'Welcome towonderful Copenhagen'. Den hilsen får folk i transithallen, når de lander i Kastrup lufthavn. Mange udlændinges første møde med Danmark er et let omskrevet citat fra en filmmusical om H.C. Andersen fra 1952, hvor Danny Kaye netop synger om 'wonderful, wonderful Copenhagen'. Hvorfor skal Danmark dog præsenteres som en amerikansk kopi af den rigtige H.C. Andersen bøjet i blåt neon? Svaret i det følgende skal ikke handle om amerikaniseringen af den tohundredårige fødselar; ej heller om branding af København. Derimod skal det handle om, hvilke udfordringer globaliseringen stiller til det danske samfund. Og her viser citatet fra Kastrup sig, underligt nok, at være helt på sin plads. For mange udlændinge forbinder faktisk København med sanglinjen om 'wonderful Copenhagen'; og hvis vi vil gøre historien om Danmark og København nærværende for dem, må vi tage udgangspunkt i deres historier om os, ikke i vores historier om os selv. Hvis vi blot afskriver Danny Kaye-citatet som en dårlig efterligning af den rigtige H.C. Andersen, har vi samtidig afskrevet muligheden for at se vores egen kultur udefra. At udvikle evnen til at skifte perspektiv, vil jeg hævde, er helt afgørende for, at vi i en stadig mere global fremtid kan bevare og udvikle Danmark som et rigt samfund både økonomisk, socialt og kulturelt. Disse mere menneskelige og indholdsmæssige forudsætninger er hidtil blevet helt forbigået i den ellers meget intense debat om Danmarks plads i fremtidens globale udvikling. 'Danmark og globaliseringen', 'Danmark skal vinde på kreativitet', 'Det nytænkende og fleksible samfund'. Dette er blot nogle at titlerne på det væld af debatpjecer, rapporter og udredninger, som det seneste års tid er strømmet fra ministerier, interesseorganisationer og fonde, der alle forsøger at svare på spørgsmålet om, hvordan Danmark skal overleve - og leve godt - i en stadig mere globaliseret verden. Det er både vigtigt og værdifuldt, at mange forskellige instanser forholder sig til det afgørende spørgsmål. Det er nu, vi skal lægge fundamentet for de spor, vi ønsker at følge i fremtiden. Det er derfor også nyttigt at se på, hvordan rapporterne og pjecerne definerer dette fundament. Hvordan ser de på globaliseringen? Alle som en definerer de globalisering som en økonomisk størrelse. Globalisering handler om, at varer og penge strømmer mere intensivt over grænserne end tidligere. Den økonomiske konkurrence bliver derfor også mere intensiv, og det skaber nye muligheder for og krav til det danske samfund. De forskellige rapporter peger også nogenlunde i samme retning, når de skal angive løsninger. Dem har statsministeren opsummeret glimrende i den ofte citerede sætning om, at »hvis de andre er billigere, skal vi være bedre«. Men hvad betyder det egentlig at være 'bedre'? Her bliver udgivelserne mere spage i mælet. Måske er en af grundene til de manglende svar på dette afgørende spørgsmål, at det er folk fra erhvervslivet, der udgør hovedparten af medlemmerne i de tænketanke, råd og udvalg, der kommer med forslag. Når man har en hammer, ligner alle problemer som bekendt søm. Så længe vi udelukkende forstår globalisering som en økonomisk proces, har vi svært ved at få øje på, hvordan vi udvikler os med globaliseringen. Men svarene på de økonomiske udfordringer kan jo meget vel vise sig at ligge uden for økonomien selv. Internationalt taler globaliseringsforskere da også om, at globalisering ud over økonomi omfatter sociale og kulturelle processer. De sociale processer handler i høj grad om fysisk mobilitet - om udveksling mellem fattige og rige lande: Så længe fattigdom, fødevarer og krige er fordelt på kloden, som de nu er, så længe vil folk flytte og flygte mod det solide og sikre. Migration er kommet for at blive. Når den danske debat fokuserer på udflagning af arbejdspladser til Polen og Pakistan, tegner den blot en del af mobiliteten. I dag skrives tyrkisk historie lige så vel på Nørrebro og i Amsterdam som i Ankara. Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman omtaler den globale mobilitet som 'post-geografi', hvor man altså ikke længere kan sætte lighedstegn mellem landegrænser og kollektiv identitet. Den sociale globalisering øger kravene til, at vi kan omgås og samarbejde med folk med vidt forskellig baggrund og i skiftende netværk. Vi skal være i stand til både at afgrænse, på hvilke områder, vi kan komme i dialog med dem, vi ikke kender og måske heller ikke forstår - og hvor vandene skilles. Og vi skal kunne gøre det, vel vidende at det, vi definerer som fremmed og ukendt, er kommet for at blive. Hvor den sociale globalisering vedrører fysisk mobilitet, handler den kulturelle globalisering mest af alt om virtuel mobilitet - om at udveksle information og oplevelser på tværs af tid og rum. Satellit-tv, internettet og de mobile medier har gjort det muligt, at vi kan være i forbindelse med andre næsten hele tiden og overalt. I 1930 kostede det 250 dollar at ringe tre minutter mellem New York og London, i dag er prisen mindre end 20 cents. Den udvikling gør det ikke blot billigere at handle og forhandle i forretningslivet. Den afgørende forskel er kulturel: De andres historier er blevet en del af os selv; de medvirker til at definere, hvordan vi ser os selv. På godt og ondt tydeliggør medierne og it de kulturelle grænser mellem det velkendte og det verdensfjerne. Den kulturelle globalisering stiller derfor krav om, at vi forstår og kan forholde os til, hvordan vores egne historier og vores egne billeder af os selv bliver til i mødet med de andres historier og billeder - og i mødet med deres syn på vores. Danny Kaye møder H.C. Andersen. Både den sociale og den kulturelle globalisering peger på, at vi fremover må blive langt bedre til at håndtere forskelligheder ved at kunne skifte perspektiv. Det gælder både i vores virkelige møder med andre og i vores virtuelle møder med andres informationer og fortællinger. At kunne skifte perspektiv og håndtere forskel handler ikke bare om at respektere mangfoldighed. Sådan en respekt bliver let til et individuelt tag-selv-bord: Jeg gør, hvad jeg vil, og du kan gøre, hvad du vil. Det handler heller ikke blot om at omfavne det anderledes, således som vi kender det fra turistens fascination af eksotiske kulturer. At håndtere forskel indebærer en langt mere forpligtende dialog. Vi er klar over, at vi er en del af samme verden; at vi på godt og ondt er afhængige af andre - også når vi mindst ønsker og venter det. Det kræver indsigt i de andres tilgang at afklare, hvor langt fællesskabet rækker, hvordan samarbejde skabes og udvikles. At kunne skifte perspektiv, så man kan se sig selv udefra og bearbejde forskellighed, ja disse evner kommer ikke af sig selv. De skal læres. Det mest oplagte læringsforum er uden tvivl uddannelsessystemet. Men hvordan skabes den globale skole? Det siger de mange rapporter, pjecer og evalueringer intet om. De nærmeste bud findes i rapporten 'Det nytænkende og fleksible samfund' fra Økonomi- og Erhvervsministeriets tænketank. Den fremhæver, at flere skal have en kompetencegivende uddannelse, og det faglige niveau skal styrkes. Regeringens debatoplæg 'Danmark og globaliseringen' understreger i samme ånd, at eleverne skal blive bedre til dansk, matematik og naturfag - præcis de områder, hvor Danmark har klaret sig relativt dårligt i internationale test som PISA og TIMMS. Altså mere af det samme - men ingen diskussion af, hvorvidt eleverne har brug for andre generelle kompetencer end tidligere; og ingen diskussion af, hvilket fagligt indhold, der forbereder eleverne til en mere global fremtid. Der er da også stadig relativt få undersøgelser af, hvad en global uddannelse skal indeholde. En af dem, der i de seneste år har arbejdet meget med at skabe grundlaget for den globale skole er den amerikanske psykolog Howard Gardner, som herhjemme er mest kendt (og i nogle kredse miskendt) for sine teorier om de mange intelligenser. Ifølge Gardner er det helt fundamentalt for at kunne klare sig i en globaliseret verden, at det enkelte menneske formår at koble ligheder og forskelligheder, både i sig selv og i forhold til andre: Man genkender dele af andre i sig selv, og man har øje for, hvor forskellene er. Er man først opmærksom på de andres perspektiv, bliver man bedre i stand til at opretholde og ændre grænser i forhold til andre uden at miste sig selv. Gardner bygger på almene teorier om, at vi mennesker udvikler vores personlighed i praksis - i en vis forstand bliver vi først os selv i samværet med andre. Globaliseringen radikaliserer blot behovet for, at disse psykologiske processer lykkes ikke blot for det enkelte menneske, men for hele samfund: Dansk kultur bliver ikke til som en enhed, der siden kan gå i dialog med andre kulturer. Hver gang, vi søger at definere noget som særligt dansk, definerer vi samtidig de andres kulturer. 'Os' og 'dem' hænger begrebsmæssigt sammen. Gardner fremhæver, at en global uddannelse må koble elevernes evne til at foretage dybtgående analyser inden for enkelte fag med en evne til at forstå begreber og problemstillinger, der går på tværs af etablerede forståelser og fagfelter. Dybde og bredde, faglighed og tværfaglighed - den balance kræver ifølge Gardner, at eleverne har færre fag, som til gengæld læres i forhold til mere og mere komplekse sammenhænge op gennem skoleforløbet. Disse idealer betyder også, at alle elevers intelligenser skal udfordres. Den fysisk kompetente elev skal ikke spille fodbold gennem hele skoletiden, men tværtimod øve sig på også at kunne mestre eksempelvis matematiske og musiske udtryk. Fremtidens elite vil være dem, der ikke blot har opøvet en flerhed af intelligenser, men som også kan kombinere dem, så de kan overføre indsigter mellem forskellige områder. Evnen til at skifte perspektiv hænger altså tæt sammen med at kunne overføre indsigter og derved finde nye sammenhænge. Hvis det lyder som opskriften på kreativitet, er det helt korrekt. En vigtig lære af Gardners undersøgelser er derfor også, at den globale skole nærer kreativ problemløsning - i arbejdslivet såvel som i privatlivet. Kreativitet er ikke forbeholdt særlige grupper, som man ellers kunne tro, hvis man har fulgt den danske debat i kølvandet på Richard Floridas meget omtalte bog 'The Creative Class'. Kreativitet er heller ikke specielt knyttet til kunstneriske udfoldelser - tværimod hænger ekspressivitet og refleksivitet sammen også for sygeplejersken og skolelæreren. For at blive god til at skabe noget nyt, må man være god til at analysere andres frembringelser. Gardner har ikke meget at sige om det faglige indhold i fremtidens globale skole. Lad mig derfor give to bud på fagfelter, der vil være centrale i sådan en skole, nemlig naturvidenskab og medie- og it-kundskab. Hvorfor netop disse to områder? Fordi de i særlig grad giver eleverne mulighed for at undersøge sammenhænge mellem det kendte og det ukendte og dermed nærer evnen til at skifte perspektiv. Men de gør det på hver sin måde. Naturvidenskabensområde er i en vis forstand det mest fælles, vi har: Tyngdekraft, bevægelse og naturens opbygning er jo grundlæggende erfaringer for alle. Alligevel synes rigtig mange elever, at naturvidenskabelige problemstillinger ligger alt for langt fra deres hverdag. Hvorfor skal jeg vide noget om ionbalance og lysets brydning? Ikke mindst piger står af, når læreren begynder at fortælle om atombombens opbygning eller Ørsteds banebrydende opdagelse af elektromagnetismen. Her ligger der en afgørende pædagogisk udfordring i at gøre det, der synes fremmed, velkendt for eleverne. De naturfaglige emner må tage afsæt i erfaringer, der berører børn og unge selv, og herudfra kan de så udvikle mere abstrakte begreber. Hvor store kan sæbebobler blive? Hvorfor hænger hårfarve fast? Underviserne må også kunne fortælle naturvidenskabelige historier om, hvordan fysik, kemi og matematik har præget forskellige kulturer. Det kræver, at teorier og traditioner sættes i sammenhæng og tænkes på tværs af fagområder, der ofte er meget specialiserede. At børn og unge lærer, hvordan naturen fungerer som et fælles livsgrundlag, er en afgørende indsigt at bære med i en global fremtid. At kommunikere ved hjælp af medier og it er et andet afgørende fagfelt for en global skole. Det er det, fordi nutidens globalisering i høj grad er virtuel: Rigdomme skifter ejer med et tastetryk; mobilkameraer kaster billeder rundt i verden fra en fjern katastrofe; og importerede tv-serier gør fremmede fortællinger nærværende. Nutidens centrale historier er mediebårne. Og både de faktiske og de fiktive historier bliver mere mangfoldige og komplekse, i takt med at vores computer og mobiltelefon, tv og aviser kan bringes på samme digitale form. Hvordan understøtter skolen børns og unges muligheder for at forholde sig til denne globale kultur? Det gør skolen kun i meget begrænset omfang i dag. Eleverne lærer især at anvende it som et arbejdsredskab i dansk og matematik, ikke som et medium, der er forbundet med andre medier. I dag bruger børn og unge medier og it mest varieret og mest avanceret i deres fritid, ikke i skolen. En af de helt store udfordringer for en global skole ligger i at forvandle disse individuelle erfaringer til fælles kompetencer, så eleverne kan analysere andres fortællinger og skabe deres egne. Den forvandling kræver, at lærerne udfordrer det, eleverne tager for givet. Medier og it er nemlig så indvævet i hverdagen, at børn og unge ofte tager deres udtryk for givet. Det, der synes velkendt, må derfor gøres fremmed: Hvorfor ser vi netop disse nyhedsklip? Hvilke historier kunne jeg selv fortælle? Hvordan kommunikerede folk i gamle dage? Mest afgørende: At skabe den globale skole kræver evne til et uddannelsespolitisk perspektivskifte - gerne bøjet i blåt neon.