Det er på tide, at jeg opgiver den her film.
Jeg ligger på et hotelværelse i Jerusalem og stirrer op i loftet. Modløs. Hvordan kunne det gå sådan her? Tv’et kører med lyden skruet ned. De viser ’Operation Thunderbolt’ fra 1977 med Klaus Kinski. En dramatisering af flykapringen i Entebbe i Uganda, hvor jødiske passagerer blev holdt som gidsler af PFLP-EO og tyske Revolutionäre Zellen. Filmen er fuld af klicheer og svage personkarakteristikker. Alligevel får den årets Oscar for Bedste Udenlandske Film trods den tydeligt propagandistiske drejning. Om det siger noget om tiden eller om Oscar i almindelighed, skal være usagt. Indspilningen af min egen film går ubeskrivelig dårligt. Kun sent om natten kan vi filme det par, filmen handler om, en palæstinensisk mand, Hassan, og hans israelske kone, Ruth. De er bange, tør ikke tale om noget. Religion, livet i byen på Vestbredden, den bosættelse, kvinden kommer fra – alle emner er forbudt. De har modtaget trusler; man vil lade dem være i fred, så længe de ikke har kontakt med journalister og filmfolk. En sen nat nogle dage tidligere. Vi sidder på en lav mur, som omgiver en parkeringsplads i en af de største bosættelser og overvejer alle muligheder for at kunne fortsætte optagelserne. Måske skal vi lave en animationsfilm om Ruth og Hassan, så de kan være anonyme? Eller måske sløre deres ansigter, som man har gjort i adskillige tv-reportager? Men jeg vil gerne have, at man oplever karaktererne og ser omgivelserne. Min opfindsomhed rækker ikke til mere. Det føles, som om alt håb er ude. Det sidste vi ser til Ruth og Hassan, er deres bil, som er parkeret langt fra kontrolposten, da vi er på vej tilbage til Israel. Jeg rabler en forklaring af mig om, hvorfor der holder en bil derovre i mørket, til den mistænksomme unge soldat. »Øh, de fulgte bare efter os fra bosættelsen, fordi de var bange for at køre alene gennem Vestbredden om natten«. Jeg må ikke røbe for nogen, at vi i virkeligheden har været i Hassans hjemby, hvor Ruth bor illegalt. Jeg er nødt til at sige, at vi har været i den bosættelse, Ruth kommer fra. Soldaten bladrer skeptisk i vores pas, mens han svinger en nunchaku langsomt i venstre hånd, men han lader os passere med et køligt nik.
