Når du er ti år og skal forklare dine kammerater, hvorfor du er anbragt, så er det svært. Fordi du måske ikke engang selv ved, hvorfor du er anbragt. Det er meget tabu. Det er ikke sikkert, du fortæller om det.
Vi er vokset op med folk, hvor vi er deres arbejde. Vi vidste, at vores plejeforældre fik penge for at have os boende. Nogle af os var heldige og havde plejeforældre, som var der for os og støttede os. Nogle af os kunne indimellem føle os som et stykke papir, der gav folk en indtægt. Vi stolede ikke på voksne. Heller ikke på sagsbehandleren eller pædagogerne. Vi manglede nogen, der forstod os og så tingene ud fra vores perspektiv.
Nogle af os har oplevet, at de andre børn i klassen ikke måtte lege med os, fordi vi var anbragt. Vi har følt skam, fordi vi tænkte, at det var os, den var gal med. Fordi alle andre boede hjemme hos deres forældre.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar