Som børn elskede min søster og jeg at besøge vores overbo. Når vi spiste hos ham, diskede han op med vores livretter. Det var ham, der introducerede os for fondue. Vi var fascinerede af de lange tynde spyd med farveknopperne; forventningen, når man hev dem op, og kødet for enden smagte af hygge.
Når vi var mætte, så vi film. Min yndlings handlede om en nervøs kat og nogle frygtløse hunde, der forsøgte at finde hjem. Det endte godt! Alt var lutter idyl. Og dog – overboen og jeg havde en hemmelighed.




























