Vi kan nok hurtigt blive enige om, at individets frihed er uangribelig. At et frit samfund kræver, at flertallet af borgerne respekterer love, institutioner og rettigheder. Men frihed kommer ikke af sig selv. Hvordan uddanner vi kommende generationer til frihed? Vi har, hvis vi trækker det hårdt op, på den ene side ungdomskulturer, der både er forankret i og styret af religiøse regler og dogmer, og på den anden side i andre ungdomskulturer en vis mængde ligegyldighed over for grundlaget for demokrati, frihed og vestlige frihedsrettigheder og over for de rettigheder og pligter, der følger af at være borger i Danmark.
Det er en meget uhensigtsmæssig kombination, der kalder på at blive analyseret, forstået og handlet på. Demokratiet lever nemlig kun videre, hvis borgerne vil det. For noget tid siden besøgte jeg et gymnasium med en høj andel af elever med ikke-vestlig baggrund. De har som flere andre gymnasier kæmpet med sociale og faglige problemer og faldende søgning. Jeg spurgte en elev, hvorfor han havde valgt at gå på netop dette gymnasium? Han svarede: »Det er meget nemmere på den måde. Her er vi muslimer, og vi lever efter de samme regler. Så kan de kristne gå på et andet gymnasium med deres regler«.Uforvarende satte han ord på de kultursammenstød og integrationsproblemer, der findes mange steder i samfundet, og som optager både politikere, journalister og samfundsforskere. I den anden ende af spektret møder jeg også ressourcestærke unge, der går efter eftertragtede studiepladser og gode jobs. Det er de målrettede, unge mennesker med studenterhue på hovedet og fremtiden foran sig. Nogle af disse unge er dygtige til deres fag, men kunne ikke drømme om at læse en skønlitterær bog fra ende til anden.
