0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Patient har det ikke godt«

Hvad er det for forhold, jeg er med til at legitimere, fordi jeg som en ansvarsfuld sygeplejerske bilder mig ind, at en ekstra indsats kan redde en håbløs situation?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Mette Dreyer

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg er tilfreds med at have sagt op!

I morges begyndte dagsygeplejersken at græde, da hun mødte på arbejde. Af afmagt. Og raseri. På grund af de totalt urimelige vilkår for patienter og personale. Fordi man umuligt kan gøre det godt nok. Endnu en sygemelding. Umuligt at skaffe vikarer. Jeg blev nødt til at arbejde tre en halv time over ...

Jeg burde ligge og sove nu. Skal af sted igen klokken 23, har sovet seks timer og ved, at jeg skal knokle som en vanvittig hele natten.

En patient døde, mens hun lå og forsøgte at sove på gangen. Vi opdager det først flere timer senere, fordi vi lige står og forsøger at få en anden patient til at overleve. To personaler og en fast vagt til 24 svært dårlige patienter, hvor 8 i bedste fald selv kan gå på toilettet og 7 patienter har alvorligt knald i låget.

Den afdødes søster kommer ind kl. 03.00 for at tage afsked. Vi har ikke tid til at tage os af hende. Natportøren må fremvise liget. Søsteren kommer efterfølgende trissende tilbage. Vil gerne snakke, fortælle om forløbet. Lægen tager sig heldigvis tid til at snakke i 10 minutter, selv om hun er voldsomt presset.

I mellemtiden får vi en ny patient fra det akutte modtageafsnit. De har patienter liggende overalt dernede. De ved, at vores situation er håbløs, men de skal kunne modtage nye patienter. Centerledelsen er tilsyneladende informeret. Vi orienterer brandvæsnet om, at der er fire senge på gangen.

I morges havdeen af mine patienter barrikaderet døren på sin isolationsstue med kørestole, havde væltet vaser, skilt sengebordet ad, kastet op på en medpatient, der havde taget tøjet af, hevet alle slanger ud af kroppen (med et blodbad til følge), havde haft diarré i sengen, samtidig med at hun helt tydeligt så sin søn gå rundt nede på græsplænen.

»Se, hvor de to ligner hinanden«, sagde hun, mens hun pegede ud på en tom græsplæne.

I mellemtiden, på en anden stue, var en anden gak patient i bad. Hun glemte dog imidlertid, hvad hun var i gang med, forlod nøgen badeværelset, lagde pænt bruseren fra sig – i mellemgangen – og gik ind for at tørre sig i gardinerne. Nåede dog inden at forrette sin nødtørft i et hjørne.

Medpatienten, en døende helt åndsfrisk dame, så opgivende til, mens stuegulvet langsomt, men sikkert blev oversvømmet af den stadig tændte bruser. Det var vores kinesiske rengøringsassistent, der fik varskoet os.

»Patient har det ikke godt«, sagde hun og pegede på vandpytterne, der nu også var ved at brede sig ude på gangen. Jeg tror, at vi – uden at overdrive – skovlede mindst 100 liter vand op.

Den åndsfriske medpatient sagde lakonisk: »Man skal kunne meget som sygeplejerske«, mens hun smilede sørgmodigt til mig. Hun bliver højst sandsynligt liggende hos os, til hun dør. Hun synes ikke, vi har tid nok til at give hende den omsorg, hun har brug for i den sidste tid, men hun vil ikke ringe på os – vi har jo så travlt.

Er lige kommethjem fra endnu en vagt.

Den døende dame fylder meget i mine tanker. Hun bad mig slå sengehesten ned, så skulle hun nok selv kravle hen og springe ud ad vinduet. Hun orker ikke mere. Hun kan ikke holde ud at være her. Det er et galehus. Jeg kan bare holde hende i hånden, ae hende over håret, holde om hendes lille, tynde, døende krop, mens hun græder.

»Hvorfor kan jeg dog ikke bare dø«, spørger hun mig igen og igen. Hun kaster konstant op, jeg lægger en sonde, der suger maveindholdet op. Så skal hun ikke kæmpe med det. Hun får lidt stesolid og falder endelig i søvn. I tre kvarter. Så ringer hun igen. Medpatienten har taget alt tøjet af. Har tisset i et hjørne og lagt sig for at sove – nøgen – på gulvet for fodenden af den døendes seng. Vi får ryddet op og hjulpet medpatienten i seng.

»Må jeg ikke godt få lidt mere sovemedicin«, spørger den lille dame, urolig for, at jeg afslår. Hun får lidt mere stesolid og sover hurtigt.

