Øjeblikket er historisk. Den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic har netop indtaget den bosniske by Srebrenica. Et kamera følger ham, mens han vandrer rundt i den erobrede bys krigshærgede gader. Han hilser hjerteligt på flere af sine mænd, beordrer et skilt fjernet og et flag flyttet. På et torv tager han opstilling og læser med front mod kameraet en kort erklæring, der forbinder fortid og nutid:
»Her er vi, 11. juli 1995 i det serbiske Srebrenica, lige før en betydningsfuld serbisk helligdag. Vi giver denne by til den serbiske nation. Med mindet om oprøret mod tyrkerne er tiden inde til at tage hævn over muslimerne«.


























