Antallet af mennesker, der rammes af diabetes, er i vækst verden over. I Danmark blev antallet af diabetikere fordoblet fra 2002 til 2012, hvor mere end 320.000 danskere ifølge Statens Serum Institut var diagnosticeret (både type 1 og type 2).
En nylig fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed siger, at der i 2030 vil være 430.000 danskere alene med diabetes 2. Det svarer til godt 7 procent af befolkningen. I USA havde ca. 12 procent af befolkningen diabetes 2 allerede i 2012, og i Kina er diabetesudviklingen gået fra omkring 1 procent i 1980’erne til nu mere end 11 procent. Udbredelsen har karakter af en epidemi, ja, faktisk en pandemi, det vil sige en global epidemi.




























