Familien - hvad forstår jeg mig på den? Jeg er ugift, alene og har ingen børn. Jeg er 46 år. Jeg er katolik og har engang været i kloster i et par år. Og dog, jeg har jo en familie. Hvem har ikke det? Alle har - eller har i alt fald haft familie. Hvad skal vi med familien? I vores kultur lever vi med 'fri sex' og med 'sikker sex'. Man skal helst ikke holde sig tilbage. Alle vore behov skal helst opfyldes. P-piller og nem adgang til kondomer plus fortrydelsespiller og 'fri' abort kræves, fordi de fremmer adgangen til 'instant sex'. Til hvis fornøjelse? Så mener vi nok, at vi undgår, at nogle af os skal trækkes med en far og en mor, der ikke elsker hinanden og ikke har vilje eller evne til at holde sammen. Vi vil nemlig alle sammen helst have en far og en mor, der elsker hinanden, og helst trofast og igennem mange år. Ingen af os ønsker at være resultat af et 'sidespring'. Ligesom vi senere gerne vil have, at vores ægtemænd er far til vore børn - og er han det ikke, synes vi, det er vanskeligt at fortælle det til barnet. Endnu mere pinligt bliver det, hvis vi ikke ved, hvem faderen er. Dér går grænsen for vores frisind. Og deraf vores dybe behov for familie. Vi, der er enlige, vi bliver oversete, uglesete, ignorerede. Vi bliver ikke regnet. I Jylland og på Fyn var det, i alt fald før i tiden, almindeligt, at ægtepar havde hinanden til bords til familiefester og komsammen. Vi, der var enlige, blev så 'parkeret' i et hjørne for sig. Oftest i det hjørne, hvor snakken gik livligst. På rejser, vandreture m.m. har jeg ofte oplevet, at familierne trak sig væk fra os enlige kvinder. Ikke sjældent har jeg haft lyst til at sige til kvinden: Bare rolig, jeg har hverken lyst eller evner til at rende med din mand! Denne angst for mig som enlig har såret mig. Men ægteskabet er helligt. I alt fald i den katolske kirke. Man skal have respekt for ægtefællers angst for at miste hinanden. At være trofast og udholdende i ægteskabet er en stor dyd. Enlige skal holde sig fra at flirte med gifte mennesker; der er alt for meget på spil. Mange gengifte har måttet sande, at det ikke duer at bygge sin lykke på andres ruin. At prisen blev for høj, og at det ofte blev børnene, der betalte denne pris, endda med renter. En udskiftning af partneren tenderer således til at blive til en tingsliggørelse af den anden. Til at andre bliver til varer, til brugsgenstande for ens egen lykke. Og det er krænkende for den menneskelige værdighed. Familien er samfundets byggesten. Uden familien som omsorgscentral, opfostringshus, 'rekreativ enhed' og konsument ville de fleste samfundsstrukturer bryde sammen. Det med den 'rekreative enhed' er blevet lidt af en tilsnigelse. Ifølge den amerikanske sociolog A.R. Hochschild er familien blevet til arbejde og arbejdet til familie i det senmoderne samfund. Mange føler sig ramt af påstanden om, at man går på arbejde for at slappe af og for at kunne samle kræfter til at være hjemme i familien. På arbejdet finder man rimelig kendte og velordnede krav til sin faglighed og sin person i vel afmålte doser. Risikoen for at blive fyret er alt andet lige også mindre på arbejde, end den er på hjemmefronten, og arbejdsretligt har man fortsat visse rettigheder. Hjemmefrontens problemer er 'vilde problemer', som man ikke kan organisere sig ud af; de kræver ens følelsesliv. Vores kræmmersjæle kommer til kort på hjemmefronten. De logiske argumenter med, at 'nu har jeg gjort så og så meget - nu skylder du så og så meget', de kan bruges på arbejdet, hvor man er ansat et bestemt antal timer til en bestemt tarif til at udføre et bestemt stykke arbejde. På hjemmefronten kræves der kærlighed, overbærenhed og hengivenhed, og - hvem har lært det? Kærlighed er mystisk og irrationel - og uundværlig. At nogen 'ofrer sig' for én kan være det bedste - og det værste, man kan udsættes for, ikke mindst i sin familie. Det har taget mig mange år til dels at få lært at skelne mellem de sande og de falske martyrer. Familien er helt sikkert udklækningssted for begge slags. Socialpsykologien lærer os det skræmmende, at vi er sociale væsener, og at det værste af alt er at undvære andre mennesker. Isolation er det mest umenneskelige, man kan 'deltage' i. I socialpsykologien konstaterer man, ved hjælp af utallige forsøg, at en fordrukken mor og en misbrugende far er bedre end ingen mor og ingen far. Sådan en konstatering kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Det sætter noget af vores hjælpearbejde over for 'udsatte familier' i perspektiv. Skulle overgreb og misrøgt og omsorgssvigt og egoisme over for disse børn være bedre ... Men man skal ikke undervurdere blodets bånd. Kærlighed er ikke rationel. Jeg tror, at alle mennesker indimellem ønsker sig langt væk fra deres familier. Hvad enten de er børn eller voksne eller voksne børn! Så er det jo, at gode venner er til gavn. De hjælper én til at se, at 'der er noget i alle familier'. De kan se på mig med friske øjne, når familien har fået nok. Og de kan måske se på min familie med friske øjne, når jeg selv har fået nok. For mig har det altid været logisk, at det hedder familie og venner. Familie er som regel hårdt arbejde, venner er Guds gave. Hvis man er heldig, kan der indimellem (f.eks. ved begravelser) ske det lykkelige, at de to ret adskilte funktioner går op i ét højere hele. Den katolske kirke prædiker fællesskab. Det var faktisk derfor, jeg blev katolik. Jeg syntes i en alder af 30 år, at det var velgørende at møde en institution, der lagde vægt på fællesskabet. Ikke så meget et fællesskab, hvor man skulle være på samme måde, men mere et fællesskab, hvor man så i samme retning. Uden fællesskab ingen kirke. Min tro er ikke kun en sag mellem mig og Gud. Det har altid undret mig, at jeg kunne elske denne institution. Ellers bryder jeg mig faktisk ikke så meget om institutioner. Men familien er jo altså også en institution. En institution, der også både hades og elskes. »Hvad er vi til i verden for«, spørger vi måske oftere, end man spurgte før i tiden. »For at bære frugt« er et af de mest almindelige svar. »Hvordan bærer man frugt?«. »Ved at få nogle børn!«. Nu kan man jo bære frugt på mange måder. At være til gavn og få glæden frem hos sig selv og hos andre kan gøres på utallige faconer. Det er smart, når gifte og enlige kan hjælpes ad. Enlige har nogle gange en fleksibilitet, som de gifte par mangler - ligesom de gifte har en styrke, der er svær at mobilisere for den enlige. Hengivelse er nødvendigt i et familieliv. Men vi, der er enlige, har også et behov for at hengive os. Derfor kan vi være et stort plus som 'venner af familien', som frivillige medarbejdere eller i omsorgsbranchen. Hvis vi altså magter at styre vores hengivelse, så vi ikke bliver en byrde for de andre. Jeg har oplevet gifte par, der virkelig har beriget mig i mit singleliv, og jeg har oplevet par, der drænede mig for alt, når de trængte til hjælp, for derefter at forsvinde med deres dejlige unger og lukke sig om sig selv. Nogle gifte mennesker er hurtige til at påstå, at jeg har 'valgt' mit singleliv. Jeg synes, det er lidt flot sagt, bare fordi de selv har været heldige at finde en partner, der ville have dem, og som de kunne gifte sig med. Jeg er, sammen med mange andre kristne, lidt skeptisk over for påstanden om alle vore 'frie valg'. Det er da rigtigt, at man kan gå ind i jagten på en partner mere eller mindre ihærdigt, og at man kan have været for sløv, da 'det rette tidspunkt' kom. Jeg mener nu fortsat, at man også er udsat for skæbnens spil, Vor Herres vilje, sociale, psykologiske, politiske, biologiske og genetiske faktorer, og hvad man nu kalder alle de mere eller mindre rationelle faktorer, der er med til at forme ens liv. Singlelivet har helt sikkert nogle fordele. Uafhængigheden giver mulighed for spontanitet og nye oplevelser. Studier kan passes mere ubrudt. Den højt besungne valgfrihed, som bl.a. Giddens skriver så meget om, er nu lidt opreklameret, synes jeg. Men man spares da blandt andet for en del konflikter. Det har også nogle ulemper. En af dem er, at man som regel ikke omgås børn til daglig. Det er lykken, når forældre gavmildt og endda taknemligt låner deres børn ud. Det er en rædsel, når forældre stiller skeptiske og mistroiske spørgsmål til, om man nu er i stand til at tage vare på deres elskede poder. Den tilbedelse, man ser fra forældre til deres børn, er på en gang forståelig - og rædselsfuld. Børn er bestemt guddommelige! Men måske har de alligevel bedst af at blive behandlet som almindelige dødelige? Det synes som en hel lettelse, når forældrene i det mindste også har andre guder end deres børn, de kan tilbede! I vores tid reklameres der mange steder med det 'uforpligtende fællesskab' som noget positivt, noget tillokkende. Det anvendes både om sportsklubber, boformer og rejsemåder og er ment som et argument for at trække mennesker til. Man kan godt undre sig over, hvordan sådan et selvmodsigende udtryk kan slå så grundigt igennem. Begrebet 'uforpligtende fællesskab' er jo noget vrøvl. Enten er et samvær et fællesskab, og så er det forpligtende - eller også er det ikke noget fællesskab. Måske har nogle også troet, at de kunne indgå ægteskab og stifte familie 'uforpligtende'. Så er de blevet klogere. Forelskelser kan bære én langt, hvis man er heldig. Men jeg kan da se, at det kræver hårdt arbejde og en stor vilje til at bære over med den anden og til at acceptere det, man ikke kan forstå hos den anden. Vilje til det, der med et meget upopulært ord hedder 'at ofre sig'. At et sådant 'offer' kan bære frugt, er ikke en erkendelse, vi er opdraget med i dag. Her kommer igen de falske og de sande martyrer ind i billedet, og når man har oplevet de falske martyrer, der aldrig undlader at ville straffe andre ved at gøre opmærksom på, hvor meget de har lidt for andres skyld, så kan det godt skræmme én fra at forsøge at tilslutte sig skaren af ægte martyrer. Ægte martyrer er dem, der af et kærligt hjerte og med ønsket om andres bedste formår at sætte nogle af deres egne behov til side. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at de familier, der lykkes, kun lykkes på grund af ægte offervilje. 'At lykkes' som familie kan betyde meget forskelligt, ud fra de forudsætninger man nu har fået. Men i begrebet ligger vel, at familien bliver sammen, at de undgår at lægge hinanden for had, at de formår at slå sig til tåls og leve med hinandens fejl og mangler, og i bedste fald at de formår at dele ud af deres indre, berigende fællesskab til mennesker omkring sig. Vi lever i en tid, hvor det enkelte individ næsten ikke kan få opmærksomhed nok. Den norske psykiater Finn Skårderud skrev her i avisen tidligere på året, at aldrig før havde han haft så mange mennesker i terapi, der havde følt sig så overset af deres forældre i barndom og opvækst. Alle disse stakkels forældre til disse umættelige børn, kunne man tænke. Alle har vi et stort behov for at blive set, og alle kæmper vi en ret ulige kamp om andres opmærksomhed. Vi kæmper i konkurrence med medier og underholdningsindustri, der jo ved akademiske studier har lært en masse billige trick, som vi som enkeltamatører ingen jordisk chance har for at kunne konkurrere med. Familiens opgave er at give hinanden opmærksomhed, børn og voksne indbyrdes. Hvis ikke et barn kan få opmærksomhed af sine forældre, hvem skal det så hente opmærksomheden hos? Og et barn kan ikke blive en hel person uden opmærksomhed og respons på sin adfærd. Der er ingen tvivl om, at fjernsynet i mange år har fået lov til at udgøre en stor destruktiv kraft i mange hjem; det har stjålet ægtefællers opmærksomhed fra hinanden og stjålet forældres opmærksomhed fra deres børn. Vores evne til dialog er derfor blevet svækket. Vi taler ofte 'parallelt', det vil sige, at du fortæller mig en hel masse om dig og dit - og jeg svarer ved at fortælle en hel masse om mig og mit. Jeg går ikke i dialog med dig om dine tanker og oplevelser og forholder mig til dem; jeg nøjes med at svare med noget af mit eget. Måske undgår jeg det af angst for, at jeg ikke selv når at blive hørt. Derfor svarer jeg med et: Jamen, tag nu for eksempel mig ... En sådan kommunikation er vejen til familiens død. Mennesket har i sig en stor længsel efter at føle sig mødt og føle sig forstået. At blive set, at føle sig (gen)kendt. Dette er ofte drivkraften til at stifte familie. Problemet er, at vi sjældent formår at mætte hinandens længsler, i alt fald ikke mere end nogle få øjeblikke ad gangen, i venskab såvel som i elskov, hvis vi er heldige. At kunne affinde sig med kun at blive mødt og genkendt i sit inderste i sjældne øjeblikke, og at kunne påskønne, når det sker, det er nok forudsætningen for at få et familieliv til at lykkes. Jeg vil ønske dem, der vover dette: held og lykke!