0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Ung kunstner: Det er svært at forestille sig noget mere ødelæggende for kunsten end at underlægge den et krav om at være moralsk

Udskamning og krænkelseskultur risikerer at kvæle kunsten. Det vidner den seneste debat om Kunstakademiet i København om.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg kom til at tænke på Lars von Triers ‘Idioterne’, da jeg først hørte om den efterhånden berygtede kritikseance på Kunstakademiet i København. ​​

Seancen skulle være forløbet cirka sådan her ifølge Weekendavisen: En kvindelig studerende blev godt og grundigt overfuset, efter hun havde brugt ordet ‘handlingslammet’ til at beskrive den følelse, hun forsøgte at udtrykke i sit videoværk.

Det ordvalg faldt ikke i de ‘woke’ i kritikgruppens smag. De syntes, at ordet ‘handlingslammet’ krænkede handicappede og folk, der lider af fysisk lammelse.

Når jeg kom til at tænke på Triers film, kort sagt en film om en gruppe raske og rørige voksne mennesker, der leger evnesvage, var det som et tankeeksperiment: Gad vide, hvordan dén film havde faret på Kunstakademiet anno 2020.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis kritikgruppen – der efter sigende flegnede skråt over brugen af dette helt almindelige danske ord – blev forevist den film. Trier havde i bedste fald været socialt isoleret på Kunstakademiet. Og var i værste fald – og det er nok mere sandsynligt – blevet sat på hjul og stejle på Kongens Nytorv.

Men lige så nemt, som det er at lade satiren skrive sig selv, lige så trist er det også, hvis den bare skal være endnu en lejlighed for det borgerlige Danmark til at stille sig på bagbenene og erklære de venstreorienterede krænkelsesparate for åndssvage, affeje al – også fornuftig – kritik, fortsætte med business as usual og slutte diskussionen dér. ​​

For under den mere overfladiske værdimæssige skyttegravskrig funkler et langt mere essentielt spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvad kunstens rolle skal være i nutidens samfund.

Hvad kunst kan tillade sig, og om der skal være højere til loftet i kunsten, end man kan tillade i det omliggende samfund.

Det var dét, som rektor Kirsten Langkilde ikke havde noget åndfuldt at sige om, da hun blev forelagt Weekendavisens kritik. Kritikken gik på at ‘korrekthedskulturen’ på Akademiet fører til et frygtregime og til kunstnerisk stagnation. I sit forsvar nøjedes Langkilde med at opliste skolens kerneværdier og lød på den måde mest af alt som en spindoktor i færd med at give en PowerPoint-præsentation.

Magnus Fisker, der her i avisen forsvarede Kunstakademiet (»Jeg har svært ved at se problemet i, at Kunstakademiet ikke er som i 1994«, bragt 19.04.20), gik heller ikke for alvor ind i den substans. Men det er det svære spørgsmål, som vi må og skal stille.

Som jeg forstår Fisker, må kunsten, fordi »skabelsen og samtalen om kunst bygger på de samme systemer som resten af samfundet«, konfronteres, om ikke underlægges af, den woke etik – eller tage konsekvensen af ikke at gøre det. Kunsten skal bruges til at »drømme om alternative virkeligheder« og arbejde for en bedre verden. Kunsten skal være et politisk redskab. Og kunsten skal få moralske børn.

Kunst, der ikke tager sig disse forholdsregler, vil problematiseres i konfrontatoriske termer, og deres skaber opleve social reprimande.

Jeg er ikke uenig i Magnus Fiskers umiddelbart sympatiske ideer om en verden uden undertrykkelse. Men jeg er uenig i hans kunstsyn. For vejen til helvede er, udover at være brolagt med gode intentioner, brolagt med kedelig kunst.

Det, Fisker giver udtryk for, er – omend elusivt og mellem linjerne – umiskendeligt et kunstsyn. Og i mine øjne et kunstsyn, der ender med at devaluere kunsten og frarøve den alt det, der gør den unik som udtryksform.

Normalt har kunsten været forstået som et fristed, hvor man kunne tage sig bredere beføjelser end det omkringliggende samfund, dog inden for lovens grænser.

Ydermere har kunst-for-kunstens-skyld-paradigmet stået stærkt på bærende kunstinstitutioner, og man har vægret sig ved ideen om kunst som redskab for en bestemt politisk ideologi. I kunsten – og da især på akademierne – har man haft et rum til at prøve sine tanker af, udfordre normer, lege med identiteter og være grænseoverskridende. Og ved at være grænseoverskridende har man skubbet grænser.

Men hvordan skal kunsten forholde sig i identitetspolitikkens tidsalder?​​

Jeg hører til dem, der mener, at kunsten fortsat absolut må have videre rammer end resten af samfundet. Og jeg kan ikke komme på noget mere reducerende og ødelæggende for kunsten end at underlægge den en form for spidsborgerlig moralisme. Vi må ikke kræve af kunsten, at den er anstændig. Kunsten må og skal kunne repræsentere konflikter i samtiden, råt for usødet, og den skal have lov at benytte sig af ironi og provokation som midler.

Som jeg ser det, er kunstens opgave – før ethvert politisk badutspring – at sætte tanker i gang i sit publikum. At iværksætte beskuerens fantasi. Det, kunsten kan, er nemlig at kommunikere langt mere komplekst end almindelig politisk diskurs. Kunsten evner, modsat stort set alt andet i vores samfund, at kommunikere tvetydigt, komplekst, uigennemsigtigt, tvivlende.

Netop fordi der er noget uafsluttet, noget spørgende i kunsten, bliver den ved med at snurre i vores hjerner og være noget, vi bærer med os i livet. Kunstens opgave er ikke at pådutte nogen ‘den rigtige politik’. Så bliver den politisk kommunikation, der har glemt sit ophav.

Kunsten må være fri til at indfange og repræsentere alle dele af den menneskelige eksistens, også det modbydelige, perverterede, uretfærdige og kyniske. Vise de mørke afkroge af den menneskelige psyke og verden. Det kræver til tider, at den har lov til at træde uden for de socialt fastsatte normer, der fungerer i resten af samfundet.

Det betyder ikke, at man f.eks. som studerende på kunstskole ikke kan udvise almindelig civilitet i sin sociale omgang, og det betyder heller ikke, at man bevidst skal forsøge at krænke folk. Men man skal i kunsten kunne stille de svære spørgsmål.

Jeg nævnte før Lars von Trier, den måske vigtigste danske kunstner i nyere tid, hvis oeuvre perfekt indfanger problemet med at kræve, at kunsten i sig selv er moralsk. Moralske er Triers film næppe. Snarere stiller de – gennem filmenes karakterer og derfor flertydigt – spørgsmål til konventionel moraltænkning. For publikum er der ingen nemme konklusioner. ​​

Det skorter heller ikke på andre eksempler på kunst, man nok ville få svært ved at passe ind på det moralske kompas.

Lad mig nævne et par, der fint udpensler min pointe. Det første er Christoph Schlingensiefs ’BITTE LIEBT ÖSTERREICH (Ausländer Raus)’ fra år 2000, en af de mest omdiskuterede kunstspektakler i nullerne.

Schlingensief gjorde det, at han orkestrerede et Big Brother-show for immigranter i en container (med påskriften ’AUSLÄNDER RAUS’) i Wiens turistcentrum, lige ved Wieneroperaen. Immigranternes opgave var at vise, hvor meget de elskede Østrig, for at undgå hjemsendelse.

Normalt har kunsten været forstået som et fristed, hvor man kunne tage sig bredere beføjelser end det omkringliggende samfund

Hver dag kunne man som publikum stemme på nettet, og to immigranter blev stemt hjem hver dag. Værket var en überkynisk sammensmeltning af hipt reality-tv og en barsk politisk realitet. Omvendt var det også en spiddende og ætsende kritik af den politiske højrefløj på fremmarch og det grænseoverskridende i statens tankepoliti.

