0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stressramt læge: Hvad er det mon i vores tid, som skaber en ’epidemi’ af sjæleligt udmattede og nedstemte ellers raske individer?

Jeg er en af dem, der ikke kunne klare ræset. Men hvorfor skal det hele også gå så vanvittig hurtigt? Hvad er det, vi skal nå?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Tempoet er skruet i vejret så mange ikke kan være med mere. Kronikøren blev ramt af stress for nogle måneder siden. Det er et samfundsproblem, som vi burde tage langt mere alvorligt.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En stresssygemelding har givet mig ro til at filosofere over, hvad det mon kan være i vores tid, som skaber denne ’epidemi’ af sjæleligt udmattede og nedstemte ellers raske individer. Følgende tekst er en nysgerrig uvidenskabelig (ikke udtømmende) undersøgelse af fænomenet, uden svar, men med en masse spørgsmål.

Jeg er i 30’erne. Jeg har klaret mig godt – taget en af de længste uddannelser, som universiteterne tilbyder, fået ansættelse, stiftet familie, gjort mit bedste for at være en god samfundsborger og et forbillede for mine børn. Planlagt hverdagen, så der var tid til hele pakken med arbejde, sund livsstil og holdbare relationer.

Denne effektiviserede livsstil er det i årevis lykkedes mig at opretholde – lige indtil jeg altså ikke kunne mere. Indtil jeg fik fornemmelsen af, at mine fødder trådte i kviksand, og at jeg i løbet af natten var blevet indsnøret i et 1700-tals korset– jeg havde fornemmelsen af åndenød, da jeg vågnede.

Jeg prøvede at slappe af. Men vejtrækningsøvelserne på min mindfulness-app kunne ikke løsne korsettet. Og slow-flow-yoga var ikke nok til at gøre min gang lettere. Jeg mistede mine nøgler. Kunne ikke huske koden til mit dankort. Blandede mine børns fødselsdage sammen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere