Mænd er stolte krigere, og kvinder er sarte prinsesser, mener nogle. Mænd og kvinder er dybest set ens, bortset fra den lille forskel, mener andre. Nogle vil gerne have kønsopdelte børnehaver, hvor drenge skal lege krig og piger skal pynte sig, fordi det skulle være naturligt. Andre vil gerne have kønsneutrale børnehaver, hvor drenge og piger ikke engang sprogligt har et køn, fordi de mener, at kønnet er konstrueret.
Kønsdebatten florerer på ny, og den gamle konflikt mellem det biologiske køn og det sociale køn er blusset op. Denne skyttegravskrig ødelægger ikke bare muligheden for en konstruktiv og nuanceret debat; den bygger også på fejlagtige antagelser i begge lejre. Kønstraditionalisterne er bange for, at kønsforskellen nivelleres, at der ikke længere er forskelle på mænd og kvinder, og at verden derfor går af lave og menneskene bliver rodløse. Kønskonstruktivisterne er bange for biologien; bange for, at hvis vi tager det alvorligt, at vi er biologiske væsener med biologiske kønsforskelle, så havner vi i reaktionære, uforanderlige kønsroller. Men måske behøver de ikke at være så bange. Verden går ikke af lave, hvis man løsner lidt på sine indgroede vaneforestillinger om, hvad mænd og kvinder er. Og biologien opererer hverken med arketyper eller borgerlige ideer om, hvad mænd og kvinder er.
