Der findes musikalske begivenheder så skelsættende, at det føles, som om man både bliver forvandlet og dog kommer tættere på sig selv. Ved disse sjældne lejligheder er musikken på det mest bogstavelige uhørt, samtidig med at den føles dybt fortrolig og selvfølgelig. Det er muligvis en oplevelse, som primært hører de unge år til, for mit vedkommende f. eks. koncerterne med Miles Davis-John Coltrane-kvintetten 1960, Thelonious Monk-kvartetten 1961, Albert Ayler-Don Cherry-kvartetten 1964 og Bob Dylan 1965. Men det gælder også mødet med Milton Nascimento 1981 - og med Mohammad Reza Shajarian 2002. Jeg havde et halvt års tid lyttet dagligt til de få Shajarian-cd'er, det var lykkedes mig at opstøve, da jeg pludselig på en lidt primitiv og hjemmelavet plakat så, at denne verdensstjerne skulle optræde i Albertslund Musikteater. Jeg ringede euforisk til en række gode venner og spurgte, om de ville være med til at filme koncerten. Shajarian indvilgede også - og stillede endda op foran mit filmkamera for at fortælle om sin musik. Det havde han aldrig gjort før til et vestligt kamera. Mohammad Reza Shajarians sangkunst regnes for en nationalskat i Iran. Hans stemme er sammen med pakistaneren Nusrat Fateh Ali Kahns måske overhovedet den mest udtryksfulde og spirituelle i verdensmusikken, og som Nusrat forbinder han sublimt sit lands ældgamle traditioner inden for musik og digtning med det skabende øjebliks unikke inspiration. Han har været elev hos en række af de gamle mestre som Gholam Hossein Banan, og i dag er han selv den ubestridte mester inden for den klassiske iranske sangtradition. I 1999 udmærkedes han med Unescos fornemme Picasso-pris, men i Danmark er han stort set ukendt uden for den lille eksil-iranske koloni. Trods al snak om globalisme er Danmark kulturelt en fjern afkrog af verden, vi kender ikke en lang række af tidens betydeligste kunstnere - og er sådan set heller ikke interesseret i at lære dem at kende. Derfor vendte Det Danske Filminstitut da også tommelfingrene nedad, da jeg søgte om støtte til filmen. Jeg måtte lave den for egne lommepenge og gode venners gratis arbejdsindsats, men heldigvis er den siden blevet vist på musikfestivaler verden over - og har i morgen danmarkspremiere i Vester Vov Vov i forbindelse med Images of the Middle East. Shajarian er født i 1940 i Mashhad i det nordøstlige bjergfyldte Khorassan, og hans opvækst var strengt religiøs, hvilket betød, at musik var tabu i barndomshjemmet. Det var ikke engang tilladt at lytte til radio, for også her risikerede man at falde for de forbudte toner. Dog måtte man synge direkte fra Koranen, og på den måde kom Shajarian alligevel i kontakt med musikken under sin fars vejledning. Derimod var det ikke velset, at han som 19-årig begyndte at synge i Radio Khorassan. Hans opposition til barndomshjemmets autoritære tro bragte ham siden i modsætning til det præstestyre, der overtog magten i Iran i 1979, og som ikke tillod Shajarian at give koncerter i sit hjemland. Men han forenedes igen med sin far, da de i fællesskab indsang to cd'er med udgangspunkt i Koranen. Inden for islam findes der to stik modsatte holdninger til sang og dans. Det shiamuslimske præstestyre i Iran betragter musikken som djævlens værk, mens sufimuslimerne omvendt mener, at det er via musikkens og dansens ekstase, at man kommer i kontakt med Gud. Denne konflikt findes som bekendt også inden for kristendommen: Puritanske danske missionsfolk ville slå korsets tegn, hvis de kunne opleve den euforiske kropslige sangudfoldelse hos de sorte menigheder i de amerikanske sydstater. Irans klassiske musik er samlet i Radif, som er et katalog, der mundtligt er gået i arv fra mester til elev gennem flere århundreder. Radif består af 12 dastga'er, som er en pendant til de indiske raga'er, altså en serie skalaer, som musikeren improviserer over. Ligesom i raga-systemet opererer man med 22 mikrotoner mod den vestlige oktavs 12 toner. Det forudsættes, at den klassiske solist lærer hele radif-systemet udenad, og først derefter kan han begynde at skabe sine egne variationer og improvisationer over det klassiske repertoire. Sangeren har et tilsvarende katalog af sangtekster, som kaldes ghazal, hvilket er en samlebetegnelse for digte på seks til ti linjer baseret på kærlighed, mysticisme eller ekstatisk livsudfoldelse. Også sangeren har frihed til at forlade teksten og slå over i en serie frie vokallyde, der svarer til jazzsangerens scat-improvisationer. I denne sangstil opløses melodien i fine ornamenteringer, der er blevet sammenlignet med mønstrene i persiske tæpper. Shajarians sangkunst er ikke baseret på islam, og i en privat samtale efter vores filmoptagelser anførte han, at hvis han endelig skulle tro på en gud, måtte denne gud være kvinden, fordi det er kvinden, der skaber mennesket. Han bifalder 1200-tallets store digter og sufimystiker Mevlana Rumi, der sagde, at mennesket er sin egen gud. Men han er ikke personligt sufi, skønt han synger flere af Rumis digte. Rumis indsigt er da også ganske ambivalent. Et af Rumis forbilleder var sufimartyren Al-Hallaj, der blev henrettet i Bagdad i år 922, fordi han havde udtalt de berømte ord »Ana'l-Haqq«, som betyder »jeg er Gud« eller »jeg er sandheden«. Dette var for de muslimske magthavere et højdepunkt af blasfemi, fordi de opfattede det, som om han ville overtage Guds plads. Men ifølge Rumi betød ordene egentlig det modsatte, nemlig at jeget havde udslettet sig selv, og Gud havde indtaget dets plads. En tilsvarende erfaring fortalte tenorsaxofonisten Albert Ayler mig om i begyndelsen af 1960'erne, da han hutlede sig igennem i København. Ikke mange regnede ham dengang for noget, men en aften, da han spillede for en halv snes tilhørere på en kaffebar i New York, kom tidens store saxofonist John Coltrane pludselig ind på baren, og Ayler spruttede og hvæsede det bedste, han havde lært, på sit horn. Bagefter sprang en begejstret Coltrane op på scenen, omfavnede og takkede Ayler og sagde, at sådan havde han altid selv drømt om at spille. Ayler blev helt undselig over Coltranes begejstring og fremstammede, at han på en måde slet ikke var til stede. Det var ikke ham, der havde spillet, det var »the spirits«. Han var bare et talerør for højere magter. Denne ekstatiske tilstand af svævende jeg-løshed synes Shajarian også at opnå gennem musikken. Han fortæller, at han ved sjældne lejligheder under sine koncerter oplever, at han letter fra jorden, svæver bort og befinder sig et helt andet sted. Den samme følelse er ikke så sjælden for hans publikum. Shajarian har ikke blot studeret hos sit lands førende mestre inden for sang og musik; han understreger, at han også har lært af fuglenes sang, specielt af nattergalen og kanariefuglen. I sit hjem har han et stort antal kanariefugle, og deres triller genkendes i de lange rigt ornamenterede improvisationer, som han ofte slår over i på sangens højdepunkt: Vokalerne forvandler sig til musikalsk vellyd, og hvis man føler, at man så alligevel bringes himlen nær i disse svimlende øjeblikke, er det fuglenes himmel og ikke Vorherres. Fra den koncertturné, som bragte Shajarian til Albertslund, foreligger en cd, 'Faryad', med stort set samme repertoire som i filmen. Faryad betyder råbet, og Shajarians sangform er netop ekstatisk anråbende og til tider desperat. Men han bevarer samtidig en majestætisk ro som hos en, der fra sin barndom er fortrolig med bjergenes vælde og ensomhed. Der er en stor patos og tyngde i hans stemme, og han er ikke bange for stærke ord i teksterne og et voldsomt følelsespres i musikken. På bunden af hans sang sporer man ikke blot en spirituel forbundenhed med alt levende og en insisteren på skønhedens ret, men også en dyb sorg over vores måde at forvalte livet på. Herom siger han til mit filmkamera: »Vores musik kommer fra hjertet af vort folks historie. Derfor har den tristheden i sig. Vores historie er fyldt med krige, massakrer, katastrofer, undertrykkelse og tyranni. Tyranni til alle tider. Man kan ikke forvente, at denne musik kun skal være lethedens og glædens musik eller kun til dans. Vores musik har alle muligheder, men tiden er endnu ikke til det hele. Nu udtrykker musikken vores lidelser«. Shajarians sangkunst er en rejse gennem Irans poesi fra de klassiske digtere i det 12. og 13. århundrede, Hafez, Sadi og Rumi, og frem til vor tids betydeligste digtere. Teksterne veksler mellem kærlighedslyrik og kontroversiel politisk digtning - og i magiske øjeblikke smelter de to genrer sammen. I kærlighedslyrikken besynges kvindens hår ofte som særlig hemmelighedsfuldt og forlokkende, hvilket naturligvis hænger sammen med den pirrende rolle, håret får, når det i det offentlige rum er dækket af sløret eller tørklædet. Et højdepunkt er denne både muntre og makabre formulering i 'Hjertets tale' af Hafez: »Mit hjerte slog sig ned i dit hår/da det så dette drømmesyn/Og siden har man intet nyt hørt/fra den fortabte fremmede«. I et andet Hafez-digt 'Den Mørke Nat' smelter den elskede sammen med Iran; kærligheden til kvinden bliver identisk med kærligheden til hjemstavnen, men da landet er i hænderne på magthavere, der ikke vil befolkningen det godt, bliver kærlighedssangen grotesk ambivalent. Sangeren er både ulykkeligt forelsket og fuld af bitterhed mod den elskede - og nu er håret en frygtelig fælde: »Ingen tilbyder længere vand til de tørstige ædle sjæle/Alle vismænd har forladt dette land/Forvild dig ikke ind i hendes hårs fælde/For der vil du se uskyldige afhuggede hoveder hænge«. Blandt de moderne digte, Shajarian har sat i musik, er 'Råb' af en af forrige århundredes betydeligste iranske digtere Fereydoon Moshiri, der døde i 2000. Han formulerer sig i voldsomt klaustrofobiske billeder om tilstandene i sit land: Sangeren smadrer sin knytnæve mod døren, kradser neglene til blods mod vinduerne og føler, at han kvæles; han længes efter et tag på toppen af et bjerg eller et sted langt ude på den øde slette, hvor han kan trække vejret frit. Også 'Mit hus brænder' af Akhavân Sales er et voldsomt udtryk for det moderne Irans tragedie. Digtet beskriver et mareridt, en natlig ildebrand, der ingen ende vil tage: »Mit hus brænder i nådesløse flammer/Ilden fortærer mine drømme/som er tegnet med hjertets blod/overalt på døre og vægge«. Og mens han løber forvildet rundt blandt flammerne, sidder hans fjender på tagene med sejrssikre smil, mens hans naboer sover trygt i deres senge uden at vide, at der næste morgen kun vil være en håndfuld aske tilbage af ham. Under sin lange turné i Europa og USA i 2002 blev Shajarian ledsaget af to musikere, der selv er stjerner på den iranske musiks firmament, og som også medvirker i både film og på cd: Hossein Alizadeh spiller tar, et strengeinstrument, som er beslægtet med både sitar og guitar, og som siden midten af 1800-tallet har været det foretrukne instrument i klassisk persisk musik. Det er bygget af morbærtræ og med en membran af lammeskind. Alizadeh har udsendt en lang række fremragende soloalbum, hvoraf 'Saze No' er det populæreste. Han optræder 19.8. med sin egen gruppe i Diamanten. Kayhan Kalhor spiller kamancheh, som måske er det ældste strygeinstrument, der kendes, en slags opretstående violin, som også er bygget af morbærtræ og er forsynet med fire metalstrenge, der stryges med en bue af hestehår. Kalhor har specielt studeret kurdisk folkemusik under længere ophold i Kermanshah i det vestlige Iran. Hans første soloplade er 'Scattering Stars Like Dust' (1998), som har hentet sin titel fra en sætning af Rumi: »Vi kommer strømmende ud af intetheden og spreder stjernerne som støv«. Han har desuden indspillet to cd'er sammen med den indiske sitarspiller og sanger Shujaat Hussain Khan, søn af den legendariske Vilayat Khan, nemlig 'Lost Songs of the Silk Road' og 'Moon Rise over the Silk Road' (1997-98). Her forener de dastgah og raga i en serie improvisationer, der også omfatter Rumis berømte digt om ney-fløjtens smerte: »Siden jeg blev skåret fra piletræet/har jeg udstødt denne klagesang/som alle mænd og kvinder har grædt over/Jeg sønderriver mit bryst i adskillelsens smerte/og begræder kærlighedens begær/Enhver, der er adskilt fra kilden/længes tilbage«. Endelig medvirker Shajarians søn Homayoun Shajarian. Han akkompagnerer gruppen på rammetrommen daf og vasetrommen tombak, foruden at han på enkelte numre synger duet med sin far. Også han har udsendt en række cd'er i eget navn. Repertoiret på 'Faryad' svarer nøje til repertoiret i filmen, bortset fra at filmen rummer et ekstranummer, som ikke er medtaget på cd'en, muligvis fordi det allerede er titelsangen på Shajarians foregående cd, 'Without You'. Det er en sang af Mevlana Rumi, og skønt vi i dag umiddelbart vil opleve den som et dybt henrevet kærlighedsdigt, er det historisk set en ambivalent og omstridt tekst. Digtet er skrevet til den omvandrende Shams fra Tabriz, en religiøs mystiker, der rev Rumi op med rode og fjernede ham fra familie og venner. Det vil aldrig blive opklaret, om Rumi og Shams forenedes i en fælles ekstatisk kærlighed til Gud, eller om de mødte Gud i et homoseksuelt forhold. Men oplever man Rumi-teksten i Shajarians fortolkning, er det naturligt 'kun' at opfatte den som en definitiv jordisk kærlighedserklæring til den elskede, uden hvem intet mere er muligt. Det er i et digt af Rumi, at man tydeligst finder Shajarians holdning til de religiøse modsætninger i verden af i dag. Allerede i 1200-tallet kunne denne islamiske mystiker nemlig foregribe menneskerettighederne på religionens bekostning: »Ikke kristen eller jøde eller muslim, ikke hindu/buddhist, sufi eller zen. Ingen religion/Først og sidst, af ydre og indre/Kun dette åndedrag, der ånder mennesket«. I det interview, jeg filmede med Shajarian efter koncerten, sagde han om disse gamle digte, at de »syr himlen og jorden sammen«. Det samme kan man roligt sige om Shajarians sangkunst. Den har ikke sin mage i dag.