Vi lever i en kultur, der på den ene side problematiserer de langvarige og intense sorgreaktioner og på den anden side sætter lighedstegn mellem sorgudtryk og kærlighed

Den verserende sorgdebat er grundlæggende paradoksal. Der er sket en eksplosion af indlæg om sorg, men ikke desto mindre er det en sejlivet fortælling, at emnet i dag er noget, vi ikke kan eller må tale om. Mens mange beskriver sorgen som en slags almenmenneskelig urfølelse og efterlyser en mere autentisk sorgkultur med fastere ritualer og praksisser, insisterer samme debattører gerne på, at sorgen er individuel – og på, at vi skal møde den enkelte sørgende med støtte, der passer lige netop dennes behov.

Man kan tolke den omfattende debat om vores sorgkultur som en form for modernitetskritik. Som et ofte kun halvvejs artikuleret ønske om dybere, mere fast forankrede fællesskaber, der kan binde mennesker sammen i hverdag såvel som krise.

Sorgen er blevet et særdeles populært emne i det offentlige rum. Flere danske kunstnere har de seneste år skildret egne sorgoplevelser, og de forskellige bidrag er generelt blevet godt modtaget af både kritikere og den bredere offentlighed. Sangeren Søren Huss’ sorgalbum ’Troen & Ingen’, som siden er blevet dramatiseret af Teatret Svalegangen, har ifølge sangeren selv givet anledning til henvendelser fra utallige lyttere, der følte sig ramt og forstået af hans tekster og melodier, og også Kira Skovs nyligt udsendte album med afsæt i ægtefællens død er blevet rost af anmeldere. En række journalister og forfattere har ligeledes vundet gehør med deres granskninger af sorg forbundet med dødsfald.

Anders Legarth Schmidts ’Jeg løber’, der handler om journalistens reaktioner på datteren Ellens død, solgte i store tal både som litteratur og som teaterstykke på Det Kgl. Teater. Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ (2017) blev en af 2017’s helt store bestsellere.

Den har været indstillet til en række danske og internationale priser og er blevet tildelt flere af disse. Aidt var også blandt de nominerede til Politikens Litteraturpris, der dog efter læserafstemning gik til Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’Sorgens grundstof’ (2017).

Dansk radio og tv har afholdt temadage om sorg, og rundt om i landets mange forsamlingshuse foredrages der ofte om emnet. Aviserne bugner med artikler om sorg, og ikke mindst på denne avis’ debatsider har sorgen været genstand for et stigende antal indlæg.

Endelig har både den trykte og den digitale selvhjælpsgenre givet sig i kast med sorgen. Med udgivelser som Julia Lahmes ’Sig farvel’ (2009) og Ulla Thorbjørn Hansens ’Dødsbud’ (2018) forsøger læg- og fagfolk at hjælpe læserne til at forholde sig til døden og bearbejde sorgen.

Såkaldte mindesider, hvor folk kan dele deres sorg i virtuelle fællesskaber, har en stor tilstrømning af brugere, og mange anvender desuden Facebook og andre sociale medier til at annoncere dødsfald, beskrive sorg og finde støtte fra venner og bekendte.

Som Svend Brinkmann har påpeget (Politiken 25.5.2018), er det svært at stå fast på, at død og sorg skulle være tabuiseret. Eller som en debattør i Kristeligt Dagblad skrev: »Sorg og død er det nye sort« (19.5.2018).

Alligevel fremhæver kritiske røster igen og igen, at der ikke er plads til sorgen i vores samfund. På mindesiden Mindet.dk bliver sorgen ofte om omtalt som ’en forbudt følelse’, som hverken ’systemet’ eller omgivelserne forstår at forholde sig passende til.

Én bruger kritiserer eksempelvis, hvad hun kalder sorgens jantelov, hvis bud blandt andet dikterer, at »Vi chokeres dybt over dødsfaldet, idet vores egen dødelighed bliver gjort klar for os, men efter begravelsen må du regne med, at vi er ovre det«.

Mens alle tilsyneladende diskuterer død og sorg, handler en væsentlig del af diskussionen altså fortsat om, at disse emner er noget, vi ikke taler om. En nærliggende forklaring på dette paradoks er, at der er en væsentlig forskel på det samfundsmæssige og det personlige.

Selv om sorg og død er genstand for offentlig samtale og debat, kan den stadig være vanskelig at forholde sig til i de nære relationer mellem mennesker. Dertil kommer, at vores kultur på dette område – som på andre områder – er mangfoldig. Nogle sociale miljøer er måske gode til at håndtere død og sorg, mens berøringsangst hersker i andre.

Men kritikken af vores sørgelige sorgkultur er formodentlig også udtryk for en mere grundlæggende utilfredshed med vores samfund – med et oplevet fravær af fællesskaber at læne sig op ad, af fælles sprog og værdier, der binder mennesker sammen og ruster dem til at møde livets lyse såvel som mørke stunder.

Det er bemærkelsesværdigt, at sorg ofte fremstilles som en naturlig og universel følelse. I megen fag- og skønlitteratur fremstår sorgen som en vild, utæmmet og uforanderlig urdrift, der har et naturligt udspring, og ofte bruger forfattere dyr som metafor for sorgen. I Max Porters ’Sorg er et væsen med fjer’ (2016) er sorgen repræsenteret ved en krage. Ursula Andkjær Olsen kalder i ’Krisehæfterne’ (2018) sorgen »et vildt dyr som kun viser sig i de ødeste egne«.

Forsiden til Julia Lahmes ’Sig farvel’ prydes af en flok fugle, der letter fra et træ. I Poul Ørums roman ’Sorgens følelser’ (2016) bliver sorgen repræsenteret i drømme som »løver og andre dyr«.

Ørum skriver: »Når stærke sorgfølelser spærres inde og fornægtes, fortrænges, så vender de sig fjendtlig mod indehaveren. Det lyder drastisk, men er næppe overdrevet at sammenligne den indespærrede følelse med et vildt dyr, der mister sin bevægelsesfrihed ved at blive lukket inde i et snævert bur«.

Netop den slags skildringer af sorg som en slags urfølelse følges jævnligt af en kritik af det moderne samfunds uformåenhed, når det kommer til sorghåndtering. Vi mangler, lyder det, et kollektivt beredskab, der automatisk bliver mobiliseret til at støtte mennesker i sorg. Vi efterspørger sørgebind, sørgeperioder, fælles ritualer og andre fastlagte praksisser, vi kan gribe til, når vi bliver konfronteret med et mere eller mindre ubærligt tab.

Kritikken af samtidens sorgkultur formuleres gerne med udgangspunkt i et idealiseret billede af tidligere tiders og/eller andre kulturers traditioner forbundet med sorg.

I bogen ’Min usynlige søn’ (2016) fastholder Esben Kjær eksempelvis, at Vesten i dag er »dybt præget af en overdrevet tro på individet og personligt ansvar. I gamle dage sørgede livets åbenlyse brutalitet for løbende at minde folk om, hvor lidt styr på livet, vi egentlig har«. Og i Kristelig Dagblad (14.3.2018) udtalte præst på Rigshospitalet Lotte Blicher Mørch: »Sorg var ikke lettere i gamle dage, men der var en anden ro og en anden naturlighed i forhold til det at miste ... Der var også en anden villighed til at være der for hinanden, end der er i dag«.

Om fortidige mennesker var mere villige til at støtte hinanden i sorgen eller ej, er vanskeligt at sige noget sikkert om, og det afhænger under alle omstændigheder af, hvilken periode, samfundslag og geografiske lokalitet man har i tankerne. Er det 1700-tallets stavnsbundne jyske almue? 1800-tallets fynske landadel? 1950’ernes urbane middelklasses kernefamilier?

Uanset om disse ’gamle dage’ eller ’andre kulturer’ egentlig har eksisteret i den form, vi forestiller os, er det en udbredt opfattelse, at vi bør finde tilbage eller frem til en mere autentisk sorgkultur baseret på ægte medmenneskelighed.

Vores moderne samfund indebærer, kan man forstå, en fremmedgørelse over for et naturligt og almenmenneskeligt behov. En anden hospitalspræst, Preben Kok, fremførte således i Politiken (30.3.2018) det synspunkt, at vi i vores samfund har intellektualiseret sorgen, som hellere burde »primitiveres«.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad vi kan stille op med denne modernitetskritik? Er det overhovedet muligt og ønskeligt at (gen)etablere en fælles sorgkultur? Og hvem skulle i givet fald definere dens kerneelementer? Ønsket om fastere fælles rammer for sorghåndtering går nemlig påfaldende nok ofte hånd i hånd med et fokus på den individuelle variation og på den enkeltes ret til at sørge på sin egen måde.

Selv om vi kan længes efter en idealiseret fortid karakteriseret ved selvfølgelig gudstro, fælles ritualer og handlemåder, er der vel ingen, som i dag vil finde det legitimt at trække den slags ned over hovedet på nogen, der ikke selv har valgt det. Pluraliteten er et vilkår, vi formentlig hverken kan eller vil transcendere.

Dette bliver ikke mindst tydeligt i diskussionerne af den øgede professionelle problematisering af især de langvarige og intense sorgreaktioner. Når WHO i næste måned udgiver den ellevte udgave af sygdomsklassifikationssystemet ICD, forventes ’forlænget sorglidelse’ at optræde på listen over nye diagnostiske kategorier. Konkret indebærer det, at intense og funktionsreducerende sorgreaktioner, der strækker sig længere end seks måneder efter et tab, klassificeres som behandlingskrævende.

Modtagelsen af den forventede diagnose har været blandet. En række ngo’er og professionelle inden for sorgområdet hilser diagnosen velkommen ud fra en forventning om, at den vil fremme mulighederne for at målrette ressourcer og behandlingstilbud til dem, der har mest brug for det.

Andre har mødt diagnosen med bekymring og kritik, der ligger i forlængelse af det kulturelle narrativ om den tabuiserede og forbudte sorg. Sognepræst Katrine Lilleør skrev i et debatindlæg i Berlingske Tidende: »At sygeliggøre sorg er nogenlunde det mest ukærlige, man kan gøre over for den sørgende, der ikke alene skal bære sin sorg, men nu også skal høre, at sorgen kan gøre syg. Men sorg er kærlighedens lykkelige pris. Sorg skal derfor ikke forebygges« (18.6.2016).

Omvendt giver mange sørgende i sociologiske og psykologiske studier udtryk for, at de er blevet mødt med mere eller mindre udtalte forventninger fra omgivelserne om, at de bør sørge, og at de bør gøre det på bestemte måder. Sådanne virkelige eller forestillede forventninger internaliseres gerne, så man begynder at forholde sig kritisk til egne reaktioner. På samme måde som ’den forbudte sorg’ kan opleves som en byrde for efterladte, kan det altså også opleves som en byrde at få at vide, at ’sorgen ikke er noget, man kommer over. Det er noget, man må lære at leve med’ og allerhelst vokse og blive et større, bedre og mere rummeligt menneske af.

Sorgen bliver en pligt, og man kan føle sig utilstrækkelig, hvis man ikke (længere) føler sorg eller ikke formår at give sorgen det rette udtryk. Det er ubehageligt at blive mødt med misbilligelse eller skepsis, hvis man efter en ægtefælles død hurtigt finder en ny kæreste. Og det er hårdt arbejde at overvåge sig selv for at sikre, at man ikke kommer til at virke for munter eller kampdygtig for kort efter en nær vens dødsfald.

Selv på de online mindesider, hvor brugerne ellers hylder hinanden for at være medskabere af et virtuelt rum, der giver en friere omgangsform, kan bidragsydere blive mødt af forventninger om en sorgperiodes korrekte længde og udtryk.

Eksempelvis fik en mor, der 12 år efter sin datters dødsfald konstaterede, at hun ikke længere sørgede, besked fra andre brugere om, at hun i så fald åbenbart ikke rigtigt havde elsket det mistede barn. I den optik kan selv en sorgdiagnose blive et normativt ideal, noget, man kan forestille sig at stræbe efter for at ’bevise’ sin kærlighed til den, man har mistet, som en efterladt mor udtalte i forbindelse med Ester Holte Kofods ph.d.-studie om sorg ved spædbarnsdød.

Vi lever kort sagt i en kultur, der på den ene side problematiserer de langvarige og intense sorgreaktioner og på den anden side sætter lighedstegn mellem sorgudtryk og kærlighed.

Der er altså flere paradokser forbundet med den aktuelle sorgkultur. Dels fejrer vi den frisættelse, der tilsyneladende har fulgt opgøret med traditionernes og religionens bånd, og samtidig begræder vi tabet af netop traditioner og fastere moralske, eksistentielle og religiøse forankringer.

Dels forfægter vi et ideal om valgfrihed, individualitet og vores ret til hver især at sørge – eller ikke at sørge – på vores egen måde, og samtidig er sorgen omgærdet af en lang række normative forventninger.