En stresssygemelding har givet mig ro til at filosofere over, hvad det mon kan være i vores tid, som skaber denne ’epidemi’ af sjæleligt udmattede og nedstemte ellers raske individer. Følgende tekst er en nysgerrig uvidenskabelig (ikke udtømmende) undersøgelse af fænomenet, uden svar, men med en masse spørgsmål.
Jeg er i 30’erne. Jeg har klaret mig godt – taget en af de længste uddannelser, som universiteterne tilbyder, fået ansættelse, stiftet familie, gjort mit bedste for at være en god samfundsborger og et forbillede for mine børn. Planlagt hverdagen, så der var tid til hele pakken med arbejde, sund livsstil og holdbare relationer.
Denne effektiviserede livsstil er det i årevis lykkedes mig at opretholde – lige indtil jeg altså ikke kunne mere. Indtil jeg fik fornemmelsen af, at mine fødder trådte i kviksand, og at jeg i løbet af natten var blevet indsnøret i et 1700-tals korset– jeg havde fornemmelsen af åndenød, da jeg vågnede.
Jeg prøvede at slappe af. Men vejtrækningsøvelserne på min mindfulness-app kunne ikke løsne korsettet. Og slow-flow-yoga var ikke nok til at gøre min gang lettere. Jeg mistede mine nøgler. Kunne ikke huske koden til mit dankort. Blandede mine børns fødselsdage sammen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar