og kort efter i den nye Ørestad. Man siger, at voldsramte kvinder har det med at søge tilbage til deres voldelige mænd. Måske det var den mekanisme, jeg nu var offer for, måske det var derfor, jeg nu stod, hvor jeg stod. I al fald, hvad jeg fandt, var det, jeg kom fra: beton. Visse steder stod den endnu rå og grå, man var ved at bygge nyt. Jeg kunne dårligt tro det. Her kom jeg sønderbombet fra krigen, og så var man ved at starte en ny. Nuvel, generelt var man dygtig med kamuflagen. Det lovede for en pæn krig. Betonelementerne var flere steder pakket ind i mursten eller mælkehvidt glas, ja, enkelte steder, hvor man ønskede at illudere en miljørigtig krig, havde man sågar pakket betonen ind i træ. Det svarer til at putte en lærredssæk uden om en plastikpose. Det gør ingen forskel. Trækker du posearrangementet over hovedet og snører til, bliver du lige godt kvalt. Man ved det godt. Man ved, at beton er noget lort at bo i. Man ved, at plastikdampspærrer sætter prikken over i'et. Man ved, at det er slut med at smække med dørene, fordi dagens bolig er Tupperware konkurrencedygtig, når det kommer til vakuum og forsegling. Man ved, at indeklimaet er fatalt, men ignorerer, at klæder skaber folk. At boligen udgør overfrakken og i dag først og fremmest optræder som en regnjakke, man ikke kan ånde i. Man kan skabe levende mennesker, og man kan skabe døde mennesker. Nok er vi for mange, men skal man tage udgifterne i sundhedssektoren alvorligt, må vi vel tage udgangspunkt i det første. Levende mennesker. Det er ikke, fordi den nyopslåede Ørestad ikke virker gennemtænkt eller veltilrettelagt. Tværtimod. Hatten af for infrastrukturen. Det er et dejligt sted at have en bil. Eller rettere: Det er et dejligt sted at være bil. Men hvad med de mennesker, der kører rundt i de firehjulede. Der er jo et liv efter bilen. »Jeg går lige ned og hænger ud i den skønne infrastruktur«. »Men der er jo netop masser af natur i Ørestad«, vil Ørestadsselskabet hævde. Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Grønjordssøen - »Ørestads vigtigste fugleområde«. O.k., men hvorfor ikke integrere naturen i selve udformningen af boligerne og det nære område udenom, hvor menneskene færdes mest? »Men det har vi da også gjort«, vil de svare. Javel. Men kan et stykke med grønt uden videre tilføre et sted 'naturlighed'? Kan firkantede plæner (af græs eller grus) med tegnebordstræer udgøre en park? Det kan de måske nok for de hunde, der ikke har andre steder at lægge deres lort, men for mennesker er det for fattigt, for sterilt, for koldt. Man tror, at vand kan bløde op i et ellers hårdt miljø. Men vand er, hvad man gør det til. Ligesom man kan få en abe til at te sig civiliseret, således kan vand blive tamt og dødt, hvis man lader det løbe i en retlinet betonkanal omkranset af fliser. Tag ud til Field's eller det nye KUA, og se på det vand, der ligger der. Er det livgivende? Er det et 'åndehul'? Er det ikke vand, der er hevet så grundigt ud af sit rette element, at det ikke længere er vand? I en præsentationslejlighed (en 3-værelses lejelejlighed til 10.200 kroner per måned) i Karen Blixen Parken hedder det om Emil Holms Kanal: »Her er der læ for vinden, og man kan let lægge til med sin kano eller robåd ...«. De mennesker, der skriver den slags, skulle tvinges til at gøre den første rejse, lægge fra i en kano eller robåd og padle de hundrede romantiske mølleåmeter i lige linje. Jeg vover pelsen og påstår, at de ville være knækket, når de nåede frem; ikke for strabadserne på kanalen, men fordi både børn og voksne da ville kunne se, at de ikke havde noget tøj på. Men sandt er det, at der oven for kanalen altid blæser en god vind. De høje, ubrudte bygninger lagt i forlængelse af hinanden formår at trække nogle helt forbløffende vindhastigheder ned på fliseniveau. Man har skabt nogle vindtunneler, der forlænger det halvårlige danske efterår. Og så på Amager! Skal naturen fungere som et blødgørende element, må man gøre naturen den indrømmelse, at den fungerer bedst, når den om ikke skaber sig selv, så dog får lov at bibeholde sine organiske former. I Karen Blixen Parken har man skåret et kvadrat i flisebelægningen og anlagt en skov på seks gange seks træer. Det er tegnebrætsnatur, når det er vildest. Skoven er placeret i forlængelse af legepladsen; man har vel tænkt, at børnene her kunne få afløb for deres fantasi og lege 'jungle' og 'opdagelsesrejsende'. På selve legepladsen lader det sig nemlig ikke gøre. Også her er man faldet på halen for det præfabrikerede elementbyggeri med dets meget velordnede, meget ufarlige bud på, hvad et barn har brug for for at blive udfordret kreativt og fysisk. Her er lige langt til de grusgrave, man kan finde på landet, og til den hedengangne 'Byggeren' på Nørrebro. Det kræver sit barn at være barn sådan et sted. Man kan kun håbe, at de får lov til at gå amok indendørs, børnene, for velfriseret inde og velfriseret ude er der ingen, der kan bære. Pænt gange pænt giver grimt, så kan man sige nok så mange gange, at det er sundt at kede sig. Det kreative, for ikke at sige eksotiske, skal tilsyneladende findes hos Karen Blixen Parkens nabo, DR Byen: »Helhedsplanen bygger på ideen om at skabe en kasba, som er et mellemøstligt fænomen, der kort fortalt betyder en by i byen. Hvert kvarter har sin egen identitet og sit eget liv, men er samtidig en del af en større helhed«. Det skal blive spændende at trække en araber med til fernisering. Fire forskellige arkitekter står for hver sin del. Man må forestille sig en ren basar. Foreløbig kan man kun se en vis enighed om, at vejen til forskellighed går gennem beton. Det synes i almindelighed at være vejarbejdere, der har stået for tegningen af de udendørs opholdsrum i Ørestad. Man skal kunne liste en bil ind alle steder, underlaget skal være uopslideligt, praktisk, stenhårdt. Det er en pæn måde at skrive 'Ophold forbudt' på. Det samme gør sig gældende vertikalt: Var det ikke for tyngdekraften, kunne bilerne også køre på murene. Disse flader er så flade, så rene og ubrudte, at asfalten kunne få kam til sit hår (Forskningsbiblioteket og Field's kunne eventuelt bruges til glatbanekørsel). Her er ingen nicher eller læsteder, ingen opholdsrum, ingen gemmesteder, er man på flugt, skal man ikke stikke ind over Ørestad. Der tales rigtignok om grønne, 'mobile' byrum, og man tænker uden videre, at det lyder unægtelig nyskabende, men også, at det må blive et farligt mas sådan gang på gang at rulle græs ind og ud og rykke træer op med rode. Men 'mobil' skal her forstås som: midlertidig. Det grønne er blot en byggegrund i venteposition; når en bygherre byder ind, må Adam og Eva ud af vagten. Hvor meget paradis der bliver over disse mobile rum, kan man så sætte spørgsmålstegn ved, for hvem gider plante et æbletræ, der alligevel skal hugges om? Vejarbejdere eller arkitekter, det er mennesker, der har stået for tegningen, men det er kun halvvejs mennesker, de tegner til. Hvis de overhovedet tegner. Hvis de ikke sidder og leger med klodser - firkantede som ind i helvede, fordi det skulle være så let som muligt for ham, der savede dem ud. Men findes der alternativer til den konventionelle bolig, det gråsprængte dødsbo? Ja, det gør der. Der findes for eksempel arkitekter, der arbejder ud fra det tyske Baubiologie-begreb, der forener et videnskabeligt og holistisk syn på forholdet mellem mennesker og deres bygninger. Tilsvarende produceres der stadig flere alternative, sunde og miljørigtige byggematerialer. De alternative løsninger er