0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mogens Jensen: Kløften mellem landbruget og Socialdemokratiet er en myte

Det er en myte, at der skulle være en kløft mellem landbruget og socialdemokratiet. Fundamentet for dansk landbrug er i vidt omfang lagt i samarbejde med S-regeringer. Sådan vil det også fortsat være.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mikkel Hørlyck
Foto: Mikkel Hørlyck
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fra tid til anden kan man få fornemmelsen af, at der skulle herske et særligt modsætningsforhold mellem landbruget og Socialdemokratiet. De frihedselskende bønder over for de systemelskende arbejdere. Naturens muntre sønner og døtre over for byernes stridbare proletarer.

Forestillingen er da – i et historisk perspektiv – heller ikke grebet ud af den blå luft. Fra midten af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrig var befolkningstilvæksten i Danmark så voldsom, at der på landet opstod et stort overskud af folk, som ikke havde råd til at købe gård eller husmandssted og derfor blev landarbejdere.

Hver gård havde afhængig af størrelsen på jordbesiddelse og dyrebesætning brug for et antal karle og piger, og der kunne de jordløse landarbejdere så få plads, eller de kunne blive daglejere.

Fordi udbuddet af arbejdskraft var langt større end behovet, kunne landarbejderne spilles ud mod hinanden, hvorfor lønnen var ussel og forholdene på gårdene elendige, hvilket med tiden fik mange til at flytte til byerne for at søge arbejde under gunstigere vilkår.

Det var i den opbrudsperiode, at arbejderbevægelsen og dermed Socialdemokratiet opstod, og derfor er det jo rigtigt nok, at der dengang var en verden til forskel på, hvordan landmænd på den ene side samt landarbejdere og arbejdere på den anden side var organiseret, og hvilke forhold de havde.

Men det er mere end 100 år siden. Vilkårene i både byerne og på landet har i den mellemliggende periode ændret sig til ukendelighed og – mestendels – til det meget bedre.

Det har forholdet mellem landbruget og Socialdemokratiet også. Og derfor er der grund til at knytte nogle kommentarer til det, jeg vil kalde myten om kløften mellem landbruget og Socialdemokratiet.

Vel har der gennem årene været store uenigheder om eksempelvis natursyn, økologi og regulering.

Det har der ved gud også været med venstreregeringerne. Men den altoverskyggende fortælling om landbruget og Socialdemokratiet bør være én om et gensidigt, respektfuldt samarbejde, hvor de fælles appelsiner i turbanen har været langt flere end stridens æbler. Og hvor det skisma, at samarbejdet har skullet foregå mellem parter, som på bestemte områder har villet i hver sin retning, har skabt grobund for helt nye og innovative løsninger til fælles gavn for både landbruget og naturen.

Allerede kort efter Første Verdenskrig opstod der et konstruktivt samarbejde mellem landbruget og de socialdemokratiske regeringer. Et samarbejde, der er fortsat frem til i dag, og som jeg med stolthed hviler også mit ministerarbejde på.

I 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske regering – den første af fem Stauning-regeringer – og dermed også sin første socialdemokratiske landbrugsminister, Kristen Bording. Bording var selv landmand og gårdejer fra Horsens-egnen og er derfor sindbilledet på, at den samme mønt godt kan have en landmand på den ene side og en socialdemokrat på den anden.

At han i øvrigt som den første socialdemokrat nogensinde blev valgt i Herning – samme kreds som den nuværende fødevareministers – sætter ham naturligvis heller ikke i et ringere lys.

Bording var af Venstre-slægt, men i en biografi skrevet af Sigurd Elkjær fortæller han, hvordan særligt to mennesker fik stor indflydelse på hans politiske udvikling. Den ene var den jordløse husmand, Bertel Jepsen, som i Bordings barndom fik arbejde på hans fødegård. Før det havde han været daglejer, og fordi dagslønnen ikke slog til, havde hans kone og børn måttet tigge. Hos Bordings far var lønnen ikke høj, men dog nok til at børnene kunne slippe for tiggeriet og komme i skole.

Bording arbejdede som stor dreng side om side med Bertel, som han satte stor pris på, og det blev siden en livsopgave for ham at give arbejdere og husmænd som Bertel bedre kår i livet.

Den anden, som Bording angiver som inspiration til sit senere politiske ståsted, er hans mor, Maren. Selv om der ikke var overflod på gården, havde hun altid et måltid til fattigfolk, og hun gav blandt andet jævnligt Bertel Jepsen lidt mælk, brød, korn, uld og tøj med hjem.

Bording har fortalt, hvordan hans mor ofte sagde: »Barmhjertighed er godt nok, men retfærdighed er bedre«. Og det var hendes retfærdighedssans og (tør man sige det i disse tider?) samfundssind, der gjorde ham til socialdemokrat.

Kristen Bording kom til at sidde som landbrugsminister under samtlige Stauning-regeringer og i alt i mere end 21 år. Han var derfor også landbrugets minister under 30’ernes depression, som i Danmark startede i landbruget, hvor priserne på især smør og flæsk raslede ned i takt med det fald i eksporten, som blev resultatet af krakket på Wall Street i 1929.

Bording stod derfor bag de mange kriseforanstaltninger, som kom til at redde landbruget fra den totale ruin, og han var en af hovedarkitekterne bag det historiske Kanslergadeforlig i 1933 – et forlig, Stauning betegnede som en af de vigtigste milepæle på sin politiske vej.

Kanslergadeforliget bestod af en lang række delaftaler og var helt afgørende for de forgældede landmænd, som fik hjælp til at afvikle gælden, en nedsættelse af ejendomsskatterne og støtte til eksporten – blandt meget andet.

Der er ingen tvivl om, at Kanslergadeforliget, som blev forhandlet på plads af landmanden og socialdemokraten, Kristen Bording, ikke bare var en livsnødvendig redningsplanke for det betrængte landbrug; det kom også til at lægge skinnerne ud for de næste årtiers udvikling af landbruget til et meget mere moderne og levedygtigt af slagsen.

I biografien om Kristen Bording fortælles om en dyrlæge, som på et vælgermøde engang havde tordnet mod de tilstedeværende venstrefolk:

»I bønder er rædde for to ting; socialismen og biler. Men lærer I dem først rigtigt at kende, så skal I nok mærke, de er skabt til jeres fordel«.

At store dele af landbruget ved Bordings tilbagetrækning fra sit sidste ministerium i 1950 takkede ham for hans store bidrag til landbruget, gjorde nærmest det citat til en profeti. Og kærligheden til biler, ved vi jo, har venstrefolkene siden så rigeligt opdaget.

Allerede kort efter Første Verdenskrig fremskød et konstruktivt samarbejde mellem landbruget og de socialdemokratiske regeringer

Kristen Bording og Kanslergadeforliget er mønstereksemplet på, at grundvilkårene for landbruget i Danmark i vidt omfang er skabt under socialdemokratiske regeringer. Samtidig med at man skabte grundstenene til velfærdssamfundet, skabte man også et grundlag for landbrugets udvikling

Man skal nok være enten historiker eller politisk nørd for at huske Bording i dag, men det var altså under hans regeringstid, forholdet mellem landbruget og Socialdemokratiet blev grundlagt. Det var under hans ministertid, at den samarbejdslinje, som er fortsat gennem et århundrede, blev etableret.

Også inden for mands minde har vi imidlertid eksempel efter eksempel på socialdemokratiske landbrugs- og sidenhen fødevareministre, som har vundet store sejre både for og ikke mindst i nært samarbejde med landbruget.

Efter fattigfirsernes rasen var store dele af landbruget i starthalvfemserne forgældet til op over skorstenen, og for at føje spot til skade blev Danmark i 1992 ramt af den værste tørke i mere end 100 år. Tvangsauktionerne truede, og kreditorerne flåede i stalddørene, da den socialdemokratiske landbrugsminister, Bjørn Westh, i 1993 indgik ’Landbrugsaftalen af 6. april’, som gav de forpinte landmænd nogle livsnødvendige muligheder for gældssanering og gældsomlægning samt ophørsstøtte til landmænd over 55 år, nedsættelse af jordskatter i de hårdest belastede kommuner og en række andre elementer.

Bjørn Wesths aftale var resultatet af en trepartsforhandling mellem regering, opposition og landbrugsorganisationerne, som blev foranlediget af landbrugets henvendelse til regeringen, og er et godt eksempel på, hvordan landbruget i vidt omfang har taget den danske model – trepartsforhandlingen – til sig som redskab.

I det hele taget bør det fremhæves, at hver gang en socialdemokratisk landbrugs- eller fødevareminister har landet en central aftale, hjælpepakke, reform eller lignende, har det været i kraft af et tillidsfuldt samarbejde med landbruget – på trods af uenigheder.

Også Bjørns Wesths afløser i ministerstolen, Folketingets nuværende formand, Henrik Dam Kristensen, var med til at sætte historiske milepæle for og med landbruget. Dam Kristensen blev Danmarks første fødevareminister (frem for landbrugsminister), hvilket blev meget betegnende for den strategi, han kom til at føre ud i livet, og som havde fokus på fødevarekvalitet frem for –kvantitet.

Konkurrencen på det europæiske fødevaremarked var benhård allerede i halvfemserne, og det var tydeligt, at Danmark ville tabe med et brag, hvis vi skulle konkurrere på prisen.

Henrik Dam sagde det selv sådan: »Skal vi til at konkurrere med dem [øst- og centraleuropæerne] på produkternes pris, skal vi til at sænke vores niveau for lønninger, arbejdsmiljø, ydre miljø, veterinære status osv. Og det kan vi ikke. Derfor er svaret på Danmarks valg nemt og indlysende: Vi skal satse på højværdimarkedet for kvalitetsprodukter«.

Og sådan blev det. Under overskriften ’Fra jord til bord’ gennemførte Henrik Dam Kristensen i samarbejde med landbruget en national satsning, som fokuserede på fødevarekvalitet for at positionere Danmark på verdensmarkedet; en satsning, der var med til at lægge grunden for, at Danmark i dag er førende i verden, når det kommer til fødevaresikkerhed, madkvalitet, sundhed, økologi, dyrevelfærd og forbrugertillid.

Henrik Dam var minister i en periode, hvor landbruget stod i et vadested, og hvor de politiske beslutninger og det gode samarbejde mellem den socialdemokratiske regering og landbrugets organisationer blev helt afgørende for, at det endte godt. Henrik Dam stod bag lanceringen af Danmark som foregangsland på fødevareområdet, og det er højst tvivlsomt, om Danmark havde været landbrugsland i dag, hvis vi var gået ned ad den forkerte vej dengang.

Man kunne fortsætte opremsningen med at nævne Ritt Bjerregårds handlekraft, som i 2000 bremsede kogalskabens udbredelse i Danmark og dermed forhindrede, at et eneste menneskeliv herhjemme gik tabt til den frygtelige hjernesygdom, Creutzfeldt-Jakob, som fulgte i kølvandet på kogalskaben. Ritts snarrådighed betød også, at tilliden til dansk oksekød forblev intakt, hvilket sparede kvægproducenterne for helt uoverskuelige tab.

Endelig må vi selvfølgelig ikke glemme landbrugets til dato største politiske darling, Karen Hækkerup, som efter sin tale som fødevareminister ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i 2013 fik følgende skudsmål af formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild:

»Jeg har aldrig oplevet en tilsvarende tale – fra en landbrugsminister eller nogen anden politiker for den sags skyld. Jeg har heller aldrig oplevet et tilsvarende bifald til en minister fra en sal fyldt med landmænd«.

Karen Hækkerup kronede da også sin korte ministerperiode med at gå direkte fra politik til direktørstolen i Landbrug & Fødevarer til stor begejstring for såvel landbrug som fødevarevirksomheder.

Og her står vi så i 2020 – små hundrede år efter Kristen Bordings tiltrædelse som Danmarks første socialdemokratiske landbrugsminister – med et landbrug, som aldrig har været i bedre form, og som har udviklet sig enormt i den mellemliggende periode.

Fra hundredtusindvis af små familiebaserede, alsidige andelsbrug i starten af forrige århundrede til de i dag omtrent 34.000 landbrug, som befinder sig i spændingsfeltet mellem dels det økologiske og det konventionelle og dels de små traditionelle brug samt de store, specialiserede og koncentrerede bedrifter.

Der tales ofte i rosende vendinger om, hvordan dansk industri har udviklet sig helt vildt og innovativt – men det har dansk landbrug altså også.

Vi fremstår i dag som et af de mest moderne landbrug i verden. Sammenlignet med andre lande er vi lysår foran med eksempelvis begrænsning af pesticider, kvælstofudledning og antibiotikaforbrug, og vi ligger i den absolutte verdenselite, når det kommer til fødevaresikkerhed, -kvalitet og dyrevelfærd.

Alt det er lykkedes, fordi vi har et landbrug, som op gennem historien har fremvist en aldrig svigtende overlevelsesevne og udviklingslyst, og som er indgået i et synergetisk samarbejde med det offentlige, som på sin side har bidraget med tilskud til research, metodeudvikling etc.

Men landbrugets historie slutter (heldigvis) ikke her. Vi er aldrig i mål, men altid på vej, og også i fremtiden bliver der brug for tilpasning til nye virkeligheder.

Dansk landbrug står i disse år over for en række udfordringer – de handler blandt andet om grøn omstilling, om klimatilpasning, om dyrevelfærd og om et trængt vandmiljø.

I de kommende år bliver der langt større efterspørgsel efter produkter, som er bæredygtigt produceret. Lige som det i 90’erne blev en konkurrenceparameter med kvalitet frem for kvantitet, vil det i nær fremtid blive en konkurrenceparameter for landbruget at opfylde miljø- og klimamålene.

Det bliver ikke nogen nem opgave, men med en tilpas mængde fremsynethed, omstillingsevne og – ikke mindst – samarbejdsvilje kan landbruget sammen med regeringen og i dialog med de grønne organisationer smede de forestående udfordringer om til muligheder og sikre et fortsat stærkt og eksporterende landbrug, som producerer i takt med tidens krav til miljø og klima.

Lad mig derfor afslutningsvis sige det, så det ikke kan misforstås:

Kløften mellem landbruget og socialdemokratiet er en myte!

Regeringen og jeg ønsker at lægge endnu en alen til rækken af udviklende og konstruktive samarbejder mellem socialdemokratiske regeringer og landbruget. Ja, vi er allerede i fuld gang med det – eksempelvis i form af klimapartnerskaberne med fødevaresektoren, som er et vigtigt redskab i bestræbelserne på at nå klimamålsætningen inden 2030.

Jeg ønsker i fællesskab med landbruget at skabe bred politisk tilslutning til de fremtidige rammevilkår for landbruget, så der bliver sat en klar retning, som landbruget dels kan se sig selv i, og så landbrugerne ved, hvilke rammer de har nogle år ud i fremtiden – så de frimodigt kan investere uden frygt for, at linjen ændrer sig efter et valg.

Tak til landbruget for det fundamentale samarbejde, som blev skabt, og som har været bærende i 100 år! Det skal vi nu bruge til at skabe den omstilling og innovation, der skal til for at leve op til en ny tids krav om opfyldelse af klimaambitionerne, grøn omstilling og fremstilling af de bæredygtige kvalitetsprodukter, som forbrugerne kommer til at efterspørge – samtidig med at vi bevarer et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug. De to ting hænger uløseligt sammen.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter