I 1985 blev dansk litteratur ramt af en episk komet i form af den monumentale roman ’Requiem’. Et litterært korværk, hvor 537 stemmer istemte hver sin svanesang. Forfatteren var 50 år og ukendt i den brede offentlighed: Peer Hultberg. Efter Requiem fulgte yderligere tre romaner, der i dag må betegnes som nyklassikere: ’Slagne veje’ (1988), ’Præludier’ (1989) og ’Byen og Verden’ (1992).
’Byen og Verden’ blev ikke blot Hultbergs folkelige gennembrud, men også hædret med Kritikerprisen og den største pris i Norden: Nordisk Råds Litteraturpris. Et sjældent lykkeligt møde mellem kritikernes anerkendelse og læsernes gunst.




























