For nylig har pastor Søren Krarup i Folketinget sammenlignet Hitlers ’Mein Kampf’ og Stalins hykleriske, menneskeretsbaserede Sovjet-grundlov af 1936 med Marx’ hovedværk ’Das Kapital’.

Hvis Karup havde læst eller læst i dette værk, ville han vide, at det ikke rummer anvisninger på en samfundsordning, men et højmatematiseret forsøg på et opgør med kapitalismen. Det er således urimeligt, når man giver Marx skylden for det leninistisk-stalinistiske sovjetdiktatur – så meget mere, som Engels og Marx i deres ’Manifest’ fra 1848 skriver, at de »i stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger« ønskede et samfund, »hvor hver enkeltes fri udvikling er forudsætningen for alles fri udvikling«. Det er et af de stærkeste frihedsord, en af de smukkeste liberale ytringer, historien kender. For at ingen skal blive forvirret, må jeg hellere understrege, at jeg skelner mellem det at være liberal – frisindet – og det at være liberalist, det vil sige støtte tanken om de frie (markeds)kræfters spil, sin egen lykkes smed, den stærkes ret og så videre. Siden Krarup for 39 år siden i sin bog ’Demokratisme’ gjorde op med »dyrkelsen af demokratiet som en hellig og guddommelig styreform«, har han baseret sin kritik af denne styreform og de fundamentalistiske menneskerettigheder på »luthersk kristendom«, som han skriver det i forordet til sin bog mod disse rettigheder. Det har ofte undret mig, at ingen har opfordret DF-pastoren til at feje for sin egen dør, når han kritiserer absolutismen. Luthers samfundssyn stod således ikke tilbage for Hitlers og Stalins med hensyn til fundamentalisme. Krarup og hans lærenemme elev Pia Kjærsgaard fremhæver igen og igen, at den grundlæggende forskel på islam og kristendom – den lutheranske forstås – er, at islam er en ’lovreligion’, som ikke skelner mellem religion og politik, mens Luther skelnede mellem, hvad han kaldte »det åndelige og det verdslige regimente«, det vil sige mellem religion og politik. Men kendsgerningen er, at Luther foretog en religiøst betinget sammenrodning af det politiske og det religiøse. Med Paulus fremhævede Luther således, at »den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom« (Romerbrevet, kap. 13). Luther guddommeliggjorde således de til enhver tid siddende magthavere. Det vil sige, at de modige undersåtter blandt vore forfædre, som satte sig op imod undertrykkende magthavere, ikke blot udførte en politisk farlig handling. De begik ifølge Luther også en syndig handling. At det ikke var mundsvejr for Luther med denne absolutering af magthaverne, fik de tyske bønder at føle i 1525. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede herpå ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne. I sit skrift ’Til den kristne adel af den tyske nation om reformation af kristenheden’ kritiserede Luther godsejerne for deres handlemåde. Derfor opfattede bønderne hans kritik af godsejerne »som en opfordring til at sætte ind med reformer på det sociale og økonomiske område«, som kirkehistorikeren professor Torben Christensen fastslår det i sit bidrag til Gads store Luther-udgivelse i 1964. Men bønderne kom til at tro om. Det, Luther ville reformere, var aldeles ikke samfundet, men kirken – den katolske. Det bestående feudalsamfund med dets skarpe klasseopdeling, undertrykkelse og kongens enevælde skulle der ikke ændres ved. Det var og blev ifølge Luther en »Guds ordning«. Men skulle undersåtterne så forholde sig passivt og lade magthaverne »skalte og valte med deres medmennesker«, spørger Torben Christensen, og hans svar på Luthers vegne savner intet med hensyn til klarhed: »En kristen skal altid underordne sig øvrigheden. Er den slet, skal han tålmodigt bære den uret og de lidelser, den påfører ham«. Ja, Gud bruger ligefrem »en slet øvrighed som det middel, der skal få mennesker til at vende sig til ham som deres eneste hjælp og tilflugt«. Den hjælp, Luther kunne tilbyde, bestod i en eneste ting: »Bønnen er ... et langt stærkere våben til at afvende samfundets onder end oprør og revolution«. Givetvis – sådan en stille bøn før sengetid kunne have fået mangen en undertrykkende godsejer eller fyrste til at ryste i bukserne. Bønderne forsøgte længe at opnå en forhandlingsløsning med godsejerne. Men da de opdagede, at disse trak tiden ud for med fyrsternes hjælp at samle en hær, greb bønderne til våben. De agtede ikke med foldede hænder at »finde sig i alskens ondskab og uret« som krævet af Luther. I den situation reagerede han voldsomt. I sit skrift ’Imod bøndernes røver- og morderbander’ opfordrede han alle, der kunne, til at »slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører«. Men bønderne ønskede ikke at gøre oprør. De ønskede at beholde deres jord, det vil sige at bevare deres eksistensmulighed. Luther var imidlertid nådesløs: »Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling«. Han henviste i denne forbindelse til det ovenfor citerede Paulus-ord om, at den, der sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod. Fyrsternes og godsejernes soldater skulle derfor »med god samvittighed slå til indtil sidste blodsdråbe«, fordi bønderne »kæmper for en uretfærdig sag«. Luther gjorde det altså til en uretfærdig sag, at mennesker kæmper for deres eksistens. Alligevel betragtes han som en af de store europæiske frihedshelte. Luthers råd om nedslagtning af bønderne blev fulgt til punkt og prikke af fyrsterne og godsejerne under et blodbad, som faldt den ellers ikke sarte samtid for brystet. Tallene for ofrene under Stalins og Hitlers terror er skræmmende store. Men de er heller ikke små for de kristne, der i Vorherres navn ombragte mennesker i Europa, i Afrika og i Nord- og Sydamerika. Mange modige europæere, som ville bruge deres forstand og humanitet i stedet for at undergive sig Kirken, endte som bekendt på bålet. Luther blev af nogle af sine egne kritiseret for ikke at have opfordret til barmhjertighed under denne nedslagtning af bønderne. Han besvarede kritikken i sit ’Åbne brev om det skarpe skrift mod bønderne’ på denne næstekærlige måde: »Åh, I med jeres barmhjertighed! Med næven må man svare sådan nogle flabe, så at blodet flyder fra næsen. Bønderne ville ikke høre efter og tage mod fornuft (det vil sige acceptere fortsat undertrykkelse), derfor måtte man åbne deres ører med bøssekugler, så deres hoveder sprang i luften ... Den, der ikke vil lystre Guds ord med det gode, må lystre bøddelens med det onde. (Gud) kræver, at kongen skal lydes og oprørerne knuses«. Næstekærligheden formelig lyser ud af disse herligt karske Luther-ord. Torben Christensen fremhæver, at Luther fik »et medansvar for, at bøndernes (det vil sige hovedparten af det tyske folks) politiske og sociale frigørelseskamp blev grundigt og effektivt stækket for århundreder (og), at den evangeliske sag rent faktisk blev forbundet med den politiske konservatisme«. Luther har sin pinlige andel i den lydigheds- og underordnelsesholdning, som kom til at præge kirken helt frem til vor egen tid. Denne holdning prægede f.eks. de lutheranske tyske officerer, som 20. juni 1944 gennemførte et – desværre mislykket – attentat mod Hitler. De følte sig ikke blot bundet af faneeden til ’Der Führer’. De følte sig også længe bundet af Luthers Paulus-ord om, at man ikke må sætte sig op mod øvrigheden, skønt den i dette tilfælde udgjordes af nogle af verdenshistoriens mest infame magthavere – de nazistiske. De gjorde ikke blot brug af Luthers fundamentalistiske øvrighedstanker. De hentede også inspiration i hans intense jødehad. I skriftet ‘Om jøderne og deres løgne’ anbefaler Luther bl.a., »at man sætter ild på deres synagoger«, at man »nedbryder og ødelægger deres huse ... at man fratager dem alle deres bønnebøger ... at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring«, ja at man »behandler dem med al ubarmhjertighed«. Hvor mange medlemmer af vor lutheranske statskirke kaldet folkekirken ville mon opretholde deres medlemskab, hvis de fik noget at vide om kirkefaderens totalitære samfundssyn og hans jødehad? For et par år siden kastede jeg et blik i de tre – ifølge formanden for gymnasiereligionslærerforeningen – mest anvendte bøger om kristendommen for at se, hvad der stod om den side af Luthers virke, som jeg beskriver i denne Kronik. Der stod intet! Søren Krarup og andre lutheranere har forsvaret Luthers pinlige ageren under den tyske bondekrig med en henvisning til, at en af bøndernes fortalere, præsten Ths. Müntzer, »politiserede« kristendommen, idet han kritiserede de bondeundertrykkende godsejere og fyrster ud fra næstekærlighedsbuddet. Men næstekærligheden skal slet ikke forstås politisk – fremhæver de lutheranske teologer – deraf den nu fast tilbagevendende årlige debat op til julen, hvor enkelte præster falder ud af deres lutheranske rolle. At kristendom grundlæggende ikke har noget at gøre med næstekærlighed, er helt på tværs af, hvad et flertal af folkekirkens medlemmer formentlig tror, og helt på tværs af, hvad der har givet kristendommen dens store gennemslagskraft. Denne kraft beror altså ifølge de lutheranske teologer på en misforståelse! Kristendommens hovedanliggende er ifølge Luther ikke næstekærlighed, men dommen over ethvert menneskes ubodelige syndighed, det vil sige dets grundlæggende selviskhed – en situation, som intet menneske kan frigøre sig fra, lige meget hvor mange gode gerninger det udfører. Denne syndighedsudlægning af kristendommen er baggrunden for Søren Krarups store mål – at få afskaffet de menneskerettigheder, som ifølge FN-erklæringen af 1948 skal sikre enhver: frihed for f.eks. slaveri, tortur, vilkårlig anholdelse og upartisk domfældelse og ret til f.eks. ytrings- og forsamlingsfrihed, (fag)foreningsdannelse, lighed for loven, asyl i tilfælde af forfølgelse, gratis undervisning, tryghed i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand eller alderdom med videre »uden forskelsbehandling af nogen art – f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse«. Denne ’godhedsindustri’ ønsker Krarup demonteret, skønt den er grundlaget for det velfærdssamfund, som hans partiforkvinde nu forsvarer, efter at hun tidligere har kritiseret det, fordi borgerne »fra vugge til grav blev pakket ind i vat«, ligesom »ansvarlighed og frihed gradvis blev tappet ud af folk«. Men i lighed med Anders Fogh så Pia K., at der var stemmer i at forsvare velfærdsstaten. Hvad har Søren Krarup – der altid så ærligt og frejdigt har sagt, hvad han mener – haft af kommentarer til denne 180-graders velfærdskovending fra Pia K.s side og hendes vamle, sociale stemmefiskeri blandt de ældre? Ingen! Ikke ét ord! Han er blevet en loyal partisoldat, der gør, som mor siger. »At man sætter religion over et lands lov, er ikke noget, vi kan acceptere i Danmark« – fremhævede Pia Kjærsgaard i åbningsdebatten i Folketinget i 2001 med brod mod islamisterne. Få dage efter fastslog Søren Krarup imidlertid i Jyllands-Posten (6.10.01), at Danmark er et luthersk land. »Dette er forudsætningen eller synsvinklen, under hvilken Grundloven skal læses og landet ledes«, ligesom det også skal være »fortegnet for den lovgivning, der vedtages i det danske folketing«. Søren Krarup satte således umisforståeligt religionen over loven. Derfor vil jeg gerne spørge Pia Kjærsgaard, om det ikke giver hende anledning til bekymring, at en af hendes ikke just ukendte partifæller sætter religionen over landets love? Dansk Folkepartis partiprogram fra september 2001 understreger »betydningen af, at regeringen til enhver tid tager overholdelsen af Grundlovens frihedsrettigheder og de øvrige menneskerettigheder alvorligt«. Imidlertid ser Søren Krarup det som nævnt som en af sine allervigtigste ideologiske opgaver at få menneskerettighederne afskaffet, fordi disse rettigheder ignorerer, at mennesket er »en synder, der ikke kan frelse sig selv eller verden« – som om det er det, disse rettigheder sigter på. Den »lighed«, som »forkyndes« i FN’s Menneskerettighedserklæring, har ifølge Krarup »en total og kategorisk karakter, som strider imod menneskelivets komplekse eller forskelligartede væsen«. Som om det er livets mangfoldighed, FN-erklæringen søger at udradere. Dens formål er ikke at gøre mennesker ens, men at stille dem ens med hensyn til en række fundamentale rettigheder. Derfor vil jeg gerne spørge Pia Kjærsgaard, om det ikke giver hende anledning til bekymring, at en af hendes ikke just ukendte partifæller ikke blot undlader at tage menneskerettighederne ’alvorligt’ – som krævet i DF’s program – men ligefrem ser det som en livsopgave at få dem afskaffet? Søren Krarup står for resten ikke alene med sin kritik af menneskerettighederne. Han får støtte af Venstres liberale figenblad Birthe Rønn Hornbech – fast kommentator i Politiken og i en række andre aviser og efterspurgt foredragsholder, beundret fra højre til venstre for sit umådelige frisind. Menneskerettighederne har efter hendes mening »udviklet sig til en ideologi, nærmest en religiøs lære, der har det bestemte formål at forme en ny ånd, som bygger på en idé om det retfærdige menneske. En sådan menneskerets idé er ikke blot håbløs i mødet med virkeligheden, men den strider imod Grundloven. Menneskeretsdiskussionen er blevet til et lighedstyranni« (Berlingske Tidende 22.1.02). Det kunne Søren Krarup ikke have sagt bedre. Anders Fogh har med god grund beklaget sig over, at religionen er begyndt at fylde vel meget i »det offentlige rum«. Men det hindrer ham som bekendt ikke i at basere sin blokpolitik på et parti, hvis ledende publicist ønsker religionen sat over lovene og menneskerettighederne afskaffet. Ja, Venstres chefindpisker, Claus Hjort Frederiksen, har jo ligefrem konstateret et »værdifællesskab« mellem V og DF (Politiken 23.9.06). Derfor vil jeg gerne spørge: Er De enig med Deres nærmeste medarbejder, hr. statsminister, når han konstaterer tilstedeværelsen af et »værdifællesskab« med et parti, hvis mest udfarende folketingsmedlem hylder stærkt fundamentalistiske synspunkter?