Imens jeg står midt i det, farer det hele forbi mig. Det er først nu, hvor jeg er kommet hjem, at der bliver ro og tid til at fatte, hvad der sker. Hvad var det, jeg svarede min lille dame, da hun bad om lov til selv at gøre en ende på lidelserne ved at springe ud ad vinduet? Det første, der fór igennem hovedet på mig, var, at afdelingen ligger på 1. sal.

»Der er ikke langt nok ned«, svarede jeg. »Du falder ned og slår dig rigtig meget. Men du dør nok ikke«. Jeg lover, at jeg til gengæld vil gøre mit bedste for at holde hende sovende hele natten.

Inden jeg gåri seng samme morgen, besvarer jeg lige min post. Og midt imellem al den øvrige sniksnak får jeg formuleret nattens begivenheder. Det kommer helt af sig selv.

Måske er det, fordi jeg har sagt op, at jeg orker at se det hele lidt på afstand. Den tunge følelse af skyld er ved at lette og bliver afløst af en slags fattet rædsel. Hvad er det, der sker? Hvad er det for nogle forhold, jeg dag ud og dag ind er med til at legitimere, fordi jeg som en venlig og ansvarsfuld sygeplejerske bilder mig ind, at en ekstra indsats fra min side måske kan redde den håbløse situation? Jeg ved jo godt, at det ikke passer.

Jeg arbejder på en medicinsk afdeling i Region Hovedstaden. Der havner de svageste patienter: Alle typer misbrugere, dårlige cancerpatienter, der pga. behandlingsgarantien ikke kan blive på deres stamafsnit, ældre med infektioner osv. Der er stor udskiftning af personalet, for det er hårdt både fysisk og psykisk, og ikke engang lønmæssigt er det muligt at give os et skulderklap. Det er ikke et prestigefyldt speciale, vores patienter har ingen stærke organisationer bag sig til at tale deres sag. Mon ikke det er derfor, at vi har gamle, dårlige senge, gammelt udstyr, elendige dyner og puder, ja, jeg kunne blive ved? Når jeg skal beskrive forholdene for familie og venner, plejer jeg at kalde det hviderussiske tilstande. Hvilket muligvis er tarveligt over for hviderusserne.

Da jeg i løbet af formiddagen læser beretningen om min nattevagt igennem for mig selv, og indtrykkene synker ind, bliver jeg på ny oprørt over det, der står, og til sidst står det klart for mig, at det ikke kun er mig, der har brug for at bearbejde de voldsomme indtryk. Det er hele sundhedssystemet.

Så jeg sender den lille beretning til centerledelsen og direktionen på hospitalet. Og til vores fagblad, Sygeplejersken.

Jeg sender den også til sundheds- og omsorgsborgmesteren i København. Og overborgmesteren. Og til alle sundhedsordførerne på Christiansborg. Og sundhedsministeren. Jeg synes, de bør informeres om, hvordan det ser ud, når en helt almindelig sygeplejerske går på arbejde på en helt almindelig medicinsk afdeling. En ikke helt almindelig nat. Men heller ikke helt ualmindelig – det er det, der er så foruroligende.

Jeg sender også beretningen til mine kolleger på afdelingen. Der er forskellige reaktioner. Nogle er bekymrede over, om de nu skal stå til ansvar for mit brev, eller om de vil blive kontaktet af journalister. At vi mister arbejdsglæden, hvis vi fokuserer for meget på de urimelige patient- og arbejdsforhold. Det nævnes, at man jo er i gang med at se på forholdene. Men det har man jo været, al den tid jeg har arbejdet der ...

Alle er dog enige om, at der må reageres. At forholdene er helt uholdbare.

Hver og en af os er i færd med at give køb på grundlæggende værdier og holdninger om, hvad der er vigtigt og rigtigt i et job som vores, hvor det i høj grad drejer sig om at bevare værdighed og respekt omkring mennesker i krise og dyb nød.

Inden længe kommer de nyudklækkede journalister med skjulte kameraer under kitlerne for at dokumentere forholdene.

Til den tid risikerer vi, at det er os, der som tak for på daglig basis at have solgt vores sjæl i forsøget på at opfylde en helt urealistisk struktur, vil blive udpeget som syndebukke. Vi risikerer at blive kaldt umenneskelige. Og i menneskelighedens navn vil vi blive pålagt at løbe endnu hurtigere, strenge os endnu mere an.

Og blomsten af Danmarks ungdom, der netop skal til at vælge livsbane, får endnu en god grund til ikke at følge i vores fodspor. For hvem vil arbejde i et job, hvor den eneste motivation efterhånden er dårlig samvittighed?

Hvis ikke vi gør opmærksom på problemerne på en måde, så det politiske system er nødt til at reagere, ender vi med at slette vores egne fodspor bag os. Vi forsvinder simpelthen ud af sektoren.

Måske er det ikke så overraskende, at det er på en afdeling som min, der i høj grad tager sig af samfundets forsømte og marginaliserede, at man først mærker sammenbruddet nærme sig. Vi er selv forsømte og marginaliserede, i kraft af dem vi tager os af.

Men tilstanden hos os er kun et symptom. Presset på hele sygehusvæsenet er steget de seneste mange år. Og de problemer, som præger de medicinske afsnit, kendes også fra mange andre afdelinger.

Jeg taler med min eksmand om hele sagen. Han er god til at tænke sammen med. Han lider af cystisk fibrose, og som livslang bruger kender han hospitalerne bedre end de fleste. Og ser altid tingene lidt fra oven.

»Det er en klassisk ond cirkel«, siger han.

Samtidig med, at kravet om behandling stiger i takt med mulighederne, er der færre og færre, der har lyst til at arbejde i sundhedssektoren. Jo større afstanden bliver imellem midler og ambitioner, jo hårdere bliver presset på personalet. Og så kører skruen. For så forsvinder der endnu flere ud af sektoren. Det er det, der begynder at kunne mærkes rundt omkring.

Hvorfor skulle man vælge at blive sygeplejerske i dag? Der er få oplagte attraktioner ved jobbet: Kravene er store, både til viden, indsats og engagement. Men prestigen er lav, og lønnen er lav. Nul frynsegoder, elendige arbejdstider og -betingelser samt udstyr og faciliteter, der ikke på nogen måde matcher uddannelsesniveauet.

Dén onde cirkel må og skal standses. Vi kan ikke fortsætte som nu. Det holder simpelthen ikke, at folk ligger og dør på gangen. Uden at vi opdager det. Og det går ikke, at vi er så optaget af at holde styr på mennesker, der skaber kaos i afdelingen på grund af psykoser og svær demens, at vi ikke kan pleje de andre patienter.

Hvis vi vil bevare den høje standard i sundhedsvæsenet, vi er så stolte af, må hele sundhedssektoren til et grundigt gennemsyn. Vi er nødt til at afgøre med os selv, hvad der er sygehusvæsenets kerneydelser. Og hvad der ikke er. Vi må tænke langsigtet, tænke mere i folkesundhed frem for kun at tænke i helbredelse. Og vi må fastholde, at alle patienter – prestige eller ej – har samme ret til god og ordentlig behandling, med alt hvad det indebærer.

Lige så gerne som alle vi, der arbejder i sundhedsvæsenet, ser en fremtidsrettet og holdbar løsning på problemerne, lige så lidt er vi i stand til at løse dem internt i sektoren. Alle steder i systemet har folk hver sine særinteresser. Læger og sygeplejersker forsvarer deres områder, stærke patientgrupper gør sig gældende over for svage.

Alle disse interesser er helt legitime. De bunder i et næstekærligt princip om at hjælpe dem, som står foran dig og er i nød. Det er et princip, som skal fastholdes, for det er det, der giver os styrke til arbejdet.

Men når der skal laves en strategi, må man naturligvis hæve sig over de enkelte tilfælde og i stedet se på de overordnede kriterier for succes og på, hvordan sundhedssektoren samlet set opnår det bedste resultat. Det er vores folkevalgte politikere, der må påtage sig den store opgave at prioritere og tænke visionært på sundhedsvæsenets vegne.

Desværre er prioritering i sundhedsvæsenet og langsigtede strategier ikke demokratisk valgte politikeres livret. Hvilken opposition ville holde sig tilbage fra at æde den regering med hud og hår, som tillod sig at nedprioritere denne eller hin hævdvundne behandlingsform? Og hvis det var oppositionen, der fremlagde forslag til en samlet reform af sundhedssektoren, hvilken regering ville så tøve et sekund med at bruge det som anledning til at vinde næste valg ved at fokusere på de steder, der måtte nedprioriteres? Det er indlysende, ikke af ideologiske, men af valgtaktiske grunde.

Derfor er der brug for et nationalt kompromis. Mindre kan ikke gøre det. Alle partier må holdes ansvarlige for, at udviklingen i sygehusvæsenet er, som den er, så længe de er med til at forhindre en overordnet reform, der kan bringe systemet på ret kurs. Det, der er brug for, er praktisk, målorienteret kompromispolitik. Vores sundhedsvæsen og vores folkesundhed er for dyrebar til taktisk partipolitik, der kun kan se fire år frem i tiden.

Kom i gang, I kan godt.

Bunden er ikke nået. Men der er ikke langt nok ned.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts