0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Vi lever i en kultur, der på den ene side problematiserer de langvarige og intense sorgreaktioner og på den anden side sætter lighedstegn mellem sorgudtryk og kærlighed

Der tales mere end nogensinde om sorg i medierne og kulturen, men samtidig hævedes det igen og igen, at sorg og død er store tabuer i dagens Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den verserende sorgdebat er grundlæggende paradoksal. Der er sket en eksplosion af indlæg om sorg, men ikke desto mindre er det en sejlivet fortælling, at emnet i dag er noget, vi ikke kan eller må tale om. Mens mange beskriver sorgen som en slags almenmenneskelig urfølelse og efterlyser en mere autentisk sorgkultur med fastere ritualer og praksisser, insisterer samme debattører gerne på, at sorgen er individuel – og på, at vi skal møde den enkelte sørgende med støtte, der passer lige netop dennes behov.

Sorgen er blevet et særdeles populært emne i det offentlige rum

Man kan tolke den omfattende debat om vores sorgkultur som en form for modernitetskritik. Som et ofte kun halvvejs artikuleret ønske om dybere, mere fast forankrede fællesskaber, der kan binde mennesker sammen i hverdag såvel som krise.

Sorgen er blevet et særdeles populært emne i det offentlige rum. Flere danske kunstnere har de seneste år skildret egne sorgoplevelser, og de forskellige bidrag er generelt blevet godt modtaget af både kritikere og den bredere offentlighed. Sangeren Søren Huss’ sorgalbum ’Troen & Ingen’, som siden er blevet dramatiseret af Teatret Svalegangen, har ifølge sangeren selv givet anledning til henvendelser fra utallige lyttere, der følte sig ramt og forstået af hans tekster og melodier, og også Kira Skovs nyligt udsendte album med afsæt i ægtefællens død er blevet rost af anmeldere. En række journalister og forfattere har ligeledes vundet gehør med deres granskninger af sorg forbundet med dødsfald.

Anders Legarth Schmidts ’Jeg løber’, der handler om journalistens reaktioner på datteren Ellens død, solgte i store tal både som litteratur og som teaterstykke på Det Kgl. Teater. Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ (2017) blev en af 2017’s helt store bestsellere.

Den har været indstillet til en række danske og internationale priser og er blevet tildelt flere af disse. Aidt var også blandt de nominerede til Politikens Litteraturpris, der dog efter læserafstemning gik til Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’Sorgens grundstof’ (2017).

Dansk radio og tv har afholdt temadage om sorg, og rundt om i landets mange forsamlingshuse foredrages der ofte om emnet. Aviserne bugner med artikler om sorg, og ikke mindst på denne avis’ debatsider har sorgen været genstand for et stigende antal indlæg.

Alligevel fremhæver kritiske røster igen og igen, at der ikke er plads til sorgen i vores samfund

Endelig har både den trykte og den digitale selvhjælpsgenre givet sig i kast med sorgen. Med udgivelser som Julia Lahmes ’Sig farvel’ (2009) og Ulla Thorbjørn Hansens ’Dødsbud’ (2018) forsøger læg- og fagfolk at hjælpe læserne til at forholde sig til døden og bearbejde sorgen.

Såkaldte mindesider, hvor folk kan dele deres sorg i virtuelle fællesskaber, har en stor tilstrømning af brugere, og mange anvender desuden Facebook og andre sociale medier til at annoncere dødsfald, beskrive sorg og finde støtte fra venner og bekendte.

Som Svend Brinkmann har påpeget (Politiken 25.5.2018), er det svært at stå fast på, at død og sorg skulle være tabuiseret. Eller som en debattør i Kristeligt Dagblad skrev: »Sorg og død er det nye sort« (19.5.2018).

Alligevel fremhæver kritiske røster igen og igen, at der ikke er plads til sorgen i vores samfund. På mindesiden Mindet.dk bliver sorgen ofte om omtalt som ’en forbudt følelse’, som hverken ’systemet’ eller omgivelserne forstår at forholde sig passende til.

Én bruger kritiserer eksempelvis, hvad hun kalder sorgens jante