Med udbruddet af karikaturkrisen begyndte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at argumentere for, at der er visse kompromiser, man må indgå i forhold til friheden til at ytre sig. Det gør han bl.a. rede for i sin takketale til Den Danske Publicistklub i marts 2006. Men for at skabe legitimitet for sit synspunkt besværer han sig over, at der tilsyneladende er en tendens til at vise intolerance over for det, han definerer som 'meningsfriheden'. Hermed mener han, at man som modstander af publiceringen af karikaturerne bliver defineret som modstander af ytringsfriheden og dermed udgrænset som bærer af et antidemokratisk synspunkt. Denne påståede stigmatisering er naturligvis møntet på ham selv. Han tager dog ikke hensyn til, at hans eget synspunkt i denne internationale krise også er helt nyt: Det drejer sig ikke om at være enig eller uenig med de udsagn, der er udtrykt i karikaturerne, men om at bestride det moralsk retfærdige i overhovedet at fremføre disse synspunkter. Deri ligger der en helt afgørende forskel. Og det var netop dette forsøgsvist nye argument mod publiceringen, der blev stigmatiseret som et svagt forklædt argument mod ens meningsmodstanderes ret til at ytre sig. Dette fremstiller Uffe Ellemann-Jensen så imidlertid som en stigmatisering, der i sig selv gør ytringsfriheden meningsløs, forstået på denne måde, at man bliver stigmatiseret, hvis man bestrider noget, der er ytret - men det er ikke tilfældet. LÆS OGSÅEllemann-Jensen kritiseres hårdt i Muhammed-sag Uffe Ellemann-Jensen og andre har ikke bestridt noget, der er ytret, men har derimod bestridt, at karikaturerne havde en moralsk ret til at blive publiceret. Efter denne bestræbelse for at vinde legitimitet for sin holdning, som er, at hans modstandere på Jyllands-Posten, der insisterer på at undersøge og provokere antidemokratiske doktriner, imidlertid må undertrykke deres ytringsfrihed, præsenterer den tidligere udenrigsminister sine velkendte motivationer for politisk ræson: Man skal ikke handle på en sådan måde, at det eksponerer Danmark ufordelagtigt og dermed skader landets handelsmæssige og politiske interesser. Disse motivationer må opfattes som udtryk for ansvarlighed og sund fornuft, samt frisind og tolerance, tilføjer han. 11. juni 2006 udtaler han til Berlingske Tidende: »For mig at se viser det (karikaturkrisens forhold), vi har snorksovet i globaliseringsdebatten (…)«. Han kritiserer derefter regeringens globaliseringsråd med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, der »først til aller, aller sidst, da bomben så at sige var eksploderet i turbanen, fandt ud af, at der var en kulturel tilgang, som man egentlig også burde diskutere«.
På grund af internationaliseringen er der derfor grund til at være mere varsom end tidligere med forvaltningen af ytringsfriheden. 2. juli 2006 skriver han i Berlingske Tidende: Ytringsfriheden skal på den ene side ikke begrænses, og her refererer han en udtalelse fra Europarådet, som han tilslutter sig. Men så indfører han også det forbehold, at den imidlertid må forvaltes med større tilbageholdenhed. Der er m.a.o. doktriner og emner, som ikke må tages op og kritiseres. Heller ikke selv om de strider mod demokratiets principper og er inkompatible dermed. Uffe Ellemann-Jensen tilslutter sig i denne forbindelse også Tyrkiets premierminister Erdogan, der hævder at eksponeringen af tegningerne - reelt eksponeringen af et forhold, hvor tegningerne bringes i strid med antidemokratiske doktriner - kun har gavnet ekstremister og således bidraget til at polarisere religiøse og kulturelle brudflader. Erdogan taler for lovgivning mod at anfægte religiøse doktriner med formuleringen om, at det ikke bør være tilladt at fornærme. Det er et udtryk for de bestræbelser, som OIC-landene gør sig i FN's Menneskerettighedsråd. Men her lægger Uffe Ellemann-Jensen imidlertid afstand. Han synes at mene, at man bør gå ad frivillighedens vej. Som det ses, er der et par uklare forhold i Uffe Ellemann-Jensens argumentation. Det forekommer, som om han ikke sondrer klart mellem sin helt legitime ret til at være uenig med de udsagn, der er indeholdt i JP's karikaturer, og det forhold, at han mener at have ret til at hævde, at JP slet ikke burde kunne fremføre disse udsagn, dvs. publicere tegningerne. Det svarer til, at man ikke sondrer mellem det forhold, at man er uenig med nogle doktriner i en bog, og så det forhold, at man er uenig i, at bogen overhovedet er blevet publiceret. Det første er meget ofte tilfældet, når en bog udgives, mens det sidste - at man ønsker bogen tilbageholdt af hensyn til 'frisind og tolerance' - forekommer helt ubegribeligt og selvmodsigende. LÆS OGSÅUffe Ellemann: Der går ingen skår af Politiken Men denne manglende sondring bunder naturligvis i det forhold, at den islamistiske doktrin, der tilsiger nogle muslimske kredse at protestere mod offentliggørelsen af karikaturerne, ikke blot er uenig med udsagnet i tegningerne, men forbyder, at de overhovedet publiceres. Uffe Ellemann-Jensen ønsker under ingen omstændigheder, at Danmark eksponeres unødvendigt og negativt af nævnte handelsmæssige og politiske grunde, og derfor bakker han reelt op om det islamistiske synspunkt - men nominelt fremfører han sit synspunkt, som om det er udsagnets indhold i tegningerne, han opponerer mod. Han optræder reelt som en postillon d'amour i forklædning for islamistiske synspunkter (præcist på samme måde som hele venstrefløjen og dette ærværdige dagblad gjorde det under karikaturkrisen).
