»En undskyldning kan ikke gøre historien om. Men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser. Så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden«. Dette er blandt andet, hvad statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde, da han 4. maj i år modigt præsenterede en undskyldning på Danmarks vegne på grund af de danske udvisninger af jødiske flygtninge, som fandt sted i Danmark 1940-43. Men desværre begås der stadig fejltagelser. En af dem er de danske udvisninger af flygtninge til Iran. Netop i disse dage hører vi mere om Iran end normalt. Saddam og al-Qaeda har ellers længe stjålet al opmærksomheden. Det er naturligvis atomkraften, som bekymrer os i Vesten. I de senere år har vi måske fået det indtryk, at mildere vinde var begyndt at blæse på grund af den 'reformvenlige' Khatami. Hvad vi mere sjældent har hørt, var, at Khatamis reformer også i høj grad bestod i en styrkelse af Irans atomare ambitioner, som nu er blevet en faretruende realitet. Forholdet til omverdenen er stadig uden en snært af reformer. Truslen, som kendetegner alt i Iran, afspejler sig også i kommunikationen med omverdenen. Med trusler om sanktioner mod lande og personer, som kritiserer Iran, er den nye præsident, Ahmadinejad, blevet sat i embede. Lederen af Irans atomagentur, Ali Larijani, præciserer: »Hvis europæerne konfronterer os, vil de forsvinde fra Mellemøsten«. Iran har aldrig nøjedes med verbale trusler mod omverdenen. Iran har også bag kulisserne medvirket ved mindst 450 terroraktioner i verden siden 1980. For nylig har ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste åndelige leder, meddelt repræsentanter for terrororganisationen Hizbollah i Libanon, som Iran åbenlyst har støttet i 25 år, at man nu har besejret USA og Israel i regionen. Den nye regering i Teheran tæller en kulturminister, der beordrede en massakre på unge demonstranter i 1981, en forsvarsminister, der har tilknytning til bombeterror i Beirut, og en udenrigsminister, der mistænkes for at have været involveret i terroraktioner i Tyrkiet. Iran er et isoleret terrorregime. Regimer, som bryder menneskerettigheder, befinder sig bedst bag lukkede døre. 'Reformvenlighed' til trods er menneskerettighederne i Iran ikke forbedret. Det er ikke lykkedes omverdenen at påvirke den underlige praksis i synet på medmennesket, som man fører i Iran med skalkeskjul i islam og Koranen. Der skal ikke meget til at nedkalde præstestyrets og dets håndlangeres vrede over sig. I Iran er der ingen pressefrihed, og jævnligt lukker man aviser, som har påkaldt sig efterretningsmyndighedernes lunefuldhed. Menneskeretsforkæmpere i Iran slår man hårdt ned på. Hvis man, som flere unge mennesker i Iran nu har fået mod til, sætter sig uden for de berygtede iranske fængsler og protesterer, kan man være sikker på, at man selv havner i et fængsel, bliver pisket offentligt, tortureret og i værste fald dræbt. Man henretter mindreårige. Man hænger dem gerne fra bygningskraner. Siden januar 2005 er 109 mennesker blevet dømt til døden og henrettet. I 2004 anslår man, at 159 henrettelser fandt sted i Iran. Herunder stening for utroskab. Den iranske straffelov giver også muligheden for korsfæstelse. Det juridiske system er et øje for øje-system, i visse tilfælde helt bogstaveligt. 10. juni i år besluttede den iranske højesteret, at en ung mand, Vahid, som blindede en anden mand, Gholam Hossein, med syre, da han var 16 år, skulle have det ene øje fjernet af en læge og have øjet overhældt med syre. Vahid var ikke i stand til at betale sig fra tabet af det ene øje, fordi han ikke kunne betale en bøde svarende til 1,8 millioner danske kroner. Det var inden domsafsigelsen i juni lykkedes Vahids forsvarer at afværge en dom, som ville have medført, at Vahids ansigt og øjne skulle vansires med syre. I Danmark har man fundet en hårfin balancegang i håndteringen af terrorens Iran. Der er tilsyneladende 'specielle interesser' på spil. Økonomiske interesser. Udenrigsministeriet viser vejen i en underdanig dansk attitude til Iran. Uanset om EU officielt kritiserer menneskerettighederne og atomoprustningen i Iran, stryger København den iranske terrorstat med hårene, og dansk erhvervsliv scorer kassen i terrorens skygge. Man behøver blot at gå ind på Udenrigsministeriets hjemmeside for at se et eksempel. Her kan man finde et trusselbrev fra regeringen i Iran, som oplyser, at hvis man kritiserer Iran, kan man forvente alverdens forbandelser og sanktioner. På samme hjemmeside kan man også finde en annonce fra et iransk firma, som vil have danske entreprenører til at bygge en cementfabrik. Hvis nogen er interesseret, så giver Udenrigsministeriet kontakt til firmaet Hamadan Development Investment Company, som man også kan skrive til på e-mail-adressen civilorganization@hotmail.com. Det er ingen hemmelighed, at Iran er et 'hot' sted for dansk industri. Et Esbjerg-firma med milliardkontrakter i Iran fortalte således om sine aktiviteter i Iran på en konference i Dansk Industri i 2004: Der er »masser af muligheder, da andre holder sig væk«. Det lyder bekendt. Danske firmaer og deres cementfabrikker fandtes i Estland og andre steder under Anden Verdenskrig. Dengang var arbejdskraften jødiske slavearbejdere. 2. august 2004 blev Reza, en forhenværende iransk officer, beordret til at møde op i Den Islamiske Revolutions Ret i Teheran. Han skulle møde i retten, fordi han havde deltaget i trykningen og distributionen af løbesedler imod den islamiske republik og præstestyret. Han havde også været medlem af det ulovlige oppositionsparti Nazahte Azadi. Reza mødte ikke op i retten. Han risikerer derfor anholdelse, hvis man får fat i ham. En arrestordre blev sendt til samtlige politienheder i Iran. Reza mødte ikke op i retten, for siden 2000 har han sammen med sin søn, der nu er 21 år, befundet sig som flygtning i Danmark. Mens Udenrigsministeriet i København formidler tomme trusler og iranske firmakontakter på sin hjemmeside, vil ministeriet under ingen omstændigheder oplyse, hvilke kilder de har anvendt til at vurdere ægtheden af dokumenter, som Reza (hans fulde navn er redaktionen kendt) bragte med sig til Danmark, eller hans udsagn om at have været journalist på en nu forbudt avis. Flygtningenævnet bruger blandt andet disse unavngivne kilder til sine afgørelser. Hverken Flygtningenævnet eller Udenrigsministeriet ønsker at oplyse, hvem deres kilder er. Man udviser således iranere fra Danmark på grundlag af skøn, som i princippet kunne bero på en kontaktperson, der er i lommen på Irans efterretningstjenester. Ordren til Reza om at møde i retten i Teheran i august 2004 er endnu ikke blevet bedømt af Udenrigsministeriets kilde i Teheran. Men da de andre af Rezas medbragte papirer er blevet betvivlet af Udenrigsministeriets hemmelige kontaktpersoner i Teheran, er det ikke sandsynligt, at Flygtningenævnet omstøder sin udvisning af Reza. Far og søn er stadig i Danmark, for de har anket Flygtningenævnets afgørelse og søger om humanitært ophold i Integrationsministeriet. Rikke Hvilshøj har godt 30 embedsmænd til at hjælpe sig med sådanne sager. Vel at mærke de samme embedsmænd, der også arbejder med afgørelsen af flygtningesager i Flygtningenævnet, hvor de sidder udnævnt af ministeriet. En dommer fra civilretten i Hillerød og to andre medlemmer af Flygtningenævnet udviste Reza i september 2004. Reza og hans søn kan roligt rejse tilbage til Teheran, ifølge nævnet. Flygtningenævnet havde i 2003 besluttet, at Reza og hans søn omgående skulle udvises, og i 2004 meddelte Udlændingestyrelsen ham afslag på hans ansøgning om opholdstilladelse. Reza har nu opholdt sig i danske asylcentre og containerlejre i fire et halvt år og lever på en madpakkeordning. Han skal ud af Danmark, fordi Flygtningenævnets dommere ikke mener, Reza vil være i fare i Iran. Man har i afslaget på ansøgningen om opholdstilladelse lagt vægt på, at Reza, inden han tog flugten, levede en forholdsvis stille middelklassetilværelse i Iran i 14 år, efter at han blev sigtet for spionage og udsat for tortur. »Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren og hans ægtefælle har haft arbejde, og at hans børn har gået i skole og på universitetet«. Derfor ingen nåde. Hvordan kan en dansk dommer udvise to mænd til Iran, fordi hun skønner, at de har levet en middelklassetilværelse i Teheran, inden de tog flugten til Danmark? Dansk Flygtningenævn mener vel ikke, at velhavende borgere med børn i skolen ikke er berettiget til hjælp. Er iranere af middelklassen ikke flygtninge? Reza og hans søn forlod deres middelklassetilværelse på grund af politisk aktivitet. De valgte en ussel tilværelse i Danmark frem for den tilværelse, de havde i Iran. Hvad får et medlem af middelklassen i Iran til at gøre det? Har dommeren fra Hillerød, som nu er forfremmet til et embede ved Østre Landsret, ikke set, hvordan hendes ærede kollegaer i Iran dømmer? Har Flygtningenævnets medlemmer ingen idé om, hvad der foregår i Iran? Dommeren og det nævn, hun arbejder for, må også kunne forklare, hvordan det kan gå til, at nævnet ikke engang er i besiddelse af den fulde oversættelse af den iranske straffelov af 1991 med ændringer af 1996. Nævnet har kun nogle brudstykker fra loven. Når nævnet i sin afgørelse lader forstå, at det tager unavngivne kilder i Teherans ord for, at Rezas papirer og forklaringer er falske og opdigtede, så må Flygtningenævnet i det mindste være klar over, at forfalskede officielle dokumenter fra Iran kan give op til 15 års fængsel ifølge den iranske straffelov, paragrafferne 524 og 525. Det er man åbenbart ikke klar over i Dansk Flygtningenævn. Nævnet har bekræftet, at de kun kender og arbejder med brudstykker fra loven. Derudover har nævnet ingen garanti for, at det danske udenrigsministeriums unavngivne kilder i Iran ikke er i lommen på de iranske efterretningstjenester. Når Udenrigsministeriets folk tager kontakt til deres hemmelige kilder i Teheran, kan oplysninger om en iraner med papirer, som påstås at være forfalskede, i værste fald havne på de iranske myndigheders borde. Hvis Rezas papirer er forfalskede, sådan som Udenrigsministeriets eksperter påstår, er det ikke en middelklassetilværelse i Teherans forstad, Flygtningenævnet udviser ham til. Det er snarere ti års fængsel. På trods af sine middelklassekår havde Reza al verdens grund til at flygte fra sit land. Fra 1975 til 1979 var han løjtnant i hærens flyvetjeneste og stod til rådighed for ledende generaler og shahens familie. Han var erklæret ven af USA og nægtede at træde på det amerikanske flag, sådan som rigtige tilhængere af revolutionen gjorde. Det blev bemærket. Han nægtede at deltage i militærtjeneste i Irakkrigen med henvisning til en bekendtgørelse, som tillod, at personer, der ikke ønskede at udføre militærtjeneste, kunne blive fritaget herfor. Efterfølgende opsagde han sin stilling i august 1980. Den bekendtgørelse, som Reza havde handlet efter, viste sig i den islamiske revolutions forvirring ikke at være det papir værd, den blev skrevet på, og Reza røg i fængsel i fire måneder. Han blev først løsladt, da det endelig gik op for den nye elite, at der forelå en lovbekendtgørelse, som muliggjorde fritagelse fra militærtjeneste. I 1985 deltog Reza i flere sammenkomster med diplomater fra vestlige lande i den britiske ambassade i Teheran. I sommeren 1986 blev hans hjem endevendt af fire politifolk, som tog alt materiale, som vedrørte militæret, samt nogle kassettebånd og videofilm. Reza blev efterfølgende anholdt, og rækken af anklager afslørede, at han havde været nøje overvåget af revolutionsgarden. Under afhøringerne havde han bind for øjnene, og han fik knytnæveslag i ansigtet. I 14 måneder blev han tilbageholdt og udsat for tortur med slag og spark. Reza arbejdede i 1990'erne for to aviser i Teheran, som senere blev forbudt. Efter lukningen af de to aviser var han involveret i uddelingen af ulovlige løbesedler. Reza fulgte sin overbevisning og levede i konstant fare. Nu er den største fare for Reza en udvisning fra Danmark. Afgørelser om flygtninges skæbne i Danmark tages som bekendt udelukkende af dommere og jurister. Det var også tilfældet, dengang Danmark udviste jøder til døden under besættelsen af Danmark. Med mit kendskab til den praksis kan jeg roligt konkludere, at et totalt juristmonopol i flygtningeforsorgen har vist sig at udgøre en større risiko for lidelse og død. De sager, jeg har undersøgt vedrørende jøder, der blev sendt i døden af danske embedsmænd, minder uhyggeligt meget om forfulgte iraneres situation i dag. Der sendes fortfarende mennesker, der frygter for deres liv, til Iran. Reza og hans søn venter nu på flygtningeministerens afgørelse og håber, de får humanitær opholdstilladelse. Uvisheden og frygten for at blive sendt til Iran tager hårdt på dem. Sønnen lider specielt meget. Han har siden 2000 ingen reel undervisning fået i Danmark eller nødvendig kontakt til sine jævnaldrende. Vi må håbe, at integrationsministeren ikke synes, det er tilfredsstillende, at man udviser mennesker på grundlag af uverificerbare udsagn fra hemmelige kilder i Iran; eller fordi en dommer fra Hillerød og hendes kollegaer i Flygtningenævnet mener, at mennesker tilhørende middelklassen i Iran intet har at frygte. Man sender ikke forfulgte mennesker, der er flygtet fra en terrorstat, tilbage i ulvens hule. Der er sikkert rigtigt, sådan som danske erhvervsfolk påstår, at der er rigeligt med muligheder for dansk erhvervsliv i Iran, da andre lande holder sig væk. Der er derimod ikke så mange muligheder for iranske flygtninge, der udvises af de danske myndigheder til Teheran. Deres udvisning til et land, som styres med trusler og vold af et uforsonligt teokrati, er en historisk fejltagelse. Der bør ikke gå 60 år, før vi indser det.