Ikke siden den spanske syge for 100 år siden har en pandemi, som den vi ser nu, hærget vores breddegrader. Der er altså ingen – hverken magthavere eller borgere i Danmark – som har prøvet at håndtere en lignende sundhedsmæssig krise.
Regeringen og Folketingets partier har gjort et stort arbejde for at få os godt igennem. Så selv om det har betydet store afsavn og haft enorme konsekvenser, ser det ud til at have haft effekt på smittespredningen.
Der vil uden tvivl komme en grundig debat omkring timing og omfang af de politiske indgreb, som nok skal holde politiologer, økonomer, virologer og meningsdannere beskæftigede mange år fremover. Det bliver forhåbentlig en debat, som vi alle bliver klogere af – og ikke bare en omgang politiske drillerier og pegen fingre.
Hvor pandemien har udfordret os på hidtil ukendt territorium, hviler den debat, vi vil insistere på at tage nu og her, på anderledes velkendt grund. Desværre, fristes man til at sige.
For på bagsiden af sundhedskrisen venter uden tvivl en økonomisk krise, der risikerer at få finanskrisen i 2008, fattig-firserne og oliekrisen i 1970’erne til at blegne i sammenligning. Vi stirrer ind i et markant fald i bnp, konkurser, tabte arbejdspladser og udbredt arbejdsløshed.
Kuren mod coronavirussen kender vi ikke endnu, men kuren mod den truende økonomiske krise er velbeskrevet og -afprøvet. På godt og ondt.
Når smittespredningen er under kontrol, må strategien skifte over mod at skabe jobs. En målsætning, de færreste nok er uenige i. Det er vejen derhen, der oftest deler vandene. De velkendte røster i debatten er allerede i gang med at kræve topskattelettelser, lavere selskabsskat og deregulering som midler til at nå målet. Argumenterne hentes i regnearkene, hvor direktør Knudsens lavere personskat i sidste ende vil resultere i flere job og øget velstand længere nede i samfundet.
Det er akademiske antagelser om ’trickle down’-økonomi, der giver fin mening på papiret, men sjovt nok aldrig har manifesteret sig i den virkelige verden, hvor uligheden vokser.
Lad os parkere den strategi på historiens losseplads og koncentrere os om tiltag, der rent faktisk vil have en positiv effekt på jobskabelsen.
Vi vil slå til lyd for, at fire pejlemærker viser vejen ud af krisen – i kort form drejer det sig om uddannelse, omstilling, forbrug og sikkerhedsnettet.
1. Vi skal komme klogere gennem krisen
Når vi er ovre på den anden side af sundhedskrisen, bør vi lave den enkeltstående største engangsinvestering i efter- og videreuddannelse i Danmark.
Her og nu skal der satses på de ledige, som skal have bedre adgang til uddannelser, men også de beskæftigedes muligheder for efteruddannelse skal styrkes. Målgruppen for ledige med ret til jobrettet uddannelse bør udvides, og fokus bør være på de kompetencer, der behøves for at få Danmark op i gear igen, og ikke kun i forhold til, hvor der historisk har været mangel på arbejdskraft.
Vi skal sætte massivt ind med grunduddannelse og efter-/videreuddannelse dér, hvor vi allerede kan se nogle danske styrker – nemlig inden for digitalisering og grøn omstilling. Her er der potentiale til, at Danmark kan indtage en markant førerposition, som kan trække væksten i gang.
Det kræver dog bl.a. en uhørt saltvandsindsprøjtning til både de erhvervsrettede uddannelser, hvor der igen skal gang i at skabe praktikpladser til lærlinge og elever, og hele efter-/videreuddannelsesområdet – og det er det, vi allerede nu bør forberede.
Ordninger, vi ved, virker, skal tages i brug, og både folk i job og ledige skal have tilbud. For at få de ledige med skal vi f.eks. satse på jobrotation, hvor en ledig erstatter en ansat, mens den ansatte tager på uddannelse.
Det er win-win-win for virksomheden, for den ansatte, der kan tage på uddannelse uden at lade kollegerne og chefen i stikken, samt for den ledige, som kommer ind i virksomheden som vikar.
Samtidig bør det være muligt at uddanne sig på dagpenge eller en anden form for understøttelse svarende til fuldt dagpengeniveau. Og vi skal tillade folk at skifte spor samt bygge bro til nye brancher, hvor der er større efterspørgsel på arbejdskraften, når krisen ebber ud igen.
