Trump-administrationens populisme er velkendt og er med rette genstand for kritik og frygt. Det gælder navnlig den protektionistiske dagsorden. Selv om det erklærede formål er ’America First’, er den en trussel mod velstanden og stabiliteten i såvel USA som resten af verden. En eskalerende handelskrig og et sammenbrud af den internationale orden på handelsområdet er et af de værste scenarier i fredstid.
Men den populistiske, protektionistiske dagsorden har også fat i EU. De udspil, som kommer fra Junckers EU-kommission, adskiller sig langt mindre fra de værste sider af den amerikanske politik, end man skulle tro. Der er grund til at tage dem langt mere alvorligt, end vi hidtil har gjort.
Hvordan ytrer kommissionens ny-protektionisme sig?
Den har ikke som den amerikanske karakter af forstærkede gammeldags toldmure eller åbenlyse brud med den internationale aftaleorden på handelsområdet. Men selv om dette er Trump-administrationens foretrukne våben, så spiller told en vigende rolle i protektionismen. FN-organisationen UNCTAD’s opgørelse viser, at ikke-toldmæssige handelsbarrierer globalt set fylder mere end de toldmæssige. I den rige del af verden er de mere end dobbelt så høje som toldbarriererne.
Ikke-toldmæssige barrierer går ud på at hindre samhandlen gennem bl.a. regulatoriske byrder, beskatning og statsstøtte. Kreativiteten er ofte stor – både med tiltag og med begrundelser, som skjuler de handelsmæssige effekter. Og det er netop gennem skatte- og reguleringsmæssige tiltag over for amerikanske IT-giganter, at kommissionens protektionisme ytrer sig.
Der er ingen tvivl om, at EU er udfordret og til tider endda truet på sin eksistens. Statsgældskrisen, Brexit, immigrantkrisen, autoritære strømninger i medlemslandene samt svækkelsen i forhold til naboregimer i Rusland, Tyrkiet og middelhavsområdet er alle alvorlige.
Det er forståeligt, at kommissionen leder efter en vej ud af krisen. Spørgsmålet er imidlertid, om det er klogt at forsøge at imødegå populisme med populisme. At basere unionens popularitet på populistiske dagsordner kan hurtigt vise sig at være en strategi, der bygger på sand.
For det første vil den næppe overbevise de populistiske kritikere, men kan – med god grund – støde noget af den traditionelle opbakning fra sig. Og det vil den, hvis unionen ikke længere fungerer som kraft for åben handel og økonomisk samkvem.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar