Sidste år var et travlt år for hovedstadens turisme. København er mere populær end nogensinde. For danskere, som besøger København i sommerperioden, og som udgør tæt på halvdelen af alle besøgende. Og for de mange udenlandske gæster, der kommer fra hele verden, fordi de har hørt om København og den danske historie, om vores livsstil og livskvalitet, som de gerne vil opleve tæt på.
Populariteten kan ses i vækstkurven for hovedstadens turisme, hvor der de seneste 3 år har været en vækst på ca. 17 pct. Og der er ikke noget, hverken lokalt eller globalt, der tyder på, at vi ikke også vil opleve vækst i turismen fremover.