Den vigtigste kristne højtid er påsken, fordi man her fejrer Jesus’ kødelige opstandelse som bevis på, at han var Guds søn. Og de, der tror på denne opstandelse, har samtidig indrettet deres tro så viseligt, at den giver dem forladelse for alle de synder, de har begået og måtte begå. De kan med sindsro følge Luthers opfordring: »Synd tappert«. For det får ingen konsekvenser.
I den forstand lanceres Jesus i kirken som en alttilgivende hyggeonkel, der til stadighed prædiker uendelig godhed i overensstemmelse med de velkendte ord, han citeres for i Lukasevangeliet:
»Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til«.
Men kirken fortier, at Jesus også var en fanatisk hadprædikant, der igen og igen sagde det modsatte. Han kendte ikke selv til barmhjertighed mod sine fjender. Med en fundamentalistisk vrede, som vi i dag gerne vil projicere over på muslimerne, anbefalede han, at de vantro skulle dræbes for fode.
Det taler præsterne imidlertid ikke højt om. De fortrænger det, og i diskussioner påstår de endda ofte, at det har han aldrig sagt, skønt det står sort på hvidt i de eneste kildeskrifter, vi har til, hvad Jesus sagde, evangelierne. Kirkens historieforfalskning er massiv.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar