0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatter: ​På Lolland lærte jeg et Danmark at kende, der er så trængt, så fattigt og ulige, at jeg tror, de fleste velstillede murstensmillionærer slet ikke fatter det

Forskellene i samfundet er eskaleret i de senere år. Det er nok ikke alle murstensmillionærerne, der fatter, hvor presset og fattigt dele af landet er. Kunsten og litteraturen er en del af svaret på at komme videre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

I forfatterens kolonihaveforeningen i Herlev er det stadig lige adgang for høj og lav. Der har den kreative klasse ikke fået gentrificeret grusvejene.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som forfatter har jeg brugt de sidste ti år af mit liv på at forholde mig til de eskalerende forskelle på rig og fattig, privilegeret og underdog, vandbærer og solodanser i det danske velfærdssamfund.

Det er blevet til en lille stak bøger, et teaterstykke, tekster til en dokumentar og nu til en ny roman om en socialdemokratisk borgmester fra Lolland, der kører et avisbud ned i en brandert og ser sit liv, og i takt med det, det samfund og det land han kender, forsvinde i alkoholens svigefulde tåger.

Bogen er skrevet over møder med mennesker, situationer, jeg har været i, oplevelser og løsrevne sætninger som den, jeg samlede op i toget, hvor en ung kvinde hviskede ind i sin Iphone, at: det er totalt fucked med døden, det burde være, som når man skal ind og sidde. Der kender man da i det mindste sin dato.

Sandemose skriver et sted, at bøger bliver til, når man tager opvasken. Selve nedfældningen på papir er egentlig bare en fastholdelse af oplevelser, sansninger og tanker gjort i alle mulige og umulige situationer.

Jeg skriver f.eks. mine bøger, når jeg lidt tilfældigt ender i en luvslidt sofa i en nedslidt rønne på Vestlolland eller i bussen eller på et forfattervisit i hjemmeplejen. Det er på sin vis mit mest hæderlige bud på en poetik.

Da jeg er en sucker for omtale og som de fleste forfattere har en akavet selvopfattelse, hvor man både elsker og hader opmærksomhed, har jeg som en anden cirkusprinsesse været godt i gang med at iføre mig et medieegnet tylskørt og med at skubbe min roman rundt i den virtuelle manege, længe inden bogen udkommer.

Men hov: Så skete der noget! En dreng rejste sig på tilskuerpladserne og sagde: Den har jo ikke noget tøj på, hvilket fik mig til at studse over processen.

Drengen var dansk litteraturs nørdede og nærsynede stork Lars Bukdahl. I en klumme i Weekendavisen pillede han tøjet af alle os opmærksomhedshungrende, SOME-afhængige forfattere.

Bukdahl havde fundet ud af, at flere og flere bruger de sociale medier som en slags reklamestander for vores udgydelser, længe inden kritikere, læsere og bogorme kan få adgang til dem. Vi benytter os, skabelonagtigt, af billeder og ’personlige’ historier til at imødekomme potentielle læseres nysgerrighed og til at styre opfattelsen og dommen over bogen, på et tidspunkt, hvor det er umuligt for kritikere at udøve kvalificeret modstand.

Med andre ord træder vi ind foran bøgerne og vifter med armene for at få opmærksomhed, inden titlerne er tilgængelige.

Det er vel et resultat af hård, identitetsbåret konkurrence i det senmoderne og præapokalyptiske samfund, host, eller måske bare en del af et moderne liv præget af sociale medier, hvor forfatterrollen i stigende grad er blevet performativ.

I samme ombæring er litteraturen, som så meget andet i vores tid, blevet noget, man spejler sig i, og det enkelte værk noget, man interesserer sig for, hvis man genkender sig selv (køn, klasse, alder, hudfarve, seksualitet og historieopfattelse) i karaktererne eller i bogens aura (her spiller Instagram og Facebook virkelig ind) – med andre ord, er der en proces i gang, hvor værkerne og forfatterne bliver til noget, vi er eller gerne vil være snarere end noget ukendt, der kan udfordre os. Eller hvad?

Jeg kan godt følge Bukdahl. Han har ret: Bogen er bogen.

Hvad der kom før den, er irrelevant. Skriv og lad resten være op til tilfældet, skæbnen, heldet og talentets bæreevne. Hvis ikke vi respekterer fiktionens grænser, ophører kunsten og bliver til noget andet, noget uklart og stærkt selvcentreret, og værkernes liv bliver afgjort af, hvor god man er til at spille spillet, ikke af kvalitet.

Men han har også ikke-ret. For der er altid noget, der leder til bogen, en opvask, der bliver taget et sted, en indholdsmæssig pointe, der kan være relevant for at vække nysgerrighed på et sagligt plan.

Hvis litteraturen skal indtage andre roller end den rent æstetiske, tror jeg på, at man skal kunne spejle regulære problemstillinger, som mennesker oplever i deres hverdag, og selvom det i stigende grad er svært, at få folk til at læse om andre verdner end dem, de genkender, og selvom samtalen i det offentlige rum er forurenet, og færre og færre lytter til hinanden, vil jeg stadig holde på, at det er helt afgørende for vores kulturs udvikling, at vi kan bruge litteraturen som en slags bro mellem den regulære virkelighed og den oplevede.

Derfor synes jeg, det kan være brugbart og vigtigt at skabe forståelse for, hvor fiktionens spor ender og hvilke menneskelige erfaringer, der ligger til grund for forfatterens valg.

Jeg bor i min kolonihave for tiden. Det er et socialdemokratisk paradis bygget på en gammel losseplads i Herlev.

Den kreative klasse har endnu ikke fået gentrificeret grusvejene. Priserne og logikkerne er stadig solidariske i foreningen.

Her bliver ingen millionærer ved en vedtægtsændring på et ordinært beboermøde en klam tirsdag i november, her er der lige adgang for høj og lav, og det mest revolutionerende, der er i vente, er, at de mange nedgravede tønder, der gør det ud for sivebrønde, engang skal erstattes af kloakker, så vores afføring kan indgå i det kommunale kredsløb på linje med husejernes rundt om hjørnet, og ikke som nu gøde vores smagfulde rabarberplanter au naturel.

Men her går vi rundt i coronaens skygge og ordner have, hakker dræbersnegle over, bader i badebassin og griller aftensmad. Jeg nævner det, fordi vores kolonihave ligger tæt på min datters udflytterbørnehave, så jeg cykler hende derhen i stedet for at aflevere hende ved bussen hjemme på det Vesterbro, jeg ikke rigtig kan genkende længere.

Udflytterbørnehaven ligger i Tingbjerg. Den samme bydel, som jeg for et par år siden kørte rundt i med en hjemmehjælper.

Dagene som SOSU-assistent blev til en novelle, der blev trykt i en antologi, der hedder ’Stemmer til et stumt fag’. Den novelle handler en ældre kvinde, jeg mødte.

Hun sad og gloede hen over Frederikssundsvej på en kold og grim betonbygning, hvor der lå et supermarked. Hun sad med ble på, hun røg og skældte ud på alle de sorte, de skiftende SOSU’er, på medhjælperne og livet i det hele taget.

Hun kom fra den hårde ende af den københavnske arbejderklasse, hvor krop og sind slides af livets barske realiteter, hvor det at arbejde handler om at have brød i kassen og en kasse at sove i.

Hendes gamle krop kunne man snildt balsamere og stille op på Arbejdermuseet i Rømersgade med et skilt om halsen, hvor der står: truet art, tæt på uddød! Eller man kun skrive hende ind i en bog, indirekte lade hende få en plads i historien.

Uden det møde, ingen tekst og uden den tekst ingen roman, for erfaringen og mødet med den kvinde blev en af to oplevelser, der satte mig i gang med at skrive den roman, der udkommer her i august. Det vil sige: Uden den virkelighed, vi er nogenlunde enige om at befinde os i, ville jeg slet ikke kunne skrive de tekster, jeg skriver, og jeg er nået frem til den erkendelse, at det er vigtigt at fortælle om bogens tilblivelse, om ens indignation, også inden bogen udkommer, for det kan skabe kontekst og relevant indsigt i, hvorfor en bestemt titel kan være væsentlig for læsere, der ellers ville vige udenom af alle mulige og umulige grunde.

Den gamle kone på Frederikssundsvej er som sagt den ene oplevelse, der ligger til grund for min roman. Den anden er en opgave jeg fik, da jeg havde udgivet novellesamlingen ’Banedanmark’.

TV2 og produktionsselskabet Koncern var ved at lave en dokumentarserie om kontanthjælpsreformerne og om ofrene for de sociale prioriteringer i vores samfund. De hyrede mig til at skrive speaks og introtekst.

Da jeg havde skrevet introteksten, og serien havde fået sit navn, blev der klippet en trailer. Da traileren blev vist, medførte det en regulær shitstorm. Over tyvetusind mennesker begyndte at følge Facebooksiden #Lollandfalsterlovestorm i protest mod det, man opfattede som en negativ fremlægning af Lolland, en udlægning foretaget af Københavnere, der ikke kendte noget til forholdene på Sydhavsøerne.

Den shitstorm kom et sted fra. Den kom fra en voksende bekymring i provinsen. Den kom som en positiv reaktion på det, der nemt kan føre til mere hårde protester: Nemlig at der er et åbenlyst strukturelt problem i Danmark, at det har konsekvenser, når landsdele overlades til sig selv med lukkede skoler, færre arbejdspladser i industrien og et landbrug i frit fald.

Hvis litteraturen skal indtage andre roller end den rent æstetiske, skal man kunne spejle regulære problemstillinger, som mennesker oplever i deres hverdag

Samtidig vokser andelen af folk på overførselsindkomst, og færre skuldre skal bære en større byrde.

De skuldre havde fået nok. De ville gerne anerkendes for to ting: Dels de mange kvaliteter, der følger med et liv på landet, og dels for det store ansvar, man tager på vegne af fællesskabet. Det handler om at blive forstået. Situationen mindede om et dårligt ægteskab, hvor den ene part alt for længe har accepteret nogle forhold og en fortælling, der aldrig var fælles og som faktisk oplevedes krænkende.

Det forstod jeg, da ’På røven i Nakskov’ blev sendt. Jeg tænkte, at kærlighedsstormen var forståelig, men også at den var romantiserende og kun ville fortælle om de privilegeredes lollikkers liv. Det vil sige: Man gentog det mønster, man kritiserede mediedanmark og københavnerne for.

Det er helt afgørende i min verden, at vi forholder os ærligt til virkeligheden. Ser problemerne i øjnene og tør tale om dem. Det ville man med ’På røven i Nakskov’, og derfor var serien essentiel for at forstå den retning, vores samfund bevæger sig i, og derfor havde Lollandfalsterlovestorm både ret og ikke-ret.

I dag tænker jeg, at begge sider vandt, ved at serien blev skabt.

Dels blev de sociale problemer sat på dagsordenen, og den stigende ulighed førte til et opgør med den asociale dagsorden, som det borgerlige Danmark alt for længe har lavet knæfald for, og udkantsmyten blev punkteret.

Da vi lavede dokumentaren, lærte jeg et Danmark at kende, der er så trængt, så fattigt og ulige, at jeg tror, de fleste velstillede murstensmillionærer i de store byer og i de rige kommuner ikke forstår det.

Den generation, der regulært aldrig har betalt husleje, fordi de er blevet rigere og rigere på fast ejendom, har det med at glemme, at mange andre er ekskluderet fra festen. Der er mange, der ikke ejer fast ejendom, mange, der har løs tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke aner, hvor man skal tjene sine penge henne om et halvt år, og der er mange, der går ned på det for ikke at komme op igen.

De erfaringer var nødvendige for, at jeg kunne skrive romanen ’Det Danmark du kender’. Den er skrevet på indignation, på solidaritet og på kærlighed.

Det har konsekvenser, når landsdele overlades til sig selv med lukkede skoler, færre arbejdspladser i industrien og et landbrug i frit fald

Den er hård og ærlig, og den er et resultat af situationer, jeg har været i, mennesker jeg har mødt, men også et resultat af at blive klogere i respekt og forståelse for, at der findes mange mennesker uden for byerne, der oplever, at deres landsdel, livsindstilling og forståelse af tilværelsen bliver tyranniseret af et akademiseret, rigt og selvcentreret København.

Jeg forstår, at man bliver træt af en snobbet kulturverden, der er selvrefererende, og hvor sproget er fremmedgørende og ekskluderende, og hvor omgangen med tilværelsen er præget af teori og hvor sociologiens teoretikere er blevet de nye evangelister.

Jeg tror ikke, vi har set afslutningen på den sociale protest. Faktisk frygter jeg, at de urbane kulturers ignorance kan føre til et sammenbrud, der snildt kan blive meget højreorienteret og patriotisk, som det vi ser i USA, Polen, Ungarn, England m.m.

Det kan også være, vi får vores egne gule veste i Danmark, hvis vi ikke begynder at anerkende, at et samfund har brug for solidaritet og ordentlige vilkår, og at selvom vi lever i et godt land, i et velfungerende demokrati, med et system, der fungerer, er der følelser i spil, der skal imødekommes og respekteres.

I respekt for de mange mennesker, jeg har mødt, overhørt, betragtet, misforstået, diskuteret med og lyttet til, vil jeg sige: Bøgerne findes, længe inden de udkommer, de findes i de liv, der leves, i de sansninger og realiteter og møder og sammenbrud, der til sammen udgør et samfund og en tid.

Forfatterens rolle er at skrive det hele ned med den fedtede pen og dernæst at overlade skriblerierne til offentligheden og skæbnens dom.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts