Byrådet i Aarhus har fortsat planer om at nedrive yderligere 9 boligblokke i Gellerup og Bispehaven, end hvad der tidligere blev vurderet nødvendigt i realiseringen af den store transformation, der allerede er i fuld gang. Ifølge lokale politikere er det nødvendigt at gå så hårdt til værks for at kunne leve op til regeringens såkaldte ’ghettoaftale’, der bl.a. kræver, at andelen af almennyttige boliger i belastede boligområder ikke må være højere end 40 procent.
De fleste, der beskæftiger sig professionelt med den almene boligsektor, ved godt, at løsningerne langt hen ad vejen ligger i en øget indsats i forhold til beboersammensætningen. Men er dette virkelig, hvad vores fantasi rækker til? At rive fuldstændig velfungerende boligblokke ned og at tvangsflytte beboerne?
Måske er det alene et desperat udtryk for politisk ‘handlekraft’ i en verden, som kalder på hurtige svar.
Tanken forekommer i hvert fald besynderlig i en tid, hvor vigtigheden af politiske signaler bør rettes imod, at omgangen med vores fælles resurser kalder på opfindsomhed, omtanke og genbrug.
Kun tåber praktiserer fortsat brug-og-smid-væk-kulturen, og vi er alle forpligtede til at tænke anderledes.
Det virker derfor absurd, at vi bygger som vanvittige på havnearealerne i den ene ende af byen, mens vi fjerner og river ned i den anden.
Aarhus og landets andre store byer mangler stadig gode, billige boliger; byerne vil stadig vokse – og ingen siger, hvor de 900 aarhusianske familier, der bliver hjemløse, nu skal bo.
For at sige det på jysk er det for sølle, at bulldozeren er det eneste, samfundet kan tilbyde, når vi vil løse de belastede boligområders problemer. Vi gentager i virkeligheden de samme fejl, der har skabt problemerne. Vi stirrer os blinde på enkelthederne, objekterne – bygningerne, husene – og forholder os slet ikke til det enorme potentiale, der kan findes ved at se på helheden: på sammenhængen, på landskabet – på al den døde luft, der findes i dé belastede byområder, vi har givet det grimme og stigmatiserende ghettonavn.
Ghettoordet har efterhånden bidt sig fast – selv om det både er uheldigt og udansk, når vi taler om nogens hjem.
Det korte af det lange er, at vi i Danmark har en række boligområder med så store og sammensatte problemer, at de kan beskrives som en særlig typologi. Ghettolisten taler om en række sociologiske og etniske kriterier, som tilsammen definerer et belastet boligområde. Imidlertid overser de officielle beskrivelser oftest en nok så væsentlig faktor – områdernes fysiske virkelighed.
Også planlægningen har de belastede områder til fælles. De vender ryggen til verden.
Ghettoerne er altid omgivet af støjvolde, tæt beplantning, meget store veje – eller alle tre elementer i trist forening.
De nu så uglesete, belastede – og belastende – boligområder er alle sammen blevet til som resultater af de bedste hensigter. De er skabt af store og smukke ideer fra velfærdsstatens barndom og ungdom. De nye boligbyer, vi engang byggede i fremskridtets navn, vendte ryggen til deres omverden og lukkede sig om sig selv for at fremstå som en selvstændig bydel med egen identitet, skærmet mod forstyrrende støj fra omverdenen.
Men de skærmende volde kom til i stedet til at virke som borgmure, ligesom de lange, lige og smalle stier blev utrygge, indpakkede i buskads uden butikker, cafeer eller andre mennesker. De store, åbne plæner mellem de enorme boligblokke kunne ikke nok så mange fodboldkampe berettige som rum for fællesskabet.
Samtidig gjorde den store tilstrømning af indvandrere i kombination med kommunernes ret til at disponere over 25 pct. af den almene boligmasse, som var det, de nye byområder bestod af, at man i disse afsondrede, livløse enklaver placerede tusindvis af mennesker, der hverken havde særlig stærk tilknytning til Danmark eller til arbejdsmarkedet.
Selv hvis man virkelig anstrengte sig, kunne man nok dårligt finde en mere velegnet metode til at skabe massive sociale problemer.
Lys og luft til alle var målet, da man i sin tid byggede de store planer som Gellerup og Bispehaven. Drømmen var smuk, men i virkelighedens verden blev bydelenes grundstemning skabt af alt FOR MEGET luft – alt FOR STORT meningsløst tomrum.
Livet i de nye, planlagte boligområder føles som en evig søndag eftermiddag. Endeløse, tomme græsplæner flankeret af lige så endeløse, snorlige stier, skærmede gangbroer over enorme, tomme vejbaner, separeret trafik – og ikke noget at lave. Ingen grund til at bevæge sig ud i fællesskabets rum – det rum, hvor man kan møde andre, hvor vi ser hinanden og dermed også lærer at forstå hinanden og vise hinanden tillid.
Dette rum kunne man kalde ‘det demokratiske rum’, og netop sådanne sammensatte og meningsfulde fælles rum er de belastede boligområder fuldstændig blottet for.Det véd landets mange boligforeninger godt, og rummet mellem husene er under forandring mange steder.
I Gellerup har man fjernet masser af volde og skumle krat, ligesom der etableres rigtige parker og haver mange steder. Måske det er dén udvikling, der skal sættes fokus på, for vejen her er langt mere levende og farbar, end man måske skulle tro.
Det er i mellemrummene og i overgangene, vi kan bygge op i stedet for at rive ned, og det er her, vi kan skabe hurtig og mærkbar forandring uden at spilde samfundets ressourcer – og uden at gøre 900 familier hjemløse alene i Aarhus.
De mest oplagte løsninger ligger lige for og kræver ikke milliardinvesteringer.
I stedet kræver de blot, at vi igen fokuserer på det menneskelige fællesskab og går i gang med at forbinde de triste, afsondrede murmelbyer med deres naboer.
En by er som en krop. Med hjerne, hjerte, lunger og kredsløb. Og som en krop fungerer den kun, hvis delene er forbundne.
Vi skal simpelthen vende vrangen ud på de belastede boligområder, vække murmelbyerne: forbinde dem med andre bydele, nedbryde voldene, samle trafikken, slynge stierne, fjerne krattet, dyrke haverne, fortætte, hvor vi kan, og opføre nye boliger og butikker i noget af al den døde luft, der dominerer disse boligområder i dag.
Vi skal se hinanden. Vigtigst af alt er kontakten med vore medmennesker. Og derfor skal vi skabe smukke rum mellem bygningerne. Bygningerne er detaljer i den sammenhæng.
Det er en helt almindelig menneskelig erfaring, at smukke og anvendelige byrum påvirker fællesskabets mentale grundtone. Alle gode og velfungerende bymidter står som eksempel herpå. I et smukt rum ser vi på hinanden; vi møder hinanden med tillid i stedet for frygt. I grimme og utrygge byer sker det modsatte. Vi undgår kontakt og haster videre.
Som arkitekt ved jeg, at der ikke findes enkle svar på komplekse spørgsmål, og at landskabsarkitekturen alene ikke kan løse store samfundsmæssige udfordringer. Men når det handler om fysiske forandringer, så er her en række bud:
1: Gør ghettoen større
Det overordnede mål med de seneste års mange ghettoindsatser er og har været at ændre beboersammensætningen – at få nogle ressourcestærke familier til at bosætte sig i områderne i det håb, at en mere blandet beboersammensætning naturligt vil reducere mængden af utryghed, vold og hærværk.
Indsatserne har i første bølge koncentreret sig om bygningerne. Man har renoveret facaderne, gjort lejlighederne større eller mindre, indsat elevatortårne og andre ‘kvalitetsforbedrende’ indsatser. Man har revet blokke ned for at skabe nye sammenhænge – og for generelt at reducere antallet af boliger, med den tanke, at hvis man gør ghettoen mindre, så gør man også problemerne mindre. Imidlertid tror jeg at løsningerne kan findes et andet sted.
Det er, som sagt igen og igen, rummene mellem bygningerne, der er nøglen til at generere det byliv, vi mangler.
Det, der skaber utrygheden og den umenneskelige følelse af fremmedgørelse, der hersker i murmelbyerne, er manglen på hierarki. Den forskelsløse forskellighed er disse bebyggelsers signatur – alle rum er lige gyldige – og dermed naturligvis ligegyldige. Når man taler om at opløse ghettoerne, er det derfor ikke nødvendigvis et spørgsmål om at rive bygningerne ned. Man kan komme et meget langt stykke ad vejen ved, helt enkelt, at forbinde de udsatte områder med deres omgivelser.
Jeg vil derfor foreslå, at vi gør ghettoerne STØRRE ved at fjerne både de fysiske og psykiske barrierer, der skiller dem fra omgivelserne.
På den måde kan ghettoerne invitere nabobydelene tættere på og skabe en blød overgang mellem boligområderne i stedet for den borgmursadskillelse, der mere er reglen end undtagelsen.
Ved at fjerne de mange støjvolde og randbeplantninger indvindes plads til at fortætte bebyggelserne med andre og meget mere varierede boligtyper, så de i højere grad får karakter af rigtige bydele med levende forbindelser til omverdenen.
Desuden kan man reducere vejbredderne, der ofte er helt overdrevne levn fra en tid, der hyldede bilerne, samle cykel- og fodgængertrafik og indvinde endnu mere land, som kan bringes i fornuftig og social anvendelse – også til eksempelvis den fremtidssikrende klimatilpasning.
Den erfaring er allerede høstet fra eksempelvis det historisk store klimatilpasningsprojekt i Kokkedal, som blev færdigt for knap et år siden. Kokkedal er først og fremmest hjem for 30 forskellige nationaliteter fordelt i rigtig mange almennyttige boliger såvel som i omkringliggende parcelhuse.
Alle holder de af at bo i deres by, men det på trods af massive sociale problemer, og som en meget ung beboer forklarede os rådgivere, før projektet gik i gang, så var hans verden i Kokkedal, Nordsjælland, Danmark, en by opdelt i krigszoner og fredszoner! Dette, i kombination med voldsomme problemer med oversvømmelser under tidens store regnskyl, krævede gentænkning af rummene mellem husene.
En transformering af byen havde derfor et dobbeltsidet sigte. Samtidig med en massiv indsats i forhold til klimasikring af byrummene ville boligforeninger, kommune, forsyningsselskaber og fonde i fællesskab udforme nye og trygge byrum til beboerne.
Projektet kaldte derfor på en fuldstændig gentænkning af naboskaber i haver og på pladser, der i dag fungerer som sociale batterier samtidig med, at de kan opsamle og bortlede regnvand. Denne pragmatiske og dobbeltrettede måde at se på en by eller bydels sammenhængskraft kan uden videre bringes i anvendelse i stort set alle såkaldt belastede boligområder.
2: Gør ghettoen rigere.
Når først det førhen afsnørede og lukkede område er blevet gjort åbent, porøst og livsgennemstrømmeligt igen, vil det være muligt at opgradere ghettoens økonomi – og dermed øge både kvaliteten af de udsatte boligområder og deres udveksling med andre dele af byen.
Økonomiske midler kan genereres, hvis boligforeningerne sælger eller udlejer nogle af de ofte alt for rigelige fællesarealer og anvender dem til fortætninger, der både øger boligkvaliteten og variationen i boligtyper.
I Kokkedalprojektet var udgangspunktet fra starten en alkymistisk vision om at forvandle bly til guld.
At tage udgangspunkt i den eksisterende situation og dens muligheder i stedet for at introducere nye, fremmede og dyrere tiltag. I Kokkedal var en del af problemerne de mange mørke og dunkle stikorridorer, de lukkede gårde, de afvisende bagsider og de store udefinerede områder, der kunne indtages af kriminelle og voldelige mennesker.
Med klimasikringen som løftestang var det muligt at rydde op i de tilgroede mørkeområder, at åbne forbindelser til naturen og at omdefinere det triste ingenmandsland, så det gik fra at være krigszone til alene at være fredszone. Beboerne kan allerede kort efter indvielsen konstatere, at de mange tryghedsskabende tiltag fungerer efter hensigten. De nye opholdsarealer er populære og tvinger de førhen så dominerende, lyssky aktiviteter væk.
Kokkedal-projektet følges af hele tre forskningsprojekter, der skal sikre, at både den store bygherreorganisation og arkitektrådgiverne får fastholdt erfaringerne med denne form for indgreb, og allerede her, knapt et år efter at projektet er blevet færdigt, er der nået nogle resultater, der fortjener at blive delt med andre udsatte områder.
De færdige undersøgelser er værd at vente på: F.eks. tæller man ganske enkelt over en årrække de kvinder, der vælger at slå sig ned i byens rum – før og nu. En sand lakmustest for tryghedsniveauet i byen.
På samme måde vil en opgradering af ghettoernes økonomi, gennem salg af overskydende areal, være et redskab, der kan bruges til at starte den gode spiral: Man kan tilbyde de nu synlige naboer at lægge areal til fælles byrum og fortætnings-byggerier, der kan skabe nye sociale kontakter. Denne mulighed kan både øge lejeindtægterne og skabe det byliv, der modvirker isolation og utryghed.
Endelig kan man i de tidligere ghettoområder etablere naturprægede rekreative områder på de mange kedelige plæner, der kan tiltrække både dyr og mennesker. En ny slags parker kan opstå i de tidligere ghettoer og være med til at få nye besøgende til også at bruge de store fællesarealer.
Med disse delprojekter i spil kan man gå videre og arbejde aktivt på at tiltrække nye beboere til det revitaliserede område, der nu ikke længere behøver at se sig selv som en ghetto. I denne sammenhæng er det vigtigt at arbejde på at fastholde mønsterbrydere i bebyggelserne. Snarere end at skræmme eller lokke dem væk kan et fornyet, tidligere udsat boligområde tilbyde de mest velintegrerede familier nye muligheder i et kvarter, de føler sig hjemme i.
I dette arbejde kan det blive nødvendigt også at bearbejde de eksisterende boliger – men netop ved at opgradere og ombygge i stedet for at fjerne. Man kan lave tilgængelige boliger i stueetagerne, man kan forbedre mikroklimaet og biodiversiteten – og man kan nedbryde den store skala i bebyggelserne ved at tilføje nye boligtyper, der formidler skalaspringene fra haver til højhuse.
3: Styrk de svage beboere, hvor de er, i stedet for at tvangsflytte
Samtidig med disse initiativer, der forbinder og tilføjer i stedet for at fjerne og fordyre, er det naturligvis stadig vigtigt at styrke de svageste beboere med tryghedsskabende og kriminalpræventive løsninger som belysning, forbindelser, synlighed og liv i bydelen. Sociale viceværter kan gøre en enorm forskel, hvis de bliver fastholdt og prioriteret, for ved at involvere beboerne er det i høj grad muligt at skabe plads til alle i stedet for at ekskludere.
Hvor mange sociale viceværter kan man mon få for prisen på nedrivning og genopførelse af nye boliger?
Løsningerne findes allerede – løsninger, der åbner og forbinder, så både vandet byrummene skaber liv og samling i stedet for utryghed og isolation.
Landskabet er byens fundament, og med udgangspunkt i landskabet kan vi forandre og forbedre den. Det er bare med at komme i gang.
