Debatten om historiemalerierne i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg og Martin Grunz’ bog om partiets historie, ’Folkets tid’, som Jes Stein Pedersen anmeldte 26.1., aktualiserer spørgsmålet om Socialdemokratiets historieskrivning.
Alle partier og bevægelser har til alle tider benyttet historien som et redskab til at skabe fælles bevidsthed og sammenhold; det gælder også den socialdemokratiske bevægelse. Men i modsætning til f.eks. Venstres eller Radikale Venstres historieskrivning eller -formidling har der i mange år hersket et modsætningsforhold mellem socialdemokraternes egen historieskrivning og den tilsvarende hos de forskere og intellektuelle, der som jeg har givet sig i kast med at studere partiets historie.




