Det perverse i, at man stiller krav til immigranters følelser (bitte liebt Österreich). Og selvfølgelig hykleriet i sorteringen af, hvilke udefrakommende man ville have ind i Østrig. ’Ausländer Raus’-sloganet var næppe møntet på turisterne på vej ind for at se ’Don Giovanni’.

Kunsten må være fri til at indfange og repræsentere alle dele af den menneskelige eksistens

Ved selv at sætte en umoralsk idé i søen fik Schlingensief sagt noget vigtigt om samfundet og tiden. Og vi har brug for kunsten – også politisk – til at udøve kritik af den type. Den provokerende kunst kan forstørre provokerende politiske realiteter. Og på den måde få os til på én og samme tid at tænke og føle fysisk indignation.

Politikens interview med Fisker fra 19. april nævner også den danske kunstner Kristian von Hornsleth. Normalt forstås Hornsleth som provokatør, og det er han også. ​​

Men hvis man går et spadestik dybere, er Hornsleth kapitalismekritiker. Faktisk en af de mest prominente og konsistente, vi har i det her land. Når han sætter hjemløse til salg, skildrer han kapitalismens absurditet. Og når han i 2006 får alle indbyggere i en ugandisk landsby til at tage hans navn mod betaling i kvæg, kritiserer han tilmed imperialismen.

Annonce

Han burde helgenkåres på Kunstakademiet, og første semester burde gå ud på at male helgenbilleder af ham. Det vigtige i disse få af uendelig mange eksempler er, at kunsten ikke selv er moralsk, men snarere beskriver tanker, tendenser og konflikter i samfundet. Absurditeterne og paradokserne.

Kritikken formuleres så at sige først sammen med beskueren. Kunstneren må acceptere sin egen tilstedeværelse i verden som ‘fri’ til at udfordre og repræsentere hele den menneskelige palet af tanker og konflikter, men omvendt som ikke-entydig, måske endda paradoksal, til tider problematisk. Og overlade til publikum at fælde den moralske dom over værket.

For det er i denne gråzone, i flertydigheden, at poesien og skønheden opstår. Værket udbygges af beskuernes fortolkninger, som er bygget af hver enkelts partikulære erfaringer. Og der vil gå meget poesi tabt, hvis man bestemmer, at denne flertydighed i både kunsten og dens fortolkninger er illegitim. Man frarøver kunsten dens kraft og idé, hvis man sætter lighedstegn mellem et værks udtryk og dets skabers holdninger og kræver, at kunstneren toner rent flag.

Kritikere af den uigennemsigtige, potentielt stødende kunst vil sige, at ansvaret for et værk ligger hos kunstneren, som ‘må være sig værkets effekter bevidst’. ​​

Problemet med den idé er, at den er umulig. En kunstner kan ikke kende alle tænkelige fortolkninger af et værk på forhånd. Sandheden er snarere, at ansvaret for et værks effekter må deles mellem kunstner og beskuer. Kunstneren må stå til ansvar for sin ‘skrivning’, og beskueren må stå til ansvar for sin læsning. Heri ligger der en vigtig pointe i forhold til krænkelsesdebatten. Fordi man som beskuer må være bevidst om den kontekst, man læser værket ind i. Og acceptere, at man af og til ser spøgelser.

Man må blive lige så krænket, man vil, men det er også i orden, at man f.eks. som kunstskole insisterer på, at kontekstlæsning er en vigtig disciplin i kunsten.

Der er vigtige dele af kunstuddannelsen, som man taber, hvis man kun vil tale krænkelse og politik, og hvis krænkelse ikke måles op imod kontekst. Man ender med at tale om fysisk lammede i en time, selvom det intet har med værket at gøre.

Vi har brug for akademiske institutioner, der forsvarer helt centrale principper inden for kunsten, såsom repræsentation og kontekstualitet.

Følelser af krænkethed må bakkes op af argumenter – ellers medgiver man, at f.eks. ’Den Danske Sang er en ung blond pige’ kan tolkes racistisk. I stedet for at indvende, at det er bizart at kriminalisere en metafor. Vi skal opføre os ordentligt over for hinanden.

Som samfund skal vi stræbe imod at inkludere alle i den demokratiske debat og lytte bedre til vores minoriteter. Som Fisker skriver: »Vi må i fællesskab nå frem til en måde at kommunikere på, der på konstruktiv vis gør alle klogere«.

Det er jo svært at være uenig i. Fisker spiser os dog af med klicheer i stedet for rent faktisk at gå ind i problemstillingerne.

Jeg tror ikke, at nogen bliver klogere af, at vi ofrer kunsten på moralismens alter. Så bliver kunsten et simpelt moralsk og noget humørforladt korrektiv til en kompliceret og vanvittig verden. Det er ikke særlig ambitiøst. Kunst er langt større end det. De woke skylder at placere kunsten i deres verdensforståelse og tage konsekvensen af deres kunstsyn.

Dernæst må de svare på, hvor det gyldne punkt i samtalen ligger. Hvordan finder vi balancen, hvor alle føler sig hørt?

Kritikken af Kunstakademiet er jo netop gået på, at den balance er ikke-eksisterende på akademiet i dag. At den woke konsensus ikke tillader anderledes tænkende, og at man bruger bøllemetoder: udskamning, mistænkeliggørelse, eksklusion og tilskynder selvcensur. Når man ‘diskuterer’ med folk, har det nærmere karakter af irettesættelser af folk, der træder ved siden af Den Hellige Vej.

Og det er jo her, det bliver svært. Spørgsmålet er, hvordan man går i dialog med det resterende samfund. Især fordi man faktisk har noget fornuftigt at sige til det. Det er helt korrekt, som Fisker skriver, at undertrykkende strukturer ligger latent i vores samfund og ikke mindst i vores sprog. ​​

Men ligesom majoriteten i samfundet gør klogt i at være nysgerrige, åbne og forstående over for de woke, deres krænkede følelser og den kritik, deres krænkethed repræsenterer, så gør den woke majoritet på Kunstakademiet (og lignende bobler) klogt i at behandle anderledes tænkende anstændigt.

Hvis man ikke gør det, risikerer man at misse en historisk chance for at vinde indpas i det bredere samfund. Man må gøre op med sig selv, om man vil ændre kunstverdenen eller ændre verden.

Man kan skabe et ‘microtopia’ – for nu at bruge et begreb fra den relationelle æstetik: et lille politisk utopia, hvor veluddannede har en bestemt konsensus og omgangsform, samt et specifikt sprog, der er svært tilgængeligt for udenforstående.

Man frarøver kunsten dens kraft og idé, hvis man sætter lighedstegn mellem et værks udtryk og dets skabers holdninger og kræver, at kunstneren toner rent flag

På den måde vil man yderligere marginalisere sig selv og ‘have ret’ helt alene. Alternativt kan man tillade pluralismen og fritænkerne og gå åbent ind i den dér diskussion, der ‘skal gøre alle klogere’.

I et demokrati må man acceptere de andres frihed. De woke står af den grund i en catch-22-situation. For nok er den demokratiske samtale lige i ideen, men næppe i praksis; sproget indeholder mere eller mindre subtil dominans. The game is rigged.

For at indgå i den demokratiske samtale må man acceptere dens præmisser, selvom man måske finder dem uretfærdige. Problemet er, at den demokratiske samtale er det mindst dårlige redskab, vi har til at flytte diskurser. Det er via dén, man kan ændre et samfunds normer. Og man kan ikke tvinge en majoritet til at rette ind gennem udskamning.

De woke må derfor gøre op med sig selv, om de vil spille spillet med dets systemfejl eller åbent erklære, at de ikke tror på demokratiet. Og på den måde miste enhver slagkraft og legitimitet i selvsamme demokratiske debat. Førstnævnte strategi er måske ikke ideel. Men sidstnævnte virker, ja, næsten idiotisk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere

Annonce

For abonnenter