Jeg er aldrig ensom. Heller ikke, når min kone tager bilen og kører over til sin familie i Jylland. For Majka er hos mig. Altid.
Majka er sort. Gnistrende sort. Og blød og varm at tage på i den tykke pels. Han kom ind i vores liv for seksten år siden.
En oktoberdag, da mørke- og kuldetiden lige var begyndt. Han kom spankulerende ind ad havegangen. Som om han var en huskøber, der skulle bese på vores hus. Selvbevidst og høflig på samme tid. Side om side spankulerede han ind ad havegangen sammen med min kone, der vendte hjem fra sin daglige tur til Tisvildes købmand, Thomas.
Majka skulle jo først se bopælen an. Tage efterårsblomsterne i øjesyn, de røde roser, de gule georginer. Var åbenbart tilfreds med, hvad han så. For han fulgte med helt ind i huset. Og der er han blevet. Vi troede, katten var en hun. Men dyrlægen fastslog, det var en han, født i maj. Så vi kaldte ham Majka.
Majka er et rovdyr. Men det har han vist glemt. Der er ikke noget særligt dyrisk over ham, vores meget omgængelige og indladende kat. Husets mus har nok et andet syn på ham. For den dyreart har han udslettet fra domicilet.
Majka er smuk og ved det godt. Derfor bærer han også over med, at vi ikke kan holde fingrene fra ham.
Generøst stiller han sin pels til rådighed for de to samboende menneskers taktile kærlighedsbehov og gengælder ovenikøbet deres kærlighedsgaver med spind og mjav.
Med sin ru tunge halvt kærtegner han, halvt vasker han mine hænder og, hvis jeg har taget strømperne af, også mine fødder. Og han finder sig gerne i, ja, nyder måske, når jeg lægger en finger på hans strube og mærker, hvordan struben dirrer svagt af hans permanente spinden.
Til gengæld forventer han, at når han stiller sig foran en lukket dør og stirrer først op mod håndtaget og derefter på min hustru eller mig, at så bliver døren også åbnet med det samme af en af de to langarmede herboende. Majka tænker vel, at det er det mindste, de to kan gøre, når de bor sammen med en så kortbenet og yndig medskabning – vise lidt pli.
Pli har han nemlig selv. For når man kommer ind i en stue, hvor han befinder sig, hilser han os altid med et goddag, som på kattesprog hedder ’miauw’.
Når Majka har været ude i haven et stykke tid – og det er han tit – og så stiller sig foran glasdøren derude og derved giver til kende, at han vil ind, hilser han altid sin indtræden med et langstrakt »miauw«.
Når han så er kommet indenfor, gør han sig stor umage for at blive det, Poul Nyrup kalder stueren. Med tungen som vaskeklud slikker han først oversiden af sine poter og skinneben. For derefter med store huggende bevægelser med hele overkroppen at gå i gang med at vaske – det vil sige slikke – hele kroppen ren, bid for bid.
Tidligere strejfede han mere omkring på de grunde, der omgiver vores. Måske har han taget ved lære af mig. Jeg drager heller ikke så meget rundt i verden, som jeg gjorde førhen.
Majka har en stille måde at være påtrængende på. Når jeg sidder og ser fjernsyn – den slags lidet kultiverede beskæftigelser interesserer ikke Majka – dapper han tit hen og støder snuden venskabeligt ind i min bløde hjemmesko. Hvis jeg så lidt distræt klør ham i nakken, tilkendegiver han, at en så sløset form for høflighed ikke hører sig til her i huset. Og med sin bløde kind trykker han min hånd fast ned mod sin hals. Jeg tror, dette er hans måde at udføre en omfavnelse på.
Den inderligste form for symbiose mellem Majka og mig er dog nok, når jeg har tændt op i brændeovnen, og flammerne knitrer, og Majka ligger på maven og ser forgabt ind i ilden. Hvis jeg så sætter Beethoven eller Brahms på grammofonen, opnår Majka og jeg den fuldendte og lykkelige sammensmeltning af vore sjæle.
Har min ven nogen yndlingskomponist? Det har Majka aldrig betroet mig noget om. Men han foretrækker tydeligvis andante frem for vivace. Og når jeg sætter Dvoraks ’From the new world’, første sats, adagioen, på grammofonen, lukker Majka øjnene og ligner et menneske, der nyder.
Ét menneskefænomen tager han dog afstand fra. Støvsugning. I mange år flygtede han ud af huset, når han så støvsugeren blive trukket frem. Men han er blevet mere tolerant med årene. Nu nøjes han med at springe op i vindueskarmen, sætte sig og ligne en forurettet løve.
Da Majka var yngre, kunne han lide at klatre i træer. Der var noget af en Tarzan i ham, når han balancerede på æbletræets tynde grene eller elegant sprang fra træet op på vores græstag. Det er han nu på sine ældre dage holdt op med, måske fordi han de sidste gange dårligt kunne komme ned fra taget igen.
Han gik ynkeligt mjavende rundt oppe på taget uden at turde hoppe de 2-3 meter ned på græsplænen og kaldte på os, indtil jeg til sidst måtte sætte stigen til tagrenden og med den tomme brændekurv i hånden få ham op i brændekurven og bære ham ned. Det var Majkas floveste stund.
Sin mest ydmygende fadæse begik han dog dengang, han blev væk for os. Først da vi flere gang havde gået rundt på de tilstødende sommerhusgrunde, syntes vi svagt at kunne opfange lyden af en piben, der lød som »Jeg er i fare. Kom og hjælp mig«.
Hans fistelstemme ledte os frem til en fjern grund. Her stod vi til sidst foran en kasse. En kasse, som grundejeren havde stillet op for at fange en mår. Uden Majkas vejledende stemmekraft var dette blevet Majkas endeligt.
En anden gang var vi efter tredive timers fravær af Majka overbevist om, at han var løbet bort forever og enten var spist af en ræv eller havde fundet et bedre spisested end vort. Indtil jeg åbnede mit klædeskab og fik den lykkelige lyd af Majkas spinden i øret.
Han havde hvilet sig grundigt mellem mine sokker i klædeskabets bund. Det fik mig til at tænke på, at min mor fortalte mig, at jeg som barn kunne finde på at slå kolbøtter på gulvet og dermed gøre voksne gæster opmærksom på, at også jeg var til stede. Meget menneskeligt.
I foråret 2018 blev Majka ramt af sygdom, så vi troede, vi skulle miste vores sorte sambo. Han holdt op med at spise og lagde sig mellem skvalderkålen uden for huset. Han lukkede øjnene og så ud, som om han var ved at opgive ånden. Dyrlægen kunne ikke sige, hvad der var galt.
Men efter tre døgn i dødens forgemak, ledsaget af vore bønner til kattenes Vorherre, rejste han sig på sine fire korte ben og marcherede nok så kattemandigt ind til sin vante plads på gulvtæppet foran brændeovnen. Sygdommen var med naturens hjælp overvundet af ham selv. Måske har han spist sig helbredelse til i skvalderkålen.
Som andre dannede væsner er Majka et dyr, der søger komfort. Han opholder sig ofte på det gulvopvarmede badeværelse. Men foretrækker her at hvile på den uldne forligger under vaskekummen. Så han og jeg kommer lidt op at toppes om placeringen ved vaskekummepladsen, morgen og aften.
Efter jeg er stået op om morgenen, indtager Majka gerne min sengeplads. Især sætter han pris på at kravle ind i min lyseblå pyjamas. Om det er lugten af mig eller resten af nattevarmen, han sætter pris på, ved jeg ikke. Men hvis jeg prøver at trække pyjamassen fra ham, bliver han mopset og holder på tøjet med kløerne.
Men ellers er Majka som sagt en dannet skabning.
Da han var yngre og klatrede i træer, jagtede han som sagt mus og desværre også fugle. Nu har jeg nærmest indtrykket af, at en mus skal stille sig i vejen for ham, hvis han skal bide i den.
Selv er jeg opvokset i en god socialdemokratisk familie, hvor man lærte, at vi i grunden alle sammen var lige. Så jeg kan godt føle, det er uretfærdigt, at Majka ikke kan tale og ikke forstå menneskesprog og derfor ikke kan have glæde af at se TV-avisen på fjernsynet.
Når han står og ser op på mig med sine alvorlige, tungsindige øjne, har jeg klart fornemmelsen af, at han længes efter at føre en samtale med mig og føler det som et desavouerende handikap ikke at evne det. Jeg tror også, han opfatter det som urimeligt altid at skulle bevæge sig omkring i fodhøjde. Til gengæld kan han jo vippe med ørerne, løbe hurtigt og gemme sig.
I sine unge år var Majka mere stridbar end nu. Området havde en hvid kat, der trængte ind på Majkas territorium. Når det skete, satte Majka sig på havegangen og begyndte at hvæse ad sin hvide artsfælle. Den hvide hvæsede tilbage. Sådan kunne de blive ved den halve nat uden at gå over til voldsommere adfærd end denne lydlige.
Engang fik vi også besøg af en stor sort kattekilling med bofaste hensigter. Sådan en konkurrent skulle Majka dog ikke nyde noget af. Han demonstrerede sin hjemret så truende, at den anden kat søgte fredeligere græsgange.
Majka kan lide at spadsere elegant omkring på middagsbordet og gør det uden at stikke snuden eller poterne i sovsen eller stikkelsbærgrøden.
Når han har taget sig nogle omgange på den blomstrede lysedug, begiver han sig gerne over i vindueskarmen og sætter sig på kattemaner til at beundre sommerens eldorado ude i blomsterhaven. Vi er ikke bange for, han sætter snavsede potespor på dugen, for vi kender ingen, der vasker, dvs. slikker, sine fødder så grundigt og hyppigt som Majka.
Jeg foretrækker katten Majka for en hvilken som helst hund. For en kat er stille, og en forfatter skal have ro. Majka hopper nu og da op på mit skrivebord uden en lyd og anbringer sig foran mig. Så vender han ryggen til mig og lader sit smukke hoved hvile på sine fremstrakte poter.
Det er, som om han gerne vil deltage i mit skrivearbejde. Men da han erkender, at det ligger uden for hans formåen, vil han i hvert fald gerne bevidne sin deltagelse i mit virke.
Og hvem ved, måske tager han også del i mit arbejde på sin måde. Han spinder i hvert fald ganske tilfreds, når jeg lader min ene hånd hvile på hans lille, fine hoved.
Løber der digteriske inspirationer fra hoved til hånd eller fra hånd til hoved? Jeg synes i hvert fald, han ser inspireret ud, som han ligger der og skuer ud i blomsterverdenen. I det mindste holder han vagt for mig mod mine mulige fjender.
Hvis han dør før mig, vil det være mig et tab af tryghed.
Ikke mindst når han ligger på maven ved mine fødder, lægger hovedet stramt bagud, så hans nakke hviler på det øverste af hans ryg, og han ser op på mig med sine gule, melankolske øjne med de store, sorte pupiller. Sådan knyttes bevidsthed til bevidsthed.
fortsæt med at læse
