0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyt blod

Hvor er vampyren i dansk film? Hvor er eventyret og de store udstyrsstykker? Dansk film er blodfattig, skriver forfatteren og filmproducenten, der her slår et slag for vampyrgenren.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et rituelt blodbad i Guillermo del Toros vampyrfilm ’Blade II’. På relieffet ses den romerske gud Mithra, der slagter verdenstyren og via dens blod skænker menigheden evigt liv. Vampyrfilm har dybe rødder i forrige kulturers verdensforståelse og når alligevel et stort, nutidigt publikum.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vampyrfilmer en af verdens rigeste og mest varierede filmgenrer og har siden filmmediets barndom været dyrket af filmskabere i alle lande.

Genrens fascinationskraft kan opleves i den russiske vampyrfilm 'Mørkets vogtere' (2004), som får dansk premiere til september. Trods sit overnaturlige element suger den tilskueren ind i et stort, fascinerende drama med klare politiske undertoner, i et univers, som virtuost blander vestlige og østlige stiltræk. Allerede i premiereugen solgte 'Mørkets vogtere' billetter for 100 millioner dollar, og den er i hjemlandet blevet den mest sete film nogensinde.

'Mørkets vogtere' er langtfra den eneste store vampyrfilmsucces, vi har set i de seneste år. Sidste år indspillede actiongyseren 'Van Helsing' over 300 millioner dollar, og i starten af 2005 var 'Blade: Trinity' nr. to på den danske biografhitliste. Vampyrfilm er ikke et nichefænomen, men en del af populærmytologien, som alle mennesker kan forholde sig til på tværs af sprog og grænser.

Alligevel er der kun lavet én dansk vampyrfilm, nemlig 'Nattens engel' (1998), som dårligt kan kaldes en rigtig film, idet den er klippet sammen af to selvfinansierede novellefilm.

Filmens instruktør, Shaky González, tilhører en generation, der ligesom mennesker i resten af den vestlige verden nyder fabulerende universer som 'Star Wars', 'Ringenes Herre' og nu 'Mørkets vogtere'. Film, der kan defineres som populærmytologisk filmkunst, og som udmærker sig ved at tiltale et stort voksent publikum.

Men hvor er disse værker, når vi kigger på den danske filmproduktion? Ach du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk! Er vi danskere virkelig så kedelige? Eller er det noget, der sker, når man går ind i filmbranchen? Uha, der kommer kulturministeren, nu må jeg sørge for, at jeg bliver taget seriøst! Sidder mit slips rigtigt?

I interview hører man ofte udenlandske filmskabere juble over, hvordan den digitale teknik har ændret filmkunsten, at alt kan lade sig gøre nu: Kun fantasien sætter grænser! Det er mennesker, der lever i en verden uden Det Danske Filminstitut (DFI). Standardudtrykket, når man brainstormer i det danske filmmiljø, er: »Kanon ide, men du får den aldrig igennem på instituttet«.

Man behøver da heller ikke hyre et analyseinstitut for at gennemskue, at DFI foretrækker spillefilm, der foregår i et realistisk, nutidigt, hjemligt miljø. Som dansk filmskaber lærer man derfor hurtigt at følge normen. Selvcensur er vejen frem. Et meget effektivt system, medmindre man er den ulykkelige ejer af en løbsk fantasi.

I historiebøgerne kan man læse om lande, hvor statsapparatet ensrettede kunsten med magtfulde, stalinistiske organisationer. Det minder i stigende grad om Det Danske Filminstitut (DFI), hvis repræsentanter har cirka samme forhold til eksempelvis vampyrfilm, som Hitler havde til 'dekadente' kunstformer såsom ekspressionisme.

Sammenligningen kan måske umiddelbart synes langt ude, men prøv at tænke over det: I ekspressionismen udtrykker kunstneren sine følelser via en 'urealistisk' afbildning af verden. Det samme gælder vampyrfilmen! Læg dertil, at den forkærlighed for livets mest grusomme sider, som vi oplever i vampyrfilmen, også optog de tyske ekspressionister.

Det var da også netop bølgen af tysk ekspressionisme, der affødte vampyrfilmens første hovedværk, den tyske stumfilm 'Nosferatu' (1922). Historien om den blodsugende grev Orlok, der rejser ud i verden som Führer for en pestspredende rottehær, er blevet tolket som et forvarsel om nazismens magtgale erobringstrang. Var filmen blevet lavet i dag, ville man måske have set den som en metafor for Henning Camres rovglubske centralisering af den danske filmbranche, med sig selv som 'despotisk' topfigur.

Jeg nævner det blot som eksempel på vampyrfilmens metaforiske anvendelighed. For selv om de fleste vampyrer angiveligt ikke har noget spejlbillede, er der noget arketypisk og ikonografisk over vampyrmyten, som kalder på dens slags refleksioner. Det er muligt, vampyren ikke kan spejle sig selv, men vi mennesker kan til gengæld spejle os i vampyren!

Nosferatu var en uofficiel filmatisering af Bram Stokers roman 'Dracula' (1897), der er udkommet talrige gange på dansk og næst efter Bibelen angiveligt er den mest solgte bog i verden. I hvert fald er det en af verdens oftest filmatiserede bøger. Især skuespillerne Bela Lugosi og Christopher Lees fortolkninger af rollen har efterladt sig dybe spor i populærkulturen.

Senest har grev Dracula været skurken i biografsucceser som 'Van Helsing' (2004) og 'Blade: Trinity' (2005). Han har også en lille gæsterolle i 'Mørkets vogtere'. Og for få måneder siden åbnede der en gotisk indrettet Dracula-cafe på Vestergade 27 i København.

I Danmark har Dracula optrådt talrige gange på teatret, især via den muntre julekabaret 'Dracula or a Pain in the Neck', og en enkelt gang på tv, i miniserien 'Draculas ring' (1978) med Bent Børgesen. Men aldrig på film.

En anden vampyrklassiker er Sheridan Le Fanus kortroman 'Carmilla' (1872), om en lesbisk vampyr. I endnu højere grad end hos Stoker sætter 'Carmilla' fokus på vampyrmytens seksuelle aspekt, hvor blodsugningen har stærk seksuel karakter, en grænseoverskridende udveksling af kropsvæske ledsaget af smerte, nydelse, liv og død.

'Carmilla' har inspireret adskillige film, deriblandt Carl Th. Dreyers 'Vampyr' (1932). Det er karakteristisk, at Dreyer måtte til Tyskland for at lave sin film, der i dag regnes for et af filmhistoriens hovedværker. 'Vampyr' burde have været en dansk film!

For nylig var jeg til 'Producenternes dag' i Filmhuset. Det er sådan et lukket arrangement, hvor alle dem, der er inde i varmen, får insidertips om, hvordan de kan sikre sig, at det også fremover bliver dem, der får støtten. Jeg havde inviteret mig selv. Efter mødet var der en fin middag, hvor producenterne sad og gnubbede skuldre med konsulenterne. Ligesom alle andre steder handler det jo om at have forbindelserne i orden. Det har man efter sådan et arrangement. Hvis man er inviteret med.

Under selve mødet snakkede man bekymret om metaltrætheden i dansk film. Hvilken træthed, vil nogen måske spørge. Der sælges stadig mange billetter til danske film, er alt så ikke godt? Svaret er nej. Der er også et stort publikum til danske pornofilm, og det er ikke et udtryk for kvalitet. Vi danskere elsker bare at se film, hvor personerne taler dansk.

Sandheden er, at ensformigheden og vanetænkningen i dansk film vokser. Med 'Manderlay' (2005) er selv Lars von Trier begyndt at gentage sig selv. Hvor skal det ende? Fornyelsen i dansk film gisper efter vejret som en epileptiker, der vågner i sin kiste og opdager, at hun er blevet levende begravet.

Jeg kaldte tidligere vampyrfilm en af verdens rigeste og mest varierede filmgenrer. Modsat dansk film har vampyrgenren nemlig undgået alle spor af træthed via en aggressiv jagt på nye vinkler og - ikke mindst - nyt blod.

Der har været variationer som 'The Return of Doctor X' (1939), hvor Humphrey Bogart holder sig kunstigt i live ved hjælp af blodtransfusioner, 'The Thing from Another World' (1951), hvor polarforskere finder en flyvende tallerken med en vegetabilsk blodsuger, og David Cronenbergs 'Rabid' (1976), hvor heltinden i sin armhule har en vagina med en fallos, hvormed hun penetrerer sine ofre, et herligt frontalsammenstød af metaforer.

Genren har noget for enhver smag. I den muntre ende finder man bl.a. Roman Polanskis 'Vampyrernes nat' (1967), og kungfu-komedien 'Mr. Vampire' (1985), der indledte en hel serie om Kinas særlige epidemi af hoppende vampyrer!

Fra tv kender vi Joss Whedons tv-serie 'Buffy - vampyrernes skræk' (1997-2003) med Sarah Michelle Gellar som skolepigen, der patruljerer ondskabens akse i lillebyen Sunnydale. Seriens begavede miks af gys og satire har begejstret et stort teenagepublikum.

Og er man først bidt af vampyrer, bliver man aldrig for gammel. Til 1990'ernes mest originale vampyrfilm hører Guillermo del Toros 'Cronos' (1993), hvor en rar, gammel apoteker