rigtignok ofte mere tidskrævende end den gængse med betonelementerne. De koster mere i arbejdstimer. Men kunne man få sparket den danske byggeindustri tilbage til virkeligheden, så den ikke var så ubehøvlet kostbar at lægge sig ud med, og man i øvrigt fra politisk side ville opprioritere miljøet - såvel det indvendige (i boligen) som det udvendige (de konventionelle materialer er langt mere energikrævende at producere end de alternative og langt vanskeligere at nedbryde), så var det måske økonomisk muligt at tænke nyt. Et skridt på vejen ville være at stille bygherrerne nogle specifikke krav i stedet for blotte hensigtserklæringer. Ørestadsselskabet kan hævde, at salget af boliger taler for sig selv. At Ørestad er en succes. Ja, Ørestad har sejret ad helvede til. Det lå da også lige for. Med akut boligmangel kan man komme af sted med hvad som helst. Man kan også sælge allergireder til allergikere. At noget bliver revet væk, er ikke nødvendigvis et udtryk for kvalitet. Det ved man fra alt fra fødevarebutikker til tv-sendeflader. Men alligevel: Hvorfor lige kaste sig over Ørestad? Der findes dog et utal af bygninger og hele karreer, der er langt mere betontunge at se til, der er langt ringere kamufleret, der er så grå og trøstesløse, at ens første tanke er: sorgbearbejdelse. »Den arkitekt var ulykkelig, her ser man resultatet. Som han dog fik luft!«. Jeg kaster mig over Ørestad, fordi Københavns Kommunes plan for området lyder så visionær. Her et afsnit i lokalplan nr. 301 - for Ørestad Nord: »Gennem kollektiv trafikbetjening og ved at prioritere fodgængere og cyklister ved udformningen af det interne vej- og stinet, ved etablering af grønninger og kanaler, ved træbeplantning, ved brug af naturlige, genanvendelige materialer og ved at stille krav om kollektiv varmeforsyning samt miljømæssige servicefunktioner tilstræbes et område opbygget efter miljørigtige principper, hvor økologiske tiltag fremstår i en integreret arkitektonisk sammenhæng, som peger mod en bæredygtig by«. Alt for meget taler for, at »tilstræbes« og »peger mod« er valgt med omhu. Jeg kaster mig over Ørestad, fordi Ørestadsselskabets selvforståelse ikke lader noget tilbage at ønske, når det gælder nytænkning, og dog er det nye så gammelt som funktionalismen og lige så revolutionerende trist som selve forglemmelsen af naturen som vores oprindelige ophav. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, siger man, og skulle det så være usandt til fordel for vand, så ligger vores oprindelse dog inden for naturens fire elementer. Tager man ordet på ordet og sætter det ind i en moderne kontekst: Af beton er du kommet, til beton skal du blive, så lyder det ikke troværdigt og slet ikke attråværdigt. Naturligvis, man bliver ikke en stenstøtte af at vokse op i en gråmeleret celle, men mon ikke det alligevel kunne mærkes, om man i stedet var vokset op i et hobbit-hul? Hobbithuller på Amager? - »Se, Frodo, nu lander flyet fra Helsingfors«. Næh, men måske der findes noget midtimellem. En byplanlægning og arkitektur, hvor naturen og mennesket spiller en større rolle. Den levende natur. Det levende menneske. Og kald det bare romantik og langhåret hippie-yeah-yeah, for hvad skal vi kalde den lineal, der indrettes efter nu? Ligpleje? Nuvel, måske ligene virkelig er alle de dyre boliger værd (held da, at renten er så lav). Men man må vel indvende, donormangel eller ej, at uden de levende mister også ligene deres værd? Kære Ørestadsselskab, Københavns Kommune, kommuner og bygherrer landet over: Lad Ørestad tegne den sidste storstilede fiasko, og læg så hovedet tilbage i dets oprindelige folder. Hold hovedet rundt. Tilbage til børneværelset og putteboksen: Den firkantede klods skal i det firkantede hul, den runde i det runde.