Den tyrkiske helt i min roman 'Sne' tilbragte de sidste 15 år af sit liv i Frankfurt. Min helt, Ka, var tyrker og således ikke i familie med Kafka. De er kun beslægtet i litterær forstand. Kas rigtige navn var Kerim Alakuolu, men han var ikke så begejstret for det; han foretrak den kortere version. Han rejste til Frankfurt første gang i 1980'erne som politisk flygtning, men han var ikke særlig interesseret i politik. Han var digter og opfattede tyrkisk politik på samme måde, som andre måske vil opfatte et trafikuheld - noget, han ganske ufrivilligt blev blandet ind i. Det var i håbet om, at jeg ville kunne beskrive Kas ophold i Frankfurt uden alt for mange fejlfortolkninger, at jeg tog dertil i 2002. For bedre at danne mig et indtryk af den tur, Ka gik hver morgen fra sit hjem til byens bibliotek, krydsede jeg pladsen foran stationen, ned ad Kaiserstrasse, forbi pornobutikkerne og de tyrkiske grønthandlere, frisører og kebabrestauranter på Münchenstrasse, indtil jeg kom til Am Glockentur-pladsen. Jeg gik rundt i de gamle, fattige kvarterer, hvor Frankfurts tyrkere havde slået sig ned, besøgte deres moskeer, lokalforeninger og kaffebarer. Det samme gjorde jeg, da jeg var i Kars, den lille by i det nordøstlige Tyrkiet, hvor størstedelen af min roman foregår. Da jeg ikke vidste særlig meget om byen, besøgte jeg den mange gange, inden jeg brugte den som ramme. Under mine ophold her mødte jeg mange mennesker og fik mange venner. Jeg gik på opdagelse i byen, gade efter gade og butik efter butik. Jeg besøgte de mest afsides og glemte kvarterer i denne Tyrkiets mest afsides og glemte by; jeg sludrede med de arbejdsløse mænd, der tilbragte dagen på kaffebarerne uden noget håb om nogensinde at få et arbejde igen, og jeg sludrede med de studerende, de civilklædte og uniformerede politibetjente, der fulgte i hælene på mig, uanset hvor jeg gik, og medarbejdere ved den lokale avis, hvis oplagstal aldrig nåede op over 250. Romanens fortælling er fortællingen om menneskelig frigørelse. Ved at sætte os selv i andres sted, ved at bruge vores fantasi til at frigøre os fra vores egen identitet kan vi blive frie mennesker. Således fremmaner Daniel Defoes store roman ikke blot Robinson Crusoe, men også hans slave, Fredag. Lige så stærkt som 'Don Quixote' fremmaner en ridder, der lever i bøgernes verden, fremmaner den hans tjener, Sancho Pancho. Jeg finder stor nydelse i at læse 'Anna Karenina', Tolstojs bedste roman om en lykkeligt gift mands forsøg på at forestille sig en kvinde, der ødelægger sit ulykkelige ægteskab og siden sig selv. Tolstoj hentede inspiration hos en anden mandlig romanforfatter, der, selv om han aldrig selv var gift, fandt vej ind i den misfornøjede madame Bovarys sind. I den største allegoriske klassiker nogensinde, 'Moby-Dick', udforsker Melville gennem den hvide hval den frygt, der herskede i datidens Amerika, og i særdeleshed frygten for fremmede kulturer. De af os, der forstår verden gennem bøger, kan ikke tænke på Sydstaterne uden også at tænke på de sorte i Faulkners romaner. Tilsvarende kan vi have en fornemmelse af, at en tysk romanforfatter, som vil i kontakt med hele Tysklands befolkning, og som eksplicit eller implicit ikke formår at forestille sig landets tyrkiske indbyggere og den forlegenhed, de er årsag til, på en måde forfejler sit mål. Tilsvarende vil en tyrkisk forfatter, som ikke formår at forestille sig kurderne og andre minoriteter, og som forsømmer at kaste lys over de sorte huller i landets ufortalte fortid, efter min mening skabe et værk, der er hult. I det 19. århundrede, da det det osmanniske imperium begyndte at føle sig overskygget af et langt mere dynamisk Vesten, da det led det ene nederlag efter det andet til europæiske hære og langsomt så sin magt smuldre, dannede en gruppe unge mænd bevægelsen Ungtyrkerne. Ligesom eliten i de kommende generationer, ikke undtaget de sidste osmanniske sultaner, var de forblændet af Vestens overlegenhed og gik således i gang med at udtænke vestlige reformer. Den samme logik finder vi i hjertet af den moderne tyrkiske republik og Kemal Atatürks vestlige reformer. I samme logik ligger den holdning, at Tyrkiets svaghed og fattigdom har rødder i dets traditioner, dets gamle kultur og dets mangfoldige tilgange til religiøse anliggender. Jeg selv, der er ud af en vestligt orienteret middelklassefamilie fra Istanbul, må indrømme, at jeg indimellem forfalder til den tro, som er, om end velment, en snæversynet og endog naiv måde at se ting på. De vestligt orienterede tyrkere drømmer om at forandre og berige deres land og deres kultur ved at efterligne Vesten. Da deres endelige mål er at skabe et mere rigt, lykkeligt og magtfuldt land, kan de også være naive og - hvad enten man bryder sig om det eller ej - stærkt nationalistiske. Vi kan i hvert fald se disse tendenser hos ungtyrkerne og de vestligt orienterede i den moderne tyrkiske republik. Men som vestligt orienterede bevægelser er de dybt kritiske over for visse grundlæggende karakteristika ved deres eget land og deres egen kultur. Selv om de måske ikke gør det i samme ånd og på samme vis som vestlige analytikere, så finder også de deres kultur mangelfuld, nogle gange endog værdiløs. Dette skaber grobund for en anden, dybt rodfæstet og forvirret følelse - nemlig skam - og jeg ser et spejlbillede af denne skam i nogle af reaktionerne på min roman og på folks opfattelse af mit forhold til Vesten. Når vi i Tyrkiet diskuterer øst-vest-spørgsmålet, når vi taler om det spændte forhold mellem tradition og modernitet (hvilket i mine øjne er, hvad øst-vest-spørgsmålet i virkeligheden handler om), eller når vi svarer undvigende om vores forbindelser med Europa, ligger skammen altid og lurer mellem linjerne. Når jeg forsøger at forstå denne skam, forsøger jeg altid at forbinde den med dens modsætning: stolthed. Vi ved alle, at hvor der er for meget stolthed, og hver gang folk optræder for stolt, er der altid en skygge af 'de andres' skam og ydmygelse. Når nogen føler sig dybt ydmyget, kan vi forvente at se en stolt nationalisme vokse frem. Mine romaner er gjort af dette mørke stof, af denne skam, denne stolthed, denne vrede og denne nederlagsfølelse. Fordi jeg kommer fra et land, som banker på Europas dør, er jeg bevidst om, hvor let disse skrøbelige følelser, fra tid til anden, kan blusse op og rase uhindret. Det, jeg forsøger på, er at tale om denne skam som en hemmelighed, der bliver hvisket, sådan som jeg første gang så det gjort i Dostojevskijs romaner. For det er ved at dele vores hemmeligheder, at vi vinder friheden. Det er det, romankunsten har lært mig. Det er ved at læse romaner, fortællinger og myter, at vi får indsigt i de styrende principper i den verden, vi lever i. Takket være skønlitteraturen får vi adgang til sandheder, som er skjult og tilsløret i vore familier, vore skoler og vort samfund. Det er romankunsten, der sætter os i stand til at spørge os selv, hvem vi i virkeligheden er. Vi kender alle til glæden ved at læse romaner, spændingen ved at betræde stier, som fører ind i et andet menneskes verden, vores engagement i denne verden og længslen efter at gribe ind i den; følelsen af at være fuldstændig opslugt af heltens kultur og hans forhold til de genstande, der omgiver ham, af forfatterens sprogbrug, af de beslutninger, han træffer, og de ting, han hæfter sig ved, efterhånden som historien folder sig ud. Når vi sætter os i en krog, lægger os på en seng eller på sofaen med en roman i hånden, bevæger vores fantasi sig frem og tilbage mellem romanens verden og den verden, vi lever i. Romanen i vores hånd kan føre os til en anden verden, som vi aldrig har besøgt, aldrig har set eller kendt. Eller den kan føre os ned i de dybe lag af en person, som udadtil ligner en af dem, vi kender allerbedst. Jeg voksede op i et hus, hvor alle læste romaner. Min far havde et stort bibliotek, og da jeg var dreng, diskuterede vi de store forfattere, jeg nævnte ovenfor - Kafka, Dostojevskij, Tolstoj - på samme måde, som andre fædre kunne diskutere berømte generaler og helgener med deres sønner. Fra de tidligste år var disse forfattere i min bevidsthed knyttet til forestillingen om Europa. Men det skyldes ikke kun, at jeg var ud af en Istanbul-familie, der var glødende tilhænger af en tilnærmelse til Vesten og derfor, i sin uskyld, gerne ville opfatte sig selv og sit land som langt mere vestlige, end tilfældet var. Det skyldtes også, at romanen var en af de største kunstneriske udtryksformer, der var udgået fra Europa. Efter min mening er romanen, ligesom orkestermusik og malerkunst efter renæssancen, en hjørnesten i den europæiske civilisation. Den har gjort Europa til, hvad det er, den har formet og synliggjort kontinentets natur. Jeg kan slet ikke forestille mig Europa uden romaner. Hermed mener jeg romanen som en måde at tænke, forstå og forestille sig verden på og også som noget, der gør det muligt at forestille sig sig selv som en anden person. I andre dele af verden får børn og unge for første gang dybere indsigt i Europa, når de vover sig ind i romanernes verden. Det samme gjorde jeg. At tage en roman og træde over tærsklen til Europa, bevæge sig ind i et nyt kontinent, en ny kultur, en ny civilisation - og under disse strejftog at lære at udtrykke sig med fornyet iver og inspiration og følgelig at tro på, at man var en del af Europa - sådan husker jeg, at det føltes. Man behøver bare læse en roman for at forstå, at Europas grænser, historie og nationale distinktioner er i konstant bevægelse. Det gamle Europa, som var beskrevet i de franske, russiske og tyske romaner i min fars bibliotek, er, ligesom min egen barndoms Europa i efterkrigstiden og vore dages Europa et sted under bestandig forandring, og det samme gælder vores opfattelse af, hvad Europa egentlig betyder. Jeg har dog en Europa-vision, som er konstant, og den vil jeg forsøge at indkredse her. Lad mig indledningsvis sige, at Europa er et meget ømtåleligt spørgsmål for en tyrk. Vi står her og banker på, beder om at komme indenfor, opfyldt af forhåbninger og gode intentioner, men også temmelig ængstelige og nervøse for at blive afvist. Disse følelser er lige så stærke i mig som i enhver anden tyrk, og vores fælles følelser minder meget om den 'stille skam', jeg beskrev ovenfor. Samtidig med at Tyrkiet banker på Europas dør, og vi venter og venter, og Europa giver os løfter og glemmer os for blot at skærpe kravene til os - og samtidig med at Europa analyserer de fulde konsekvenser af et fuldgyldigt tyrkisk medlemskab - har vi været vidner til en sørgelig forhærdelse af de antityrkiske følelser i visse dele af Europa, i hvert fald blandt visse politikere. Ved det tyske valg for nylig, hvor visse politikere indtog et politisk standpunkt mod Tyrkiet og tyrkerne, fandt jeg deres kurs lige så farlig som visse politikeres i mit eget land. Ét er at kritisere den tyrkiske stats mangler i forhold til demokratiet eller påpege mangler ved landets økonomi, noget helt andet er at rakke ned på hele den tyrkiske kultur eller de tyske indbyggere af tyrkisk oprindelse, hvis kår er blandt landets sværeste og mest forarmede. Og når tyrkerne i Tyrkiet hører sig selv omtalt i så fordømmende vendinger, bliver de endnu en gang mindet om, at de banker på en dør og venter på at blive lukket ind, og de føler sig selvfølgelig uvelkomne. Ironisk nok har udbredelsen af nationalistiske, antityrkiske følelser i Europa afstedkommet et groft nationalistisk tilbageslag i Tyrkiet. De, der tror på EU, må øjeblikkeligt indse, at det valg, vi i virkeligheden skal træffe, er et valg mellem fred og nationalisme. Jeg er overbevist om, at fredsidealet spiller en central rolle i EU, og at den mulighed for fred, som Tyrkiet har tilbudt Europa, ikke, når det kommer til stykket, vil blive affejet. Vi er kommet til et punkt, hvor vi skal vælge mellem romanforfatternes stærke forestillingsevne og den type nationalisme, som giver grønt lys for bogbrændinger. De store forfattere, jeg læste som barn og ung mand, definerede ikke Europa efter dets kristne tro, men efter dets individer. Det var, fordi de beskrev Europa gennem helte, som kæmpede for at befri sig selv, udtrykke deres kreativitet og realisere deres drømme, at deres romaner talte til mit hjerte. Europa har vundet respekt i den ikkevestlige verden på grund af de idealer, som det har gjort så meget for at udbrede: frihed, lighed og broderskab. Hvis Europas sjæl er oplysning, lighed og demokrati, vil det blive en union baseret på fred, når Tyrkiet bliver en del af den. Et Europa, der definerer sig selv i snævre, kristne termer vil, ligesom et Tyrkiet, der udelukkende henter styrke fra sin religion, være et indadvendt sted adskilt fra virkeligheden og mere knyttet til fortiden end til fremtiden. Da jeg er vokset op i en vestliggjort, sekulær familie i den europæiske del af Istanbul, har jeg - eller mennesker som mig - ikke svært ved at tro på EU. Husk på, at siden min barndom har mit fodboldhold, Fenerbahçe, spillet i Champions League. Der er millioner af tyrkere, der ligesom jeg tror helhjertet på Den Europæiske Union. Men endnu vigtigere er det, at de fleste konservative og muslimske tyrkere og deres politiske repræsentanter i dag ønsker at få Tyrkiet ind i EU, være med til at planlægge Europas fremtid, drømme om dets opståen og bidrage til dets opbygning. Denne venskabsgestus kommer efter århundreders krig og konflikter og bør ikke tages let, og man vil komme til at fortryde det, hvis man simpelthen afviste den. Lige så lidt som jeg kan forestille mig Tyrkiet uden et europæisk perspektiv, kan jeg tro på et Europa uden et tyrkisk perspektiv. Siden udgivelsen af min roman 'Sne' har jeg, hver gang jeg har sat mine ben i Frankfurts gader, kunnet mærke Kas ånd, den helt, som jeg har ikke så lidt til fælles med, og det føles, som om jeg virkelig ser byen, som jeg har lært at opfatte den, som om jeg har rørt dens hjerte. Mallarmé havde ret, da han sagde, at »alting i verden findes, for at man kan beskrive det i en bog«. Den bog, der egner sig allerbedst til at rumme hele verden, er - utvivlsomt - romanen. Fantasien - evnen til at videregive et budskab til andre - er menneskehedens store styrke, og i århundreder har den fundet sin sandeste stemme i romanerne. Oversættelse: Helle Albeck og Lorens Juul Madsen