Umiddelbart efter det islamistiske terrordrab på læreren Samuel Paty lavede jeg et hurtigt opslag på Facebook. Her skrev jeg, at vi nu formodentlig ville se en strøm af pressemeddelelser, udmeldinger, fatwaer og manifester fra forskellige muslimske organisationer, imamer og selvbestaltede talsmænd. Og ganske rigtigt: Fordømmelserne af terroristerne og sympatierklæringerne med ofrene blev postet og kommunikeret i en lind strøm.
Det er godt. Baseret på erfaring tror jeg desværre ikke, at det er godt nok. Denne Kronik handler derfor om det sprog, som bruges af muslimske aktører, når disse tragiske og farlige hændelser rammer vores samfund.
For når alt kommer til alt, ser denne linde strøm af kommunikation ikke ud til at have haft nogen som helst forandrende effekt.
Lige nu synes en ny jihadistisk terrorkampagne at være i proces: angrebene på de forvekslede Charlie Hebdo-medarbejdere i Paris, Paty, kirkegængerne i Nice og senest en synagoge og cafégæster i Wien. I den muslimske verden myrder og lemlæster muslimske terrorister også løs – i en skala og med en intensitet helt uden for kategori i sammenligning med Europa.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar