Jeg har været kirkegænger hele mit liv. Mine forældre bar mig ind i Skjern Kirke, da jeg var 3 uger gammel. Her begyndte jeg mit liv som kristent menneske. Nu har jeg så i 75 år tilbragt langt de fleste søndage i menighedens forsamling.
Mens jeg venter på endnu en gang at blive båret ind i kirken, denne gang til min sidste gudstjeneste på denne Jord, er jeg begyndt at systematisere det, jeg synes, de 75 år har lært mig angående den gudstjeneste, jeg holder temmelig meget af. Men jeg må med årene konstatere, at der er en del, jeg gerne så var anderledes.




























