0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tidligere topembedsmand i kulturministeriet: Joy Mogensen har kaldt til kamp mod elitekulturen. Men tør hun følge den ud i livet?

Der er lige så meget kultur i håndboldhallen som i teatret. Store ord, men med dyb resonans i regeringstoppens formulerede dannelsesideal. Nu mangler kulturministeren at sætte handling bag en ny socialdemokratisk kulturdagsorden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Louise Herrche Serup
Foto: Louise Herrche Serup

Koncert med Copenhagen Phil og studerende fra DKDM’s symfoniorkester i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg. Dirigent: Toshiyuki Kamioka. 

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man stadig skulle være i tvivl om, hvor den socialdemokratiske kulturpolitik var på vej hen, så satte partiets nyslåede kulturordfører, Kasper Sand Kjær, 18. august fed streg under retningen i en kronik her i avisen under overskriften ’Selvfølgelig er der lige så meget kultur i håndbold som ballet’.

Hermed indløste den nye ordfører medlemskab til den kulturpolitik, som den nu detroniserede ordfører Jan Johansen var først til at formulere, og som den egentlig ansvarlige, kulturminister Joy Mogensen, samlede sig sammen til at udfolde som en kulturpolitisk vision lige inden sommerferien 7. juli i et interview med Deadlines Niels Krause-Kjær.

Dengang hed det med kulturministerens egne ord om den famøse håndboldhal: »Der er lige så meget deltagelse, der er lige så meget demokratisk dannelse. Der er lige så meget af at finde ud af, hvem er jeg, og hvad kan jeg lave sammen med andre«.

Ministeren satte i samme interview trumf på ved at omdøbe Kulturministeriet til ’Demokrati- og Deltagelsesministeriet’.

Kulturlivets aktører er forblevet underligt tavse. At reaktionen stadig lader vente på sig, må dels skyldes, at den ideologiske kulturdebat p.t. ligger underdrejet, da alt på området handler om corona-hjælpepakker, og dels at man mangler at se de konkrete initiativer, der bør følge efter så markante udtalelser.

Men hvis man tager ministeren og kulturordføreren på ordet, og det mener jeg, man altid skylder ledende politikere, når de melder ideologisk ud, så har de reelt optegnet konturerne til en mulig værdikamp på kulturministeriets område, som udstikker et ideologisk skel i kulturpolitikken, som ikke er set, siden Brian Mikkelsen slog på tromme for sin kulturkanon i 2005.

For at forstå denne udvikling forudsætter det en politisk perspektivering af de sidste årtiers værdikamp.

Men inden vi dykker ned i kulturpolitikkens historiebog, er det nødvendigt at genbesøge Joy Mogensens forbavsende offensive kulturpolitiske vision, som hun udfoldede den i Deadline-interviewet, her snart 60 år efter oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender (1961).

Både for at forstå, hvilke grundsten i det kulturministerielle fundament hun med sine udmeldinger rent retorisk forsøger at flytte rundt på, og samtidig for at afdække de muligheder, eller måske rettere de forhindringer, der vil tegne sig, hvis hun gør alvor af at ville udfordre den udbredte konsensus på hendes ressortområde.

I Deadline havde Mogensen forberedt en helt ny metaforik, der skulle løfte den socialdemokratiske kulturpolitik ind i værdikampen: »Måske er kulturen også en slags forsvarspolitik, en forsvarspolitik for det demokrati og den måde, vi har opbygget et samfund på, hvor det handler om, at uanset hvem du er, uanset hvor du er, hvor du bor, uanset hvad du tjener, så skal du have en stemme. Du skal kunne deltage, og ikke bare som publikum, der klapper af de lysende politiske, kunstneriske eller idrætsmæssige ledere, men du skal have en stemme. Fordi det er interessant, hvad du mener, hvad du siger«.

Messede Mogensen ud gennem skærmen, mens hun i takt med, at pointerne blev affyret, skød imaginære kugler med pegefingeren mod den lettere forbløffede vært, der nok som de fleste seere for første gang oplevede kulturministeren på strejftog inde på den værdipolitiske slagmark, som hun ellers har befundet sig på lang afstand af.

Det kan for det utrænede øre lyde helt bomholtsk, at kulturministeriet skal udgøre forsvarsvoldene omkring det velfærdssamfund, som socialdemokraterne siden Anden Verdenskrig i høj grad har følt, de ejer skødet til.

Dengang var det statsminister Viggo Kampmann og andre ledende socialdemokraters vision, at man, når først velfærdsbureaukraterne havde sikret den materielle velfærd, gennem oprettelsen af et kulturministerium også kunne hælde mening ind i samfundskonstruktionen.

Landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt formulerede det mest fyndigt: »Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig«.

Joy vil ikke løfte folket op til kunsten, men sænke barren, så alle kan være med på egne præmisser

Et samfundsopbyggende og opdragende projekt, som staten gik forrest ved at sætte i værk, og samtidig rakte Kampmann hånden ud til kunstneren, eller åndsarbejderen, som det højtravende hed på det berømte lukkede forhandlingsmøde på Krogerup mellem politikere, forfattere og pædagoger i 1960.

Men allerede her har vi tabt Joy Mogensen og den nye socialdemokratiske værdipolitik af syne. For hvor Kampmann bad kunstnerne om kvalificeret modspil til sin samfundskonstruktion, og Bomholt drømte om at løfte folkets indsigt gennem kunsten, trækker den nuværende socialdemokratiske regering på en helt anden hammel.

Joy vil ikke løfte folket op til kunsten, men sænke barren, så alle kan være med på egne præmisser, eller deltage, som det hedder på moderne inklusionsdansk. Ud med kunsten, der lukker sig om sig selv, og ind med kulturen, der åbner op til fællesskabet.

Selv om det i en klassisk kulturpolitisk debat kan lyde helt kættersk at angribe kunstens uangribelige urørlighed, så burde det ikke komme som en overraskelse.

Joy Mogensen taler direkte ind i et bredt folkeligt kulturbegreb, som flugter fuldstændig med det antielitære dannelsesbegreb, som de mest toneangivende værdipolitikere i den nuværende regering alle abonnerer på, og som er blevet forfinet over lang tid i debatter og med bøger og nu udmønter sig i politiske tiltag.

Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som leder i god tid inden magtovertagelsen og som en forudsætning for denne, sammen med den nu afgåede stabschef Martin Rossen, arbejdede strategisk med at skabe en ny fortælling om det socialdemokratiske projekt.

På det politisk strategiske plan skulle udlændingepolitikken endegyldigt neutraliseres som angrebspunkt for blå blok. Den spøgte stadig under Helle Thorning Schmidts regeringstid og var med til at koste Socialdemokratiet magten i 2015.

Et valg, der dog også afslørede endnu en flanke. Dansk Folkeparti stormede frem, men ikke kun fordi S stadig var hæmmet af alliancen med Radikale Venstre, også fordi DF høstede stemmer hos de vælgere, der følte sig parkeret på globaliseringens udskiftningsbænk eller Udkantsdanmark, som det nu hed.

Det var vælgerne i den lave middelklasse, blandt dem også den forkætrede ’Blå Bjarne’, den vildfarne socialdemokratiske faglærte vælger, der op igennem nullerne havde været med at sikre borgerlige flertal. Han og alle andre skulle nu endegyldigt tilbage i folden, og derfor arbejdede man strategisk med at genskabe arbejderidentiteten: ud med Corydons reformamok og omklamring af konkurrencestaten, ind med kapitalismekritik og med Anker Jørgensen samfundssind.

De, der havde slidt og slæbt til samfundets fælles bedste, skulle have ret til tidligere pension, nu er det som bekendt Arnes tur. Som politisk strategisk manøvre lykkedes det til fulde at rebrande det nye S i gamle klæder, og det mangler blot, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, en anden central spiller i den nye værdipolitiske akse i Socialdemokratiet, leverer en pensionsaftale.

Som værdipolitik opsagde man ikke bare hermed kontrakten med de radikale, men også med kulturradikalismen og dermed med det kulturelle borgerskab, for at generobre arbejderklassen. En bevægelse, som er beskrevet grundigt af journalist Anders Redder og publiceret på Altinget allerede tilbage i marts 2019.

Min pointe er, at det ikke alene er en politisk strategisk manøvre orkestreret af Socialdemokratiets top for at generobre magten.

Men at regeringen står på et lige så solidt værdipolitisk fundament, som da Fogh Rasmussen kaldte til kulturkamp i 00’erne.

Vi er så vant til at forbinde værdipolitik med nullernes borgerlige kulturkamp, at det kan være svært at forbinde socialdemokrater med et ideologisk funderet dannelsesbegreb.

Men den siddende regering har et par værdikæmpere, der har mindst lige så meget værdipolitisk bundtræk, som Brian Mikkelsen eller for den sags skyld Anders Fogh Rasmussen selv havde dengang. Ministre som Mattias Tesfaye, Peter Hummelgaard og Kaare Dybvad blev politisk dannet midt i den borgerlige kulturkamp, hvor den socialdemokratiske idédebat var fuldstændig fraværende.

Efterfølgende har de hver især formuleret deres værdipolitiske ståsted, som gør op med 00’ernes borgerlige værdier.

Når de konservative har stået for en klassisk ’kongerækketænkning’ med kulturkanonen og dermed dannelse som udtryk for fast akademisk pensum, ja, så har Tesfaye blandt andet i debatbogen ’Kloge hænder’ formuleret et dannelsesideal, hvor den praktiske og håndværksmæssige kunnen er en forudsætning for dannelsen til fællesskabet og ikke blot en abstrakt teoretisk størrelse.

I tilgift har han med bogen ’Velkommen Mustafa’ fået forbundet den nuværende ledelses stramme udlændingepolitik med partiets egen historie ved at trække trådene tilbage til de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, der var blandt de første til at råbe vagt i gevær omkring kulturkløften mellem fremmedarbejderne og den danske model.

Kaare Dybvad har på samme måde formuleret et opgør med akademiseringen og centraliseringen i blandt andet bøgerne ’De lærdes tyranni’ og ’Udkantsmyten’, hvor dannelsen ikke længere er reserveret til gentrificeringen i storbykvartererne beboet af den kreative klasse, men i lige så høj grad er til stede i provinsen.

Samlet set tegner der sig et dannelsesbegreb, der mimer den socialdemokratiske klassekampshistorie, og denne antielitære strømning indskriver Joy Mogensen sig nu direkte i, med sin drøm om et demokrati- og deltagelsesministerium.

Hun har uddybet det sådan her: »Det, Kulturministeriet skal kunne i min vision, er at være en slags demokratiministerium, der ikke bare sikrer, at folk føler, demokratiet er sikret ved, at man får mulighed for at sætte et kryds, når der er valg, men faktisk giver dem en stemme til at udtrykke, hvem de er, og hvad de vil med verden. Igennem deres foreningsaktiviteter eller deres kunstneriske aktiviteter, og derfor skal Kulturministeriet altid have fokus på deltagelsen, aktiviteten«.

Det er lige meget, hvor meget den nyslåede kulturordfører Kasper Sand Kjær i sin kronik i tirsdags forsøger at sige både og, både kunsten og kulturen, så er kulturpolitikken i den nye socialdemokratiske aftapning tilegnet velfærdsborgerens egen udfoldelse, eller amatørisme, om man vil.

Den uafhængige skabende kunstner skal ikke længere føle sig sikker, den alliance er for længst opsagt.

Et år er gået, valget blev vundet, og hvis Joy Mogensen fra det allerbagerste sæde i regeringsbussen for alvor vil melde sig i den socialdemokratiske værdikamp, ja, så burde der være ideologisk opbakning fra toppen, men det kræver til gengæld, at hun helt ind i det allerhelligste tør tage et opgør med den konsensuspolitik, der har præget Kulturministeriet i mange år.

Ud over medieområdet, hvor der de seneste år er blevet udkæmpet drabelige politiske slag, men som nærmest mere eller mindre har flyttet permanent adresse til Finansministeriet, så skyldes den manglende kulturpolitiske dagsorden også, at området er tømt for idédebat, der reelt kan flytte lovgivningen i en ny retning på området. Der er ikke mange visioner i omprioriteringsdiskussioner eller resultatkontrakter og andre styringsredskaber.

Så banen er fri for Joy Mogensen, men det kræver, at hun tør omsætte sit deltagelsesbegreb til reel kulturpolitik og angribe det elitære helt inde i Kulturministeriets sjæl og dermed i egen partihistorie.

Hvis det ikke længere er nok at sidde i salen og klappe af de formående kunstnere, ja, så skal man som teaterchef på eksempelvis Det Kongelige Teater til at spidse ører; ingen af de store institutionschefer på det kulturpolitiske område bør sove roligt, hvis Mogensen reelt forfølger sin vision.

Og hvad med selve fundamentet i nationens støtte til de udøvende kunstnere, Statens Kunstfond? Hvis deres bevillinger fremover i højere grad skal tilgodese modtagerne (publikum) og ikke afsenderen (kunstneren), så kommer det ikke til at gå stille af.

Og det er her, det begynder at blive svært at være en nyvakt kulturminister med en vision, da en mindretalsregering som bekendt altid skal lave alliancer for at skabe flertal. Nu er politik jo fyldt med alliancer på tværs af værdipolitiske skel, men det kræver ofte et fælles fjendebillede, hvis man skal få enderne til at mødes.

Det vidste Bomholt godt; hans vision for Kulturministeriet delte et fælles værdipolitisk fjendebillede med de klassiske borgerlige intellektuelle og resten af borgerskabet, nemlig en fælles foragt for popkulturen og det generelle kulturelle forfald, som siden 1950’erne var en del af den kulturelle elites samfundsdiagnose.

Den uafhængige skabende kunstner skal ikke længere føle sig sikker, den alliance er for længst opsagt

Det var i øvrigt den samme alliance, Brian Mikkelsen i første omgang skabte omkring sin Kulturkanon i 2005. De borgerlige intellektuelle ønskede et opgør med reformpædagogikken og et øget fokus på faglighed, historiebevidsthed og dermed et borgerligt dannelsesideal om at kende sine klassikere.

De kulturradikale kanonmedlemmer, og dem var der flere af, ønskede et opgør med forbrugerismens kulturelle forfladigelse, og på den måde havde Mikkelsen lavet en stærk bomholtsk alliance, som gav masser af slagkraftig kulturdebat. Hvis man ikke husker kanondebatten som en ubetinget succes for Mikkelsen, så var det, fordi han i processen reelt lod kanonen eksplodere mellem hænderne på ham, da han ganske ustrategisk fik iblandet sit tryllemiks én del stærk islamkritik på sit partis landsråd i 2005.

Så stod kunstnerne og de kulturradikale af. Og derfor blev det også ved debatten, der blev ikke lavet blivende lovgivning på baggrund af kulturkanondebatten. Det er samme problem, Joy Mogensen risikerer at løbe ind i; det kan være svært at lave alliancer, der rækker henover midten, og det kræver en stærk minister, og her fornærmer man vel ingen ved at sige, at her er kulturministeren allerede bagud på point.

Men med ministerens udmeldinger burde der i det mindste været budt op til en substantiel kulturpolitisk debat, en debat, der kan vise sig at være en kærkommen gave til alle kulturpolitikerne.

De borgerlige får mulighed for at støve det klassiske dannelsesideal af og igen understrege, at noget er finere end andet, og derefter kaste sig fuldblods ind i et forsvar for de kulturbærende institutioner, herunder statens direkte støtte til de udøvende kunstnere.

Alt imens venstrefløjen får mulighed for at mærke efter, hvor dybt fællesskabet egentligt stikker, når valget fremadrettet skal stå mellem målrettede kunststøttepuljer til elitære kunstnere og inklusionstiltag i Joy Mogensen nye Deltagelsesministerium.

I modsætning til de kommaer, der normalt flyttes rundt på i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger, er der med værdimæssig forankring i regeringstoppen i princippet et helt nyt kunst- og kultursyn på spil, det er da alligevel noget!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter