I dag er en mærkedag. Ikke en af dem, som flertallet i landet fornemmer hvert år, men en af dem, som virkelig betød noget for de involverede, og som i eftertiden er blevet erindret og markeret ved runde år.
Datoen er ikke fastholdt i erindringen i helt samme grad som 9. april eller 5. maj, men holder nok tredjepladsen blandt nationale mærkedage med rod i Anden Verdenskrig.
At den danske regering trådte tilbage 29. august 1943, afslutter perioden, der begyndte 9. april 1940, og indleder perioden, som kulminerede 5. maj 1945. 75 år siden er det i dag, at samarbejdspolitikken led skibbrud.
Som en mærkedag med en særlig rolle bliver dagens betydning til stadighed bearbejdet.
I fremtiden kan bearbejdningen også lede til, at mærkedagen helt fortrænges. Det er set før, men det vil dog være uklogt.
Der kan stadig være god brug for at mærke denne mærkedag, for vi kan bruge den til at finde mod og vilje til at gå i lag med aktuelle problemer.
Et halvt århundrede efter: Foråret i Prag er stadig en ulykkelig drømSådan var det også med historiske mærkedage blandt unge mennesker i starten af Anden Verdenskrig.
Det opdagede jeg et eksempel på i en hengemt kasse med efterladte papirer.
I en falmet kartonlomme med indfald og digte fandt jeg en side revet ud af en dagbog. Siden må have betydet noget for min far, Leif Gunnarsen.
Han valgte at gemme netop denne side fra en dagbog, som han sandsynligvis har brændt.
Min far var i sommeren 1940 blevet student fra Vestre Borgerdyd og var derefter begyndt som jurastuderende.
Første Verdenskrig var sluttet i 1918 – tre år før han blev født – men udbruddet af Anden Verdenskrig i september 1939 påvirkede hans forhold til erindringen om afslutningen af Første Verdenskrig. Her er, hvad han skrev 11.11.40:
Vaabenstilstandsdag (!!!)
Ingen paa hele Universitetet lod til at huske det.
Jeg kommer til at tænke på, hvad vi gjorde i Fjor i Skolen. Kl. 11 rejste vi os alle til [Lærer] Sejersens Forbavselse og blev staaende i to Minuter. Jeg tror de fleste af os gjorde det af ja jeg ved egentlig ikke hvorfor men i hvert fald uden at føle noget særligt ved det. Mens vi stod der overvældede det os imidlertid i en saadan Grad at vi satte os som andre Mennesker.
Det var i Krigens første Aar.
Men nu?
Noten fremkalder et billede af en gymnasieklasse, som i 1939 lader sig påvirke følelsesmæssigt af et ritual, der tjener erindringen om en verdenskrigs afslutning, mens den næste netop er brudt ud.
For en historiker og efterkommer giver billedet et lille gys i sindet. Våbenstilstandsdagens løfte om nedrustning, fred og aldrig mere krig fastholdes i et erindringsfællesskab.
Tankevækkende er dog især fraværet af fællesskab om erindringen året efter, da Danmark i 1940 var indlemmet i det fascistisk kontrollerede Neuropa.
Så vidt jeg ved, nedlagde myndighederne ikke i 1940 forbud mod at markere våbenstilstandsdagen. Det skete bare ikke.
Det kunne ses som en underforstået del af den underkastelse, som de danske myndigheder fordrede.
Folk havde måske heller ikke længere smag for 2 minutters stilhed. Men hvorfor ikke?
Det spørgsmål hænger i luften, for hvornår og hvorfor falder glemslen over et erindrende fællesskab og fortrænger de ritualer, som fastholder fortiden?
Mærkedage markeres, så længe de kan tolkes sammen med et aktuelt budskab til eftertiden. Sådan var det i 1939. Men i 1940 var det blevet rigtig svært at sige farvel til våben.
Det ændrede klima for markering af en mærkedag kan give dagen et banesår, som den ikke kan komme sig over. Det er set før.
Da foråret endte brat og brutalt: Fladlus og undertrykkelse i PragI næsten 150 år var 11. februar den helt centrale mærkedag for København og københavnere.
At København i vinteren 1658-1659 som den eneste by i hele kongeriget holdt stand mod svensk besættelse og belejring, gav anledning til festligholdelse af dagen for afvisningen af Stormen mod København.
Københavnerstolthed fik frit løb. Men markeringen ophørte brat 1807 efter 4 døgns rædselsvækkende missil-bombardement og britiske troppers indtog i byen.
Københavnerstoltheden led et knæk, der fortrængte viljen til at fejre byens uindtagelighed.
Mærkedagen 11. februar var frem til midten af 1800-tallet blot en svag afglans af fordums storhed. En mærkedags budskab til eftertiden kan overhales af historien og efterlades uden tyngde i fællesskabets bevidsthed.
Mærkedagen kan også genoplives og gøres til genstand for højstemt festivitas som den, der prægede Københavns gader ved 250-året 11. februar 1909, hvor denne avis’ meget fyldige referat dagen efter giver indtryk af militærfolk og nationalister, der er vilde med dagen, og en bybefolkning, som har fået nok af oprustning og fæstningsværker, og som derfor siger fra: »Enkelte af tilskuerne syntes begejstrede og raabte Hurra, andre var forargede og peb« (Pol. 12.2. 1909).
Mærkedagen fejrede nok i højere grad militærets position og nationalstaten, end den fejrede historien om almindelige borgeres tapperhed i et afgørende øjeblik.
Det var der tydeligvis mange, som ikke brød sig om i en tid, hvor en til stadighed stærkere internationalt orienteret arbejderbevægelse modarbejdede krigsforberedelser og nationalistiske fjendebilleder.
Militæret har som andre institutioner en tolkning af mærkedage, der dyrker egne interesser. Gennem hele den kolde krigs periode blev militær oprustning fyndigt begrundet med parolen ’Aldrig mere en 9. april’.
Trods budskabet indfandt datoen sig alligevel år efter år og blev brugt til at begrunde tilslutning til Nato og til atomvåbnene i alliancen.
Det var en mærkedag, som satte fokus på skarpt optrukne fronter mellem stater, hvor det gjaldt om at bygge våbenmagt.
Budskabet om, at et stærkere militær kunne have afskrækket Hitler fra at invadere, kan jo i sagens natur hverken be- eller afkræftes.
Parolen kan fjerne blikket fra det dybe eksistentielle dilemma, som det fascistiske overherredømme efter 9. april satte almindelige borgere over for: Hvor går grænsen mellem et individs modstræbende samarbejde med en overmagt og et individs meddelagtighed i krigens folkemord?
Våbenstilstandsdagen 11.11. 1918 havde som mærkedag tidligt indlejret et budskab til eftertiden om at afblæse fremtidige myrderier og undgå krigen. Budskabet var skarpt: ’Aldrig mere Krig’.
Da Politiken udkom på 10-årsdagen, var forsiden ryddet for at give plads til et digt af Sophus Michaëlis, hvis 3. vers sammenfattede budskabet: »Lad da alle Vaaben sove i de sunkne Pigtraadsskove under blodbesudlet Flag« (Pol. 11.11. 1928).
Der var ikke spillerum for national eller militær begejstring i den tekst. Det var der heller ikke meget plads til i redaktør Einard Skovs forstemte artikel på 20-årsdagen, som skildrede en »Verden, hvor Raabet fra 1918 Aldrig mere Krig! synes at være afløst af et Sorgens Suk: Aldrig mere Fred!« (Pol. 11.11. 1938).
Fredshåbet havde stadig styrke nok til at få min far og hans københavnske klassekammerater til andægtigt at rejse sig i den 11. time 11.11. 1939.
Hvad var det mon for en forandring, som de havde oplevet, inden de satte sig ned? Det var nok et blik ind i en fremtid, der føltes meget tung, fordi den indebar afgørende valg og personligt ansvar.
Fredshåbet var et kompas, som kunne give den enkelte noget at navigere efter. Og det blev der også brug for efter 9. april 1940 og indlemmelsen i det nye Europa under fascistisk overhøjhed.
Min fars optegnelse på dagbogsbladet fra 11.11. 1940 bærer præg af afmagt og skam over, at heller ikke han havde fastholdt mærkedagen i den kollektive erindring.
Det var sikkert ikke sådan helt ligetil for en førsteårsstuderende at sætte den slags toner på universitetet, men han mærkede tydeligt mærkedagen på mærkedagen, og den fik betydning for, hvad han og andre som ham foretog sig derefter.
Måske var skammen over tabet af mærkedagen særlig intens, fordi hans egen far var flygtet fra tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.
I slutningen af november 1941 samledes studerende ved Københavns Universitet i Rigsdagsgården i protest mod Rigsdagens beslutning om at tilslutte Danmark til en pagt med en række fascistiske lande om kamp mod kommunismen.
Pagten var udtryk for, at modstræbende samarbejde med overmagten var ved at udvikle sig til meddelagtighed i massemord og udbytning i de erobrede områder mod øst.
Pagten åbnede muligheder i østrummet for dansk erhvervsliv og i antikommunistisk krigstjeneste for unge mænd.
Disse muligheder faldt ikke i de unges smag. De foretrak ikkesamarbejde.
Protesten kom som en overraskelse for myndighederne, og dens første udtryk, en samling i Rigsdagsgården uden for Christiansborg, var ganske fredelig. Men så blev der taget fat.
De unge demonstranter fik prygl af det danske politi, og på forsiden af Politiken kunne man efterfølgende læse, at Venstre, Konservative, Radikale og Socialdemokratiet samstemmende mente, at det fortsat er »enhver dansksindet Borgers Pligt at følge Kongens Bud og at udvise Ro og Orden.
Den, der handler herimod, fornægter det nationale Sammenhold og handler ilde mod vort Fædreland« (29.11. 1941).
November 1941 var vidne til den første klare og åbne opposition mod dansk meddelagtighed i den fascistiske krigsindsats.
Kravet om ikkesamarbejde fik først bred folkelig opbakning i 1943, men der var nogle, som tog det første skridt og krævede, at Danmark ikke deltog i den antikommunistiske erobringskrig, uagtet at projektet i efteråret 1941 lignede en succes.
For en ung og ganske karriereorienteret ung mand må modet og viljen til at vælge dette skridt være forbundet med, hvordan han erindrede den sidste store krig.
Våbenstilstandsdagens appel ’Aldrig mere krig!’ havde gennem markeringen af dagen som mærkedag gennem de foregående årtier sat sig et mærkbart spor som et rygstød, der betød, at den danske ungdom ikke blev revet med i krigsbegejstring, og at ligesindede unge fik kontakt med hinanden og sammen udfordrede Folketingets samarbejde med den tyske værnemagt.
Hvis det er sandt, at denne mærkedags magt over erindringen var en væsentlig forudsætning for, at den danske samarbejdspolitik mistede sin store folkelige opbakning, så er det en ironisk sandhed.
For erindringen om krigen var gennem min ungdom gennemsyret af oprustningens logik.
Hvis vi aldrig igen skulle opleve en 9. april, måtte vi ruste os til krig. Det kan meget vel være, at mere udstyr kunne have afskrækket Hitler og hans mange millioner åndsfæller og medløbere – det er ikke til at efterprøve.
Men den begivenhed, der optrådte som fødselshjælper for kapitlet om den danske modstandsbevægelse, var ubevæbnet og inspireret af en parole for militærnægtere.
Til gengæld giver det en friskhed over erindringen om frihedskampens kulmination 5. maj.
For denne dag rummer ikke blot en erindring om en militær befrielse og et krav om taknemmelighed til USA, Sovjetunionen/Rusland, Storbritannien og de andre i alliancens Forenede Nationer.
Det er historien om fastholdelsen af et håb om en verden uden krig i en tid, hvor den dominerende ideologi var gennemsyret af en militaristisk idé om, at den, som er stærkest, også har ret.
At flertallet af danskerne i de 5 år forud for 5. maj ikke lod sig forføre af de ellers ret udbredt racistiske drømmerier om fællesgermansk storhed, er en bedrift, der bør værdsættes.
5. maj er også historien om væbnet kamp, men den væbnede kamps rolle bør ikke erindres som en direkte konfrontation med den tyske krigsmaskine.
Den rimelige og også ganske inspirerende erindring er den, at modstanden mindskede det danske samarbejde med og de danske bidrag til den fascistisk ledede krigsindsats.
Sabotagen havde et tæt samspil med andre aktioner, der også begrænsede bidragene til den tyskledede krigsindsats.
Et fint eksempel er den velplanlagte og dristigt udførte sabotage mod Riffelsyndikatet i juni 1944, der ikke kun stoppede våbenproduktion til fronten, men også satte rammen for folkestrejken i København.
Afmægtigheden over for besættelsens overmagt fordampede i en periode, hvor københavnerne turde forlade deres arbejdspladser.
At Frihedsrådet var den eneste autoritet, der kunne afblæse strejken, forrykkede yderligere magten fra samarbejdet med Værnemagten.
Samarbejdspolitikkens sammenbrud og modstandskampens stigende tilslutning betød, at 5. maj kan erindres som en befrielse og ikke som en ny besættelse.
Og for fuldt at forstå betydningen af denne umådelige forskel bør man overveje, hvorfor november 1941 og Danmarks tilslutning til Anti-Kommunistisk Internationale ikke fik videre konsekvenser.
Alle de andre lande, som var medlem af pagten, blev besat i 1945, mens Danmark som det første land uden for den antifascistiske krigsalliance blev budt indenfor i Forenede Nationer som et frit land.
Selv om Danmark ydede store bidrag til den fascistiske krigsindsats, formåede modstandskampen at vise et andet Danmark, der ikke samarbejdede, og som med stor folkelig opbakning hindrede produktion og forsyninger i at nå frem.
I hele alliancen gav det vores land et positivt omdømme, der betød, at freden blev en klar vindersag for Danmark.
5. maj er en erindring om et udbrud af glæde, der er værd at holde fast i. Glæde iblandet sorg.
Sådan er livet. Stor glæde, stor sorg, stor glæde. Stærke følelser kan fastholde en vigtig erindring. Så kan man stadig sige nej og tilbageholde sin accept af krigen.
Vi var mange, der i 1980’erne krævede afvikling af atomvåben. Med nedrustningsaftaler blev der fra 1987 lagt hindringer i vejen for forberedelsen af verdenshistoriens mest omfattende folkemord.
Protesten mod atomvåben var helt i modstandskampens ånd.
Erobringen af Irak stred mod den retsorden, som de antifascistiske kræfter etablerede efter Anden Verdenskrig.
Vi var også mange, der demonstrerede i marts 2003, da Danmark indgik i en alliance af villige.
Protesten mod angrebskrigen var helt i modstandskampens ånd.
Ved at mærke dagens mærkedag kan vi fremkalde et indre kompas, der også virker, når store mænd slår på tromme og kalder til krig.
Når vi senere i år kan erindre 100-årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig, vil jeg selv især mærke et meget aktuelt budskab, der også er overleveret fra min far og min farfar: ’Aldrig mere krig!’.
fortsæt med at læse