Der skal satses på kurser og uddannelser, som peger ind i fremtiden: digitale kompetencer, knowhow til den grønne omstilling samt evner i at tackle forandringer og nye metoder. Det kan vores medlemmer i HK i rigt mål allerede – men der skal skrues op for blusset, og mange flere faggrupper skal med. Det skal vi bruge krisen til at få gjort noget ved. Vi vil helt grundlæggende bygge kompetencekraften i Danmark op.
Det bliver hverken en nem eller billig øvelse, men i et samarbejde på tværs af politikerne og arbejdsmarkedets parter kan det lade sig gøre.
2. Digital og grøn satsning
De omfattende hjemsendelser af ansatte i den private og den offentlige sektor har givet anledning til en helt ny måde at arbejde på, mødes på samt undervise og modtage undervisning på. De foreløbige erfaringer er, at der visse steder i landet er problemer med netadgang og -hastighed samt sikkerheden i de anvendte systemer.
Der er i den kommende tid lagt op til, at vi skal arbejde på anden måde end tidligere og nok mere hjemmefra i de tilfælde, det kan lade sig gøre. Det er desværre ikke helt utænkeligt, at vi i fremtiden kan blive ramt af lignende pandemier, der igen vil betyde behov for midlertidig nedlukning.
Derfor bør der allerede nu iværksættes en række investeringstiltag, som søger at forbedre kapaciteten til at møde de nye rammer for arbejdslivet.
En sidegevinst vil naturligt være, at digitaliseringen kan frigive ressourcer til at hæve kvaliteten i den offentlige service og produktiviteten i de private virksomheder. Helt konkret vil vi foreslå, at bredbåndspuljen bliver styrket, at indsatsen omkring cybersikkerhed og -kriminalitet skrues op, at den digitale, offentlige service udvikles, at der investeres i at opbygge fjernundervisning på uddannelserne, samt at det gøres mere attraktivt at investere i digital infrastruktur og sikkerhed.
Sideløbende med den digitale satsning, bør krisen sætte yderligere tryk på den grønne omstilling.
Klimainvesteringer giver mulighed for både at tilgodese beskæftigelsen og fremme den grønne omstilling. Det er derfor oplagt i den nuværende situation at se på mulighederne for fremrykke nogle af de klimainitiativer, som alligevel skal sættes i gang over de kommende ti år.
De beskæftigelsesmæssige effekter af store klimainvesteringer i vindmølleparker, udbygning af elnet, solcelleparker m.v. bør indgå i prioriteringen af klimaplanen, der skal forhandles her i løbet af foråret.
Der er mange initiativer, der både kan understøtte beskæftigelsen og den grønne omstilling, og som kan sættes i gang her og nu. Det drejer sig eksempelvis om udbygning af ladestandere til el-biler, puljer til udskiftning af olie- og gasfyr, støtte til installering af varmepumper m.v.
Den grønne omstilling vil i det hele taget kunne skabe mange jobs i de kommende år. En del af de større klimainvesteringer vil kunne finansieres af pensionskasserne, som tidligere har meldt ud, at de er parat til at lægge 350 mia. kr. i grønne aktiviteter frem mod 2030.
3. Hold gang i forbruget
Både det offentlige og private forbrug er afgørende for vækst, velstand og velfærd i Danmark. Vi må ikke begå den fejl at forsøge at spare os ud af en kommende krise. Tværtimod skal der investeres massivt for at holde gang i hjulene. Resten af det skadelige omprioriteringsbidrag i staten bør skrottes, og der bør sikres penge til et tiltrængt og mærkbart velfærdsløft i de kommende økonomiaftaler med kommuner og regioner,
Vi må have højere ambitioner end blot at kunne følge det demografiske træk, hvor der bliver flere småbørn og ældre i fremtiden.
Regeringens forslag om at suspendere anlægsloftet i kommuner og regioner i 2020 er fornuftigt, men bør forlænges flere år frem. Vi kigger ind i store udfordringer med vedligeholdelsesefterslæb, optimering af bygningsmassen og klimatilpasning i kommuner og regioner, som alle er opgaver, der kræver en længere planlægningshorisont og løsere økonomiske rammer.
Dertil vil vi foreslå at fremrykke statslige infrastrukturprojekter og sætte gang i renoveringer i regi af Landsbyggefonden for 18 mia. kr.. En række statslige institutioner kunne i samme ombæring trænge til yderligere investeringer. Her tænker vi ikke mindst på Skat, der sikrer penge til at drive velfærdssamfundet, og Arbejdstilsynet, som sikrer ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Men også det bekostelige frasalg af statens vaccineproduktion i 2017 bør der rettes op på – ved eksempelvis at genetablere en offentlig produktion af vacciner her i landet. Det vil øge forsyningssikkerheden, være med til at styrke beredskabet over for fremtidige epidemier og konsolidere vores position inden for vaccineforskning.
Økonomien i de private hjem bør ligeledes styrkes, og privatforbruget skal stimuleres. Det kan eksempelvis ske ved at lade folk vælge, om de vil have deres indefrosne feriepenge udbetalt, og ved at udvide boligjobordningen til at dække de mere servicerettede ydelser, såsom rengøring, vedligeholdelse og reparationer.
4. Hånden under de ledige
Det er afgørende for et velfungerende og produktivt arbejdsmarked, at vi spænder et robust sikkerhedsnet ud under arbejdstagerne.
Fleksibilitet og risikovillighed er ikke forbeholdt virksomhedsejere og iværksættere, men er også vigtige egenskaber at dyrke blandt lønmodtagerne med henblik på at stimulere til efteruddannelse, sporskifte og omstillingsevne – egenskaber der i høj grad efterspørges på arbejdsmarkedet. Men det kræver bl.a., at dagpengesystemet forbedres.
Resten af 2020 bør være en ’neutral’ periode, så ingen risikerer at falde ud af systemet i en tid med ekstraordinært pres på arbejdsmarkedet. I forlængelse heraf er det på tide at få stoppet udhulingen af dagpengene, som betyder, at en gennemsnitlig HK’er i dag mister ca. halvdelen af sin indkomst som konsekvens af at ende på dagpenge.
Siden krisens start er antallet af ledige steget med knap 45.000 personer, hvilket er et markant hop på et arbejdsmarked, hvor der før krisen var omtrent 100.000 ledige. Udgangspunktet var altså lav ledighed, og konsekvenserne af krisen kunne da også have været meget større i Danmark.
Ligesom vi desværre kan se i nogle af verdens store økonomier. Forklaringen skal bl.a. findes i hjælpepakkerne fra regeringen og Folketinget, som betyder, at godt 150.000 lønmodtagere i dag er hjemsendt med fuld løn fra staten og arbejdsgiverne.
Det er tegn på en sund samfundsmodel, at vi kan få den slags løsninger forhandlet og gennemført på så kort tid. Vi frygter dog, at der skjuler sig en uhyggelig historie under tallene. For hvor mange af de 150.000 har reelt set et job at vende tilbage til?
Jo længere krisen trækker ud, desto større bliver risikoen for, at vi pludselig ser en fordobling i ledigheden. Det er vi også meget opmærksomme på i HK, hvor størsteparten af vores medlemmer er funktionærer. De har minimum tre måneders opsigelse, og har nok ikke stået først for i nedskæringerne, da vi endnu ikke vidste, hvor længe krisen ville vare.
Vores frygt er, at vi pludselig ser en stor stigning i antal ledige, som der ikke tages hånd om med de nuværende politiske tiltag. For dem er vi nødt til at få genoprettet sikkerhedsnettet, så vi ikke oplever mennesker gå fra hus og hjem som følge af krisen.
Det store spørgsmål er så, hvor regningen for krisen ender henne. For der er ingen tvivl om, at det bliver en dyr omgang at komme gennem denne periode med nedlukning af samfundet. Der er lige så lidt tvivl om, hvor tilhængerne af ’trickle down’-teorien gerne så regningen havne – hos lønmodtagerne, den offentlige sektor og i velfærdssystemet.
Den øvelse har vi allerede været igennem adskillige gange siden årtusindskiftet, så det kan der ikke koges mere suppe på.
Efterlønnen er de facto afskaffet, dagpengeperioden er forkortet markant, store besparelser er rullet ud over hele den offentlige sektor, pensionsalderen er skruet gradvist i vejret, og kritisk infrastruktur er solgt til udenlandske spekulanter.
Den kommende tids løsninger må og skal leve op til krav om at være retfærdige og balancerede. Den almindelige lønmodtager skal ikke igen opleve, at hendes rettigheder forringes, samtidig med at der køres en grønthøster over hendes arbejdsplads.
Der skal ikke ydes hjælp til virksomheder uden krav om modydelser, uanset om det er ansvarlig fordeling af overskud, krav om at tage elever eller krav om overenskomstdækning. Og så skal der gøres op med tanken om, at statsgæld og offentligt forbrug er roden til alt ondt.
Coronakrisen har været ekstraordinær og har krævet ekstraordinære tiltag for at holde hånden under det danske samfund de sidste uger. Men der må en lige så ekstraordinær indsats til på den lidt længere bane for at rette op på nogle af de skader, som kommer til at plage landet på sigt.
fortsæt med at læse
