Når man læser moderne fremstillinger af den græsk-romerske oldtid, får man nemt det indtryk, at antikken er velafgrænset og overskuelig. Man kommer også let til at tro, at den er en enhedskultur, hvor det giver mening at tale om, at 'allerede de gamle grækere' mente dit og dat. Sådan er det af flere grunde ikke. Antikken varede for det første meget længe; der er lige så lang tid fra Homer til de græske forfattere i romersk kejsertid som fra runeindskrifterne til moderne dansk litteratur. For det andet har nogle forholdsvis få antikke menneskers synspunkter fået en central plads i vores læsning (jeg tænker på folk som Sokrates, Platon, Aristoteles, Cicero og Seneca) og dermed på vores opfattelse af den antikke verden. Grækerne havde ikke et ord, som dækker vores 'kultur', der stammer fra latin og betyder 'opdyrkning'. De brugte i stedet paideia 'opdragelse'. Stammen i ordet betyder 'barn', og paideia bruges både om 'processen at lære nogen noget' og om 'den nedarvede fællesviden, et samfund eller en gruppe mennesker har'. Dette handler mange af de mest læste tekster om, og derfor får man let det indtryk, at alle grækere var enige om, hvad deres kultur bestod i, og at dette var det rigtige. Også det er forkert. Der var nemlig folk, der kaldte sig for de rigtige filosoffer, og som satte spørgsmålstegn ved alt, hvad nutiden opfatter som græsk kulturs hovedhjørnestene: bystaten med demokratiet og retssikkerheden; princippet om fair konkurrence i sport, skuespil og musik; en økonomi baseret på handel og søfart; undervisning, filosofi og religion. Disse kulturfjender blev kaldt Hundene eller Kynikerne (kyn- betyder 'hund'). Om de fik navnet på grund af deres provokerende mangel på respekt over for etablerede sandheder, ved man ikke. Det moderne fremmedord 'kynisk' er naturligvis afledt af det græske ord, men som det vil fremgå, passer betydningen 'ufølsom, menneskefjendsk, hjerteløs' meget dårligt på de gamle kynikere. Den bedst kendte kyniker er uden tvivl den fandenivoldske provokatør Diogenes, som ifølge traditionen boede i en tønde på torvet i Athen og sagde folk sandheder om deres liv, som de helst ville have været foruden. Hans mest berømte udtalelse er formentlig, at han opfattede sig selv som kosmopolit, 'verdensborger', og ikke følte sig bundet af den græske bystats eller familiens snærende bånd. Han talte også om, at det var på tide at 'ompræge mønterne', det vil sige at ændre de moralske standarder for menneskenes liv, så de kom til at leve i pagt med naturen og ikke som slaver af konvention og unatur. Synspunktet virker meget moderne, og kynikerne er med deres radikale synspunkter forløbere for en række bevægelser, som er dukket op i Europa, måske tydeligst hos Rousseau, i 1930'ernes kulturradikalisme, i ungdomsoprøret og senest i miljøbevægelserne. Men de er aldrig blevet en del af det pæne, filosofiske selskab. De er skøre, de romere! Replikken er kendt og elsket af alle Asterix-læsere, som ved, at nu har Asterix og hans gæve gallere igen afsløret, hvor tåbelige Cæsar og de andre såkaldt kultiverede romere er. Asterix er som bekendt en moderne fransk-belgisk tegneserie, der virtuost leger med læserens forhåndsviden om kulturmødet mellem personer fra det forfinede, syd og det slagfærdige nord. Ideen er på ingen måde ny, faktisk kendte antikkens mennesker også til en fremmed, der med sin snusfornuft kunne gennemskue hulheden i den etablerede kultur. Anacharsis hed han. Grækerne mente, at han stammede fra Skythien i det sydlige Rusland og levede 'i gamle dage' - efter moderne tidsregning omkring år 600 f.Kr. Han optræder første gang hos historikeren Herodot i 400-tallet f.Kr. og er uden tvivl en rent græsk opfindelse: Anacharsis er den fremmede, 'barbaren', som grækerne kalder den slags. Han besøger 'os' og gør sig sine tanker om det, der for 'os' virker selvfølgeligt og naturligt, men som opfattes helt anderledes af de fremmede øjne. I Athen møder Anacharsis en ærkegræsk skikkelse, den vise Solon, lovgiveren, som for eftertiden var demokratiets fader. Her udspiller kulturmødet sig, og her tager sagnet sin begyndelse. Herodot bemærker meget sigende, at han på en rejse i Skythien selv forgæves spurgte efter Anacharsis, men at skytherne fastholdt, at de aldrig havde hørt om ham. Han er og bliver et fantasifoster, men den slags har den fordel, at de kan indrette sig efter forholdene. Fra omkring 300 f.Kr. ændrer den nysgerrige fremmede karakter og bliver nu talerør for kynikerne i deres oprør mod det etablerede samfund og dets normer, og her var Anacharsis en oplagt helt: den ædle vilde, som med sin opvækst uden for den græske kulturkreds og sin naturlige begavelse kunne afsløre den klassiske kulturs unatur med langt større autoritet end nok så mange indfødte græske kynikere. Vi kender denne kritik gennem ti breve, som Anacharsis skal have skrevet til Solon, Kroisos, athenerne og andet godtfolk om sit syn på deres tåbeligheder. Rundt om i de antikke tekster er der desuden spor af mundtligt overleverede 'skyther-svar', der tilægges Anacharsis. De må have været meget populære og gør med deres slagfærdighed grin med græske normer, f.eks. 'Hvordan kan det være, at et folk, som forbyder at bedrage andre, snyder så åbenlyst i forretningerne?'; 'Han blev spurgt, hvilke skibe der er de sikreste: De der er på land!'; 'Han undrede sig over, at grækerne giver love mod voldsforbrydere, men belønner sportsfolk for at slå løs på hinanden'. Man forstår godt, at Anacharsis ikke blev nævnt med et ord ved sidste års olympiske lege i Grækenland! I en enkelt tekst fra romersk kejsertid forvandler den barbariske helt sig igen og bliver hovedperson i den satiriske forfatter Lukians dialog 'Anacharsis'. Her er hovedtemaerne sport og samfund, konkurrencementalitet, uddannelse og demokrati, individ og stat, kort sagt en række af de emner, som gymnasiets oldtidskundskabsundervisning omfatter. Anacharsis og Solon befinder sig i dialogen på sportspladsen Lykeion lidt uden for Athen. Den fremmede stirrer med forbløffelse på sceneriet og spørger: »Hvorfor bærer de unge sig dog sådan ad her hos jer, Solon? Nogle af dem griber fat om hinanden og spænder ben, andre er ved at kvæle hinanden og vride hinandens lemmer af led, mens de vælter rundt og tumler sig i mudderet ligesom svin. I begyndelsen, lige da de havde klædt sig af, smurte de sig med olie og skiftedes nok så fredeligt til at gnide hinanden ind - det så jeg jo selv - men nu bagefter ved jeg ikke, hvad der går af dem. De står foroverbøjede og skubber til hinanden og stanger med panden ligesom væddere«. Det bliver ikke bedre af, at en mand, som Anacharsis opfatter som politibetjent, står ved siden af og hepper på slagsbrødrene i stedet for at skille dem ad: »Det havde vi aldrig accepteret hjemme i Skythien«. Solon må forklare den forargede barbar, at der er tale om en træner, som hjælper sine elever med at blive bedre til den ædle brydesport, og at de konkurrerer for at se, hvem der er dygtigst: »Der findes også andre idrætsgrene som for eksempel boksning, diskoskast og spring, og vi afholder konkurrencer i dem alle. Den, der vinder, regnes for den bedste blandt deltagerne, og han får præmierne«. Anacharsis spørger skeptisk: »Og hvad er det så for præmier, I bruger?«, og hører til sin store overraskelse, at ikke alene er det fuldstændig værdiløse ting som kranse af oliven og laurbær, men at det kun er vinderen, som får en præmie. Særlig den sidste oplysning får ham til at skraldgrine, og Solon må på meget pædagogisk vis forklare hele det græske uddannelsessystem og de bagvedliggende tanker, for at barbaren kan se, at der er mening med galskaben. Teksten udvikler sig til en time i oldtidskundskab, hvor Solon noget anakronistisk gennemgår det klassiske Athen og dets demokratiske institutioner afbrudt af den mystificerede barbars kritiske spørgsmål. Teksten slutter med, at Solon lidt opgivende råder tvivleren til at tage med til de olympiske lege, for først dér vil han se, hvordan den græske konkurrencementalitet får det bedste frem i folk. Anacharsis er på sin side glad for, at han har sin krumsabel med hjemmefra, så han kan forvare sig, hvis nogen skulle finde på at smide rundt med ham. Lukian, der levede cirka 150 e.Kr. og selv stammede fra et af Romerrigets yderområder ved Eufratfloden, har moret sig med at modstille de slagfærdige skytherudtryk med et kursus i den klassiske græske kultur, som han kendte fra Platon og de andre store forfattere. Teksten er som sagt den seneste og mest stuerene, fordi den egentlig holder med Solon og hans kulturpolitik. Anderledes kontante er de anonyme 'Anacharsisbreve', der dateres til 200-tallet f.Kr. Her ruller den kyniske agitator sig rigtigt ud og lader sin helt give grækerne, hvad de har godt af. Følgende citat stammer fra brevet til athenerne: »I gør nar af mit sprog, fordi jeg ikke udtaler de græske lyde korrekt: Anacharsis taler gebrokkent blandt athenerne, men det gør athenerne også blandt skytherne! Mennesker er ikke mere eller mindre værd på grund af deres sprog, men på grund af deres meninger - ligesom grækerne også er det indbyrdes ... I foretager jer da mangt og meget uden at tage hensyn til formuleringen: I henter læger fra Ægypten, bruger fønikiske søfolk, og når I køber ind på torvet, giver I ikke mere for varerne, end de er værd, bare fordi sælgeren taler græsk. I køber uden betænkning ind hos barbarer, hvis de sælger til den rigtige pris«. Denne opsang til athenerne indeholder den kyniske kongstanke om det kosmopolitiske menneske. Den antiautoritære og antielitære holdning kommer endnu tydeligere frem i en fingeret samtale mellem verdens rigeste mand, Kroisos, og Anacharsis. Kroisos har inviteret De Syv Vise Mænd, som både Solon og Anacharsis tilhører. Nogle læsere vil formentlig huske, at allerede Herodot omtaler et møde mellem Kroisos og Solon, men i denne version hos den græske historiker Diodor er alle syv til stede: »Nu var det dengang en dyd for lærde folk at svare i korthed. Kroisos viste mændene sit kongeriges rigdomme og de mange undertvungne folkeslag og spurgte så Anacharsis (der var den ældste af de vise mænd), hvilket væsen han regnede for det tapreste. 'De vilde dyr', svarede han, 'for kun de er parate til at dø for deres frihed'«. Kroisos syntes ikke, at han havde ret, men da han gik ud fra, at Anacharsis ville sige noget smigrende i sit andet svar, spurgte han: »Hvad for et væsen anser du så for det retfærdigste?«. Anacharsis svarede igen: »De vilde dyr, for de lever kun efter naturen og ikke efter love. Love er nemlig menneskenes vedtægter, og det er retfærdigere at følge gudens forskrifter end menneskers«. Nu ville Kroisos gøre Anacharsis til grin og spurgte så, om de vilde dyr også var de klogeste væsner. Det synspunkt tilsluttede Anacharsis sig og forklarede, at det særlige ved visdom består i at vise større respekt for naturens sandhed end for lovens bestemmelser. Kroisos lo ad ham, fordi han, der kom fra Skythien med en levevis næsten som dyrenes, gav den slags svar. Endelig angriber den kyniske Anacharsis grækerne på deres allerømmeste sted: religionen. I brevet til Kroisos giver han en sønderlemmende kritik af græsk teologisk geskæftighed, som igen bringer tanken hen på nutiden: »De græske digtere deler i deres poesi Kosmos ud imellem Kronos' sønner (Zeus, Poseidon og Hades) og giver den ene Himlen, den anden Havet og den tredje Underverdenen. Det er typisk for græsk egoisme! De kender intet til fællesskab om nogen ting og overfører deres egne svagheder til guderne. Men Jorden tager de selv, for den lader de være fælles for alle. Lad os gennemtænke, hvad dette synspunkt medfører: Grækerne ville gerne have, at guderne blev æret, og at de til gengæld gav goder og forhindrede onder. Jorden var oprindelig gudernes og menneskenes fælles ejendom, men med tiden forbrød menneskene sig mod fællesskabet ved at udnævne særlige helligsteder som gudernes ejendom. Guderne svarede igen ved at give menneskene passende gaver: strid, begær og smålighed, og ved blandinger og udspaltninger af disse ting opstod alle ulykkerne for de dødelige mennesker: pløjning, såning, metallerne, krigen«. Man kan måske undre sig over, at kynikerne (og dermed Anacharsis) ikke har fået en mere fremtrædende plads i vores fremstillinger af antikken. Forklaringen er nok den, at de aldrig skabte et sammenhængende filosofisk system som platonikerne og stoikerne, og at de i deres antiintellektuelle opfattelse af mennesket og det gode liv altid har virket direkte frastødende på opdragere og politikere af enhver art. De er også barske, når de ruller sig ud og påstår, at bystatskulturen, moderne bekvemmeligheder og lov og orden er et brud på den virkelige orden, naturens. Der er heller ikke meget, der tyder på, at de havde en særlig stor tilhængerskare, selv om de antikke tekster fortæller om grupper af hardcore kynikere, der levede deres hundeliv ud i yderste konsekvens. Som politisk-moralsk fænomen er de imidlertid yderst interessante, fordi deres budskab er umiddelbart forståeligt, om end ikke altid acceptabelt for de fleste moderne mennesker. Kynikerne har kort sagt haft en dårlig presse, så dårlig, at selve navnet er blevet misfortolket. Det må være på tide, at de rigtige kynikere kommer til orde igen - det moderne kopiprodukt har vi kun alt for rigeligt af.