Regeringens udspil til en korrektion af folkeskolereformen rammer socialt skævt og privilegerer de allerede privilegerede elever og deres familier. Det bryder med et af reformens vigtigste mål om at skabe en skole for alle, hvor alle elever gives mulighed for at blive så dygtige som muligt. Det kræver nemlig tid til varieret undervisning og tid til at støtte eleverne i deres hjemmearbejde. Det er særligt vigtigt for de elever, som i øvrigt ikke skal hjem til fritidsaktiviteter. Fordi det er der ganske enkelt ikke råd til eller overskud til i familien.
En skoleleder sagde for nylig til mig, at i det første år efter reformens vedtagelse sejlede de rundt for at finde retning og fodfæste, men at de nu var i fuld gang med at skabe de ønskede forandringer og få de forskellige elementer i reformen til at virke i praksis.




























