Vore naboer nede sydpå, tyskerne, har i over 200 år, lige siden romantikken, opereret med en størrelse, de kalder Zeitgeist; der er ikke helt samme Schwung over den danske betegnelse, tidsånd; men de to ord dækker over det samme, nemlig, som Encyklopædien siger, »særlig markante og typiske tendenser i ens egen tid«.
Hvis jeg nogensinde har været i tvivl om – og det har jeg vist ikke – at der fandtes noget, der hedder tidsånd, ja, så er jeg det ikke mere. Tidsånd findes; men jeg havde aldrig forestillet mig, at den kunne skifte så hastigt og så radikalt, som vi har set det inden for det seneste par år, og her tænker jeg ikke mindst på identitetspolitikken og alt, hvad dermed følger.




























