Jeg sidder på mit værelse og taler i telefon, da det ringer på døren. »Det er politiet«, lyder stemmen i dørtelefonen. Mens jeg lytter til deres skridt op ad trapperne, tænker, at de nok har opdaget, at jeg har downloadet nogle film ulovligt.
Da jeg åbner døren, kan jeg godt se på deres tillukkede ansigter, at det ikke er det, som det handler om.
Min far er fundet død i sin lejlighed, fortæller de, mens vi står i mit køkken. Da betjentene er gået, sætter jeg mig på køkkengulvet lænet op ad en skabslåge og tænker over, hvornår jeg sidst har set min far. Jeg kan ikke huske det.
Min far døde ret pludseligt, da jeg var 26 år. Han havde et kreativt, sensitivt og til tider depressivt sind. Det gjorde det svært for ham at passe ind i de omgivende forventninger, krav og deadlines.
Derfor selvmedicinerende han sig med alkohol, og i mine tidlige teenageår gik vores familie i stykker. På grund af hans alkoholmisbrug havde vi i årene op til hans død kun sporadisk og ofte konfliktfyldt kontakt.
Efter at have gennemgået gamle kalendere og telefonudskrifter kan jeg se, at vi har haft en kort telefonsamtale en måned forinden hans død, og at jeg sidst har besøgt ham for tre måneder siden.
Det var et kort besøg, men jeg kan huske, at jeg klippede hans vildtvoksende hår og skæg med en neglesaks, og at jeg gik i det lokale supermarked og købte juice, rugbrød og pibetobak til ham.
Jeg husker, at vi talte om en ny Bob Dylan-udgivelse, som ingen af os brød os om, og om en Sergio Leone western, som vi begge elskede. Her gled samtalerne altid lettest. Når vi kunne tale om den kunst og kultur, der var så vigtig for os begge to.
Men er det virkeligt det? Skal det være den sidste samtale ansigt til ansigt?
I årevis er det sådan det er. Det er dér, vores dialog ender. Dylan og Leone. Pibetobak, juice og vildtvokset skæg.
I årevis reagerer jeg også med vrede, hver gang jeg støder på fulde mænd over 40. Den bobler frem i mig, når jeg ser en midaldrende mand komme slingrende ned ad gaden en onsdag eftermiddag. Eller på et morgenværtshus, hvor en ældre mand sætter sig ved mig og mine venners bord for at belære os om ’rigtig rockmusik’. Eller i et nattog på vej gennem Kina sammen med min kæreste.
Manden i køjen ovenover er beruset og vælter sin øl ned på kupéens gulv. Min kæreste, som jeg på det tidspunkt kun har kendt et par måneder, bliver overrasket og forskrækket over min reaktion, der er tydeligt ude af proportioner med den berusede mands forbrydelse.
Da jeg er 18 år og går i gymnasiet, bliver jeg pludselig ramt af voldsom kvalme. Det varer i månedsvis, og jeg bliver testet for både kræfttumorer og mavesår. Alle prøverne er heldigvis negative, men jeg kommer derfor heller ikke tættere på en afklaring.
Lykkeligvis presser min kloge og ressourcestærke mor på, for at jeg skal få det bedre. Derfor sidder jeg en dag i konsultationen hos en psykolog.
Psykologen finder et ark papir frem, streger overskriften over med sort tusch. Så beder hun mig vurdere, hvor mange af de 13 symptomer på papiret, jeg kan genkende. Jeg genkender 11. Så viser hun mig en kopi af samme papir denne gang inklusive overskriften. ’Symptomer på social angst’, står der.
Ifølge Alkohol & Samfund er knap hver femte voksne dansker, eller ca. 660.000 personer, vokset op sammen med en person, der drak for meget.
De almindeligste konsekvenser er, at den faste rollefordeling, hvor forældre har ansvaret for deres børn, bliver opløst.
Børnene bliver ’små voksne’, der skal løfte et ansvar, som de ikke er modne til. Deraf følger en række psykiske ubalancer såsom depression, angst og PTSD.
For mig selv sker rolleskiftet for alvor, da jeg overtager fuldmagten over min fars bankkonti. Det er den eneste måde at sikre, at han ikke bliver smidt ud af endnu en lejlighed.
På det tidspunkt er det svært at forstå vores relation. Også for min far og mig, der står midt i den. Det er, som om vi slet ikke har et sprog til at tale om det, der er galt, og hver gang, jeg bringer hans alkoholmisbrug på banen, affejer han mig.
Der er ikke noget at tale om. Ikke noget rigtigt problem. Ikke noget misbrug. Ingen grund til at spilde flere ord på det.
Det er i grunden sært, at vi ikke kan tale sammen om problemerne, når jeg tænker på, hvor meget min far elskede ord.
Hele min kælder er fyldt med hans ord. Billigbøger, notesblokke med knækket ryg, breve på linjeret papir og alle de avisartikler, min far har skrevet i sit virke som journalist.
Der er også en 25 siders rapport om organiseringen af samt det etiske grundlag for nogle venstrefløjsgrupper i Mellemøsten. Som så meget andet i 1970’erne og 80’erne består organisationernes navne af mellem 6 og 15 versaler efterfulgt af ’marxister-leninister’. Under rapporten ligger min fars opskrift på linsebøffer. Jeg har glemt, at tingene ligger dernede i mørket, men en dag dukker det op igen.
Jeg er selv blevet far og er i færd med at flytte til en større lejlighed. Jeg står i kælderen og roder i flyttekasser med fugtige hjørner, da de pludselig ligger der: Min fars dagbøger fra hans ungdoms rejser i Palæstina, hans karakterbøger fra gymnasiet sammen med optagelsesbrevet fra Journalisthøjskolen og stakkevis af fotografier. Også hans lommeur, hans mobiltelefon og 11 kroner i mønter, som han havde på sig, da han døde på sin sofa.
Og så den usynlige duft af min fars pibetobak, der strømmer ud af kassen og via olfaktoriske neuroner sender mig tilbage til min fars hjemmekontor i mit barndomshjem.
Der findes ingen filmoptagelser af min far i nogen af kasserne. Ingen gamle VHS ‘er eller smalfilm. Det er underligt, at jeg aldrig skal se ham bevæge sig igen.
Min fars ungdom er ikke som sådan ukendt terræn for mig. I min barndom, inden alkoholen tog over, har jeg hørt sprudlende fortællinger om hans politiske arbejde i Mellemøsten, om barndommen i Nordjylland og årene i det venstreorienterede miljø i Aarhus. Om de ting, der havde betydet noget for hans liv.
Men det er på det tidspunkt oplevet og modtaget fra et barns perspektiv. Da jeg selv bliver voksen nok til at kunne tage de vigtige samtaler om meningen med livet, kærlighed, politik, kunst og venskaber, er han forsvundet i alkoholens tåger.
I årevis skærer hans misbrug en betonmur igennem vores samvær og efterlader kun to muligheder: Ufarlig smalltalk eller frustreret ulykkeligt råberi om alkohol og skyld. Og jeg pendulerer mellem at være vred på ham og føle en stærk, melankolsk omsorg.
»Faldt du, eller sprang du ud ad det vindue?«
Der er mange spørgsmål, som jeg ikke får stillet min far, inden han døde, og en dag sætter jeg mig for at få svar på dem.
Der findes måder at løsne op for uafklarede relationer, selv hvis personen er død. Nogle skriver breve til den afdøde, frankerer kuverten og poster den – eller graver brevet ned i haven.
Andre går i hypnose for at transportere sig tilbage til traumatiske øjeblikke, for at kunne handle på en anden måde, end de oprindeligt gjorde.
Som filminstruktør føles det for mig mest naturligt at kigge mod filmkunsten som et værktøj til erkendelse. Måske kan jeg skabe et mulighedsrum imellem virkelighed og fiktion, hvor jeg kan tale med min far og få ham til at bevæge sig igen?
Som en del af den indledende proces, stiller jeg et åbent spørgsmål i et opslag på Facebook:
»Hvis du kunne stille ét spørgsmål til en hvilken som helst nær relation (død eller levende), hvad ville du så spørge om?«
Kort efter begynder kommentarerne at tikke ind. De spænder bredt. Fra sårede ekskærester, komplicerede forældre-børn-relationer og venskaber, der er gået i opløsning igennem gymnasietiden.
»Jeg ville gerne have spurgt min mor om opskriften på hendes brunkager, men det er for sent nu«, lyder én af kommentarerne. Afgjort i den lettere afdeling. I den anden ende af skalaen er kommentaren: »Faldt du, eller sprang du ud ad det vindue?« Noget tyder på, at jeg ikke er alene med mine ubesvarede spørgsmål og uafsluttede samtaler.
I sommeren 2019 mødes jeg med to skuespillere: Mogens Holm og Sebastian Jessen. Målet er at bygge to karakterer: En far og en søn.
De skal baseres på min far og mig, men de skal også være noget mere. De skal være uforudsigelige. Hvis jeg kender både sønnens spørgsmål og faderens svar, vil jeg ikke opnå nogen ny erkendelse.
Vi kigger på gamle billeder, dagbøger og breve. Og vi taler om karakterernes overordnede mål og værdier. Mogens og Sebastian får et kort manuskript, som de kan improvisere ud fra.
Mogens får også en række af min fars artefakter, fundet i kasserne i min kælder: Hans pibe, der endnu lugter af tobak, de gamle dagbøger og breve – og hans gamle Nokia 3210. Sebastian får en række essays og minder, som jeg har skrevet til lejligheden.
Jeg giver dem til opgave at mødes som henholdsvis mig og min far på en café, uden mig. De skal øve sig i at være forælder og barn, der mødes efter ikke at have set hinanden i månedsvis. Jeg vil gerne have, at de udvikler et fælles sprog og nogle fælles referencer, som jeg ikke selv kontrollerer.
Et par uger senere går vi i gang med at filme. I tre dage improviserer de to sig igennem en kaotisk flyttescene baseret på en virkelig situation, hvor jeg skulle hjælpe min far med at flytte.
Imens står et helt filmhold klar til at indfange de improviserede samtaler, der stikker i alle retninger. Men nu taler far og søn faktisk sammen. Og ikke kun om musik og film, men om vigtige ting og store emner. De råber. Og de griner.
Undervejs rejser jeg med min fars dagbøger i tasken til Palæstina.
Det er en stor kropslig erkendelse at stille mig præcis, hvor han har stået for 30 år siden. På et tidspunkt, hvor han var lige så gammel, som jeg er nu. For en stund låner jeg hans blik, da jeg ser ud over olivenlunde og markedspladser. Jeg spiser falafel til morgenmad hver dag, og i Hebron bruger jeg mine sidste shekel på kaffe med kardemomme. Ligesom min far.
Mine egne oplevelser i Palæstina smelter sammen med min fars ord i dagbøgerne og med Mogens ’improviserede erindring i vores optagelser. Det er tre fortolkninger, der smelter sammen til én. Måske kan man ikke kalde den ’sand’ eller ’objektiv’, men den resonerer i mig. Sådan er det hele vejen igennem. Mine egne minder, min fars nedskrevne ord og fiktionens kreation bliver til min nye fortælling om mig og min far.
Da vi er færdige med optagelserne, og lys og kameraer pakket ned, og skuespillere og filmholdet er taget hjem, sidder jeg på kantstenen foran det hus, hvor vi har filmet, og venter på et lift. Mens jeg sidder der i mørket og fordøjer den sidste tids oplevelser, sker der noget.
Jeg får en virkelig stærk fornemmelse af, at jeg faktisk har været i selskab med min far de sidste tre dage. Selv om jeg intellektuelt forstår, at det hele var en konstruktion, som jeg selv har stablet på benene, så er jeg sanseligt, emotionelt helt på det rene med, at jeg nu har taget den sidste samtale med min far.
Det er en stor og fredfyldt oplevelse. Selv om det på den måde er lykkedes mig at få ryddet op i relationen, går jeg også fra min film med en vigtig lektie. Jeg kommer ikke til igen at vente med at stille de store spørgsmål, til efter familiemedlemmer og venner ikke er her længere.
I den kommende tid ser jeg frem til at vise min film frem og tale med andre mennesker, som kan blive rørt af den, spejle sig i den og erkende, at de ikke er alene. Og måske kan nogle også finde modet til at tage nogle svære samtaler. Det er trods alt meget nemmere at gøre det nu, end efter døden indtræffer.
Filmen ’Forestillinger om min far’ spiller som en del af filmfestivalen CPH:DOX Online.
fortsæt med at læse
