The Rolling Stones har overlevet som gruppe i over 50 år, og 3.oktober var de atter i København.
Gruppens store popularitet kan undre dem, der opfatter den som eksponent for en bedaget kultur. Men Stones og 1960’ser-koryfæer som Bob Dylan, Neil Young m.fl. præger stadig rockmusikken. Og på et mere generelt plan præger 1960’ernes ungdomskultur og ikoner også i dag vores normer med hensyn til adfærd, mode, kunst, kønsroller, opdragelse og ikke mindst forestillingerne om, hvad det vil sige at være ung.




























