Den største ulykke og udfordring i europæisk teater i dag er den fortsatte og tragiske separation mellem de to centrale kunstneriske kræfter i teatrets eksistens, dramatikeren og iscenesætteren.
Fra teatrets begyndelse i Grækenland omkring et halvt årtusinde før Kristi fødsel er det dramatikeren alene, der definerer teatrets udvikling og form: Hen over en kort koncentreret årrække skaber en gruppe dramatikere, heriblandt Aischylos og Euripides, hele den vestlige fortælleform, som ikke har ændret sig meget siden.




























