Fra tid til anden kan man få fornemmelsen af, at der skulle herske et særligt modsætningsforhold mellem landbruget og Socialdemokratiet. De frihedselskende bønder over for de systemelskende arbejdere. Naturens muntre sønner og døtre over for byernes stridbare proletarer.
Forestillingen er da – i et historisk perspektiv – heller ikke grebet ud af den blå luft. Fra midten af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrig var befolkningstilvæksten i Danmark så voldsom, at der på landet opstod et stort overskud af folk, som ikke havde råd til at købe gård eller husmandssted og derfor blev landarbejdere.
Hver gård havde afhængig af størrelsen på jordbesiddelse og dyrebesætning brug for et antal karle og piger, og der kunne de jordløse landarbejdere så få plads, eller de kunne blive daglejere.
Fordi udbuddet af arbejdskraft var langt større end behovet, kunne landarbejderne spilles ud mod hinanden, hvorfor lønnen var ussel og forholdene på gårdene elendige, hvilket med tiden fik mange til at flytte til byerne for at søge arbejde under gunstigere vilkår.
Det var i den opbrudsperiode, at arbejderbevægelsen og dermed Socialdemokratiet opstod, og derfor er det jo rigtigt nok, at der dengang var en verden til forskel på, hvordan landmænd på den ene side samt landarbejdere og arbejdere på den anden side var organiseret, og hvilke forhold de havde.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar