0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En rationel vurdering af tegningssagen

Tanken om, at en avis kan trykke en artikel, der er i modstrid med regeringens politik, er ubegribelig for mange muslimer. Rapport fra et besøg i Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De voldelige reaktioner i den muslimske verden efter offentliggørelsen af de blasfemiske tegninger i Danmark fik 19. februar en gruppe unge muslimer, deriblandt mig selv, til at flyve til Danmark på en fem dage lang tur for at indlede en fredelig dialog og fremme gensidig forståelse gennem Y alla Shabab, som er et fast program på den arabiske tv-station MBC.

Turen blev gjort mulig af det danske udenrigsministerium, som har været under stort pres for at genetablere Danmarks positive image i den muslimske verden. I København interviewede vi integrationsministeren og den tidligere indenrigsminister. Derudover mødtes vi med advokater, forretningsfolk, journalister, danske muslimske ledere, muslimske kunstnere og folk på gaden, som fortalte os, hvordan danskerne ser på sagen.

Vi deltog i diskussioner, debatter, foredrag og et pressemøde. Vi gav også interview til dansk tv og forskellige europæiske radiostationer, blandt andet BBC, for at forklare, hvorfor tegningerne udløste de voldelige reaktioner i Mellemøsten.

Vores tur viste, at hele sagen startede og udviklede sig, som den gjorde, på grund af kommunikationskløften mellem muslimer og Vesten, og en række fejlskøn fra dansk side, hvor man undervurderede de potentielle konsekvenser af offentliggørelsen af tegningerne. Krisen kunne for eksempel være undgået, hvis statsministeren havde indvilget i at møde de 11 muslimske ambassadører, som allerede foreslog en løsning i oktober sidste år kort tid efter tegningernes offentliggørelse.

Undskyldningen fra Jyllands-Posten, som blev fremsat på avisens hjemmeside, kom meget sent og beklagede blot, at muslimer følte sig krænket, men ikke selve offentliggørelsen af tegningerne. Begge disse tidlige reaktioner bidrog til, at krisen voksede.

Samtidig er der i den muslimske verden en generel overbevisning om, at den danske statsminister som repræsentant for folket har ansvaret for folkets handlinger, hvilket jo ikke er tilfældet i Danmark. Enhver indblanding i pressen fra statsministerens side er faktisk en lovovertrædelse og en ulovlig udvidelse af statsministerens beføjelser, fordi ytringsfriheden er fastlagt i grundlovens paragraf 77.

Ud fra mine observationer kan jeg konkludere, at ytringsfriheden anses for at være hellig i Danmark, på samme måde som mange religioner er hellige rundt om i verden. Danmark har faktisk været en førende fortaler for ytringsfrihedsbevægelsen i Europa, som afskaffede de begrænsninger, som kirken havde pålagt ytringsfriheden.

I Danmark blev ytringsfriheden indført i forbindelse med den demokratiske grundlov i 1849. Lige siden er ytringsfriheden blevet flittigt forsvaret, og den er kun blevet indskrænket under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Angsten for at miste ytringsfriheden er derfor stadig til stede i det danske samfund, hvilket forklarer den samlede front mod enhver form for indskrænkning, selv når ytringsfriheden omfatter satire. Hvis man går danskerne lidt på klingen, mener et overvældende flertal af danskerne, at tegningerne er uetiske, og at det var uansvarligt af avisen at offentliggøre dem, men samtidig anser de tegningerne for at være lovlige.

For danskerne er det en garanteret frihed. Samtidig kan de drages til ansvar for deres handlinger, fordi blasfemi og krænkelse af religiøse symboler er ulovligt i henhold til dansk lovgivning. Ifølge paragraf 140 i straffeloven, der også kaldes blasfemiparagraffen, kan »den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel«. Derudover står der i paragraf 266b, at »den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel«. Kun en domstol kan afgøre, om noget, der er blevet offentliggjort, udgør en strafbar handling.

Men den manglende handling eller undskyldning fra den danske statsminister fik mange i den muslimske verden til at tro, at angreb på islam er en officiel regeringspolitik.

Selv om ytringsfrihed er en grundliggende rettighed i islam, er den nærmest ikkeeksisterende i den muslimske verden. Derfor er tanken om, at en avis kan trykke en artikel, der er i modstrid med regeringens politik, helt ubegribelig for mange muslimer, for slet ikke at nævne tanken om en hjælpeløs statsminister, som ikke kan censurere pressen!

Her bør det nævnes, at partiet Venstre, der har regeringsmagten, har indført strengere indvandringslove, som påvirker indvandrernes liv i negativ retning. Derudover anser mange muslimer i Danmark Dansk Folkeparti for at være antimuslimsk. Jyllands-Posten, der er Danmarks største avis, betragtes også som islamofobisk og højreorienteret. Men ligesom alle andre medier i Danmark er avisen uafhængig og har ingen forbindelse til den danske regering.

Alligevel fik vi under vores tur ikke indtryk af, at der generelt diskrimineres mod muslimer i Danmark. Når vores gruppe spurgte muslimske indvandrere om deres liv i Danmark, sagde de fleste, at de følte sig lige så knyttet til Danmark som til deres etniske rødder. Selv om de følte sig krænkede, var der overraskende nok ikke en eneste muslim, som mente, at ytringsfriheden burde begrænses. I stedet sagde de, at ytringsfriheden er et ansvar, som skal bruges med omtanke.

Under hele turen blev det sagt, at muslimerne bliver behandlet bedre i Danmark end i mange muslimske lande. Danmark er en velfærdsstat, hvor uddannelse og lægehjælp er gratis for alle borgere uanset race og religion. Derudover kan alle arbejdsløse får socialhjælp. Vi besøgte blandt andet en islamisk skole, som har eksisteret i flere årtier. Skolen får finansieret 75 procent af sine driftsomkostninger af staten. Skolerne kan undervise i islam uden indblanding fra staten. Muslimer fra alle baggrunde og trosgrene kan frit dyrke deres religion uden frygt for forfølgelse. Muslimerne i Danmark er dog opdelt i sekteriske og etniske grupper, og de har ikke nogen væsentlig politisk indflydelse.

Det var utilfredshed med journalisters voksende frygt for at tage islamiske emner op og den stigende vold mod kritikere af islam, der fik Jyllands-Posten til at bringe karikaturerne. De var ment som en provokation over for danske muslimer, der kræver, at man tager særligt hensyn til deres religiøse følelser, og skulle sætte gang i en debat om religiøs censur kontra ytringsfrihed, alt imens man pointerede sidstnævntes overlegenhed.

Flemming Rose, avisens kulturredaktør, udtalte i forbindelse med karikaturtegningerne, at muslimernes krav om særligt hensyn er uforeneligt med moderne demokrati og ytringsfrihed, og at muslimer i et verdsligt, moderne samfund må affinde sig med at blive krænket, hånet og latterliggjort, uanset hvor ubehageligt det måtte være.

Men