Tynd nok? Kronikøren på arbejde. Foto: Frank P. Wartenberg

Tynd nok? Kronikøren på arbejde. Foto: Frank P. Wartenberg

Kroniken

Profession: Fotomodel

Jeg ville ønske, at jeg kunne hive alle piger og modeller op af den selvhadsbrønd, som mange af os befinder os i på grund af en uvirkelig tabloid verden.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Kære ukendte mandlige – tilsyneladende homoseksuelle – trendsætter.

Mit navn er Ida Burchardi, jeg er 22 år, og jeg har været fotomodel i to år. Det har været utrolige år med rejser i ind- og udland, smukt designertøj, modeshows, makeupartister, VIP-fester og lange øjenvipper. Enhver piges barnedrøm: Stylisterne er søde, og fotograferne får en lille pige til at føle sig som en voksen smuk ung kvinde. Tænk at rejse rundt i verden og blive bekræftet i, at man er smuk og ligner dem i bladene – pludselig er man en af dem i bladene.

Men det har også været to år med konstant tvivl og usikkerhed. Er jeg god nok? Er jeg tynd nok? Og kan jeg virkelig godt tillade mig at spise endnu et stykke kage?

Det er søndag morgen i august, og sensommersolen har kæmpet sig igennem det spredte skydække. Jeg befinder mig i en solskinsplettet blomsterhave i Nordjylland hos mine nye svigerforældre, og alle er samlet til morgenmad. Juice, ristet brød, økologisk Summerbird-chokolade, friske bær, hjemmelavet marmelade og fuldmoden camembert ligger på det smukt opdækkede teaktræsbord og lokker larmende blidt. Den rigtige Ida tænker: »Wow!«, og vil gå om bord i herlighederne, mens modellen Ida tænker: »Tag en kop kaffe (sort, som sætter gang i forbrændingen) og fyld en skål med yoghurt, som ingen opdager ikke bliver spist op«. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive mit forhold til en omdiskuteret branche og ikke mindst livsstil. En livsstil, alt for mange tilstræber.

Jeg taler kun på vegne af mig selv og mine arbejdsmæssige erfaringer. Jeg vil ikke generalisere, og når jeg eksempelvis bruger udtrykket ’som model’, menes hvad jeg subjektivt opfatter som det at være model. Det er på ingen måde en kritik af mine arbejdsgivere – tværtimod. Det er bestemt ikke hos modelbureauerne, at skoen trykker – men derimod i noget så simpelt som samfundssindet.

Som model lever man et dobbeltliv. Man er den smukke, perfekte unge kvinde med højhælede sko og lækker hud. Og så er man den almindelige, glade, uperfekte pige med Converse-sko og menstruationsbumser. Balancen mellem disse roller er svær at få øje på, men det lykkes for mange piger, og der opnås den kombination af ’lækker pige og naturlig friskhed’, som efterspørges i branchen. Problemet, som jeg ser det, opstår først, når der kommer mad på bordet. Det sker for os danskere gerne mindst tre gange om dagen og så helst med lidt godt til kaffen ved siden af. Oveni kommer det løse så: et stykke fødselsdagskage på jobbet, en hyggelig brunch med veninderne, slik til togturene, snacks på fotoshoots og så videre. Hvis det ikke var, fordi man konstant må holde sig på sultegrænsen for at undgå ’lovehandles’ og overholde sit hoftemål, ville det også være helt fint.

Men sådan hænger det ikke sammen, desværre. Hvis jeg skal være i ’modelform’, har jeg måske kun 1.000 kalorier om dagen at gøre godt med. Det er under halvdelen af, hvad ’normale’ mennesker spiser. Så skal de kalorier med andre ord bruges fornuftigt. Det er sjovt at gøre grin med, at modeller sidder og nipper til salaten, men det er ikke for sjov, at de gør det! Hvis man alligevel skal ud og have champagne, julefrokoster og lagkage, begynder der at blive rod i kalorieregnskabet. Derfor må jeg sige nej tak til alt undtagen klidkiks, bananer og cola light. Der går sport i at leve så kaloriefattigt som muligt, også selv om man en gang imellem er lige ved at besvime. Man er jo tynd!

En spiseforstyrrelse er relativ. Er en slankekur ikke også en spiseforstyrrelse, når man ændrer på de naturlige kostvaner? Og hvad er i øvrigt naturligt i en hverdag, hvor piger ned til 14 år dikterer skønhedsidealer for de 25-årige, og hvor 22-årige piger som mig laver modeserier for dameblade henvendt til min mors generation?

Der er ikke noget at sige til, at kvinder bliver forstyrret i deres grundvold. De kulørte blades ambivalente forhold til problematikken indeholder latterlige elementer. De samme ugeblade, som viser billeder af spiseforstyrrede Hollywood-kendisser, råber op om, at de tynde modeller skal forvises fra catwalken. Men kan debatten godt gå målrettet mod modeindustrien uden også at ramme film, musik og reklameindustrien?

Esben Kjær skrev i Politiken 12.8. i ’Kvinders dødssyge idealer’, at hans kæreste »(...) klædte sig på for de andre kvinders skyld. Hun var ikke lesbisk. Det var et våbenkapløb. Et kapløb om at overstråle andre kvinder med mændene som måbende tilskuere«. Jeg tænker straks på den famøse Victoria Beckham, som efterhånden ligner et læderhudsbehængt somalierbarn med manicure og hår-extentions. At den kvinde har født to børn og lever et omsusende jetsetliv, er svært at forstå, når man tænker på hendes begrænsede kalorieindtag.

Jeg kan godt forstå, at mænd ikke tænder på (os) vandrende pinde, men nu bliver meget af det internationale modebillede jo ikke dikteret af danske ølbøvsende mænd med hang til hanbaviandiskussioner. Den bliver derimod dikteret af dig, min ukendte ven. Det er klart, at valget ikke falder på en frodig kvinde med Camilla Plum-kogebøger under armen, når du udpeger et skønhedsideal, men derimod på en afpillet drengekrop. Ikke besynderligt, at modelbureauerne helst vil have de unge modelpiger i gang i branchen, før de får udviklet hofter og andre kvindelige former! Os andre 22-årige modeller med uhensigtsmæssige hoftemål og diverse fedtdepoter må bare prøve at følge med det bedste, vi kan.

»Når jeg vælger en model, er det vigtigt, at hun ser sund ud, har en god udstråling og balance i sindet. En pige, der ikke har balance i sindet eller lider af en form for spiseforstyrrelse, har med garanti ikke den selvtillid, det kræver at gå catwalk og passe tøjet«, sagde Karen Simonsen.

Citatet stammer fra en artikel i Politiken 12.8. Følgende skal ikke misforstås som en kritik af Karen Simonsen eller andre designere, som garanterer for deres modellers sundhedstilstand. Jeg vil blot nævne, at en spiseforstyrrelse altså er usynlig! Den bliver især godt kamufleret, når man er en smuk model med masser af selvtillid. Ubalance i sindet er med andre ord nemt at gemme i en (mode)verden, der i forvejen er så meget ude af trit med den virkelige verden.

Jeg kan huske castingerne til Modeugen sidste januar. Jeg var alene hjemme den uge, og derfor var det nemt selv at styre, hvor meget (eller hvor lidt) der røg indenbords. I mit tilfælde var det ikke særlig meget: Et æble og te om morgenen. En tynd skive kylling og lidt salat til frokost og eventuelt en klidkiks med banan til aftensmad. Sommetider mindre.

Jeg havde tabt mig nok til at bevæge mig ud til cirka fem castings i København. Bevæbnet med stilethæle og min modelbog under armen vandrede jeg rundt mellem modehusene. Sulten havde sat sig som en kronisk træthed i kroppen, og jeg skulle passe på med at rejse mig op for hurtigt efter længere tids sidden stille.

Hos Munthe plus Simonsen blev jeg mødt af en altid smilende Naja, som sødt kommenterede, at jeg så godt ud, og bemærkede, at jeg havde tabt mig. Det gjorde mig stolt, og jeg takkede oprigtigt – men jeg var træt, og jeg må have lignet et fyrtårn i stiletter, der stod og vajede usikkert i vinden! Jeg fik i øvrigt ikke jobbet, men det er heller ikke min pointe. Den dag, jeg stod og vajede i den kølige modelbrise, var jeg uden tvivl ikke helt rask, selv om jeg så både glad og selvsikker ud.

Karen Simonsen nævner, at selvtillid og spiseforstyrrelser ikke kan eksistere samtidig. Jeg mener, at der bør skelnes kraftigt mellem selvtillid, selvværd og selvfølelse. Selvtillid er en positiv interaktion med omverdenen, og øget selvtillid opstår, når man får god respons på denne interaktion, eksempelvis til shoots og castinger.

Selvværd er derimod interaktionen med en selv – ens umiddelbare opfattelse af, hvor meget man egentlig er værd, også uden den positive respons fra (mode)verdenen. Selvværd og selvtillid giver tilsammen selvfølelse. Man er i stand til at interagere med omverdenen og samtidig være opmærksom på sin følelsesmæssige og familiære baggrund. Min veninde beskrev det således: Selvtillid er en smilende mand, der står foran sit hus og vinker til omverdenen med begge arme over hovedet. Selvværd er en smilende mand, der står med lukkede øjne foran huset med begge hænder solidt plantet på sit stakit. Og selvfølelse er den samme smilende mand, som vinker med den ene arm til omverdenen og har den anden hånd på stakittet. Se dét er balance! Interaktion med både omverdenen og sig selv. Selvtillid er med andre ord overfladisk og kan sagtens eksistere uden selvværd og selvfølelse. Mange modeller har meget selvtillid på grund af den daglige positive bekræftelse, man får på shoots og ved invitationer til VIP-fester og så videre. Men man kan godt have meget selvtillid og stadig være i dyb mental ubalance.

Det australske Vogue tager i denne måned ligeledes fat på debatten og har flere tilgange til modeindustrien, som jeg er sikker på, at du, kære trendsætter-ven, og jeg kan følge. Men der er flere påstande, som ud over at være morsomme også er direkte usande. Simon Lock, grundlægger af Rosemount Australian Fashion Week, siger eksempelvis: »You don’t have to be a rocket scientist to see a link between young girls thinking that ultra thin means ultra chic but I’ve been involved in fashion weeks all around the world and I can tell you no-one is putting sick girls on the catwalk«.

Øhm?! Husker vi ikke alle skrækhistorien om Ana(!) Carolina Reston, som døde i november sidste år af anoreksi? Eller den 22-årige Luisel Ramos, som »... died from the exertion of walking down the runway ...«. Mira Vukovic fra Mad Cortes siger: »... I have heard stories about models with scabby knees because they have fainted so much ...«, og om Natalia Vodianova, den smukke russiske model, som for nylig stod frem og fortalte sin historie, står der: »... her hair started thinning and she was very nervous and overly sensitive. A doctor friend intervened«.

Men når disse detaljer om unge piger, som dør på arbejdspladsen (hvem der havde en fagforening!), er nævnt, vil jeg fortælle dig, min ven, at jeg fuldt ud forstår dine æstetiske tilbøjeligheder: »To keep us hungry consumers on our trend-weary toes, designers fill our daydreams with fantastical creations. Take Alexander McQueen’s highland Rape collection, for example, or Hussein Chalayan’s dress that morphs into a hat and then transforms into a cloud of Swarovski crystal dust. It’s art«.

Smukt! Ja, jeg er enig. Men please, min ukendte ven! Jeg beder dig. Kan vi ikke mødes på halvvejen? Kan vi ikke mødes et sted midt imellem din uvirkelige drømmeverden og min virkelige? Lad os sammen dyrke den emergente politik og i bedste Tor Nørretranders-stil gøre (mode)verdenen til et bedre sted at være.

Nørretranders skriver i ’Mærk verden’: »Den emergente politik består i at gøre noget, man er helt overbevist om er godt for en selv og ens omgangskreds, også selv om det forekommer naivt. Den emergente politik er en accept af naivitet, ikke en accept af passivitet. Den emergente politik består i at gøre det, man føler er rigtigt, lige dér, hvor man er. Og at flytte sig, hvis det er nødvendigt. Den er en accept af, at det vigtigste man kan gøre er at gøre noget: at handle og forandre på en måde, som i hvert fald er god, sådan som man nu kan vurdere det«.

På den måde kan vi begge to få en sund og velfortjent bid af drømmekagen, og mens du kreerer de smukke klæder og billeduniverser til at forskønne mit liv med, kan mange af mine kolleger og jeg selv genfinde den mentale balance og blive glade igen.

Så kære læser, kære Esben Kjær og kære ukendte trendsætter. Jeg ville ønske, at jeg kunne gribe hårdt nok i min (manglende) barm til at hive alle piger/kvinder/fotomodeller op af den selvhadsbrønd, som mange af os befinder os i på grund af en uvirkelig tabloid verden dikteret af spiseforstyrrede hollywoodstjerner og virkelighedsfjerne modefolk.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce